Venstrepartiets kongres nærmer sig i en ekstrem tid. Klimakrise på randen af ​​katastrofe, krig, folkedrab og hastigt voksende splittelser, højreekstremisme og ren neofascisme i regering efter regering verden over. Udfordringer for menneskehedens overlevelse tårner sig op.

 

I denne situation vil 225 delegerede for Sveriges klart største venstreorienterede parti med over 22.000 medlemmer i omkring 300 partiforeninger med 375 kommunale mandater rundt om i landet, samt 24 parlamentariske mandater svarende til 6,7 procent af vælgerne ved det seneste valg i 2022, samles i Örebro den 17.-19. april. Ikke i lyset af nødvendigheden af ​​en styrket venstrefløj, der kan besejre højrefløjen, racisme og velfærdens fjender, men snarere i lyset af egne strategiske og taktiske valg.

 

Håbet er naturligvis, at kongressen vil være en tordnende manifestation af en samlet vilje til at stoppe Jimmie Åkesson, vælte Tidö-regimet [note 1] og erobre den politiske magt i en rødgrøn regering. Meningsmålingerne ligger over resultatet fra 2022, nu mellem 7,5 og 9 procent. Medlemstallet er dog faldet med et par tusinde (og ligger langt under jubelmeldingerne på omkring 31.000 ved udgangen af ​​2022). Men værre er det, at flere ledende aktivister har forladt partiet i protest både mod partiledelsens fortolkning af partiets strategiske retning og mod administrative foranstaltninger eller fudgrænsning af ubekvemme medlemmer. Folketingsmedlemmerne Lorena Delgado Varas og Daniel Riazat er de mest kendte, men der er også andre, især i Skåne, senest folketingsmedlemmet Malcolm Momodou Jallow. Den radikale partiforening i Malmø har protesteret højlydt.

 

Partiledelsens fortolkning af strategien har handlet om at fokusere på pengepung og velfærdsspørgsmål. Allerede i foråret 2022, før det seneste valg, blev klimakampen nedtonet gennem partiets støtte til nedsættelse af brændstofafgifterne, hvorefter fik Jens Holm, partiets klimapolitiske ordfører, så sig tvunget til at træde tilbage i protest. Derefter handlede det til om Palæstinena-solidaritet og støtte til det kurdiske Rojava, hvor enkeltpersoners handlinger blev kritiseret for antisemitisme og støtte til PKK. Det faktum, at partiets brede og brogede basis blandt solidaritetsaktivister bruges af medierne til at fjerne fokus fra økonomisk velfærdspolitik, er en bekymring, der er dukket op igen. Det samme gælder naturligvis også aktivisme for nedrustning og fred, som går imod både den nuværende partilinje og en fuldstændig dominerende politisk fortælling i Sverige.

 

Der ligger en række forslag om, at man i valgkampen skal stille krav om at annullere DCA-aftalen (baseaftalen, o.a.) med USA og stoppe yderligere oprustning, at sige et klart nej til atomkraft, at arbejde for radikale klimahandlinger, for ikke at nævne flygtninge- og migrationsspørgsmål. Det bliver i vid udstrækning afvist af partiledelsen med den begrundelse, at det ville svække strategiens hovedfokus og gøre det korte valgprogram uhåndterbart.

 

Heri ligger en ambition om ikke at give modstandere en chance for at "tale om andre ting" og unddrage sig ansvaret for en grov økonomisk klassepolitik. Flygtninge- og retspolitik nævnes normalt som emner, hvor højrefløjen straks griber fat for at camouflere sin arbejderfjendtlige politik – og at venstrefløjen ikke bør give dem den chance. I stedet er ideen, at fokus på økonomiske klassespørgsmål kan bygge bro mellem forskellige opfattelser af andre ting og fratage højrefløjen muligheder for at splitte arbejderklassen.

 

Fokus på pengepungs-spørgsmål anses også, med en hård fortolkning, for at være Zohran Mamdanis opskrift på succes i New York (af dem, der glemmer hans engagement for blandt andet Palæstina). Denne fortolkning er blevet forstærket af meningsmålinger, som Venstrepartiet har foretaget blandt svenske vælgere, der ser sig selv som liggende til venstre for midten. ”Affordability” – at have råd – er i top her, sammen med non-profit velfærd, mens klimaet ender ret langt nede. Selv Socialdemokraternes valgstrategi har en lignende tilgang.

 

En sådan strategi kan ikke bare afvises, men at bruge den i netop det parti, der har bygget sit ofte unge venstreorienterede engagement på en bred vifte af sociale spørgsmål, fra klima, fred og antiimperialisme til antiracisme og forsvar af de mest sårbare, kommer med en pris. Politik er at "præke", lyder partiledelsens budskab, og man skal undgå brogede krav og andet, der giver modstandere og medierne en chance for smædekampagner. Men et "bevægelsesparti", som Venstrepartiet gerne vil og bør være, kan ikke tilpasses det parlamentariske spil, uden at det gør ondt. Mangfoldigheden og behovene i kampen og bevægelserne nedefra kan ikke disciplineres uden den slags konsekvenser, vi desværre har set.

 

Det faktum, at vi nu har to nye mindre udenomsparlamentariske venstrepartier, påvirker ikke Venstrepartiet stort. Solidaritetspartiets kandidatur til parlamentsvalget sammen med Feministerne har ingen mulighed – eller ambition – for at vinde et parlamentarisk mandat. Kommunale initiativer hos Fremtidens Venstre kan muligvis opnå en vis succes lokalt, såsom i et par Stockholms forstæder i alliance med Socialistisk Alternativ. Men udbryderpartiernes socialistiske kritik kan være vigtig for dem, der ikke ønsker at nøjes med snævre økonomiske spørgsmål.

 

Gennem årtierne har Venstrepartiet og dets forgængere, både i hverdagen og i valgkampagner, fremmet både økonomiske og bredere spørgsmål, for eksempel omkring magt, international solidaritet, feminisme, atomkraft og militarisme. "Økonomisme" er i marxistiske sammenhænge blevet set som mildest talt snæversynet. I stedet for at tilpasse sig den "herskende bevidsthed", som er karakteriseret af det borgerlige samfunds værdier og dominans, har det været vigtigt at fremme det nødvendige, selv når dette ikke stemmer overens med den offentlige mening. Det er en overbevisning, der er stærk blandt venstreorienterede aktivister, som så ofte er nødt til at gå imod strømmen.

 

Skulle den begrænsede økonomiske strategi føre til succes og styrke partiets positioner, vil denne kritik ikke få store konsekvenser. Men hvis resultaterne bliver dårligere, eller det stærke fokus på regeringsspørgsmålet slår fejl, må diskussionen tages op.

 

Løftet fra partiledelsen om at stemme imod enhver regering, som partiet ikke er en del af efter valget, er motiveret af den stålsatte idé om "aldrig igen at fungere som dørmåtte". Men forslag fra Umeå, Göteborg, Uppsala og andre mener, at partiet i stedet bør understrege, at det aldrig vil lade Åkesson og en borgerlig regering komme til magten. At knytte et ultimatum i regeringsspørgsmålet til sine egne ministerposter risikerer at give bagslag, lyder kritikken. Ikke mindst fordi det kan tilsløre centrale politiske spørgsmål.

 

"Vi bør holde kortene tæt ind til kroppen", lyder et argument imod at fremsætte politiske krav for offensivt i optakten til mulige regeringsforhandlinger. Analogien med et kortspil illustrerer kritikernes indvendinger mod at placere kampen om vigtige krav og politisk magt i "spillet". Spørgsmålet er imidlertid, hvor vigtigt det er. Den politiske analytiker Thomas Ramberg minder os om (Dagens Nyheter 22/12-25) under overskriften "Gør det nogen forskel, hvem der vinder valget?" om vigtigheden af ​​partiernes sociale grundlag: "Selv hvor partierne tilsyneladende er enige på papiret, kan det i det lange løb gøre en ret stor forskel, hvilken side der regerer. Partiledelserne er udsat for helt forskellige former for pres fra deres vælgere, et pres som regeringer er tvunget til at tage i betragtning, når de træffer politiske valg." Dette er uanset, hvor "tæt på kroppen" forhandlere holder kortene. De fleste ved, hvad der lurer i baggrunden. Derfor skyr Centerpartiets Thand Ringqvist Venstrepartiet som pesten. Venstrefløjens sociale grundlag er den rå kapitalismes værste fjende - de forskellige nuancer af borgerskabet ved det udmærket godt - både liberale, konservative og neofascister.

 

Så uanset hvilke emner der sættes i forgrunden i valgprogrammet og under selve valgkampen, vil presset fra venstrefløjens sociale grundlag og brede venstreorienterede forankring spille en rolle, både i succes og nederlag.

 

Den 13. september [hvor valget i Sverige finder sted, o.a.] er et øjeblik, men et ekstremt vigtigt øjeblik for alle, der vil forhindre Europas yderste højrefløj i at få direkte regeringsmagt i Sverige. Men det er et øjeblik. Både før og efter kræver det stærke holdninger for en venstreorienteret politik i fuld bredde, og uden illusioner om [S-leder] Magdalena Anderssons intentioner. Skal en sejr over Tidö-regimet ødsles gennem samarbejde til højre, som opretholder Tidös reaktionære migrations-, klasse- og klimapolitik? Eller kan styrken fra "gulvet" mobiliseres til at bryde den onde cirkel og øge mulighederne ved forhandlingsbordet for rød-grønne løsninger?

 

Uanset resultatet af V-kongressen og formuleringerne i et valgprogram vil det sociale og politiske opgør den 13. september åbne eller lukke døre for fremtiden. Kongressens hundredvis af delegerede og deltagere ved, hvad det handler om, og vil give alt for at slå Åkesson og kompagni tilbage - for en livsnødvendig venstreorienteret sejr.

 

16. april 2026

 

Oversat fra webavisen Internationalen af Åge Skovrind

 

Note:

Tidö-aftalen er den politiske aftale, som Sverigedemokraterna, Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna indgik som grundlag for deres samarbejde i valgperioden 2022-2026. De tre sidstnævnte partier danner regering under Ulf Kristersson (M) som statsminister, mens Sverigedemokraterne som støtteparti sikrer, at regeringen har flertal i Riksdagen