Gay pride-congaen for at fejre dagen mod homofobi og transfobi i Havana, den 13. maj 2023.

Men fra 2008 blev det til virkelighed med den årlige fejring af Cubas pride-march ”La Conga”.

Queerness var ikke på radaren på tidspunktet for den cubanske revolution i 1959. Ved flere lejligheder afgav Fidel Castro udtalelser til pressen, hvori han omtalte homoseksualitet som ”patologisk adfærd”.

Alligevel, takket være det hårde arbejde fra aktivister på øen, blev Nationalt Center for Seksualundervisning (Centro Nacional de Educación Sexual – Cenesex, # facebook ) oprettet i 1989. Under ledelse af Mariela Castro, Fidels niece, er det nu dedikeret til kønsundervisning og -forskning.

Men eksistensen af Cenesex skabte ikke mulighed for, at aktivister kunne udvikle uafhængige initiativer uden for institutionen. Der har længe været spændinger mellem staten og civilsamfundet omkring kønsdiskursen. En hårfin balance, der svinger mellem overholdelse af retningslinjer fra Cenesex og kriminalisering.

Politiet angreb pride-optog

Denne spænding nåede sit højdepunkt i 2019, da det førnævnte optog mod homofobi, bifobi og transfobi blev vilkårligt suspenderet.

Cenesex begrundede aflysningen med at hævde, at marchen ikke var relevant på grund af landets økonomiske situation.

Stillet over for et regeringsforbud holdt en del af LGBTIQ+-samfundet en uafhængig march i 2019. Flere af de aktivister, som deltog i marchen, blev tævet og tilbageholdt af politiet. 11. maj gik over i historien som den første massive, offentlige undertrykkelse af queer-aktivister i Cuba.

“Aflysningen af pridemarchen ’2019 Conga’, der afholdes hvert år af Cenesex som en del af aktiviteterne på den cubanske dag mod homofobi og transfobi, var en regerings-handling for at formilde anti-diskriminerings-grupperne”, skrev aktivisten Angela Lakshmi i en artikel offentliggjort i magasinet Q de Cuir. I årene efter undertrykkelsen i 2019 fandt La Conga sted uden repression fra myndighedernes side.

Aflysningen og undertrykkelsen af marchen i 2019 fandt sted, da den cubanske regering var i gang med at opdatere familieloven. Tre år senere blev der vedtaget en ny familielov, som anerkender queer-personers rettigheder, herunder ligeværdigt ægteskab og adoption. Kodekset var et regeringsforslag, der gik til folkeafstemning.

Feministiske og LGBTIQ+-kollektiver kæmpede for vedtagelsen af loven og mødte intens modstand fra fundamentalistiske kristne kirker på øen. Aktivister mener, at folkeafstemningen blev afholdt for at opveje protester fra de fundamentalistiske gruppers side. Men selv med anerkendelsen af nogle rettigheder fortsætter kriminaliseringen af kønsrelaterede aktiviteter og queeraktivisme i Cuba. Dette er grundlaget for kontinuiteten i de feministiske organiseringer i Cuba.

Det feministiske spektrum i Cuba

Spektrummet af uafhængige feministiske miljøer i Cuba består i vid udstrækning af en række uafhængige medier. Blandt dem er Subalternas, Alas Tensas, Afrocubanas, La Potajera og Muy Marika. Af betydning for feminismens udvikling i Cuba var også medier som Q de Cuir Cuba og Tremenda Nota, der ikke længere eksisterer.

Der er også organisationer som Yo Sí Te Creo en Cuba, Alianza Afrocubana, Red Femenina de Cuba, Casa Palanca, Grupo Translúcidos Red Femenina de Cuba, Casa Palanca, Grupo Translúcidos og andre.  Alle disse grupper forbinder deres handlinger og krav omkring feministisk organisering. De mobiliserer mod kvindedrab, engagerer sig i sorte feministiske kampe, søger at beskytte kvinders ret til dissens. De organiserer sig mod kriminaliseringen af uafhængig journalistik og øger bevidstheden om problemer, som transkønnede mennesker står overfor.

Så er der Cenesex og Transcuba-netværket, som begge er en del af regeringen. Der er også Føderationen af Cubanske Kvinder (FMC), som har fungeret siden august 1960. Det er en masseorganisation, som har til formål at repræsentere alle kvinder i landet.

I 1993 grundlagde en gruppe cubanske kvindelige journalister Magín, det første uafhængige feministiske netværkskollektiv i Cuba efter 1959. Tre år senere, efter at de uden held havde forsøgt at registrere Magín som en forening, blev Magíns medlemmer indkaldt af det cubanske kommunistpartis centralkomité.

“De fik at vide, at de var nødt til at afvikle Magín med det samme, da en feministisk organisation kunne bruges til at forsøge at infiltrere revolutionen”,  forklarede Alina Bárbara López i en tekst i magasinet La Joven Cuba.

Cubanske feministiske aktivister og organisationer – både på og uden for øen – har længe haft et konfliktfyldt forhold til den cubanske stat. Det skyldes i høj grad manglen på foreningsfrihed, der tillader eksistensen af uafhængige organisationer samt den systematiske kriminalisering af aktivisme udenfor statens kontrol.

I år demonstrerede uafhængige feminister og organisationer ikke den 8. marts, som de gjorde på resten af kontinentet. Mange kvinder, der er medlemmer af feministiske organisationer, såvel som menneskerettighedsforkæmpere og uafhængige journalister, har måttet forlade øen på grund af politisk forfølgelse.

Denne 8. marts var der desperat brug for en diskussion om det stigende antal femicides/kvindedrab og politisk vold mod kvinder i Cuba. I stedet for en demonstration organiserede feminister i diasporaen en virtuel march.

Den cubanske stat vs. feminisme

Laura Vargas’ sag illustrerer den cubanske regerings frygt for feminisme. Hun er en feministisk aktivist, der har været forfulgt af statslige sikkerhedsstyrker siden 2021 på grund af sin deltagelse i forskellige cubanske feministiske organisationer som Red Femenina de Cuba, Casa Palanca og de uafhængige medier Alas Tensas og Subalternas.

Laura Vargas fortæller Ojalá – et feministisk nyhedsbrev fra Latinamerika, at første gang, hun blev hevet ind på en politistation og afhørt, var i oktober 2021. Hendes afhøring fandt sted efter oprøret den 11. juli 2021, da forfølgelsen af uafhængig journalistik i Cuba var tiltagende. På det tidspunkt var Vargas en regelmæssig bidragyder til et medie ved navn El Toque.

“Statens sikkerhedsapparat begyndte at stævne alle kvindelige journalister”, sagde hun i et interview. “De blev meget interesserede i mig på grund af min feministiske aktivisme, og fordi vi sammen med mine kolleger fra magasinet Subalternas planlagde en middag for transkvinder i slutningen af 2022 “, sagde Vargas. Middagen var uafhængigt organiseret af civilsamfundsaktivister. Flere af dets arrangører blev afhørt.

I 2019 blev ’I Believe You Cuba’- platformen lanceret, da seks cubanske feminister blev enige om at arbejde sammen til støtte for sangerinden Dianelys Alfonso, som anklagede den afdøde sanger José Luis Cortés for seksuelt overgreb.

“Det, der begyndte som en specifik støttetilkendgivelse, voksede: Vi åbnede sociale netværk for at lave uddannelse og øge bevidstheden om kønsbaseret vold, og derefter begyndte vi at udføre politiske aktiviteter til støtte for vedtagelsen af en omfattende lov mod kønsbaseret vold i Cuba i november 2019.”

Medlemmer af ”Yo Sí Te Creo en Cuba” (YSTCC) forklarede til Ojalá via e-mail:

“I marts 2020 oprettede vi en hotline for mennesker i situationer med kønsbaseret vold. Det var del af vores svar på den isolation, der blev pålagt os på grund af Covid-19-pandemien. I november samme år blev ’Observatory of Femicides i Cuba’ lanceret “. I slutningen af 2023 fandt Alas Tensas Gender Observatory, at 73 kvindedrab var blevet begået det år. “Det tal er det dobbelte af de 36 femicides i 2022 og er det højeste rapporterede antal siden registrer-ingen begyndte,” skrev de på deres officielle hjemmeside.

I Cuba er kvindedrab ikke karakteriseret som en forbrydelse i straffeloven. Flere uafhængige organisationer presser på for at få femicides/kvindedrab anerkendt som en forbrydelse i straffeloven og for at få skabt en lov mod kønsbaseret vold. På trods af deres bestræbelser går regeringen ikke i dialog med de uafhængige feministiske organisationer eller aktivister og beskylder dem for at være fjender eller kontrarevolutionære.

Mayde og Yeniset var ofre for kvindedrab i Cuba.  Som en hyldest til dem, etablerede YSTCC alarmer, der aktiveres, når piger eller kvinder forsvinder, for at forhindre kvindedrab, eller for at det ikke forbliver ustraffet. Den cubanske stats intolerance over for aktivisme stammer fra dens opfattelse af, at enhver civilsamfundsgruppe, der ikke opstår fra de regeringsloyale, overvågede masseorganisationer, er fjender af staten. “Flere af vores medlemmer er blevet forfulgt, de har haft politiovervågning foran deres hjem og deres internet og telefonservice er blevet spærret”, skrev YSTCC – medlemmer på deres platform. “Den mest alvorlig konsekvens har været, at vi ikke kan yde en-til-en support, som vi gjorde, da vi første gang lancerede Support Line”.

13. september 2024

Artiklen blev først bragt på dansk hos Autonom Info-Service

På engelsk i det mexicanske webmagasin Ojala

Lisbeth Moya González er en cubansk journalist, der bl.a. har skrevet for Tremenda Nota – magasin for og om LGBTIQ+-samfundet, kvinder og mennesker af afrikansk afstamning
samt Young Cuba Magazine. Hun er medlem af kollektivet Socialists in Struggle.