Foto fra kampagnen for Gabriel Boric, som tiltrådte som Chiles præsident den 11. marts 2022.

I dag æder inflationen de beskedne indkomster for flertallet af chilenere, og dertil kommer flere andre problemer, som understreger grænserne for, at han kan gennemføre sit program: volden fremkaldt af den voksende fattigdom, undertrykkelsen af ​​sociale kampe, den yderste højrefløjs tilbagevenden i form af strejker på transportområdet. Med en popularitet, som ifølge de seneste meningsmålinger ligger mellem 18 og 33 procent, er venstrefløjen ved magten under pres.

En stædig social virkelighed og nye spændinger

Den globale inflation er ikke gået Chile forbi. Det offentlige prisindeks CPI anslår i april 2022 inflation til 10,5 procent – en prisstigning på et niveau, der ikke er set i 30 år. Vegetabilsk olie steg 24,7 procent på en måned (62 procent på et år), 30 procent for benzin og tocifrede stigninger for de fleste basale fornødenheder. Dette prischok har ramt arbejderbefolkningen frontalt.

Officielle tal for fattigdommen (10,8 procent) i 2021 bliver modsagt af vurderinger fra uafhængige forskningsinstitutter (såsom SOL-fonden), som angiver den til 39,9 procent, hvor 55 procent af kvinderne er eneforsørgere under fattigdomsgrænsen. Erklæringerne fra økonomiminister Nicolas Grau - en socialist, får vi at vide, men en ægte tidligere direktør for Centralbanken – kommer med prognoser, der ligner løfter, hjælpepakker kommer forsinket, og det centrale krav om lønstigninger er droppet.

1. maj-demonstrationerne illustrerede de voksende politiske og sociale spændinger. På den ene side et møde til støtte for regeringen omkring den faglige landsorganisation CUT og partierne bag Boric’ koalition, på den anden side en venstreorienteret opposition med en utilfreds klassekampsorienteret faglig pol sammen med de sociale bevægelser.

Sidstnævnte blev undertrykt, men så langt er der ikke tale om nogen overraskelse: Gymnasie- og studenterbevægelsen gjorde sig fortjent til knippelslag og venstreorienteret tåregas for et par uger siden, blot fordi de bad regeringen om at holde sine løfter. Nyheden kommer fra en alvorlig hændelse, der sætter tonen for den kommende periode. Carabinieri [ordenspolitiet, o.a.] blev frivilligt demobiliseret og var fraværende ved denne demonstration. Marchen blev angrebet af den yderste højrefløj, i form af bander, under påskud af at beskytte de handlende. Angrebet var overlagt, og de præcise pistolskud, som er dokumenteret med videoer, sårede fire personer, inklusive tre uafhængige journalister (blandt ofrene var tv-journalisten Francisca Sandoval, som blev ramt i hovedet [og som døde den 12. maj, o.a.]).

Det, som dybt har chokeret de folkelige kredse, og ikke kun aktivister, er selvtilfredsheden hos den regering, som skulle markere et reelt brud med den gamle verden. Mange diskussioner kredser om spørgsmålet, om regeringen har tilladt situationen at forværres. Hvorom alting er, så er regeringen dobbeltmoralsk. Et andet eksempel er chaufførstrejken (meget knyttet til den yderste højrefløj, og som kræver at slå hårdere ned på aktionerne fra den oprindelige mapuchebefolkning). Strejken er aktivistisk og voldelig, men bliver på ingen måde generet af politiet – og samtidig bliver krav om sociale forbedringer undertrykt... som før.

Den grundlovsgivende proces i krise

Sociale løfter var ikke den chilenske venstrefløjs stærke side. Den havde satset alt på demokratisk fornyelse og afskaffelsen af forfatningen fra Pinochets diktatur. Lov 21-200, der fastlagde reglerne for en grundlovgivende forsamling, valget af delegerede og den endelige godkendelse af den nye forfatning indeholdt, ligesom valget af Boric, flere uklarheder. Den nye præsident er afhængig af en begrænset vælgerskare på 25 procent og af to koalitioner: dels den nye venstrefløj og dels fra venstrefløjen i den tidligere Concertation-regering (koalition af kristelige demokrater, socialister).

Det samme gælder for den grundlovgivende forsamlings skæbne, fordi der er en dyb modsætning mellem mekanismerne til at åbne op for den grundlovgivende proces (valg, dagsorden, omfang af ændringer) og systemet for godkendelse, der ikke fungerer med simpelt flertal. Mange ting er således blevet diskuteret, lige fra Chiles flernationale karakter til nye rettigheder (borgerlige rettigheder, uddannelse, køn, stop for privatiseringen af ​​vand osv.), men konservative kredse udgør et de facto blokerende mindretal.

Social utilfredshed og småborgerskabets frygt - som den højreorienterede presse gør et stort nummer af med den eksplosive stigning i ​​kriminaliteten (fordobling af drab på et år), sat i sammenhæng med indvandringen – kunne sætte en stopper for det eneste håndgribelige løfte fra denne angiveligt fornyede venstrefløj og åbne en hidtil uset politisk krise.

Oversat fra L’Anticapitaliste nr. 616 (16. maj 2022) af Åge Skovrind