Læsetid: 6 minutterDet er den 21. august 1941, og Trotskij har overlevet endnu et attentatforsøg fra en GPU-agent, der handler på ordre fra Stalin.
Mange af Trotskijs tilhængere har sikkert forestillet sig denne situation – altså at Trotskij ikke blev myrdet, og har spekuleret over, hvilke positive virkninger det kunne have haft for Fjerde Internationales (FI) udvikling – organisationen som han dannede i 1938. Hvis han havde overlevet, ville mange af de problemer og splittelser, som kom til at plage FI, måske have været undgået.
Denne bog anvender en kontra-faktisk historisk præmis som udgangspunkt for en beskrivelse af, hvad der ville have være sket, hvis Trotskij havde levet i yderligere 13 år. Det handler både om de store politiske spørgsmål i forbindelse med verdenskrigen og efterkrigstiden, og om de personlige og menneskelige problemer, der var for Trotskij, hans partner Natalia Sedova og deres nærmeste.
Selv om det ikke er en specielt almindelig genre indenfor fiktion og dokumentar, så giver den kontra-faktiske genre mulighed for at svare på alle de ”hvad nu hvis …”-spørgsmål, som alle der er interesseret i politik – hvad enten de er aktivister, journalister eller TV-kommentatorer – er optaget af hele tiden. Når man først har accepteret, at historien ikke er forudbestemt eller skrevet på forhånd, så kan begivenhederne altid få et helt andet udfald.
De mange diskussioner, vi har haft med reformister, stalinister, to-lejr-tilhængere og andre radikale, har altid handlet om, at der kan være alternative udfald af begivenhederne, selv om de politiske valg, taktiske og strategiske overvejelser, sker under objektive betingelser, som vi ikke kan ignorere. I en bog, der snart udkommer, undersøger Daniel Bensaïd en række afgørende historiske situationer på præcis denne måde.
Nogle af de bedste kontra-faktiske bøger og film beskriver, hvad der ville have været sket, hvis Hitler havde vundet krigen. Det er for eksemplet emnet i bogen Fædrelandet af Robert Harris, og i filmen It Happened Here af Kevin Brownlow og i den seneste succesfulde TV-serie The Man in the High Castle. Disse produktioner er mere end blot litterær fantasi. De indeholder politiske pointer om de sociale og klassemæssige kræfter, som er i spil, og som er relevante selv i dag. For eksempel oplever vi i Harris’ bog, hvordan de herskende klasser i USA er ganske tilfredse med at samarbejde med fascisterne, på samme måde som Trump i dag arbejder sammen med fascistiske paramilitære grupper.
I 80 små kapitler konstruerer Dan La Botz en alternativ historie, hvor Trotskij fortsætter med at få hjælp fra den mexicanske progressive nationalistiske præsident Cardenas. Trotskij får tildelt militær beskyttelse og bliver installeret i et hus i byen Tijuana, der ligger lige ved grænsen overfor byen San Diego. Forfatteren udnytter sit lokalkendskab af både denne region og af Mexico generelt og skaber et detaljeret og farverigt billede af historien.
Fjerde Internationales skæbne
Der er flere forskellige spor i bogen. Et af dem handler om Ralph, som er den unge vagt, der redder Trotskij fra isøksen. Det bliver skrevet fra den menige aktivists synspunkt. Et andet spor tager sit udgangspunkt i Stalins sommerhus, hvor han planlægger sin vendetta mod Trotskij. Et tredje spor – som måske er det mest vellykkede – fokuserer på Natalia og hendes relation til Trotskij og hans politik. I en vis forstand trækker La Botz Natalias historie frem fra skyggen, hvor den ofte placeres.
Men det er den politiske debat og Trotskijs anstrengelser for at opbygge Fjerde Internationale, som er grundsubstansen i bogen. Til tider læser man bogen lidt som en politisk pjece eller noget skolingsmateriale i et politisk parti, men det er skrevet meget let tilgængeligt for dem, som ikke er grundigt inde i arven fra den trotskistiske bevægelse.
Det er selvfølgelig uundgåeligt, at bogen omhandler spørgsmålet, om Trotskijs overlevelse på afgørende vis ville have forbedret den unge Fjerde Internationale skæbne. Bogen konkluderer til sidst, at det ikke ville have gjort ret meget forskel. Jeg er sikker på, at der vil være dem, som energisk ville argumentere mod denne konklusion, men der er adskillige grunde til, at man kan være enig i denne overordnede bedømmelse.
Trotskij begrundede sit synspunkt omkring det afgørende vigtige i at danne Fjerde Internationale ud fra den analyse, at Anden Verdenskrig ville blive efterfulgt af den samme type økonomiske og revolutionære krise, som man oplevede efter Første Verdenskrig. Han forventede, at de fremstormende masser ville gøre oprør i Vesten og feje det bureaukratiske lag væk i Rusland, eller at dette lag ville blive smadret af imperialismen. Styrkelsen af stalinismen og dens voksende prestige i den internationale arbejderbevægelse, der skete på baggrund af de sovjetiske styrkers afgørende rolle i nedkæmpelsen af Hitler, var ikke noget Trotskij havde anset som særlig sandsynligt. Det er klart, at dannelsen af Fjerde Internationale var mere logisk, hvis man regnede med, at der ville komme en massiv revolutionær udvikling, og at stalinisterne ville blive fuldstændigt miskrediterede.
Trotskijs hårdhed
Mange observatører har anerkendt Trotskijs enestående dygtighed til politisk analyse og praktisk lederskab i borgerkrigen, men har også påpeget hans træk af arrogance, narcissisme og mangel på, hvad vi dag ville kalde, følelsesmæssig intelligens eller empati. Hvis man følger diskussionen med Victor Serge, som havde en anden analyse af Sovjetunionen, eller debatten med POUM, den spanske venstrefløjsgruppe, så lægger man mærke til den hårdhed, der er i Trotskijs argumenter, som når han anklager Serge og andre for at være småborgere eller intellektuelle. Også i hans kommentarer til Schachtman-splittelsen i det amerikanske Socialist Workers Party er Trotskijs mistro til disse kritikere af den degenererede arbejderstat begrundet i en overbevisning om, at de er intellektuelle, i modsætning til James Cannons mere arbejderklasse-betonede lederskab.
Selvfølgelig kan man fremføre det kontra-faktiske argument mod La Botzs kontra-faktiske bog, at Trotskijs geniale analyse og forudsigelser omkring fascismens fremvækst i Tyskland ville have ført til, at han i efterkrigstiden havde revideret sine antagelser om masseopstande. Det er muligt, men bogen beskriver flere steder, hvor svag den revolutionære avantgarde og dens omdømme var i efterkrigstiden.
Det meste af den revolutionære generation, som Trotskij var en del af, var blevet fysisk udslettet af enten fascisterne eller stalinisterne. De små Fjerde Internationale-gruppers manglende forankring i massebevægelserne betød, at det var lettere for dem at opretholde de antagelser om efterkrigsudviklingen, som var lavet i 1938. Hvis der skulle have været sket et skift i Trotskijs analyse, så ville det have krævet, at man havde haft folk i bevægelserne, som også havde troværdighed og selvtillid nok til at udfordre hans synspunkter. Størstedelen af ledelsen i FI var relativt unge og var ikke ledere i massebevægelserne.
Man kan også argumentere med, at de grupper, som var modstandere af oprettelsen af Fjerde Internationale i 1938, ikke har været særligt meget mere succesrige med at opbygge et internationalt netværk af revolutionære. Mange af dem, som brød med den holdning, at man skulle forsvare Sovjetunionen mod imperialismen, endte med at tilslutte sig den imperialistiske lejr, som for eksempel James Burnham. Men det er dog en diskussion, som er blevet overflødiggjort af, at den ledende Fjerde Internationale strømning ikke længere på samme måde erklærer sig som den faktiske ledelse af verdensproletariatet, som Trotskij gjorde. Man arbejder i stedet for at aktivt at opbygge et netværk af strømninger, der kommer fra andre traditioner og søger at knytte forbindelse til de vigtigste dele af miljø- og kvindebevægelsen.
Virkelige og opdigtede personer
Dan La Botz bruger på en dygtig måde både virkelige og opdigtede personer i sin historie. Etienne, som rent faktisk var GPU-agent og involveret i mordene på nogle af Stalins modstandere i Frankrig, får i bogen et nyt liv, hvor han infiltrerer Trotskijs husholdning i Tijuana. I virkeligheden fik Etienne efter sin karriere i GPU et liv som antropolog ved navn Zbromoski. På samme måde bliver Van Heijenoort, som var Trotskijs sekretær, genfødt som organisator af et plot, hvor man vil dræbe Stalin. I virkeligheden blev Van Heijenoort en højt respekteret akademiker. Stalins død er i øvrigt blevet beskrevet på baggrund af en troværdig teori i bogen: Stalin´s Last Crime af Naumav og Brent fra 2003.
Derudover opfinder La Botz en psykiater, der viser, hvorledes forfatteren ser på Trotskijs personlighed og hans arbejde, og viser, hvorledes hans styrke var baseret på en vis kølighed overfor selv hans nærmeste medarbejdere. Det er sjovt at opdage de forskellige elementer af sandhed og fiktion – her kan man sagtens bruge Google. Jeg synes, det er en både troværdig og smart ide, når forfatteren lader Stalin beslutte at pudse yderligere et attentathold på Trotskij, samtidig med at denne er ved at blive indkaldt af senator McCarthy til en høring.
Trotsky in Tijuana er spændende læsning. Det går hurtigt af sted, og man får en virkelig god fornemmelse af de vigtigste politiske diskussioner på den tid, samtidig med at man får en mere menneskelig forståelse af Trotskij, Natalia og deres kreds. Det er en respektfuld, men ikke ukritisk beskrivelse af deres kamp for fremskridt for menneskeheden under de ekstremt vanskelige betingelser, de havde. Alle deres børn døde før dem, og de måtte leve under permanent trussel om likvidering. Imidlertid er det nok ikke en bog for de trotskistiske sekter, som ser Trotskij som en slags ufejlbarlig guru, hvorfra man til enhver tid kan hente et passende citat, der retfærdiggør ledelsens skift og manøvrer.
Hvis denne bog falder i læserens smag, så bør man – som forfatteren selv anbefaler – kigge på Leonardo Paduros mesterværk: Manden der elskede hunde [på dansk udgivet på Forlaget Sohn]. En bog som i detaljer beskriver mordet på Trotskij. Barbara Kingsolvers bog: The Lacuna er også fremragende.
Dan La Botz: Trotsky in Tijuana. 472 pages. 20,99 US-dollar ved bestilling fra forlaget. Booklocker 2020.
Oversat fra Socialist Resistance af Christian Holtet