600.000 lønmodtagere skal direkte have genforhandlet løn- og arbejdsvilkår. Men ikke nok med det: Som det klart slås fast i det nye regeringsgrundlag, så er det netop denne økonomiske ramme, der skal danne baggrund for lønudviklingen i hele samfundet, herunder også på det offentlige område. Præcis som Claus Jensen i Dansk Metal og Dansk Arbejdsgiverforening har råbt op om hele efteråret, når nogen har formastet sig til at udtale, at specifikke faggrupper bør lønnes højere. Toppen af CO-Industri kunne næppe have ønsket sig mere magt til at fastlægge den økonomiske politik i Danmark. Hvad Dansk Arbejdsgiverforening ikke kunne få Fagbevægelsens Hovedorganisation til at indskrive i deres fælles ”klimaaftale” (et papir om, hvordan forhandlingerne skal foregå), har regeringen nu foræret industrien.

 

Tårnhøje forventninger presser toppen og ændrer reglerne

Selvom der ikke slipper meget ud fra de allerede igangværende kaffemøder og startforhandlinger, så er det helt tydeligt, at toppen i dansk fagbevægelse er pressede af deres bagland. Inflationen buldrer afsted og har rundet 10 %. Lønningerne er slet ikke fulgt med, hverken på normallønsområdet eller i de brancher, hvor der er udbredt grad af lokale lønforhandlinger. Nu skal det hele samles op centralt, og medlemmerne forventer at det tabte skal indhentes.Til sammenligning lykkes det i 2020 kun at opnå et resultat på maksimalt ca. 9 % fordelt på 3 år!

 

Reallønnen er faldet, og helt slemt ser det ud på en række offentlige områder som forventede at følge den private lønudvikling. Her må man nu indrømme, at den aftalte lønudvikling i OK21 på det regionale og kommunale område ender med en reallønstilbagegang. Imens stikker toppen af, og de rige bliver rigere, mens virksomhederne producerer overskud. Skulle et overenskomstresultat have normal gang på jorden, så ville udgangspunktet være dyrtidsregulering (en automatisk regulering, der følger inflationen), eller langt over 10 % pr. år.

 

Men traditionen tro ser Dansk Arbejdsgiverforening og de økonomiske vismænd skyer i horisonten og forventer en kommende økonomiske afmatning, ja, måske sågar en krise, og derfor vil de næppe binde sig i mange år - slet ikke til så stor en regning. Omvendt kan fagtoppen næppe sælge et dårligere produkt til baglandet. Så alt tegner til en kortere overenskomstperiode, et forsigtigt gæt er 2 år. Men selv med en toårige overenskomstperiode, skal den store pung findes frem, hvis forventningerne skal mødes. De 8-9 % over 3 år i 2020 blev nærmest omtalt som højest mulige resultat af fagtoppen… Men skal resultatet hjem, er minimum langt højere end dette.

 

Som noget nyt så spiller fagbevægelsen denne gang med blind makker. Begge sider af bordet er fuldt bevidste om, at lønmodtageren på gulvet har store forventninger, også større end fagtoppens repræsentanter reelt repræsenterer.

 

Med det i baghovedet passer det absolut Claus Jensen og Dansk Metal bedst, at forhandlingerne foregår så stille som muligt, uden noget større palaver, så forventningerne ikke tales op. Logikken forstås at være, at den der lever stille lever godt, og så kan man præsentere et middelmådigt resultat uden et aktivt bagland til at bekæmpe det.

 

Flere kæppe i hjulet!

Som om de udfordringer ikke var nok for toppen i Dansk fagbevægelse, så har den nye SVM-regering smidt en helligdag mere ind i puljen. Så nu skal overenskomstforhandlingerne ikke bare løse en økonomisk knude, der var forudset til at udgøre en risiko for storkonflikt. Nu skal de også lige hjælpe regeringen med at øge produktiviteten og sikre flere arbejdsdage om året, konkret i forhold til at arbejde store bededag.

 

Regeringen har sågar været ude og garantere, at man selvfølgelig skal modtage løn for denne dag… Eller evt. "kompenseres" (??) - uden at dette dog er omsat til reelle bud på kompensation eller betaling.

 

Ingen tvivl om, at dele af fagtoppen ønsker at afhjælpe regeringens problem. Men hvad koster en helligdag? Og tør fagtoppen virkelig gå forrest og foreslå en øget arbejdsbyrde – særligt i en periode, hvor det burde være givet, at vi arbejdede for kortere arbejdstid og bedre rettigheder til at gå fra før tid, i form af tidlig tilbagetrækning, sikkerhedsnet mm.

 

Hvis ikke forhandlingerne var i problemer før, så er de det helt sikkert nu! - Omvendt kan kampen om helligdagen hurtigt blive røgslør for den økonomiske ramme, hvis det ”lykkes fagtoppen” at forhindre en ny arbejdsdag.

 

Overenskomster for hvem? Og konflikt for hvem?

Ovenstående udfordringer er store og kan fastlåse det hele. Men det er dog ikke nye problemer. Det er krav, der har været rejst før, og forhandlerne ser det som deres fornemmeste opgave at ”knække nødderne” endnu engang.

 

Blandt de nye problemer er dog helt andre spørgsmål, som fagbevægelsen ikke taler højt om.

 

Organiseringsprocenten rasler ned, og der bliver færre til at betale gildet i toppen. Denne konklusion stod klart på FH kongressen i foråret, og det er nutidens allerstørste problem for FH. Men reelt var mængden af ideer og forslag ikke eksisterende, da problemet blev diskuteret på kongressen, og selvom det igen i den kommende periode er højeste indsatsområde, så er der ingen konkrete planer bag. Fagtoppen virker ideforladte, mens man har tabt ca. 500.000 medlemmer siden år 2000. Spørgsmålet om, hvorvidt det ”overhovedet holder deres tid ud” er begyndt at nærme sig.

 

Med den trussel for øje, er det som noget nyt forsøgt at rejse krav om ”medlemsfordele” i overenskomsterne. Den mest udbredte model handler om fondsbetalinger, som så aktivt dækker et gode, som tilfalder organiserede medlemmer. Det kunne være et øget ferietillæg, øget løn under sygdom, betaling for seniordage eller efteruddannelse mm. Tanken er, at der betales for alle, men goderne tilfalder kun organiserede.

 

På mange måder et sympatisk forslag, der kan vippe ved magtbalancen, men det løser dog ikke det mest grundlæggende problem, nemlig den politiske motivation for at være en del af et aktivt fællesskab, der står sammen og kæmper for forbedringer. Dette løses ikke ved at udvide mængden af medlemsfordele eller forsikringstilbud. Tværtimod kan der være en frygt for endnu større bureaukratisering, når det hele skal handle om hvorvidt det er økonomisk rentabelt at være medlem.

 

Det problem løses kun ved faktisk at agere som et fællesskab, som står sammen, arbejder sammen og kæmper for forbedringer. Heri ligger roden til en genopbygning af fagbevægelsen.

 

Men tallene viser også et andet farligt billede – nemlig styrken ved en konflikt. Sidste storkonflikt på det private arbejdsmarked var i 1998, og sidenhen har man mistet ca. 30 % af medlemmerne. Det rejser det naturlige spørgsmål, om fagbevægelsen reelt kan gennemføre en storkonflikt, som aktivt lukker landet og inddrager masserne bred forstand?
Det er nok den frygt, en række fagforeningsmedlemmer sidder med. Omvendt bliver situationen i hvert fald ikke bedre, hvis ikke man forsøger.

 

Det nye år rummer potentiale – men er vores ansvar!

Det kan til tider føles som en ørkenvandring med dansk politik, modløshed og tilbageslag. Omvendt ved vi af erfaring, at politisering og mobilisering sker i spring, og alle ingredienserne for en voldsom radikalisering af kollegerne og det politiske miljø er til stede i det nye år.600.000 skal have genforhandlet løn- og arbejdsvilkår, og dette skal sætte rammen for den økonomiske politik i landet og al løndannelse. Her snakker vi ikke et par ekstra millioner i en finanslov. Når vi omtaler f.eks. 10 % i lønramme, så snakker man en direkte omfordeling på ca. 30 milliarder fra top til bund, fra virksomhed til lønmodtagere, så det er store beløb, der er på spil, og et af de mest effektive våben til omfordeling i samfundet.

 

Skal kampen styrkes, og forventningerne skrues op, så kræver det et aktivt og mobiliseret bagland. Det samme gør sig gældende, hvis vi skulle ende i en storkonflikt. Dette kan blive en storsejr – eller et stort nederlag, og kampen er for vigtig til at vi kan overlade spillepladen til fagtoppen. Situationen kan udvikle sig hurtigt, og det afgørende er, hvor stor aktivitet der er på bagsmækken.

 

På individplan handler det om at snakke med kollegaer og rejse debatten, kontakte sin lokale fagforening omkring forventninger mm. På kollektivt politisk plan handler det om at hjælpe hinanden med præcis det samme, samt at få flere organiseret ind i arbejdet.

 

Dette kan sågar formå at være arnested for en politisk aktivitet, som ikke alene retter sig mod parlamentets utilstrækkeligheder, men måske kan vise, at bevægelser også selvstændigt har en rolle i klassekampen. Det burde være naturligt, at alle socialister var organiseret og aktive omkring dette, og det bør være en hovedprioritet for alle fora, der er organiseret på et socialistisk grundlag, at bidrage til denne kamp.

 

Lad 2023 blive starten på et nyt kapitel i klassekampen!

 

Godt nytår til alle læsere!

 

SAP's Forretningsudvalg, den 22. december 2022