Haqooq-e-Khalq-bevægelsen (HKM - Bevægelsen for Folkets Rettigheder) er en landsdækkende græsrodskampagne i Pakistan, der kæmper for at sikre, at de grundliggende rettigheder i vores forfatning står ved magt.

af Tabitha Spence og Ammar Ali Jan

I forbindelse med vores etablering af en ny internationale som reaktion på de globale kriser, som menneskeheden står over for, er det helt centralt at bygge på de antikoloniale og antiimperialistiske kampe, der er blevet ført af de revolutionære bevægelser i det 20. århundrede.

 

På Kominterns 2. kongres i Petrograd i 1920 var der en omfattende diskussion om ’’det koloniale spørgsmål” og imperialismens konsekvenser for kommunistisk politik generelt. Denne kongres fandt sted efter Første Verdenskrigs verdensomspændende ragnarok, nederlaget for Spartakus-opstanden i Tyskland og de vesteuropæiske fagforeningers eftergivenhed. Den nylig dannede Sovjetunion blev i stigende grad isoleret, da den stod over for imperialistisk aggression. Det fik den til at se sig om efter allierede i den ikke-europæiske verden. Lenin præsenterede i denne sammenhæng sine teser om det koloniale spørgsmål, hvor han søgte at fremme sin analyse af imperialismen ved at søge at involvere den koloniale verden.

 

M.N. Roy, der kæmpede for kolonien Indiens frigørelse fra det britiske herredømme, og var til stede på kongressen som delegeret for det mexicanske kommunistparti, kritiserede den kommunistiske bevægelses hidtidige ligegyldighed over for de antikoloniale kampe. Han hævdede yderligere, at de hyperprofitter, der blev høstet i kolonierne, medførte passivitet hos kolonimagternes arbejderklasser, og fremhævede den antikoloniale kamps voksende betydning for revolutionære bevægelser. Roys ord viste sig at være profetiske, da man i det 20. århundrede kom til at opleve antiimperialistiske omvæltninger uden fortilfælde, hvad der bevirkede, at marxismen fra at være en europæisk teori blev et af de mest indflydelsesrige tankesæt i den koloniale verden.

 

Når vi vil skabe en ny Internationale som reaktion på de globale kriser, som menneskeheden står over for, så er det meget vigtigt at bygge på de antikoloniale og antiimperialistiske kampe i det 20. århundredes revolutionære bevægelser. Mike Davis har for nylig korrekt påpeget fraværet af en global strategi hos oprørske venstreorienterede bevægelser i Vesten. Et snæversyn, der ikke kan retfærdiggøres, når man ser på de militante antikapitalistiske kampe i det globale Syd. Den nuværende pandemi og den ekstremt truende klimakatastrofe belærer os om, hvor tæt mennehedens skæbne er sammenknyttet, og at en frigørelse, der omfatter hele menneskeheden, er en uomgængelig betingelse for at opretholde livet på denne planet.

 

En erkendelse af imperialismens kvælende belastning af det globale Syd er ikke bare et spørgsmål om, at det også skal med. Det er ved at analysere imperialismens rolle, at vi bliver i stand til at forstå den globale kapitalismes som helhed i dens ujævne geografiske udvikling. Hvad der er endnu vigtigere er, at det også gør os i stand til at udvikle en nuanceret politisk strategi til at forene den globale arbejderklasse imod det internationale borgerskab, der griber til nationalisme, racisme og fremmedhad for at skabe splid blandt mennesker. I lande som Pakistan er denne forbindelse mellem imperialisme og lokale eliter udgangspunktet for revolutionær politik.

 

Pakistan og imperialismens skygge

Briterne herskede over subkontinentet i næsten 200 år, med flittig brug af deres undertrykkelsesapparater (militær og politi) for at knægte de lokale befolkningsgrupper. Da Pakistan blev uafhængigt i 1947, arvede de post-koloniale eliter dette militariserede statsapparat og sluttede sig til USA og deres koldkrigsstrategi for regionen. I denne alliance var USA’s foretrukne partnere Pakistans generaler, der hurtigt svingede over til at stille landets geostrategiske beliggenhed til rådighed, så Pakistan blev en frontlinjestat for imperialistiske interesser i regionen.

 

Følgerne af USA’s antikommunistiske strategi var katastrofale for regionen og for Pakistans befolkning. Det mest berygtede eksempel på denne alliance er Pakistans deltagelse i den USA-sponsorerede jihad imod den kommunistiske regering i nabolandet Afghanistan. Der førte til endeløse plager for afghanerne, samtidig med at den banede vejen for en livstruende jihad-infrastruktur i regionen. Det var denne infrastruktur, der senere blev mobiliseret til at udføre de afskyelige angreb på tvillingtårnene i New York i 2001. Der førte til en fornyet USA-Pakistan-alliance under dække af slagordet om ’krig mod terror.’

 

I Pakistan selv har den udenlandske støtte til militærapparatet bibragt landets styre en militariseret tankegang. En permanent undtagelsestilstand fører med jævne mellemrum til militærdiktatur med opbakning fra USA, censur og voldsanvendelse over for anderledes tænkende, herunder den uhyggelige praksis med forsvindinger af politiske aktivister. Noget af det mest bizarre, der er gået i arv fra det koloniale styre, er brugen af loven om tilskyndelse til oprør” over for pro-demokratiske og venstreorienterede aktivister. Det post-koloniale styre fortsætter den dag i dag med at opfatte befolkningerne som potentielt oprørske og truende, og afslører dermed, hvordan den formelle uafhængighed er mislykkedes at komme videre end arven fra kolonitiden.

 

Regeret af gæld

Pakistans militariserede politiske økonomi, med den samfundsmæssige elite i spidsen, er opretholdt af gæld, der er den grundlæggende mekanisme, hvor igennem det globale Nord udøver sit herredømme over de fattige lande. Siden Washington Consensus i 1980 har de internationale finansielle institutioner presset på med en aggressiv neoliberal offensiv, der har medført omfattende privatiseringer af industrier og nedskæringer inden for den sociale sektor. Resultatet har været en total katastrofe, socialt, økonomisk og miljømæssigt.

 

Den nuværende premierminister, Imran Khan, gjorde sig for eksempel bemærket, da han under valgkampen udtalte, at han hellere ville dø end tigge om penge hos Den Internationale Valutafond (IMF). Og så foretog premierministeren alligevel en U-vending sidste år, da han på grund af Pakistans evigt tilbagevendende finansielle krise endte med at komme krybende til IMF, selv om han vidste, hvilke nedskæringer landet kunne imødese. I det, som nogle refererer til som ’IMF’s imperialistiske magtovertagelse’, har den seneste runde af betingelser budt på voldsomme stigninger i afgifter på daglige fornødenheder, nedskæringer inden for sundheds-, uddannelses- og miljøsektoren samt en ødelæggende devaluering af den pakistanske rupi, der vælter byrderne fra gældafdragene over på almindelige arbejdende mennesker.

 

For at føje spot til skade er IMF-funktionærer blevet indsat i administrative nøglepositioner, herunder Pakistans statsbank og finansministerium. Det fører til yderligere nedprioritering af udgifterne til samfundsvigtige opgaver. Militær og betaling af renter og afdrag på gæld lægger i dag beslag på et godt stykke over halvdelen af Pakistans budget, så der ikke bliver meget tilbage til offentlige tjenesteydelser og udgifter til udvikling og vedligehold af infrastruktur mm. Budgettet for de højere uddannelser blev for eksempel skåret ned med 40 procent i år, så universiteterne blev nødt til at forhøje gebyrerne for studerende under pandemien.

 

Da Covid-19 begyndte, var det endnu mere rystende, at det eneste, som diskussionerne om Pakistans sundhedssystem drejede sig om, var planerne om at privatisere offentlige hospitaler. Angrebene på sundhedssektoren, sammen med manglen på værnemidler, førte i april til sultestrejke blandt sundhedsarbejdere, noget som aldrig var set før. I dag, hvor nedlukningen er ophævet, og der er færre tilfælde over hele landet, er der stadig overbelægning på hospitalerne, og der er desperat mangel på værnemidler og respiratorer som et klart udtryk for sårbarheden i Pakistans infrastruktur.

 

Oven i det kommer så også, at kreditorerne tvinger debitorstater som Pakistan til at skabe ’investeringsvenlige’ betingelser for globale investorer, med svækkelse af arbejds- og miljøbestemmelser til følge. Det sidste fører ikke bare til yderligere miljøødelæggelse, men forværrer også den allerede nu yderst alvorlige situation inden for sundhedsvæsenet. Ifølge WHO skyldes over 40 procent af alle dødsfald i Pakistan vandbårne sygdomme, en situation, der yderligere forværres, når der slækkes på tilsynet med industrielt affald og spildevand.

 

For arbejdere betyder en prekær økonomi og regeringens investorvenlige politik meget ringe jobsikkerhed og endnu mindre købekraft, når mindre end 1 procent af arbejdsstyrken er organiseret i en fagforening.

 

Pandemien og behovet for en ny internationalisme

Covid-19 har uddybet disse skavanker gennem det styrtdyk, som Pakistans tekstilproduktion har oplevet. Denne sektor stod for 70 procent af Pakistans eksport, med forsyning af tøj til populære brands i USA, Storbritannien, Kina og Tyskland. Den nuværende krise har sendt millioner af arbejdere og bønder ud i arbejdsløshed, mange af dem har ikke fået løn siden februar eller marts, så massesult er blevet en håndgribelig realitet. Der er en del arbejdere, der er blevet kaldt tilbage på arbejde, men de er blevet tvunget til at underskrive kontrakter, hvor de går med til en løn, der er endnu lavere end den utilstrækkelige lovfastsatte minimumsløn.

 

Haqooq-e-Khalq er involveret i Labour Relief Campaign, der støtter de stadig flere faglige komiteer i flere sektorer og danner netværk til gensidig hjælp og opbygning af alternative former for social magt fra neden. Men det er svært at holde gang i disse tiltag, så længe udenlandske regeringers udplyndringspolitik og den globale finansverdens diktater sætter dagsordenen for den indenlandske økonomi. Vi må opbygge en global antiimperialistisk politik baseret på solidaritetsnetværk, der kan stå op imod den globale kapitals magt og muliggøre en relativ autonomi for regeringer og lokalsamfund med hensyn til planlægning af produktion og distribution.

 

Vi ser håb i de frø af internationalisme, der bliver sået i dag under den globale pandemis vilkår, lige fra den Progressive Internationale (se note) til udbredelsen af netværk blandt verdens arbejdere, der står sammen på dette kritiske tidspunkt. Den globale Green New Deal er et vigtigt skridt i retning af at nå et sådant mål, og den må omfatte en massiv nedskrivning af den imperialistiske gæld, folkelig suverænitet imod udenlandsk aggression og solidaritet med arbejdere og rebeller, der går til modstand mod neokoloniale statslige institutioner.

 

Opbygningen af en ny Internationale finder sted hundrede år efter M.N. Roy og andre, der kæmpede imod kolonialismen, understregede den helt centrale betydning, som de antiimperialistiske kampe har for et politisk frigørelsesprojekt. Vores aktuelle analyse må anerkende både de revolutionære bevægelsers historie i det 20. århundrede, og den globale kapitalismes stigende integration. For at bringe kapitalismen til fald og sikre en bæredygtig planet, må vi udvikle en integreret strategi, der overvinder de konstruerede rivaliseringer mellem de brede befolkningsgrupper i det globale Nord og det globale Syd. Kun en antiimperialistisk internationalisme kan sammensvejse en ny vilje hos arbejderklassen imod kapitalismens kvælende og voldelige greb om vores liv, og åbne perspektivet om en fælles menneskelighed, skabt gennem fælles kampe og solidaritet.

 

Vores opgave nu er at sammenkæde de meget forskelligartede udtryk for smerte, lidelse og oprør til et fælles, grænseoverskridende internationalt politisk projekt. En sådan nødvendig alliance er vores eneste vej til at uddrive den koloniale volds onde ånder, og åbne et nyt, mere retfærdigt kapitel i menneskehedens historie.

 

Tabitha Spence underviser ved Lahore School of Economics og skriver bl.a. for den uafhængige pakistanske ugeavis ’The Friday Times’ og rs21.

 

Ammar Ali Jan er historiker, og for tiden under anklage for tilskyndelse til oprør.

 

Artiklen er oversat fra europe-solidaire af Niels Overgaard Hansen

 

Note:

Progressive International er en organisation, der blev dannet i maj i år på initiativ af Bernie Sanders og hans tænketank, ’The Sanders Institute’, og Yanis Varoufakis og hans bevægelse, DiEM 2025. Dens mål er et ’post-kapitalistisk samfund’ og knytter bl.a. an til tankerne om en ’Green New Deal’. Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt på deres hjemmeside. (o.a.)

 

Den pakistanske sektion af Fjerde Internationale arbejder i Haqooq-e-Khalq (Folkets Rettigheder) og en række andre bevægelser for at opbygge et nyt arbejderparti. SAP samler ind for øjeblikket for at støtte dette arbejde. Læs nærmere her:

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com