Taxachaufføren kaster et blik i bakspejlet. inden han drejer ind foran SAS-hotellets indgang. Passagererne i bilen har et ærinde på flyselskabets kontor, inden turen går videre til et møde i København. Da ærindet er overstået, og turen fortsætter, ser chaufføren igen i bakspejlet, drejer sig halvt rundt og kigger bagover til bagsædet og spørger: ”Den vogn, der har fulgt os lige fra lufthavnen, er det en I kender?”

I biler sidder to medlemmer af SAP og et ledende medlem af Fjerde Internationale, Ernst Mandel. De er på vej til et stort debatmøde, som Mandel skal deltage i med formanden for Socialistisk Folkeparti, Gert Petersen.

Tiden er 1983, og i et par år har trotskisterne forsøgt at opbygge en platform for et ’traditionelt’ politisk parti med deltagelse i valg til Folketinget. Underskrifter er indsamlet, deltagelse i møder og udgivelse af ugeavisen Klassekampen indgår som redskaber i dette projekt. Også debatter med andre på venstrefløjen er et bidrag til at profilere partiet, og SFs formand i en debat med en af SAPs internationale ledere er ikke nogen dårlig ide. Derfor er der lagt et stykke arbejde i at få dette arrangement op at stå.

Manden i døren
Ud over debatten med Gert Petersen er der arrangeret festmiddag om aftenen i lokaler lejet i Sømændenes Forbunds hus i Herluf Trolles Gade i det indre København. Der er solgt billetter på forhånd, og ved middagen er Ernst Mandel også festtaler. På et tidspunkt observerer en af dem, der sidder i døren og tager imod entre, en mand, som står lidt underligt søgende og kigger inden for. Han køber ikke billet og får pludselig travlt med at komme ned ad trapperne, da han bliver spurgt, om han har brug for hjælp.

Om det var overvågning fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), der var i gang her – eller det blot var tilfældigheder, blev ikke klart dengang. Og er det hvad angår den konkrete begivenhed fortsat ikke. Men at PET var meget interesseret i, hvad SAP foretog sig i begyndelsen af 1980erne, er siden kommet frem dels med afsløringerne i 1998 fra en af de agenter, som PET sendte ind i partiet i perioden, og dels med den redegørelse, som PET-kommissionen nedkom med i juni i år.

I den indgår SAP naturligvis også, ligesom venstrefløjen i bredeste forstand (og til dels også højrefløjen) beskrives via de briller, som PET har brugt. 4.700 sider er det blevet til. Ikke let tilgængeligt stof. Kildebaseret og med tørre juridiske udredninger gennemgås perioden fra 1945 og til 1989+. Her tegnes et billede, som væsentligst baserer sig på kommissionens studier er PETs arkiver, interview med system-repræsentanter og dokumenter fra organisationerne, der blev overvåget. I kun få tilfælde har man trukket på oplysninger fra de overvågede selv.

4.700 sider – det er dog en mundfuld, som det nok kan tage pusten fra mange, at skulle trawle sig igennem. Derfor har tre af kommissionens folk – et medlem af den fem mand store kommission, og to af de ansatte historikere – begået en populærversion på i sammenhængen beskedne 335 sider. Her sammenskriver de tre, som det hedder på bagsiden af bogen, ”de mest dramatiske og interessante sager fra PETs arkiv”.

Kuppet i 1951
Dramatisk åbner bogen da også med en beskrivelse af det kupforsøg, som kommunisterne i 1951 søgt at gennemføre i Danmark. Det begyndte med forskellige protester, udviklede sig i løbet af få dage til en omfattende konflikt, hvor kommunisterne med brug af deres infiltration af nøgleinstitutionerne i samfundet gik målrettet efter at sætte systemet ud af kraft og overtage magten.

I forbindelse med en stor demonstration foran Christiansborg stormede folkemasserne parlamentet og besatte Rigsdagen. Der var skyderier på Vesterbro og bevæbnede kommunistiske grupper besatte telekommunikationen, og på den måde blev vejen lagt åben for de sovjetiske krigsskibe, som efter få dage sejlede op gennem Øresund, mens kampfly overfløj hovedstaden. Kuppet var i gang.
Sådan gik det ikke. I virkeligheden. Men sådan gik det for sig i det scenarie, som PET forestillede sig kunne blive virkelighed, og som de skrev ned i en rapport til regeringen.

Film til CIA
I bogen beskriver de tre forfattere, hvordan efterretningstjenesterne efter krigen udviklede sig, hvilke stridigheder, der prægede forholdet mellem de forskellige afdelinger og forholdet mellem politiet og forsvaret. Og der gives også en redegørelse for de internationale forhold, som satte tonen i tiden: det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i 1948 var dengang det skrækeksempel, som skulle undgås gentaget i Danmark.
At man de facto frygtede en sådan udvikling skyldtes blandt andet, at man havde en forestilling om, at kommunisterne med brug af de våben, som de angiveligt havde gemt fra modstandskampen, stod parat til at slå til, når tiden var den rette.

Derfor var det nødvendigt med registreringer. Derfor manøvrerede man sig rundt om et forbud mod registrering efter politisk overbevisning og gennemføre en landsomfattende indsamling af navne på folk, som var organiserede i det kommunistiske parti – eller som bare var abonnenter på partiavisen Land og Folk – og derfor sikrede efterretningstjenesten sig, at disse oplysninger blev overfor til USA’s efterretningstjeneste, CIA, på mikrofilm.

Efterretningstjenesten (som på det tidspunkt hed: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling) skrev sig med en øvelse, som siden er gentaget af andre skriverkarle, når embedsværket har skullet sno sig uden om politiske løfter til befolkningen, ved at formulere sig således:

”Politiske Kartoteker maa vi ikke føre; men der er selvfølgelig intet til hinder for, at man følger Medlemmerne af de ovenfor nævnte revolutionære Grupper og som politiske Urostiftere eller politiske Spetakelmagere fører dem i Arbejdskartoteker”.

Summasummarum: man registrerede ikke holdninger, men socialistiske ballademagere.
Forfatterne samler derefter i kapitler om det nye venstre, spionvirksomhed, kontrol med efterretningstjenesten, infiltrationer og overvågning af venstrefløjen i 1970erne og fremefter en række historier, som bygger på kommissionens udredning.

Twist
Et afsnit, som især for Socialistisk Information påkalder sig interesse, er naturligvis historien om overvågningen af SAP. Ikke at der i denne bog fremkommer oplysninger, som kommissionen ikke allerede har beskrevet. Men hvor kommissionen vælger at give en redegørelse, som alene baserer sig på PETs vurderinger, går de tre forfattere videre og tilføjer egne tolkninger.

Det står dem naturligvis frit for, vi har jo ytringsfrihed. Men at de uhæmmet har trækker på, hvad ikke bare de selv, men hele kommissionen har brugt ti år på at samle, og så lige får fyret et par mistænkeliggørelser af – i dette tilfælde om SAP – siger noget om deres saglighed.

Kommissionsberetningen er i forvejen ikke tilbageholdende med hensyn til at viderebringe, hvad PET har skrevet i diverse rapporter om SAP og partiets aktiviteter. For eksempel om, hvordan PET på et tidspunkt skriver i en rapport, at der blandt medlemmer af partiet ”havde været en diskussion om eventuelt at forsøge at befri nogle af medlemmerne af Blekingegadebanden i tilslutning til de forestående retssager. Befrielsesaktionen skulle ifølge diskussionen omfatte et væbnet overfald på fangetransporterne. Efterfølgende ville man forsøge at bringe de befriede i sikkerhed i Mellemøsten”, som det hedder i redegørelsens bind 9 på side 122.
I samme forbindelse omtaler PET ifølge kommissionen, at der i en yngre generation af SAP-medlemmer skulle være den holdning, at man skulle opbygge en hemmelig celleorganisation parallelt med den legale partistruktur, som ifølge PETs kilde skulle forberede den væbnede revolution.

Denne påstand og en tilsvarende om, at partiet skulle stå bag omfattende menneskehandel med kurdere ”for at skabe mere militante og revolutionære tilstande i Danmark”, sakser forfatterne og indsætter i deres bog.
Men så får historien lige et infamt twist tilføjet: ”Det er tankevækkende, at skønt SAP gerne omtaler PET som utroværdig og demokratifjendtlig, så har partiet med undtagelse af historien om molotovcoctails ikke konkret afvist oplysningerne i PETs arkiv”.

Uden tjek
Havde de tre forfattere nu ikke haft så travl med at få bogen klar til julesalget, så kunne de have nået at tjekke, om det faktisk også var rigtigt, at SAP ikke havde kommenteret PET-kommissionens redegørelse. For eksempel ved at læse, hvad partiet har skrevet på sin hjemmeside: www.socialistiskinformation.dk.
De kunne måske også have stillet sig det spørgsmål, som burde ligge lige for: Hvordan skulle partiet kunne kommenterer på oplysninger i PETs arkiver, som kun PET og de tre forfattere har haft adgang til? Men så finurlige detaljer forstyrrer nok bare dramaturgien!

Da kommissionen blev nedsat og begyndte sit arbejde, henvendte man sig til SAP og bad om tilladelse til at kunne søge oplysninger i partiets arkiver. Og fik den. Men se til, om man har brugt denne adgang. Nej, og man har heller ikke ulejliget sig med at interviewe noget ledende medlem af partiet fra den periode, hvor PET infiltrerede SAP for at høre, om nogle af de ’interessante’ synsvinkler på partiet, som PETs agenter bidrog med, nu også havde gang på jorden.

Den metode har de tre forfattere tilsyneladende ikke haft bekymringer med at holde fast i, ja de gengiver den ikke bare, men tilføjer deres egen usaglige vinkel. Tilbage står – mellem linjerne – at når partiet ikke har taget afstand, såeeeee …. har der nok været noget om snakken! Hvor infamt!

Ærgerligt, for der er bestemt brug for en ’folkeudgave’ af PET-kommissionens redegørelse, hvis den omfattende undersøgelse af efterretningstjenesten, som allerede har kostet skatteyderne løn til blandt andre de tre historikere og som de med bogen går efter at høste anden økonomiske ombæring af, skal kunne bruges til forståelse af historien under den kolde krig.

PET. Historien om Politiets Efterretningstjeneste fra den kolde krig til krigen mod terror. Af Regin Schmidt, Rasmus Mariager og Morten Heiberg. 336 sider. Gyldendal 2009.