Læsetid: 11 minutter

Leder af Sinn Féin, Mary-Lou McDonald, og Michelle O’Neill, Sinn Féins premierministerkandidat. Wikimedia. CC BY 2.0

 

For første gang siden opdelingen af Irland og dannelsen af Nordirland for 101 år siden, blev førstepladsen i dette valg indtaget af Sinn Féin, et venstre-nationalistisk republikansk parti, som går ind genforening af Irland. Partiet fik 29 procent af stemmerne og 27 mandater (i et parlament med 90 pladser).

 

Dette valg har stor betydning på flere niveauer – for Nordirland og hele den irske ø, for Det Forenede Kongerige (UK – United Kingdom) efter Brexit og på internationalt niveau, selv uden for Europa.

 

Først og fremmest er Sinn Féins sejr vigtig i den forstand, at lige siden siden etableringen af Nordirland som en del af UK, har den politiske struktur tilstræbt at gøre en sådan situation umulig: Alt var designet fra starten til at garantere et protestantisk flertal, som var tilhænger af at bevare provinsen som en del af UK.

 

Ved at blive det største parti i mini-staten, signalerer Sinn Féin en historisk udvikling, som er så meget vigtigere, fordi samme parti for to år siden blev det største parti i syd ved parlamentsvalget i Republikken Irland (Éire), med næsten 25 procent af stemmerne (se artikel). Sinn Féin tildelte her, under ledelse af Mary-Lou McDonald, et hidtil uset nederlag til de to historiske borgerlige partier, som traditionelt har haft magten (Fianna Fail og Fine Gael).

 

Disse resultater er i sig selv et udtryk for de dybtgående forandringer, det irske samfund har gennemlevet, både i syd og nord, for eksempel vedrørende abort og ægteskab for samme køn (i Republikken Irland), i en kultur, som så længe har været under indflydelse fra den romersk-katolske konservatisme.

 

Det er også centralt i det forløb, der blev åbnet med Belfast-aftalen, at der i Irland eksisterer en generation, som ganske vist er grundigt oplyst om øens historie, men som ikke kender omstændighederne og lidelserne fra 30 års borgerkrig. Sinn Féins vælgerskare i dag kan ikke være helt uberørt af tidens tand, hvor partiets forbindelse til IRA og rammen med den væbnede kamp nu ligger mange år tilbage.

 

Disse dybtgående historiske bevægelser er i de seneste år blevet rammet ind af den situation, som opstod efter folkeafstemningen om EU i 2016. Valget i Nordirland i starten af maj får sin fulde betydning i lyset af denne situation, hvor spørgsmålet om Nordirlands status fortsat er uløst.

 

En kædereaktion

Lad os opsummere. Nordirland var påtænkt at forlade EU og det indre marked, dets normer og standarder, sammen med den øvrige del af Det Forenede Kongerige. Dette indebar, på grund af handelsbestemmelser, oprettelsen af en toldzone på den irske ø mellem den nordlige del og Republikken Irland, som stadig er medlem af EU. Men af politiske og grundlovsmæssige årsager er en sådan grænse utænkelig.

 

Det ville gå imod bestemmelserne i Belfast-aftalen og ville potentielt kunne udvikle sig til en genopblussen af volden, som ingen ønsker. En midlertidig løsning er forhandlet på plads mellem EU og Boris Johnsons regering: den ”Nordirske Protokol”. I henhold til denne fortsætter Nordirland med at være en del af EU’s indre marked, og toldkontrollen bliver udført i Det Irske Hav, mellem Storbritannien og den irske ø – og ikke på selve øen mellem det ”britiske” nord og republikken i syd.

 

For de unionistiske og loyalistiske partier i Nordirland (som forsvarer tilhørsforholdet til UK og loyaliteten til det engelske monarki), er denne protokol en fornærmelse, fordi den etablerer en mellemting, eller hybridstatus, for den nordlige del af øen, uden for UK’s territorium.  I protest og for at tvinge Boris Johnson til at bryde aftalen med EU, har lederen af det største unionistiske parti (DUP, Democratic Unionist Party), Jeffrey Donaldson, derfor besluttet at boykotte den struktur om deling af magten, som blev fastlagt i Belfast-aftalen, hvilket han har gjort siden starten af februar 2021.

 

Donaldson har også praktiseret en politik med et tomt sæde indenfor rammen af ministermøder mellem nord og syd. Dermed har han blokeret for den autonome nordirske regering i mere end fire år, og han forhindrer således Michelle O’Neill fra at udøve sit mandat som premierminister efter valget den 5. maj.

 

Tre faktorer bidrager til at svække unionisternes historiske herredømme. Den første handler om den grundlovsmæssige ordning i henhold til Belfast-aftalen, som blandt andet fastsætter princippet om magtdeling. Men man skal også huske, at i 2016 var der et klart flertal i den nordirske befolkning (56 procent), som stemte for at forblive i EU, mens unionisterne forsvarede en udmeldelse på linje med Johnson. Og for det tredje, i modsætning til Theresa May, hvis overlevelse var afhængig af 10 unionistiske stemmer efter hendes kollaps i UK-valget i 2017, så har Boris Johnson ikke behov for en eneste unionistisk parlamentariker i Westminster for at sikre sig et absolut flertal. Med andre ord kan unionisterne ikke udøve noget som helst pres på Johnson-regeringen i London, hvor de engelske Tories (meget mere engelske end britiske) har siddet med et stort flertal siden 2019. Derfor tilflugten til andre midler, nemlig boykotten og den forlængede blokade af den nordirske regering.

 

Styrkelse af Sinn Féin

Hvis Michelle O’Neill og Sinn Féin nu bliver forhindret i at regere, så er gevinsten for dem ganske åbenlys: I forhold til DUP, som blev slået i valget, som kræver aftalerne med EU ophævet, og som nægter at indordne sig under de mest elementære demokratiske spilleregler, så har Sinn Féin alle muligheder for at fremstå som en respektabel organisation, respektfuld over for – og i fuld overensstemmelse med – den folkevilje, som kom til udtryk i stemmeboksen (hvad enten det handler om folkeafstemningen om EU eller det seneste parlamentsvalg). Man er opsat på at få institutionerne til at fungere ordentligt og at udfylde den grundlovsmæssige ramme, som vurderes  at have gjort det muligt at få bragt årtiers blodbad til ende.

 

Desuden kan Sinn Féin, nu som det største politiske parti i såvel nord som syd, ikke alene bygge på den økonomiske genforening, som i praksis er etableret i kraft af Protokollen. Man kan også endelig med fuld legitimitet kræve, at en afgørende bestemmelse i Belfast-aftalen bliver gennemført, nemlig en folkeafstemning om en formel genforening af Irland (det skal dog noteres, at i henhold til 1998-aftalen, er det stadig den britiske regering, som afgør, om der skal udskrives en afstemning).

 

Dette kunne blive afslutningen på det tidligere britiske koloniale jerngreb om den nordlige del af øen. For formanden for Sinn Féin, Mary-Lou McDonald, er det tanken at nå dette mål inden for fem til ti år, eftersom det er nødvendigt – med hendes ord, at gå frem på en ordentlig måde, som udviser det størst mulige hensyn til de dybt rodfæstede identiteter (”britisk” protestantiske unionister og loyalister), som må anerkendes og inkluderes. Det skal ikke ske i en stemning af hævntørst, men som en fælles regional og multikulturel nationalisme (som kan føre til en ren fornyelse af den historiske sekterisme, som har udgjort en frygtelig forhindring for enhver form for klassesolidaritet).

 

Disse muligheder ligger i kortene, men som vi nemt kan gætte, så er intet sikkert i denne sag. I dagene efter valget gjorde Johnsons udenrigsminister, Liz Truss, det klart, at regeringen i London ikke havde ”noget andet valg” end at skaffe sig af med forskellige bestemmelser i protokollen med EU, eftersom det nu var et spørgsmål om at bevare intet mindre end ”den interne fred”.

 

I tilfælde af en foragt for demokratiet i så stor en skala, og en så åbenlys underkendelse af aftalerne indgået både med EU og af rammerne i Belfast-aftalen, er det svært set se, hvordan en tilbagevenden til volden skulle kunne undgås – uanset hvor beklageligt det er.

 

Vi ser her, hvordan den forlængede Brexitkrise bryder rammerne for 1998-aftalen, som dog, i sin tid, gjorde det muligt for den anglo-amerikanske akse at fremstå som en dygtig og velvillig mægler i ældgamle og tilsyneladende uløselige konflikter – kun fem år efter Oslo-aftalerne, hvis begrænsninger til sammenligning – det er sandt – viste sig meget hurtigere. Når det er sagt, er det stadig rigtigt, at situationen i høj grad stadig afhænger af, hvordan den amerikanske holdning vil være til de brud på kontrakten, som den britiske regering forudser (når denne artikel skrives). Allerede sidste september gjorde Joe Biden det meget klart, at han var ”særlig optaget” af de bestemmelser, der handlede om Irland og Nordirland, og at der, hverken fra hans eller fra hans republikanske kollegaers side, kunne være tale om at gå tilbage.

 

Og hvis det ikke var kompliceret nok i forvejen, så er der yderligere to indirekte, men vigtige, komponenter, som må føjes til dette billede af magtrelationer.

 

På vej til en kvalitativ svækkelse af magten i London

Det er ingen hemmelighed, at spørgsmålet om genforening af Irland (og dermed enden for United Kingdom, som er den eneste reelle løsning på Brexitkrisen) ikke er det eneste nationale spørgsmål, som regeringen i London står overfor.

 

Den anden udfordring kommer fra Skotland, hvor det nationalistiske parti (SNP) yderligere styrkede sit herredømme en smule ved lokalvalget i begyndelsen af maj. Også her handler det vigtigste spørgsmål om en ny folkeafstemning om selvstændighed (efter afstemningen i 2014, på et tidspunkt, hvor flertallet af skotter – overvejende pro-EU, ikke vidste, at en den engelske stemmeafgivning ville påføre en påtvungen tilbagetrækning til Londons historiske magtimperium. Vi kan helt sikkert regne med, at disse to nationale og nationalistiske dynamikker, den irske og den skotske, gensidigt vil stimulere og styrke hinanden.

 

Så slut med Nordirland betyder slut med det Forenede Kongerige (United Kingdom), og slut med Skotland betyder slut med Storbritannien. Og i øvrigt er der også selvstændighedsbevægelsen i Wales, om end mindre stærk, men ikke langt bagefter, eftersom udmeldelsen af EU og ophøret af midler fra EU’s strukturfonde også fratager Wales, økonomisk og politisk, en stor del af den suverænitet, man mente at have opnået.

 

For London ville denne opløsning og tab af regional kontrol over de tre ”små” nationer inden for Det Forenede Kongerige betyde det endelige sammenbrud for sit ry som en stærk stat og en global imperiemagt. Det er svært at se, hvordan Tory-støtterne (fulgt op af et stadig mere højredrejet Labour) vil kunne finde sig i en sådan udvikling i deres egen baghave med et ”nyt” og ”globalt” Storbritannien efter Brexit.

 

Endelig er der udviklingen i selve Republikken Irland. Ønsker man virkelig en genforening der, som for at tilbyde de nødvendige rummelige rammer utvivlsomt skulle opgive sin aggressive kapitalisme med en ny eksplosion af voksende ​​ulighed, en katastrofal boligkrise og et officielt skattely?

 

Man kan forvente, at det irske borgerskab – som alle andre, er mere optaget af “stabilitet” i erhvervsmiljøet end af national frigørelse. Mange intellektuelle og kommentatorer har ikke forsømt at udtrykke deres ”liberale” forkastelse af ”ekstremisme” og terrorisme i nord, hos Sinn Féin og IRA.

 

Det nuværende Sinn Féin med en ny ung generation og med højt profilerede kvindelige ledere, er den første politiske kraft i både den sydlige og nordlige del af øen. Men kan partiet etablere et nyt frigørelsesprojekt for en progressiv nationalisme? Deres seneste politiske dynamik fortjener opmærksomhed og solidaritet.

 

Det henstår at se, hvad der vil komme ud af partiets styrkede deltagelse og legitimering i den eksisterende institutionelle ramme i nord og syd: Vil det være forhåbninger om frigørelse og sociale bevægelser fra en ny generation konfronteret med den ekstreme brutalitet fra en stort set underordnet irsk kapitalisme?

 

Vil partiet være i stand til at stille sig til rådighed for den allerede eksisterende genopblussen af progressive mål for hele øen, imod korrupte og rådne politiske og religiøse institutioner, som i lang tid har været fjendtlige over for de omvæltninger, som en succesfuld genforening ville indebære, og derfor altid indstillet på at holde kontrol uanset hvad?

 

Eller vil Sinn Féin sidde fast i en sump af normalisering, som ville acceptere en føderal genforening fra oven og efterlade autonomien i nord intakt, smigre de reaktionære monarkistiske sekterikere i respekt for en kulturel mangfoldighed og passe på med ikke at ødelægge de riges fest og deres skræddersyede politiske orden i syd?

 

Den “ny æra” – som nogle har annonceret lidt for tidligt, er ikke nu. Men Sinn Féins fremgang bidrager til at tegne konturerne af den.

 

Oversat fra l’Anticapitaliste 135, maj 2022 af Åge Skovrind.