Illustration: Svend Vestergaard Jensen

”I den spanske bys gader lå biler i hundredvis kastet rundt som legetøj, veje var skyllet væk, jernbaneskinner bøjet som ståltråd, huse ødelagt og overalt, inde som ude, enorme mængder af brunt mudder. Strømforsyningen var gået, vandforsyningen væk, telefonlinjerne døde. I gaderne fortvivlede mennesker, der havde mistet alt (…) Et samfund ramt af syndfloden” skriver Jørgen Steen Nielsen i Information.

Ulykkerne kommer nu i en lind strøm. De to orkaner Helene og Milton hærgede Florida for en måned siden og anrettede skader for over en billion kr.  Stormen Boris hærgede i september 5 lande i Centraleuropa.

Oversvømmelserne i Sudan, Nigeria, Niger, Chad og Cameroun truer store befolkninger. Som TV viste i går (10. november) i 21Søndag, så må grupper af befolkningen i Sydsudan overleve ved at spise åkander, eftersom oversvømmelsen ikke vil forsvinde. Åkanderne skal indsamles ude i vandet, uden både, i et vand, der rummer krokodiller og slanger.

I Danmark har vi opgivet at beskytte hele kystlinjen på 8.500 km. Vi opgiver med andre ord dele af landet. Hvem det konkret skal være står ubehageligt tilbage. Lemvig Kommune har opgivet Thyborøn by og vil bygge vold om Lemvig by.

Esbjerg bygger mur om byen – eller rettere: dele af byen. Køge bygger 11 km dæmning om byen, der ligger lavt.

København laver Lynetteholm, som både skal være vækst i alt, hvad der skader klimaet – betonboliger til 35.000 nye beboere, biler, veje, handelsliv etc. – og samtidig agere værn mod kommende oversvømmelser.

I Aarhus trues man. Fra landsiden af oversvømmelser fra Gudenå-systemet. Fra grundvandet, som nu er steget ½-1 meter. Fra havet, som stiger pga. klimakrisen og de stormfloder, som følger med orkaner og ekstremvejr. Fra himlen, som sender stadig nye vandmasser ned over Østjylland, der ikke på nogen relevant måde er forberedt (1).

I USA har befolkningen valgt Trump, som har lovet at melde landet ud af Parisaftalen og starte udvinding af mere olie og gas med fracking – ”drill baby, drill”, som han siger.

I Danmark sidder en regering, der undlader enhver virksom klimaindsats til fordel for lejlighedsvise udtalelser fra vores ”klima-minister” om, at vi skam når alle klimamål. En regering, som ikke engang kan få sig snøvlet sammen til at udvide vindmøllerne på land og til havs.

I Aarhus sidder et byrådsflertal, der ikke ved, hvad ”planetære grænser” er og derfor ikke har forstået, at al (byråds)politik senest MEGET SNART skal holde sig inden for disse grænser.

Et byråd, som satser hele butikken på store prestige- og vækstprojekter som en 2 km lang Marselistunnel, der er komplet overflødig, efter at borgermodstanden fik stoppet Havneudvidelsen – og i øvrigt har vist sig at blive én milliard dyrere.

Eller Stadion projektet, som viser sig at blive 250 mio. dyrere, men skal laves for at please byens selvbillede som en af Europas vigtige byer og vækstcentre – og selvfølgelig de mange AGF-fodboldfans.

Eller lufthavnens udvidelse til det tredobbelte, selvom alle ved 1) det er urealistisk, fordi passagerer og fly søger andre steder hen, 2) umuligt, fordi der ikke kan findes private investorer, og 3) indtil videre har kostet skatteborgerne en halv milliard (1).

Planeten har bevæget sig ind i klimamæssig nødtilstand

World Meteorological Organization meddeler, at drivhusgaskoncentrationen i atmosfæren satte ny rekord i 2023, og EU’s klimatjeneste Copernicus fortæller, at 2024 vil ende som det varmeste år i målingernes historie.

Det, vi oplever i disse måneder og år, er kort fortalt (med reference til Jørgen Steens Nielsen artikel):

• Planeten har nu bevæget sig ind i klimamæssig nødtilstand. Overalt anretter vejrets nye ustyrlige kræfter enorme ødelæggelser. Vi ved ikke, om det er de første udtryk for, at vi har overskredet Tipping Points, men vi ved, at dét gør vi snart (2). Det vil betyde, at Golfstømmen vender, Amazonas dør, og iskappernes og permafrostens afsmeltning løber løbsk.

Vi ved fra klimavidenskaben at disse processer i øjeblikket sker eksponentiielt, dvs. stadig hurtigere og hurtigere i takt med den økonomiske vækst, der globalt ligger omkring de 3 procent (3).

• Mere skadevoldende vækst – Business as usual. Vi ved også, at hovedparten af befolkningerne – endnu – ikke vil have vindmøller i deres nærhed, ikke vil se arbejdspladser forsvinde, når den fossile sektor nedlægges. Ikke vil omstille landbruget. Ikke vil spise anderledes, transportere sig anderledes osv., så længe de ikke er tvunget til det. Samme mainstream beder stadig om mere vækst. Og har ikke fået øje på, at omstillingen bliver fremtidens største jobskaber.
Politikerne er fanget af mainstreams ønsker om at kunne fortsætte deres liv som hidtil. og af magtelitens stærke ønsker om at bevare deres magt og superoverskud ved ”business as usual”, hvoraf langt hovedparten er fossilt baseret.

• Tilpasning i stedet for forebyggelse. De stadig mere skadevoldende ekstreme vejrfænomener betyder, at stadig flere af samfundets ressourcer må investeres i at bygge værn og beredskab mod oversvømmelser, tørke, brande. Som tiden går, tvinger ulykkerne os til en flytning af fokus og ressourcer fra bekæmpelse af klimaændringerne – mitigation – til tilpasning til dem – adaptation.

• Politisk apati eller støtte til populismen. Det hele risikerer at blive for meget – man bliver immun over for de bestandige nye katastrofer; synes det virker uoverskueligt. I stedet støtter man Trumf, Støjberg og andre, der bagatelliserer og lyver om kriserne.

• Det hele lagt sammen truer demokratierne med overanstrengelse. Der vælter så mange ulykker ned over os. Der er så meget, der skal gøres, så hurtigt. Der er så mange modsatrettede interesser, der hver kræver deres. Hvor er fokus, hvordan skal der prioriteres, hvor er den fælles dagsorden og samtale, hvor er overblikket? Og modet til at handle? Vores demokrati mangler sammenhængskraft og fælles retning.

Pengene afgør planetens skæbne, hvis ikke vi selv begynder at handle

Ovenstående er bagtæppet, når verdens regeringer mødes to uger i oliestaten Aserbajdsjans hovedstad Baku til FN’s 29. klimatopmøde, COP29.

Baku-mødet forbereder det vigtige COP30 i Brasilien næste år, hvor verdens lande ti år efter Parisaftalen har lovet at levere nye og mere ambitiøse nationale klimamål. Forudsætningen for, at det kan lykkes, er, at landene under COP29 enes om et højere niveau for i-landenes klimabistand til sårbare udviklingslande.

Ekspertvurderingen er, at det reelle behov for klimafinansiering er 2,4 billioner dollar om året, 24 gange de 100 milliarder, i-landene hidtil har været villige til at levere.

Hvordan dette 29. klimamøde end forløber, står én ting klart i lyset af den planetære nødstilstand:

Behovet for en international – slagkraftig og handlingsduelig klimabevægelse med fokus på at udfase den fossile industri og skabe mærkbare og tilstrækkelige omstillinger i vores forbrug, produktion og livsstil har aldrig været større.

Vi har brug for brede borgerbevægelser og alliancer mellem alle grønne kræfter, som kæmper for de løsninger, vi rent faktisk allerede har, og som kan sættes i kraft den dag i morgen, hvis vi er stærke og magtfulde nok.

Noter:

1) Se Det Fælles Bedstes Nyhedsbrev 37, s.4-5 artiklen ”Oversvømmelsens tid” https://detfaellesbedste.dk/wp-content/uploads/2024/11/NYHEDSBREV-37_GROeN-MOBILITET_13_2.pdf  – og artiklen ”Drømmen om vækst med en international lufthavn” s. 12-15

2) Jf. Kevin Andersons interview med Johan Rockstrøm her

3) Jf. ”Klodens Grænser” af Rockstrøm og Gaffney, Informations Forlag 2022, hvis pointer refereres i Det Fælles Bedstes ”Klodens tilstand”  – OECD forventer 3% vækst globalt i 2024 og 2025.

Kommentaren er også bragt på Det Fælles Bedstes Facebookside