Kortet viser Malis placering i Vestafrika. Af Rei-artur – Wikimedia – CC-BY-SA-2.5

Som følge heraf har ECOWAS-lederne besluttet at lukke deres grænser til Mali og at suspendere al handel og finansiel aktivitet (ud over basale fornødenheder). På listen er også en tvungen indefrysning af Malis indeståender i alle handelsbanker i denne del af regionen, såvel som i Central Bank of West African Banks (BCEAO). BCEAO er centralbank for den vestafrikanske økonomiske og monetære union (WAEMU), der dækker 8 lande, herunder Mali, og som anvender valutaen CFA-franc.

Helt konkret afskærer det Mali fra sit nationale finansielle system, og udvider en allerede alvorlig sikkerhedsmæssig krise i forlængelse af de tuareg-krigere, der er vendt tilbage, efter at de forlod Libyen efter den fransk-britiske intervention i 2011. Disse hidtil usete sanktioner ”vil kunne få en ødelæggende effekt på landet, hvor en ud af tre af indbyggerne allerede er afhængige af nødhjælp”, advarer en række NGO’er. Embargoen har også katastrofale følger for Senegal, hvis økonomi i høj grad baserer sig på eksport til nabolandet Mali.

Hverken Frankrig eller ECOWAS
De militære ledere, ledet af oberst Assimi Goïta, har efter en militær konference foreslået en udvidelse af landets overgangsperiode med 5 år, begrundet i, at det har brug for tid til at indføre de nødvendige politiske og organisatoriske rammer og for at genvinde de områder, der nu kontrolleres af islamiske grupper. Valg var oprindeligt fastlagt til februar 2022.

Som modsvar til sanktioner råbte demonstranterne slagord imod lederne af ECOWAS-landene og anklagede dem for at være ude af kontakt med deres befolkninger. De kritiserede også Frankrig voldsomt. ’Vi vil ikke have Frankrig og heller ikke ECOWAS,’ proklamerede et kæmpe skilt midt i Bamako-demonstrationen. Mange maliere, herunder premierminister Choguel Masïga, mener, at Frankrig står bag sanktionerne og anklager den franske regering for at gemme sig bag ECOWAS for at gøre sit regnskab op med Malis myndigheder. Efter at den franske ambassadør havde ytret, hvad der blev opfattet som nedsættende kommentarer om overgangsmyndighederne, fik han 72 timer til at forlade landet. Denne udvisning er kronen på måneders yderst spændt forhold mellem de to lande.

Men malierne må sande, at de tusindvis af franske tropper, som har oversvømmet landet for at ’bekæmpe terrorisme’, ikke har øget sikkerheden. Tværtimod er volden mod civile stigende. Malierne har svært ved at tro på, at Frankrig, der tit træffer beslutninger angående dem uden at konsultere dem, kun er til stede i området af bekymring for sikkerheden.

Reelt forsvarer Frankrig sine egne geopolitiske interesser, hvilket det har gjort igennem de seneste måneder ved ensidigt at omfordele sine tropper til andre steder i Sahelregionen for at skære ned på sin tilstedeværelse i landets nordlige del. Det franske militær har historisk allieret sig med væbnede separatistgrupper og endda tilladt visse af dem at overtage kontrollen med byen Kidal i 2013, samtidig med at det uden nærmere forklaring forhindrede Malis hær og stat i at genvinde kontrol med den i årevis.

På samme tid er Frankrig frustreret over ikke at have kontrol over overgangsmyndighederne og lufter sin kritik åbent. Den tidligere kolonimagt har gjort det klart, at den ikke ønsker, at Mali skal sprede sine internationale partnere, herunder bygge tættere forbindelser med Rusland, som det har gjort i flere måneder. Malis myndigheder har for nylig indgået en militær samarbejdsaftale, som betyder, at russiske soldater indsættes nordpå i landet, hvor der tidligere stod franske soldater.

Fransk neokolonistisk magt
Det ville ikke være første gang, at Frankrig bruger afrikanske regionale institutioner til at trumfe sin egen politik igennem. I 2010-11 brugte de institutionerne bag CFA-franc’en (herunder BCEAO, som overvåges af det franske finansministerium), til et kvælertag på Elfenbenskysten under den krise mellem Laurent Gbagbo og Alassana Ouattara, der fulgte valget der. Dengang støttede den franske ministerpræsident Nicholas Sarkozy Ouattara, som blev anset for at være en mere troværdig partner for Frankrig. For at tvinge den valgte præsident Gbagbo fra posten blokerede Frankrig og BCEAO både Elfenbenskystens adgang til sine konti i BCEAO, og til landets finansielle handlinger med omverdenen.

Disse funktioner afslørede CFA systemet som et undertrykkelsesredskab, Frankrig bruger til at styre CFA landenes politiske baner efter egne interesser. Bemærk, at CFA-franc’en, som bruges i WAEMU landene og i seks centralafrikanske lande, tillader Frankrig at købe råstoffer med sin egen valuta, og på den måde undgår at bruge sine egne reserver af udenlandsk valuta. Det giver franske virksomheder adgang til vigtige produkter og stabile markeder. Hvorimod CFA-franc’en, der er bundet til euroen, bringer mange ulemper for lande, der bruger den og udgør en betydelig hindring for deres udvikling.

Denne destruktive dynamik har eksisteret siden 1960’erne, da mange tidligere franske kolonier opnåede frihed. Dengang tvang Frankrig dem til at indgå ’samarbejdsaftaler’, der forpligtede dem til at bruge CFA franc’en og – for visse af dem – til at huse franske militære baser. På den måde lykkedes det Frankrig at bevare sit koloniale monetære imperium, i modsætning til andre tidligere kolonimagter.

I dag er denne anakronistiske politik ikke længere tolereret, som det ses såvel af demonstrationerne i Mali som af den stigende afstandtagen fra intellektuelle, politiske ledere og sociale bevægelser i fransktalende afrikanske lande i de senere år. Aktivister i Senegal har dannet ’Fronten for en Folkelig og Pan-Afrikansk Antiimperialistisk Revolution’ og lanceret kampagnen ’Ud med Frankrig’ for at kræve, at Frankrig trækker sig fra ledelsen af CFA-franc’en, og at dets legale og administrative kontrol over valutaen fjernes. Snarere end at give efter for folkets krav, foretrækker de franske embedsmænd at anklage modstanden – som også rummer Malis myndigheder – for at forfalde til populisme og at ride på en bølge af ’anti-franske følelser’.

Måske er vi nået til et vendepunkt i Afrikas forhold til Frankrig, specielt i lyset af den stigende konkurrence med Kina og Rusland. Under alle omstændigheder er sanktionerne mod Mali så meget ude af proportion, at de har haft den modsatte virkning af den ønskede: De har intensiveret kritikken af Frankrigs tilstedeværelse i Mali og legitimeret Malis myndigheder.

1, februar 2022

Fanny Pigeaud er freelance journalist og medforfatter til Africa’s last colonial currency, the CFA Franc story

Oversat fra Red Pepper af Anne Haarløv