I 1986 begyndte han sit prisvindende journalistiske graverarbejde på avisen Internationalen - men dengang blev Internationalen dømt for artikler om "politisporet" i en meget omdiskuteret sag om pressefrihed. Her fortæller Håkan Blomqvist, avisens daværende tiltalte chefredaktør, historien.

 

Du er vel ikke gået glip af den, TV4's korte dokumentarserie "De skjulte spor i Palme-mordet"? Et lille forskerhold bruger AI til at bearbejde efterforskningens enorme materiale, indkredse, sammenholde, strukturere og analysere alle de løse tråde. Der tegner sig konturerne af en lille gruppe, der muligvis har udført mordet i forbindelse med en større hemmelig sikkerhedsøvelse i Stockholms indre by, deraf mængden af ​​vidneobservationer af mænd med walkie-talkier og andre ting, der muligvis ikke har haft noget med mordet at gøre. Men fire professionelle personer synes at skille sig ud og agere i skyggerne af øvelsen.

 

Den centrale figur i programmet er Gunnar Wall, prisvindende journalist og forfatter med utallige artikler og adskillige bøger bag sig om Palme-mordet og den katastrofale efterforskning. Lige siden mordet i 1986 har han gravet og rodet rundt i, hvad der skete, og frem for alt, hvad der skete med efterforskningen. Han begyndte sit graverarbejde som journalist på denne avis, Internationalen, kritiserede den tidlige efterretningsledelses grundløse klapjagt på kurderne og begyndte at grave i det såkaldte politispor. Noget, der et par år senere fik avisen dømt for "krænkelse af pressefriheden".

 

Jeg tror, ​​man kan sige, at for Internationalen, ligesom for de fleste mennesker på det tidspunkt, var det næsten indlysende, at mordet var politisk og organiseret. I 1986 var den kolde krig eskaleret med USA's Ronald Reagan-offensiv, øgede atombombetrusler i Europa, men også contraernes mordergrupper i Mellemamerika, terroren fra det sydafrikanske apartheidregime og det højreorienterede had til Palmes afspændingspolitik. Politiske mord blev udført over hele verden, var det nu Sveriges tur?

 

Internationalen opfattede mordet på Olof Palme som en terrorhandling rettet ikke kun mod den svenske statsminister og formanden for Socialdemokraterne, men mod hele arbejderbevægelsen, ja, mod hele det reformprojekt, der længe havde præget det svenske samfund i efterkrigstiden. Mordet fandt sted midt i den såkaldte "rosernes krig", hvor LO og faglige aktivister modsatte sig deregulering, privatisering og den markedsomvæltning, der senere blev kaldt et neoliberalt systemskifte. Få uger før mordet mobiliserede det såkaldte "Dala-oprør" tusindvis af faglige græsrødder mod nedskæringer og sparepolitikker. Samtidig voksede den offentlige mening til fordel for "en atomfri zone i Norden", og mange håbede, at Palmes kommende rejse til Moskva ville bidrage til dette.

 

Et politisk organiseret mord var også udgangspunktet for Hans Holmér og efterforskningsledelsen, men med sigte på den kurdiske organisation PKK. Andre spor, der pegede mod svenske Palme-fjender på højrefløjen, blev ignoreret eller endda blokeret. "Politisporet", som omfattede en gruppe højreekstremistiske politibetjente i [Stockholms] Indre Bys berygtede "baseball-liga", var et af dem, der tiltrak sig opmærksomhed i 1987. Politichefen, der var først på stedet og afspærrede gerningsstedet, frygtede selv, at Palme-hadende kolleger havde udført handlingen. Mange tvetydigheder og hvad der syntes at være sabotage af alarm- og efterforskningsarbejdet blev gradvist afsløret.

 

Internationalens Stieg Larsson – bedst kendt for eftertiden som forfatter af Millennium-bøgerne-– skildrede den internationale højreekstreme terrorisme i store reportager efter mordet. Gunnar Wall undersøgte jagten på kurdere og den efterfølgende såkaldte Ebbe Carlsson-affære. Tilsyneladende affejede efterforskningen enhver mistanke mod politiet, militæret og internationale højreekstremister, såsom "Sydafrika-sporet". Det var på dette tidspunkt, i det sene efterår 1987, at Internationalen, konfronteret med frygten for et cover-up, offentliggjorde forskellige vidneberetninger om "walkie-talkie-mændene" og "politisporet". I et stort opslag i nummer 49/1987 blev de efterforskningsoplysninger om det svenske politi, der var blevet lagt på hylden, præsenteret. Ikke med en beskyldning om, at vi her havde gerningsmændene, men at det var dette, der tilsyneladende var blevet mørkelagt. Hvis det var et rimeligt spor, bør man så ikke grundigt undersøge hver eneste detalje, selv de enkelte politimænd, der optrådte i sammenhængen?

 

Også på to andre venstreorienterede aviser, Norrskensflamman og Proletären, offentliggjorde oplysningerne, og pludselig endte "politisporet" på forsiderne og blev en politisk sag. En parlamentarisk kommission blev hastenedsat til at undersøge, hvordan sporet var blevet fulgt op – og til at rejse sagen. "Grundigheden har været imponerende i den måde, politiet har håndteret efterforskningen af ​​politisporet på", var kommissionens formand Ragnar Edenmans konklusion.

 

Internationalen og de andre venstreorienterede aviser blev retsforfulgt for krænkelser af pressefriheden, og en der fulgte en langvarig kamp om pressefrihedens grænser, offentlig interesse versus regler om ærekrænkelse – men også om den kaotiske efterforskning, højreekstremisme inden for politi og militær, og hvordan den globale borgerlige kontrarevolution ramte forskellige områder.

 

Retssagerne begyndte i sommeren 1989, men kampagnen for at forsvare pressefriheden og de anklagede havde været organiseret siden efteråret 1988, og i løbet af foråret var der solidaritetsmøder, koncerter og kunstneropråb om støtte.

 

Den 29. juni blev det Internationalens tur, hvor undertegnede som Internationalens ansvarlige udgiver blev tiltalt af justitiekansleren, JK, med krav om fængsling [JK er regeringens kontrolinstans i forhold til den offentlige forvaltning, o.a.]. Internationalens advokat Lars Viklund og undersøgende journalist Gunnar Wall argumenterede kraftigt for, at offentlighedens interesse i mordet på den svenske statsminister var overordnet enkeltpersoners sag, og at der ikke var rejst tiltale mod nogen politifolk. Artiklerne omhandlede det, som efterforskningen havde valgt at skrotte. FiB-advokaten, der tidligere havde forsvaret pressefriheden for IB-whistleblowerne Jan Guillou og Peter Bratt, repræsenterede nu politiet (note).

 

I retssager om pressefrihed undersøger en jury skyldsspørgsmålet, og den frikendte Internationalen for 17 af de 20 anklagepunkter i tiltalen. Det betød, at anklagen om "grov æreskrænkelse" blev frafaldet, ligesom straffen på fængsel, men tre tilfælde af "æreskrænkelse" var nok til at idømme en bøde og erstatning på 40.000 kroner og cirka 10.000 kroner for andre omkostninger, i alt 50.000 kroner, næsten tre gange så meget i nutidig værdi.

 

Hele beløbet blev indsamlet af Internationalens læsere og andre, som var engageret i kampagnen for pressefrihed. Og Gunnar Wall fortsatte med at grave og slap aldrig taget. Når han i dag, som ekspert på TV4, kommenterer AI-holdets chokerende oplysninger om de mønstre, der fremgår af efterretningsmaterialet om en lille gruppe på fire personer, inklusive "faldskærmssoldaten" og "våbenhandleren" som en mulig morderkommando, er det med en ballast på 40 års erfaring med granskning af efterforskningen.

 

Gå ikke glip af fortsættelsen af ​​noget, der begyndte for så længe siden, men som stadig brænder.

 

25. marts 2026

 

Læs mere på svensk tv4

 

Note:

I 1973 afslørede Peter Bratt og Jan Guillou (samt fotografen Håkan Isacson) i tidskriftet FiB/Kulturfront Informationsbyrån (IB), en hemmelig og ulovlig svensk efterretningstjeneste. Afsløringen førte til, at de blev dømt for spionage i 1974, hvilket skabte en af Sveriges største debatter om pressefrihed.

 

Oversat fra den svenske webmagasin Internationalen af Åge Skovrind