SDF har opfordret til en generel mobilisering af kurderne for at forsvare deres territorier midt i regeringens militære offensiver, der søger at konsolidere deres magt i Syrien.

 

Efter flere ugers sammenstød rykkede regeringens væbnede styrker ind i de kurdisk dominerede kvarterer Sheikh Maqsoud og Ashrafiyeh i Aleppo, hvilket resulterede i tvungen fordrivelse af over 100.000 civile. Dette kulminerede med, at regeringsstyrkerne erobrede store dele af provinserne Deir Ezzor og Raqqa efter SDF's tilbagetrækning.

 

Damaskus' militære offensiv i Aleppo og andre SDF-kontrollerede områder fandt sted efter udløbet af fristen den 31. december 2025, der var fastsat i aftalen af 10. marts 2025. Aftalen, der blev forhandlet på plads af Washington mellem den midlertidige syriske præsident Ahmed al-Sharaa og Mazloum Abdi, lederen af SDF, søgte at integrere både den civile og militære fløj af SDF i staten. Det politiske dødvande var dog stadig intakt.

 

Dertil kommer, at den militære eskalering fandt sted kun to dage efter et møde i Damaskus mellem de syriske myndigheder og SDF, hvor amerikansk militærpersonale var til stede.

 

Det er klart, at de syriske myndigheder under de igangværende forhandlinger udarbejdede en plan om først at iværksætte en militæroperation i Aleppo og derefter udvide den til andre SDF-kontrollerede områder. De syriske myndigheder samlede forskellige arabiske stammer – som har været i kontakt med al-Sharaa i nogen tid – i Deir Ezzor og Raqqa for at forberede en generel offensiv mod SDF.

 

Alt dette skete med støtte fra Tyrkiet og med grønt lys fra Washington.

 

Usikkerhed

Den oprindelige våbenhvile og 14-punktsaftale fra 18. januar gav mulighed for, at de syriske væbnede styrker kunne få adgang til den nordøstlige del af landet, og at SDF kunne integreres i den nationale hær. Dette stoppede dog ikke regeringens militære eskalering.

 

En ny aftale blev indgået tirsdag den 20. januar. Det syriske nyhedsbureau SANA meddelte, at de syriske regeringsstyrker ikke vil trænge ind i byerne al-Hasakah og Qamishli. De vil forblive i udkanten af byerne. Damaskus erklærede også, at de syriske styrker ikke vil trænge ind i kurdiske landsbyer, og at der ikke vil være andre væbnede styrker til stede i disse landsbyer end lokale sikkerhedsstyrker, der er rekrutteret blandt områdets beboere.

 

Derudover forventes Abdi ifølge SANA at »foreslå en kandidat fra SDF til stillingen som viceforsvarsminister samt en kandidat til guvernørposten i Hasaka, navne til repræsentation i parlamentet og en liste over personer, der kan ansættes i syriske statsinstitutioner«. Der er dog stadig mange usikkerheder omkring denne aftales levedygtighed og gennemførelse.

 

Samtidig skaber situationen i den berygtede al-Hol-lejr i Hasaka – hvor familier og tilknyttede medlemmer af Islamisk Stat (ISIS) er indkvarteret – reel frygt med alarmerende rapporter om flugten af hundredvis af ISIS-medlemmer.

 

Udenlandsk støtte

Selvom USA (sammen med Frankrig) officielt har arbejdet på at nedtrappe spændingerne mellem de to aktører, og på trods af at være SDF's mangeårige partner i kampen mod Islamisk Stat (ISIS), har Washington ikke udøvet noget nævneværdigt pres for at stoppe den syriske regerings militære aktioner.

 

Faktisk er USA blevet en vigtig støtte for de nye regerende myndigheder, hvilket fremgår af de mange møder mellem Trump og al-Sharaa samt ophævelsen af Caesar-sanktionerne i december 2025.

 

Sammenstød mellem syriske styrker og SDF tvinger civile på flugt

Ankara har på sin side presset SDF til at opløse sig og indgå i den syriske hær. Det er værd at bemærke, at Tyrkiet betragter SDF som en udløber af Kurdistans Arbejderparti (PKK), som de klassificerer som en terrororganisation. Tyrkiske embedsmænd har gentagne gange siden begyndelsen af den syriske regerings militære offensiv gentaget, at de er villige til at kæmpe mod de syriske kurdisk-ledede styrker sammen med den syriske hær.

 

Tyrkiet bombarderede også områder i Qamishli i går aftes, og det er den almindelige opfattelse, at landet ydede betydelig logistisk bistand i de seneste militære operationer.

 

Efter Assad-regimets fald er Tyrkiet blevet en af de vigtigste regionale aktører i Syrien, især i den nordlige del af landet. Ved at støtte de syriske myndigheder, der domineres af Hay'at Tahrir Sham (HTS), har Ankara konsolideret sin indflydelse over landet.

 

Ud over at presse på for at få syriske flygtninge til at vende tilbage og søge at drage fordel af de økonomiske muligheder, som genopbygningen byder på, er Tyrkiets hovedmål at afvise kurdernes ønske om autonomi, som opfattes som en trussel mod den nationale sikkerhed, og at opløse Den Autonome Administration i Nord- og Østsyrien (AANES).

 

Svagheder

På blot få dage erobrede de syriske myndigheder to tredjedele af de områder, der var kontrolleret af SDF. Ud over de umiddelbare geostrategiske aspekter viser denne hurtige fremrykning også begrænsningerne i AANES' politiske projekt blandt ikke-kurdiske befolkningsgrupper, især arabere. Gennem årene har dele af den arabiske befolkning protesteret mod diskrimination, målrettede »sikkerhedsforanstaltninger« og fængsling af aktivister samt manglende reel repræsentation i AANES-institutionerne.

 

I stedet for at forsøge at udvikle strategier for at vinde de arabiske folkelige klassers tilslutning i de områder, de kontrollerer, har SDF-lederne samarbejdet med stammeledere for at styre de lokale befolkninger. Disse stammeledere er imidlertid kendt for at skifte loyalitet afhængigt af, hvem der er de mest magtfulde politiske aktører på det pågældende tidspunkt, og for at fokusere på at forsvare deres egne materielle interesser. Da magtbalancen gradvist skiftede til fordel for Damaskus, fulgte stammeledere trop.

 

Desuden svækkede SDF's ledelse bæredygtigheden af SDF's politiske projekt ved at have for stor tillid til fortsat amerikansk støtte og ved at mangle interesse i at opbygge bredere og dybere politiske alliancer med landets demokratiske og progressive kræfter.

 

I sidste ende bør den seneste militære offensiv fra regeringens væbnede styrker ses som en del af de nuværende syriske magthaveres fortsatte forsøg på at centralisere magten og deres afvisning af en mere inkluderende vej for Syriens fremtid.

 

Dette har været tilfældet siden Assads fald. I de følgende måneder blev der begået betydelige krænkelser af menneskerettighederne under al-Sharaas ledelse, især massakrerne på alawitter og drusere ved kysten og i Sweida. Sideløbende med disse angreb har de regerende myndigheder også søgt at begrænse de demokratiske rettigheder og friheder.

 

Desuden beskyldes de regerende myndigheder og deres tilhængere for at føre en aggressiv retorik mod kurderne og SDF, med påstande om betydelig racisme og krænkelser af menneskerettigheder begået af regeringsstyrker og tilknyttede væbnede grupper.

 

For eksempel udstedte Syriens minister for religiøse anliggender, Mohammad Abu al-Khair Shukri, et religiøst direktiv, der opfordrede moskéer over hele landet til at fejre det, han beskrev som »erobringer og sejre« for Damaskus-allierede styrker i det østlige Syrien, og til at bede for succes for soldaterne i den syriske arabiske hær.

 

Ved specifikt at opfordre til at nævne vers 6 i sura al-Anfal fra Den Hellige Koran antyder han desuden, at han havde til hensigt at henvise til Anfal-militærkampagnen i 1988. Denne blev gennemført af Saddam Hussein mod kurderne i det nuværende Kurdistan i Irak og var præget af kemiske angreb, massedrab og omfattende ødelæggelser.

 

På trods af denne bekymrende kontekst har regionale og internationale ledere fortsat støttet de syriske myndigheder og dermed legitimeret og styrket deres magt over landet.

 

Selvom al-Sharaa har tildelt den kurdiske befolkning i Syrien sproglige, kulturelle og statsborger-rettigheder samt officielle poster inden for staten, er der derfor stadig berettiget frygt.

 

En topprioritet for progressive og demokratiske kræfter i Syrien er nu at standse blodbadet, muliggøre en sikker tilbagevenden for fordrevne civile og bekæmpe hadefuld tale og sekteriske praksisser i landet. Syriens fremtid står på spil. De nye regerende myndigheder har nemlig vist, at deres planer ikke er et radikalt brud med det tidligere regimes autoritære praksis.

 

Damaskus har i øjeblikket ingen planer om demokratisk og inkluderende politisk repræsentation og magtdeling. Alle syrere, der søger demokrati, social retfærdighed og lighed, bør være bekymrede over denne udvikling og kæmpe imod den med alle kræfter.

 

21. januar 2026

 

Kilde: The New Arab. Oversat fra International Viewpoint af Poul Bjørn Berg