Læsetid: 3 minutterMarchen var organiseret mod en march fra den yderste højrefløj, som var organiseret af Proud Boys (fascistisk militsgruppe, der andre steder i USA jævnligt protesterer bærende automatrifler og lign., o.a.) og andre grupper fra det yderste højre samme søndag. Imidlertid medførte mobiliseringen af antifascister og antiracister i New York, at arrangørerne af højrefløjsmarchen aflyste den.
Der var kolonner af demonstranter iført hjelme og skjolde for at beskytte sig mod vold fra højrefløjens demonstranter eller politiet. Folk havde Black Lives Matter-flag, skilte med teksten ”Trump/Pence ud nu” og ”Afvæbn, Defund, Afskaf NYPD”. En af demonstranterne blev også set med en parodi af en politiuniform og et svinehoved, hvor han udspurgte det rigtige politi, om de var medlemmer af the Proud Boys.
Protesten kommer efter sammenstød i San Diego (se artikel) hvor omkring 100 Trump-støtter havde samlet sig til en pro-Trump march i Pacific Beach, og hvor der kom antifascistiske demonstranter til for at konfrontere marchen.
Man så politiet affyre peberkugler ind i den antifascistiske gruppe, i klar modsætning til deres opførsel overfor Trump-støtterne, som de tillod at marchere igen om aftenen, efter at de havde spredt moddemonstranterne.
Der var en grel modsætning mellem på den ene side både det store antal udkommanderede betjente og politiets behandling af demonstranterne ved antifascistiske demonstrationer i New York og San Diego og på den anden side optøjerne på Capitol Hill, hvor man så de få betjente fjerne afspærringerne for angriberne og tage selfies med dem, medens de trængte ind i Capitolbygningen. [Andre betjente kæmpede dog snarrådigt og tappert, blev sårede og en enkelt mistede livet, o.a.].
Samtidigt med at antifascister og folk fra venstrefløjen gik på gaden for at modsætte sig det yderste højre, forsøger Demokraterne i Kongressen at afkorte Trumps sidste dage i embedet.
Demokratiske parlamentsmedlemmer har vedtaget en resolution, der opfordrer vicepræsident Mike Pence til at iværksætte den 25. forfatningsændring, der erklærer Trump for at være ude af stand til at varetage sit embede og fjerne ham fra den sidste halvanden uge af hans embedsperiode. De har også igangsat en rigsretssag, som vil blive færdiggjort i Kongressen på onsdag og videresendt til Senatet.
Trumpismen kan ikke lovgives væk. Det liv, som Trump har pustet ind i det yderste højre, kan kun slås ned gennem venstrefløjens mobiliseringer. Protesterne i New York er et godt eksempel på dette, men venstrefløjen er nødt til at være i front med at få dette til at ske i en meget større skala og få det bredt ud til hele landet.
De midtsøgende Demokrater med deres støtte fra den store kapital og deres mangel på evne til at opfylde arbejderklassens behov, har efterladt et rum for den yderste højrefløj, som blev udnyttet af Trump efter den skuffelse, så mange følte oven på Obamas præsidentperiode.
Derfor er det afgørende, at venstrefløjen, uafhængigt af Demokraterne, er til stede på gaderne, som den var i weekenden, for at gå op mod demonstrationer fra det yderste højre og gøre det klart, at der findes en anden vej. Det vil i stigende grad blive vigtigt under Biden-regeringen, som utvivlsomt vil føre til yderligere polarisering og fare for, at det yderste højre vil vende styrket tilbage.
11. januar 2021
Oversat fra Counterfire af Peter Kragelund