Da nyheden om en forestående aftale spredte sig, annoncerede Hamas sin afvisning af planen, fordi den ikke indeholdt bestemmelser om den israelske hærs tilbagetrækning fra Gazastriben og et permanent ophør af krigen. Det er de samme betingelser, som Hamas annoncerede, at de havde opnået i foråret sidste år. Derefter fejrede Gazas befolkning den gode nyhed, indtil det stod klart, at det var et fantasifoster. Dengang, for mere end et år siden, kommenterede jeg på, hvad bevægelsen annoncerede, under titlen "Hasardspil mellem Hamas og Netanyahu".

 

Undskyld til læserne for længden af ​​de følgende to uddrag, men formålet med dem er klart.

 

De skal illustrere fortsættelsen af ​​den situation, den har været siden begyndelsen af ​​sidste år, dog med én alvorlig forskel: Antallet af ofre for folkedrabet på Gazas befolkning stiger fortsat støt, og den zionistiske ødelæggelse af Gazastriben og dens affolkning ("etnisk udrensning") fortsætter i ekstremt farligt tempo for at skabe en uoprettelig situation. Følgende lange uddrag af den ovennævnte artikel lyder i dag, som om det var en kommentar til den nuværende situation, hvor Joe Biden erstattes med Donald Trump og Anthony Blinken med Steve Witkoff:

 

"Udtalelsen fra Khalil al-Hayya, Hamas' næstkommanderende i Gaza, om hvad bevægelsen var blevet enige om, levnede ikke plads til håb om, at der ville blive opnået en aftale, det ville være ønsketænkning. Hvis den zionistiske stat havde accepteret bevægelsens officielle fortolkning, ville det have været en indrømmelse af et knusende nederlag. Forslaget, som Hamas accepterede, bestod af tre faser, som ifølge al-Hayya ikke bare omfattede en midlertidig våbenhvile og en fangeudveksling mellem de to sider, men også et permanent ophør af fjendtlighederne, en fuldstændig tilbagetrækning af den israelske hær fra Gazastriben og endda en afslutning på den blokade, der blev pålagt den... Selvfølgelig kunne den zionistiske stat aldrig acceptere sådanne betingelser, og Hamas er bestemt hverken så naiv eller urealistisk i en sådan grad, at den tror på, ​​at dens erklærede holdning ville føre til en våbenhvile.

 

Dette antyder, at meddelelsen faktisk tjente to formål: et sekundært formål var nemlig at fjerne skylden fra Hamas i Gazas befolknings øjne. Beboerne ønskede desperat en våbenhvile ledsaget af fremskyndet tilførsel af hjælp, så de kunne få vejret, genforenes, begrave deres døde og hele deres sår. På den måde fortæller bevægelsen dem efter lang ventetid, at den har accepteret våbenhvilen, men at det er Israel, der afviser den. Det andet, primære formål bag meddelelsen vedrører det igangværende hasardspil mellem Hamas og Benjamin Netanyahu.

 

Det er velkendt, at sidstnævnte er fanget i dobbeltild i israelsk indenrigspolitik: mellem dem, der opfordrer til at prioritere løsladelsen af ​​ tilbageholdte israelere i Gaza, naturligvis anført af de tilbageholdtes familier, og på den anden side dem, der afviser enhver våbenhvile og insisterer på at fortsætte krigen uden afbrydelse, anført af de mest ekstremistiske ministre fra den zionistiske højrefløj. Det største pres på Netanyahu kommer dog fra Washington, som tilslutter sig ønskerne fra de israelske fangers familier i sin stræben efter en 'humanitær' våbenhvile på et par uger, hvilket giver Biden-administrationen mulighed for at hævde, at den er ivrig efter fred og bekymret for civile, selvom den har været og er en fuldt ansvarlig partner i den folkedrabskrig, som Israel ikke ville have kunnet føre uden amerikansk militær støtte.

 

Netanyahu besluttede at undgå ydmygelse ved taktisk at acceptere en våbenhvile, der varede et par uger, og betingelser for en fangeudveksling, som Washington, med sin udenrigsministers ord, anså for at være "ekstremt generøse". Det skete for et par dage siden, og Antony Blinken tilføjede, at bolden nu lå på Hamas' banehalvdel, og at de ville bære det fulde ansvar for at fortsætte krigen, hvis de afviste forslaget. Dette var pinligt for den islamiske bevægelse, både i Gazas befolknings øjne og i den internationale offentlige menings øjne, fordi de med sikkerhed ved, at den zionistiske regering er fast besluttet på at fuldføre sin militære besættelse af Gazastriben...

 

Hamas reagerede derfor på Netanyahu med en modmanøvre og annoncerede under stor mediefanfare, at de accepterede en våbenhvile baseret på et forslag, der adskilte sig meget fra det, Netanyahu havde accepteret, og dermed lagde bolden tilbage på hans banehalvdel, vel vidende at han ville afvise forslaget. Dette er dog et farligt spil, da det ikke rigtig bragte Netanyahu i forlegenhed, fordi alle fløje af den zionistiske magtelite deler hans afvisning af forslaget. Snarere styrkede det den zionistiske konsensus om at fuldføre besættelsen af ​​Gaza... (Slut på citat fra "Gambling Game Between Hamas and Netanyahu", Al-Quds al-Arabi, 7. maj 2024 - på arabisk.)

 

Men ligheden mellem situationen for et år siden og den nuværende situation afslører det faktum, at tingene er blevet alvorligt forværret, som jeg understregede for to måneder siden:

 

Donald Trumps sejr i en anden præsidentperiode gjorde det muligt for Netanyahu at opnå det, han havde stræbt efter, men ikke kunne gøre uden grønt lys fra USA... Med Trumps støtte har Netanyahu nu ændret pressets retning: I stedet for at Hamas bruger sine gidsler som løftestang til at få indrømmelser fra Israel til gengæld for deres gradvise løsladelse, har Netanyahu genbesat Gazastriben og taget alle dens indbyggere som gidsler. Han truer nu Hamas med fortsat drab på tusindvis af Gaza-beboere og arbejder på at fordrive de fleste af dem, hvis de ikke overgiver sig, løslader alle deres fanger og endda forlader striben.

 

Befolkningen i Gaza står nu over for to muligheder, uden nogen tredje i horisonten: Enten fortsætter det zionistiske regime med sit projekt om at fuldføre Nakba i 1948 ved at udføre en ny "etnisk udrensning" ledsaget af annekteringen af ​​striben, som Netanyahus allierede på den zionistiske yderste højrefløj har anbefalet. Eller også indgås den aftale - forhandlet af de arabiske stater - som betinger, at Hamas' ledere og krigere og deres allierede forlader Gaza, svarende til PLO-ledernes og deres troppers afgang fra Beirut i 1982, og at administrationen overtages af den Ramallah-baserede Palæstinensiske Myndighed, støttet af arabiske styrker. Hamas har naturligvis intet at skulle have sagt i forbindelse med scenariet med udrensning, men de kan forhandle om det andet scenarie og fastsætte deres egne betingelser.

 

Hvilken anden mulighed har Hamas ellers at tilbyde? Den eneste alternative strategi, vi har hørt fra bevægelsen, er formuleret af en af ​​dens talsmænd, Sami Abu Zuhri... Han opfordrede til at konfrontere den igangværende fordrivelse af befolkningen på følgende måde: "I lyset af denne djævelske plan, der kombinerer massakrer og sult, må alle, der kan bære våben, hvor som helst i verden, handle. Spar ikke på sprængstof, kugler, knive eller sten. Lad alle bryde deres tavshed. Vi er alle syndere, hvis Amerikas og den zionistiske besættelses interesser forbliver sikre, mens Gaza bliver slagtet og sultet." Denne vision af kampen er en gentagelse af den opfordring, som Muhammad Deif fremsatte om morgenen på dagen for Operati Al-Aqsa Flodbølgen [det angreb, som Hamas anførte den 7. oktober 2023, o.a.]: "I dag, i dag, bør enhver, der har en riffel, tage den frem, for nu er tiden inde. Har man ikke en riffel, så kom med machete, økse eller molotovcocktail, med lastbil, bulldozer eller bil... Dette er dagen for det store oprør for at afslutte den sidste besættelse og det sidste apartheidsystem i verden."

 

Det stod hurtigt klart, at det var ren fantasi at satse på en sådan opfordring, da der ikke skete noget bemærkelsesværdigt, selv ikke på den besatte Vestbred, for slet ikke at tale om i 1948-territorierne og den arabiske verden. Så hvilken chance for succes har den samme opfordring i dag, efter hele det folkedrab og den ødelæggelse, befolkningen i Gaza har udholdt? Hvad angår dem udenfor Gaza, der støtter denne opfordring og ikke implementerer den med "sprængstof, kugler, kniv eller sten", så er de ifølge Abu Zuhris opfordring bare hyklere, der verbalt opildner langvejs fra til kamp til den sidste beboer i Gaza. Sandheden er, at Hamas i dag står over for valget mellem at opgive sit styre i Gaza - hvis vilkår de kan forhandle for at sikre befolkningens sikkerhed og overlevelse i striben - eller at fortsætte med strategien med befrielse gennem våben og illusioner. De sidstnævnte, altså illusionerne, har den islamiske bevægelse bestemt langt flere af end våben. Det lader dog til, at der er en debat i gang blandt bevægelsens ledere om, hvilken tilgang der bør tages i lyset af det her beskrevne dilemma.”

(Slut på citat fra “Gaza og Salomons visdom”, Al-Quds al-Arabi, 1. april 2025 – på arabisk.)

 

Gilbert Achcar

 

PS1: Abu Zuhri (bosat i Qatar) har for nylig udløst udbredt fordømmelse – primært i Gaza selv – for i et tv-interview midt i maj at erklære: "I dag er vi mere sikre på kampens retfærdighed, efter at vi og vores folk har formået at holde ud i femten måneder". Og han tilføjede, at "de huse, der blev ødelagt, vil blive genopbygget, og vores kvinders livmødre vil føde mange flere børn end dem, der døde som martyrer".

 

PS2: For en dybdegående diskussion af det igangværende folkedrab og Hamas' strategi, se min nye bog: (The) Gaza Catastrophe: The Genocide in World-Historical Perspective.

Britisk udgave, online og i salg den 20. juni; amerikansk udgave online den 20. juni og i salg den 5. august.

 

3. juni 2025

 

Oversat fra europe-solidaire af Anne Haarløv