Nord Streams rute. Samuel Bailey - Wikimedia - CC BY 3.0

 

Den 27. januar 2022 påstod USA's viceminister for politiske anliggender, Victoria Nuland, at "hvis Rusland på en eller anden måde invaderer Ukraine, da vil vi samarbejde med Tyskland for at sikre, at Nord Stream 2 ikke gør fremskridt." Amerikanske trusler og sanktioner har forsinket ibrugtagningen af rørledningen, så Nord Stream 2 bliver således også et udtryk for, at nogle lande udfordrer Bidens lederskab.

 

Den grønne omstilling giver ny afhængighed

Siden 1960'erne, hvor Europa begyndte at importere russisk gas, har Washington opfattet russisk energi som en trussel mod det amerikanske lederskab, og mod Europas energisikkerhed. Senere blev USA, takket være fracking, verdens største producent af gas, og en betydelig eksportør af LNG (flydende naturgas). USA vil presse LNG ind på det europæiske marked som erstatning for den russiske gas. Men nu er Nord Stream 2 færdigbygget og afventer blot tyske godkendelser og reguleringer, så der er meget på spil for amerikanerne.

 

Kort tid efter Nord Stream 2-projektet gik i gang i 2018, vedtog den amerikanske kongres en lov, der truede det schweiziske entreprenørfirma med sanktioner. Firmaet trak sig ud, og i stedet overtog to russiske skibe arbejdet, trods amerikanske sanktioner. USA truede også tyske entreprenører, men forgæves; tyskerne nægtede at bøje sig. Senest har det været nødvendigt, at etablere en tysk filial for den del af rørledningen, der ligger i tysk territorialfarvand, for at undgå at blive ramt af de amerikanske sanktioner. Når godkendelserne er på plads, vil Tyskland være Europas største modtager af russisk gas.

 

I 2021, da arbejdet næsten var færdigt, besøgte Angela Merkel det Hvide Hus, og fastholdt Nord Stream 2. Biden ville forbedre relationerne til Tyskland, så han bøjede af.

 

Nord Stream 2 og dens forgænger, Nord Stream 1, begyndte som et fælles projekt, hvor russiske Gazprom havde 51 procent, og Shell samt østrigske, franske og tyske selskaber 49 procent. Den polske regerings monopolstyrelse tvang de europæiske deltagere til at opgive deres andel, hvilket skabte flere forsinkelser. Selskaberne forblev dog som ligestillede investorer.

 

Efter at de europæiske selskaber havde opgivet deres andele, blev Gazprom eneejer af rørledningen. Gazprom er verdens største gasleverandør, og har monopol på gasforsyningen i Rusland. Selskabets politik er, at gas leveres til Europa i rørledninger. EU har imidlertid siden 2009 fastholdt, at projektet skal udsættes for markedskonkurrence, og at gasproducenter ikke må eje de rørledninger, der bringer gassen frem til forbrugerne. Efter at Nord Stream 2 blev påbegyndt, udvidede EU reglerne til også at omfatte de nye rørledninger.

 

Nord Stream 2 var det eneste projekt, der blev påvirket heraf. Mens de rørledninger, der blev færdig inden maj 2019 var undtaget, så blev færdiggørelsen af Nord Stream 2 ramt af amerikanske sanktioner. Gazprom hævdede, at selskabet var udsat for diskrimination og appellerede. I august 2021 afviste en tysk domstol appellen, hvorefter Gazprom appellerede til den tyske Højesteret.

 

Spekulanter gør gassen dyrere

De tyske industrier er desperate efter russisk gas. Der er kun lagre til 17 dage, skrev Russia Today 17. januar. Ustabile korttidskontrakter med spotpriser har øget problemerne. (Spotpriser er markedspriser, der fastsættes time for time, afhængig af udbud og efterspørgsel, til straks-levering og uden bindinger. Kilde: Wikipedia) Gasimporten til EU blev tidligere handlet på langtidskontrakter med priser, der blev indekseret i forhold til råolie. I de senere år tegnes der nu stedse flere korttids-aftaler på et spotmarked med mange mæglere.

 

I 2020 var spotpriserne omtrent det halve af Gazproms langtidskontrakter. Året efter steg de til det 7-dobbelte. Det var der flere årsager til. Da de europæiske og asiatiske samfund genåbnede efter pandemien, steg efterspørgslen. På forsyningssiden svandt energileverancerne i Europa som følge af manglende vind, mens mindre nedbørsmængder i Norge og Sverige ramte den hydroelektriske produktion. Hertil kommer, at lukningen af tyske og svenske atomkraftværker og kulfyrede kraftværker har øget efterspørgslen efter naturgas.

 

Europæiske politikere anklager Rusland for at tage høje gaspriser, men Gazprom svarer, at man har leveret de mængder, der var aftalt i langtidskontrakterne. Gazprom har ingen interesse i de ustabile korttidskontrakter, men ønsker langtidskontrakter, da de bedre understøtter de enorme kapitalomkostninger og investeringer, som gasfelterne og rørledningerne kræver.

 

Olie- og gaslandet Rusland er verdens største eksportør af naturgas, og næststørst olieeksportør lige efter Saudi-Arabien. Rørledninger og skibsruter til markederne er vitale for landets økonomi.

 

EU importerer 40 procent af sin gas fra Rusland, der anser rørledningerne gennem Polen og Ukraine for at være usikre, da begge lande er fjendtligt indstillet overfor Rusland. Ukraines langtidskontrakt med Gazprom udløber i 2024. Til eget forbrug køber Ukraine russisk gas indirekte fra Polen, Rumænien, Slovakiet.

 

Nord Stream 2 er, kommercielt set, fornuftig, fordi der ikke betales transitafgifter, og dermed kan levere billigere gas til Tyskland, Østrig, Kroatien, Tjekkiet, Ungarn og Italien. For Tyskland er gassen en overgangsløsning efter udfasningen af atomkraft og de kulfyrede kraftværker.

 

Hertil kommer, at afstanden til de europæiske markeder er kortere via Østersøen end via Ukraine. Nord Stream 2 modarbejdes med stor bitterhed af Polen og Ukraine, der forudser årlige tab, når transitafgifter forsvinder. For Ukraine udgør de ca. 2 mia. dollar, og dem har landet desperat brug for.

 

NATO udvider mod øst 

Den nuværende krise mellem Rusland og USA/NATO har simret i flere år. Da Sovjetunionen gik i opløsning, blev der indgået aftaler om, at NATO ikke ville udvide øst for den tysk-polske grænse og trænge ind i den russiske interessesfære. Det løfte brød NATO, da man i 1999 optog de første østeuropæiske lande. I dag er alle østeuropæiske lande, bortset fra Serbien, med i NATO.

 

I takt med at flere østeuropæiske kom med i NATO, blev det stationeret tropper, skibe og militærfly langs grænserne til Rusland, Belarus og Ukraine. Dette ser russerne som en provokation og en trussel. For USA tjener det til at knytte landene endnu tættere til det amerikanske lederskab.

 

Vesten beskylder Rusland for at blande sig i Ukraine, mens Rusland henviser til det vestligt inspirerede kup i Ukraine i 2014 (Maidan) samt de overgreb, der overgik den russisktalende befolkningsgruppe i Donetsk og Luhansk. Dette har jeg dokumenteret i Oil and World Politics.

 

I december 2021 fremlagde Rusland et traktatudkast for USA/NATO, med krav om en gennem-gribende revision af den europæiske sikkerhedsarkitektur. Rusland betonede princippet om lige og udelelig sikkerhed for alle lande, sådan som alle 56 medlemmer af OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) var blevet enige om på mødet i Istanbul i 1999, og siden bekræftet i Kazakstan i 2010. Landene var enige om, at de ikke vil forstærke deres sikkerhed på bekostning af andre lande. I januar i år henvendte Rusland sig til de underskrivende lande, og krævede klare svar på, hvordan de hver især i den nuværende situation, ville leve op til løfterne.

 

Putin advarede om, at hvis Vesten fortsatte den aggressive ekspansion mod øst, og stationeringen af missiler i Østeuropa, da ville Rusland tage "tilsvarende militær-tekniske forholdsregler." Eller som han sagde 26.12.2021: "NATO har presset os så langt, som vi kan klare."

 

Det russiske initiativ skabte røre i andedammen. En række møder på højt niveau fandt sted mellem Rusland og USA/NATO og OSCE. Den 26. januar kom Washington med et svar, der indsnævrede debatten til at handle om Ukraine, og med påstande om, at Rusland stod klar til at invadere landet. Rusland gentog, at man ikke ville invadere Ukraine, men at man ville understøtte Donbas-regionen, hvis den blev angrebet.

 

USA skruede op for spændingerne ved at gentage påstanden om en "forestående" russisk invasion, også selvom de ukrainske ledere udtrykte tvivl. Washington truede med sanktioner af hidtil uset alvor, der ville ramme store russiske banker og højtudviklet teknologi, udelukkelse fra det internationale betalingssystem SWIFT, samt Nord Stram 2. England og Canada fulgte trop.

 

Frankrig, Tyskland og Italien tøver, fordi sanktionerne vil ramme dem hårdt. De er ikke overbeviste om, at Rusland vil angribe uprovokeret. En række bilaterale møder på højt niveau fulgte.

 

I januar mødtes Frankrig, Tyskland, Ukraine og Rusland for at bekræfte støtten til Minsk II-aftalen: Enighed om en betingelsesløs våbenstilstand, og at Ukraine skal forhandle med Donetsk og Luhansk om autonomi i et føderalt Ukraine. Indtil nu har der ingen forhandlinger været.

 

Også Kina har brug for russisk gas

Uanset hvad der sker med de vestlige sanktioner, så har Rusland et nyt gasmarked i Kina. Den rørledning, der blev taget i brug for to år siden, skal nu suppleres med endnu en, og dermed vil gassen flyde lige så let til Kina, som den gør til Europa.

 

Den nuværende situation er farlig og kan nemt eskalere. Nok er Nord Stream 2 et kritisk element, men national sikkerhed slår alt. Sikkerheden kan kun opnås, hvis den er universel. USA's bestræbelser på at inddæmme Rusland og samtidig opretholde lederskabet over Europa virker ikke længere. Verden er i dag multipolar.

 

6. februar 2022

 

John Foster er forfatter til Oil and World Politics: The real story og today's conflict zones

 

Oversat og bearbejdet fra canadiandimension.com af Arne Lund