Blandt andet den italienske IVECO Lynx kampvogn er solgt til den russiske hær. Foto: Vitaly V. Kuzmin – CC BY-SA 4.0, Wikimedia.

Invasionen af Ukraine har udløst skrappe sanktioner mod Rusland, og har, indtil nu, fået støtte fra omkring 40 lande. I Latinamerika er kun Brasilien med, i Afrika slet ingen. Fra Asien deltager Taiwan, Malaysia, Singapore, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand og så ellers Canada, USA samt alle europæiske lande. Med andre ord: Alle de rige lande, der på en eller anden måde, er knyttet til USA og dets agenda.

Sanktionerne er langt mere omfattende end de sanktioner, der blev indført i 2014 efter Ruslands annektering af Krim, og som hurtigt viste sig ikke at være så effektive, som det blev fremstillet. På den ene side ville de lande, der sanktionerede Rusland gerne ramme landets økonomi. På den anden side, så skulle der trods alt ikke lægges alt for mange hindringer i vejen for den globale verdenshandel, som Rusland er en fuldt integreret del af.

Det var derfor grænser for, hvor dyrt og hvor besværligt det skulle være. Hertil kom jo, at Rusland ud over gas og olie, der ikke var omfattet af sanktionerne, havde en række produkter, som Vesten var afhængig af, fx stål, hvede, gødningsstoffer mv.

Med tiden viste det sig, at der var smuthuller i sanktionerne. De gjaldt fx ikke for kontrakter, der var indgået før Krim-annekteringen – og dét smuthul har en del våbenfabrikanter flittigt benyttet sig af, helt frem til i dag, hvor EU nu sætter en stopper for det.

Virksomheder fører udenrigspolitik                                                                                    Journalistkollektivet Investigate Europe har undersøgt de våbenhandler, som ti EU-lande har gennemført siden 2014. I hele perioden er der blevet solgt våben og militært udstyr til Rusland til for ca. 2,5 mia kr. – siden 2020 er der endda sket en stigning på over 50 procent.

Måske ikke det store beløb, set i forhold til, at den globale våbenhandel årligt er på ca. 700 mia kr., ifølge Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI). Vigtigt er det, at våbenhandlen omfatter de strategisk vigtige microchips som russerne, besynderligt nok, ikke selv fremstiller.

Én af årsagerne til, at våbenhandlen upåagtet har kunnet foregå så længe kan ifølge de franske graverjournalister i Disclose skyldes, at ved sanktioner skelnes der mellem almindelig international samhandel og udenrigspolitik, hvor våbenhandel hører til.

Hvem sælger?                                                                                                                                  Øverst på listen står Frankrig, der tegner sig for 44 procent af EU-landenes våbensalg til Rusland siden 2014, og til en værdi af over 1,1 mia. kr. Undersøgelsen viste, at de franske myndigheder bl.a. gav eksporttilladelse til bomber, raketter, torpedoer, missiler og sprængladninger, navigationssystemer til tanks, jagerfly og helikoptere. Desuden produkter, der både kan anvendes civilt og militært: kemiske og biologiske stoffer og radioaktivt materiale, samt udstyr til politikontrol af store menneskemængder.

I et svar til Investigate Europe skrev det franske forsvarsministerium, at man er forpligtet til at følge embargoen fra 2014, og at det våbensalg, der er sket siden da, skyldes tidligere indgåede kontrakter.

Efter annekteringen af Krim forsøgte Frankrig at sælge to helikopterhangarskibe til Rusland, værdi ca. 9 mia. kr. Skibene var næsten færdige, da US blokerede.

De vigtigste våbenleverandører var de statsejede fabrikker Safran og Thales. Sidstnævnte har også produceret og opsat DSB’s nye signaler og er teknisk operatør af Rejsekortet.

Tyskland har, siden 2014, eksporteret våben for ca. 900 millioner kr. til Rusland. Kunne virksomhederne dokumentere, at produkterne havde et civilt eller militært formål, så fik de eksporttilladelse, skrev Deutsche Welle 16.03.22. Det drejer sig om isbrydere, droner, rifler, specielle sikkerhedskøretøjer, GPS, flyteknologi, kemikalier og biologiske komponenter, materialer til atomkraft mv.

Nogle af de mere kontroversielle produkter blev dog først eksporteret til et russiskejet firma i Tjekkiet, og derfra solgt videre til det russiske militær og til paramilitære grupper

I februar blev en forretningsmand fra Leipzig sigtet for at have brudt sanktionerne. Han havde bistået den russiske efterretningstjeneste med at skaffe sofistikeret teknologi til fremstilling af kemiske våben.

Tredjestørste eksportør er Italien, der har solgt militærkøretøjer for 167 millioner kr. Salg af rifler, pistoler og ammunition beløb sig til 163 millioner kr. Investigate Europe har spurgt myndighederne, hvordan det er muligt, seks år efter at embargoen trådte i kraft, at regeringen stadig giver licens til så mange våben?

I samme periode har England solgt produkter, der både kan bruges civilt og militært: Droner, optisk udstyr, computerchips og lignende. Hertil kommer vira og animalske patogener, snigskyttegeværer, pansrede mandskabsvogne, tanks, fly – alt sammen med regeringens godkendelse.

I februar meddelte Boris Johnson, at som led i den nye sanktionspakke, så ville der ikke mere blive udstedt eksporttilladelse til Rusland.

Noget mindre er Tjekkiets årlige eksport af ubemandede fly, droner og flymotor, mens Østrig mest tegner sig for hånd- og automatvåben, ammunition og tændsatser. Bulgarien solgte krigsskibe og komponenter. I “småtingsafdelingen” er Finland, Spanien, Slovakiet, og Kroatien.

Omsider sagde EU stop

Den 8. april – seks uger efter at invasionens start – sagde EU Kommissionen så omsider stop og greb ind overfor de medlemslande, der siden 2014 havde ignoreret sanktionerne.

Til trods for at EU nu skærper sanktionerne, så har russerne forsat gode muligheder for at få fat i de våben, de ikke selv producerer, eller hvor de eventuelt er løbet tør for reservedele. Meget af det kan erhverves via de lande, der ikke deltager i sanktionerne, fx Pakistan, Indien eller Iran.

Under borgerkrigen i Syrien fik Iran et nært forhold til Rusland, og det kommer nu Rusland til gode. Iran sender deres langtrækkende Bavar-missilsystem, og Iraks shiamilitser deres panserværnsvåben. Som en militsleder sagde til Guardian 12.04.:”Nu hvor IS stort set er nedkæmpet, så har vi ikke brug for våbnene, og alt hvad der kan bruges mod amerikanerne, gør mig lykkelig.”

Oveni kommer de enorme mængder våben, amerikanerne efterlod, da de forlod Irak i 2011, og som nu ender i hænderne på russiske soldater.

Det mest groteske ved våbensalget er, at på trods af sanktionerne i 2014, så fortsatte Rusland med at sælge våben til – Ukraine. Atter bekræftes, at kapitalisten gerne sælge bødlen det reb, kapitalisten skal hænges i, når blot fortjenesten er stor nok.

Ikke overraskende er våbenfabrikanter i øst og vest de store vindere. I Tyskland fortalte chefen for panservognsfabrikken Rheinmetall, at siden 2020 var aktierne steget med 51 procent. USA’s våben-eksport steg fra 2017-2020 med 14 procent, og landet sidder nu på 40 procent af den globale våbenhandel. I Frankrig steg eksporten med 59 procent – og så fremdeles.

Kunder kommer våbenfabrikkerne ikke til at mangle. Tag nu bare vores egen Mette Frederiksen, der i starten af april fortalte Berlingske, “at jeg anser ikke et militærbudget på to procent af BNP for at være et loft. Nej, de to procent er bunden.”