Foxconn-fabrikken i Shenzhen, den største IPhone-samlefabrik i verden. Foto: Steve Jurvetson CC BY 2.0, Wikimedia

Siden markedsreformerne i Kina i 1980’erne har der været strejkebølger på ’verdens fabrik’ inden for fremstillingsindustrien, især i det første årti og i de tidlige 2010’ere. Fabriksstrejker har dog været aftagende siden 2016, både i antal og omfang, og strejkerne har siden 2016 flyttet sig fra fremstillingsindustrien til servicesektoren, især platformsøkonomien, og fra kystbyer til Kinas bagland. Hvad er det så, der har bidraget til den nye bølge af strejker blandt fabriksarbejderne? Og hvad kan platformsarbejdernes strejke fortælle os om den kinesiske arbejderbevægelses tilstand?

Genopblomstringen af strejker inden for industrien

2023 markerer et nyt højdepunkt i strejkeaktivitet siden 2016. Antallet af fabriksstrejker er vokset betydeligt, og de fleste strejker fandt sted i kystregioner, især i Perleflods-deltaet og Yangtze-deltaet. Ifølge China Labor Bulletin var der 434 fabriksstrejker i 2023, sammenlignet med 37 i 2022 og 66 i 2021. Ud af de 434 strejker i 2023 var 80 procent i den sydøstlige kystregion.

Hvordan kan vi forklare væksten i fabriksstrejker i 2023? På grundlag af vores analyse af China Labor Bulletins strejkedata var over halvdelen af de registrerede strejker forårsaget af flytninger eller lukninger af fabrikker med lav værditilvækst. Der er en lang række faktorer, der kan forklare bølgen af fabriksflytninger i post-Covid-perioden.

For det første betød dominoeffekten af Covid-19 pandemien, at kapitalbevægelser hurtigt flyttede til nye områder. Covid ramte fabrikkerne i bunden af den globale forsyningskæde hårdt, og antallet af ordrer er ikke vokset efter afslutningen af nul-covid politikken. Under disse omstændigheder er fabrikker flyttet til regioner med lavere lønninger for at begrænse omkostningerne. Fabrikker, der gennem det sidste årti havde flyttet en del af deres aktiviteter, er nu flyttet helt.

For det andet udløste pandemien en omstrukturering af den globale forsyningskæde. Covid viste de store globale mærkevarefirmaer, at en overvægt af leverandører fra Kina var en dårlig idé. Det fik flere af disse firmaer til at se sig om efter leverandører andetsteds fra.

Mest iøjnefaldende i 2022 var det, at nul-covid politikken førte til omfattende arbejderprotester på Foxconn-fabrikken i Zhengzhou, den største IPhone-samlefabrik i verden. Det forsinkede, at den nye IPhone-model kom på markedet og fik Apple til at fremskynde en flytning af produktionen ud af Kina for at sprede forsyningskæden.

For det tredje, så har lokalregeringer i kystregioner tilskyndet low-end (discount) virksomheder til at flytte et andet sted hen for at fremme en industriel opgradering. I 2023 fremlagde Guandongs provinsregering vejledninger og retningslinjer for at tilskynde til fabriksflytning og fremme ’mere avanceret, mere intelligent, og grønnere’ fremstillingsvirksomhed. Disse faktorer tilsammen skabte en masseudflytning af low-end produktionskapital fra Kinas kystområder, især fra det sydlige Perleflods-delta.

Ifølge kinesiske arbejdsmarkedslove er arbejdsgivere forpligtede til at betale fratrædelsesgodtgørelse, hvis de fyrer ansatte. På grund af de formindskede profitter brugte de forskellige strategier til at reducere flytteomkostninger i 2023. Der var chefer, der i hemmelighed sendte makiner væk med skib eller bare forsvandt. Arbejderne bliver på den måde afskåret fra at få fratrædelsesgodtgørelse, og ind imellem får de slet ingen løn eller social sikring. På Kinas version af TikTok kalder kinesiske arbejdere dette fænomen ’chefer løber væk’. Det sker, at arbejdere, der vender tilbage efter weekenden eller ferie, opdager, at deres chefer allerede er ude af øje. På Nationaldagen og i nytårsferien fik arbejdere afløb for deres bekymringer i korte videoer om risikoen for, at deres chefer løb væk.

En anden af arbejdsgivernes typiske strategier for undgå at betale fratrædelsesgodtgørelse er at underkaste arbejderne en ’5 dage om ugen, 8 timer om dagen’-arbejdsplan. 8-timers-dagen var en historisk sejr for den internationale arbejderbevægelse, men den har i dag en anderledes betydning i en kinesisk kontekst. I Kinas fremstillingssektor får arbejderne normalt en meget lav grundløn og må satse på overarbejde for at tjene nok til at kunne leve.

Når arbejdsgivere reducerer eller afskaffer overarbejdet, kan arbejderne ikke tjene nok. Så på den måde tvinger arbejdsgiverne reelt arbejderne til at stoppe frivilligt og undgår at betale fratrædelsesgodtgørelse. Arbejdsgivere bruger denne taktik til at flytte deres fabrikker uden formelt at fyre de ansatte. Der er også arbejdsgivere, der giver arbejderne flere fridage for at reducere månedslønnen yderligere. Der er fabrikker, der lader arbejderne arbejde kun to eller tre dage om ugen og nøjes med at betale dem 70 eller 80 procent af minimumslønnen. Der er andre, der bare stopper produktionen og udvider fridagene til at vare flere måneder.

Disse strategier gjorde det muligt for arbejdsgivere at omgå eller reducere godtgørelser ved fratrædelser. De sætte dermed de ansatte i en yderst usikker situation. Med den nuværende afmatning af den kinesiske økonomi er det meget svært at finde andet arbejde med en ordentlig løn. Derfor har fabrikslukninger og flytninger udløst mange vilde strejker i 2023.

Som reaktion på arbejdsgivernes strategier har arbejderne aktioneret og stillet krav inden for eller uden for de rammer, som lovgivningen fastsætter. For det første har arbejdere blokeret afskibningen af maskiner fra deres lukkede fabrikker for at presse arbejdsgiverne til at betale fratrædelsesgodtgørelse. For det andet har de indset, at de udvidede fridage og de aflyste muligheder for overtidsbetaling var arbejdsgiverfiduser. Derfor har de kæmpet imod ’5 dage, 8 timer’-vagter og krævet betaling for overarbejdet. For det tredje har de ansatte krævet, at arbejdsgiverne hævede grundlønningerne, så de ikke behøvede at være afhængige af overtidsbetalingen. For det fjerde har de også indset, at deres chefer undertiden pressede lønnen ned for at reducere overtidsbetalingen, og krævede så, at denne i stedet blev højere, end loven fastlægger.

Bao Chen-koncernen, en af verdens største skoproducenter, lukkede for eksempel deres fabrik i Yangzhou i Jiangsu-provinsen i november 2023, og skruede op for deres investeringer i Indien. Under pres fra strejker gik virksomheden ind på at betale arbejderne en fratrædelseskompensation, som det er fastlagt i loven. Fratrædelsesbetalingerne blev dog voldsomt reduceret, fordi [måneds-] lønnen var gået ned fra 5,000 yuan (ca. 4.750 kroner) til 2.000 yuan (ca. 1900 kroner) inden for det seneste år. Arbejderne var utilfredse med den kompensationsplan og blev ved med at strejke.

For at sige det kort, så udviste arbejderne en stærk vilje til at gå imod arbejdsgivernes offensiv. Mange arbejdere fik erfaringer og delte dem ved at have deltaget i kollektive aktioner under de tidligere strejkebølger. I 2023-bølgen brugte de forskellige taktikker til at presse deres chefer, herunder arbejdsnedlæggelse, faglige møder, sit-ins, blokade af fabriksindgange, holde vagt ved maskinerne, og selvmordsforsøg. Arbejdere prøvede også at få myndigheder på flere niveauer til at involvere sig og sendte klager til ACFTU (The All-China Federation of Unions, den største faglige organisation i Kina), arbejdsformidlinger, justitsministeriet, og kontorer for social sikkerhed. Arbejdernes ukuelighed bevidnes også af varigheden af deres aktioner, hvor der var nogen, der varede adskillige måneder.

Strejkebølgen havde dog også sine begrænsninger. For det første betød den reducerede arbejdsstyrke, at arbejdernes forhandlingsmuligheder blev begrænsede. De, der deltog i fabriksstrejkerne i 2023, udgjorde som regel mellem et par snese eller nogle hundrede, sammenlignet med 2016, hvor titusinder deltog. For det andet, fordi mange fabrikker allerede havde været igennem en indskrænkning af produktionen, strejkede arbejderne mod fabrikker, hvor produktionen allerede var reduceret eller stillet i bero. Det var strejker, der ikke kunne gøre særlig ondt på cheferne økonomisk. For det tredje var den kinesiske stat siden 2015 blev mere autoritær, havde svækket beskyttelsen af arbejdernes rettigheder og optrappet undertrykkelsen af faglige aktivister. Myndighederne rettede sig ind efter arbejdsgiverne for at undertrykke arbejdernes aktioner. I strejkebølgen i 2023 var der stort set ingen faglige NGO’er involveret.

I en strejke på en fabrik for dele til bilindustrien i Shenzhen greb de offentlige myndigheder og den faglige organisation hurtigt ind, angiveligt for at mægle, men reelt for at støtte for ledelsen. Distriktsinspektører erklærede, at arbejdere, der med vilje afbrød produktionen, ville blive fyret og anholdt. For at holde gang i deres protest gik hundreder af arbejdere ud sammen og tog undergrundsbanen til rådhuset. Men da de stod ud, spærrede politiet vejen for dem og sendte dem tilbage til fabrikken i busser. Andre arbejdere mødte endnu mere barske reaktioner i deres kamp.

Platformsarbejdernes nye taktikker

I de seneste år er et voksende antal arbejdere gået ind i platformssektoren på grund af fabrikslukninger i fremstillingsindustrien og massefyringer i it-sektorer og handel med fast ejendom. I 2018 var der 2,7 millioner madbude i Meituan, Kinas største madudbringningsplatform, og i 2023 var dette tal steget til 7 millioner. Det vil sige, at der har været en meget betragtelig tilstrømning af platformsarbejdere, men kundegrundlaget er blevet mindre under den økonomiske afmatning. Så det ser ud, som om Kinas platformssektorer har nået deres mætningspunkt i 2023.

Der er iagttagere, der har hævdet, at i sammenligning med fabriksarbejdere møder platformsarbejdere større barrierer for kollektiv organisering. Det er, fordi platformsarbejdere er mere spredt og individualiseret i deres arbejdsproces, hvad der gør det sværere for dem at opbygge varige og stabile relationer. Det gør kommunikation og koordination meget sværere.

Kinas platformsarbejdere har alligel kastet sig ud i sporadiske kampe på trods af de nævnte udfordringer. I oktober organiserede ca. 50 arbejdere i Qing’an i Heilonggjiang-provinsen en protest imod Meituan. I august gik Meituan-arbejdere i Qionghai i Hainan-provinsen i strejke. I april strejkede hundreder af Meituans madudbringere i Shanwei i Guandong-provinsen i over en uge, og tiltrak sig både national og international opmærksomhed.

Madbudstrejken i Shanwei er værd at gå nærmere ind på, fordi det var en af platformsarbejdernes længste og mest kendte strejker i de seneste år. Det totale antal af Meituans stationsbaserede madudbringere i Shanwei var mellem 800 og 1.000. I begyndelsen af april 2023 afskaffede Meituans lokale ledelsesrepræsentant en række af arbejdernes tillægsydelser og sænkede satserne pr. ordre. Det startede så uformelle samtaler blandt arbejderne på deres stationer og i deres teams, og de diskuterede, hvordan de kunne slå igen.

Der var arbejdere, der foreslog at gå i strejke, fordi der var et vellykket fortilfælde mange år tidligere. De oprettede en WeChat-gruppe, og opfordrede deres team-mates til at slutte sig til gruppen for at vise interesse. Via slægts- og venskabsnetværk tilføjede arbejderne kolleger fra andre teams og stationer, der så spredte budskabet blandt deres team-mates. Cuiyuan Street var Shanweis travleste forretningsområde, og mange madudbringere ventede på at få deres ordrer. Mens de ventede, talte arbejdere til kolleger om strejke som en mulighed, og inviterede dem til WeChat-gruppen. I løbet af få dage var gruppen vokset til hundreder af arbejdere. I midten af april havde der været en overflod af offline, person-til-person-organisering, selv om ingen havde sagt noget om det i WeChat-gruppen.

Gennem offline-samtaler besluttede arbejderne at strejke, når det gav sig til at regne. Det var, fordi Meituan som regel får meget flere ordrer, når det regner, så at slå til på det tidspunkt ville ramme dem hårdest. Det blev kommunikeret blandt arbejdere offline via deres teammate-, slægts- og venskabsnetværk på tværs af teams.

19. april regnede det. Arbejdere sendte beskeder som ’Det regner nu, jeg tager ikke længere imod ordrer’ i WeChat-gruppen. Tusinder af disse beskeder oversvømmede gruppen, så alle vidste, at strejken var gået i gang. Arbejdere i WeChat-gruppen fandt også ud af, at strejken fandt sted, fordi de fik et antal ordrer, der var umulige at ekspedere, fordi flere og flere arbejdere loggede af. Mange af dem holdt op med at arbejde, fordi det var umuligt at udføre disse ordrer. Der var arbejdere, der anslog, at da Dag 1 var til ende, var 70 procen af Meituans stationsbaserede arbejdere i Shanwei i strejke.

Om natten efter Dag 2 fragtede Meituan hundreder af arbejdere fra de omliggende regioner i Shanwei for at bryde strejken. Strejkebryderne fik en basisydelse på 200 yuan dagligt og satser pr. enhed, der var næsten tre gange så høje som Shinwei-arbejdernes. Det gjorde de lokale arbejdere i Shinwei endnu mere vrede. Arbejdere anslog, at fra Dag 3 og fremad var kun de 30 lokale arbejdere, der var mest loyale over for ledelsen, ikke i strejke. Alle andre strejkede. Strejkebryderne slap dårligt fra at holde Meituans aktiviteter i gang. De kendte ikke de indviklede detaljer i Shanweis lokale geografi, og var meget langsomme med at bringe ordrerne ud. Mange blev snart udmattede og ville helst bare modtage grundlønnen og tilbragte dagen med videospil på internetcaféer.

Bydelskomitéer og politiet begyndte så at ringe til de lokale arbejdere og presse dem til at vende tilbage til arbejdet. Der var en, der blev ringet op og gav efter for presset og besluttede sig til at vende tilbage til arbejdet. Men hans team-mates fandt på deres Mituan app hurtigt ud af, at han var blevet hædret som ’bedste medarbejder’ og derfor måtte være skruebrækker. Den pågældende fik efterfølgende skældud af sin onkel, en arbejder i samme team, som havde været aktiv i organiseringen af strejken. Han fik derefter endnu mere skældud af de andre team-mates. Han vendte så tilbage til strejken.

I dette tilfælde neutraliserede presset fra kolleger presset fra de statslige myndigheder. Efter strejken begyndte, blev WeChat-gruppen et livligt sted, hvor arbejdere diskuterede de næste skridt. Arbejdere besluttede ikke at vælge repræsentanter til at forhandle med ledelsen, fordi de frygtede gengældelse. I stedet kommunikerede teamlederne kravene til ledelsen. Dag 8 gav ledelsen efter, og genindførte alle løntillæggene og satser pr. enhed til det niveau, de var på før.

De strejkende formulerede et mere ambitiøst og lighedsbaseret krav under strejken, hvor alle løntrin blev afskaffet, så arbejderne bedre kunne stå sammen. Før strejken havde mange løntillæg kun været for trin-A arbejdere, og satserne pr. enhed havde også været højere. Arbejdere krævede, at løntillæggene skulle tilfalde alle stationsbaserede arbejdere, og at enhedssatserne skulle være de samme for alle. Disse krav blev ikke imødekommet. Det drev en kile ind blandt de strejkende. De fleste trin-A arbejdere vendte tilbage til arbejdet på Dag 8 og 9, men mange på lavere trin fortsatte med at strejke. I løbet af det næste par dage lokkede ledelsen arbejdere tilbage på arbejde med daglige bonusser. Dag 11 var over 80 procent af de strejkende vendt tilbage på arbejde. Strejken sluttede reelt Dag 14.

Splittelsen blandt de strejkende i den sidste fase af strejken fik en varig indvirkning. Mere end et halvt år senere, ved et middagsselskab, var der arbejdere, der stadig beklagede sig over, at trin-A arbejdere forrådte dem, og svor, at de aldrig mere ville strejke med den slags forrædere. Efter strejken omdannede ledelsen også stationer og teams i Shanwei med større hyppighed for at forstyrre de netværk, der var så afgørende for at organisere strejken og holde den i gang.

Der er mange aspekter af denne strejke, der er værd at have in mente. For det første, eftersom mange platformsarbejdere tit er lokale beboere i en relativt lille by, kan tætte netværk blandt arbejdere tjene som kanaler til at organisere en arbejdsstyrke, der er spredt i deres arbejdsproces. For det andet endte platformsalgoritmen i dette tilfælde ironisk nok med at hjælpe arbejderne med at udbrede og opretholde strejken. For det tredje kan vi også også se, at arbejdernes solidaritet er skrøbelig, og det at overvinde ledelsens ’del og hersk’-strategi forbliver en meget afgørende udfordring for kollektiv handling.

Kinas strejkebølge, drevet frem af både fabriks- og platformsarbejdere i 2023, rummer en lære, der både kan være til inspiration og til at slå koldt vand i blodet. Da den økonomiske afmatning i alvorlig grad påvirkede arbejderes levebrød på forskellige måder, viste de stærk beslutsomhed om at slå tilbage og kræve, hvad de fortjente. Men samtidig hermed blev styrken af arbejderkampene – der forbliver mere eller mindre sporadiske og improviserede – begrænset af ledelsens manøvrer, regeringens indgreb og strukturelle forandringer af økonomien. At overskride disse barrierer vil kræve mere minutiøse og bæredygtige måder at organisere på, og en stærkere og bredere følelse af klassebevidsthed. Hvordan man skal nå frem til det i en politisk fjendtlig omverden, der er imod organiseringer, står tilbage som et presserende spørgsmål for kinesiske arbejdere.

4. juni 2024

Oversat fra Labourreview.org af Niels Overgaard Hansen