Demonstration ved afslutningen på den 4. internationale modvækst-konference, Leipzig, 2014. Foto: danyonited, Wikimedia, CC BY-SA 3.0
I. Den økologiske krise er allerede det vigtigste sociale og politiske spørgsmål i det 21. århundrede, og vil blive det endnu mere i de kommende måneder og år. Planetens fremtid, og dermed også menneskehedens, bliver afgjort i de næste årtier. Som FN’s Klimapanel forklarer det: Hvis den gennemsnitlige globale temperatur overstiger den førindustrielle periode med 1.5 grader, er der en risiko for at udløse en uigenkaldelig og katastrofal proces af klimaforandringer.
Hvad bliver konsekvenserne af det? Bare nogle få eksempler: Mangedoblingen af kæmpebrande vil ødelægge de fleste skove; floders forsvinden og tømning af de underjordiske vandreserver; tiltagende tørke og ørkendannelse; tiltagende smeltning og sammenbrud af isen ved polerne og hævning af vandstanden i havene, der fører til oversvømmelse af nogle af de største byer i den menneskelige civilisation - Hongkong, Calcutta, Venedig, Amsterdam, Shanghai, London, New York, Rio de Janeiro.
Nogle af disse begivenheder finder allerede sted: Tørke truer millioner i Afrika og Asien med sult; forhøjede sommertemperaturer har nået et uudholdeligt niveau i nogle områder af planeten; der er skovbrande overalt i stadigt længere perioder; eksemplerne kan mangedobles. Katastrofen er på en måde allerede begyndt - men den vil blive meget værre i de nærmeste årtier, lang tid før 2100. Hvor høj kan temperaturen blive? Ved hvilken temperatur vil menneskenes liv på denne planet være truet? Ingen kender svaret på disse spørgsmål.
Der er yderst foruroligende risici uden fortilfælde i menneskehedens historie. Man skal tilbage til Pliocæn, for millioner af år siden, for at finde klimaforhold, der kan sammenlignes med, hvad der kan blive virkelighed i den nære fremtid på grund af klimaforandringer.
II. Hvad skyldes denne situation? Det er menneskers handlinger, lyder videnskabsmændenes svar. Svaret er korrekt, men lidt for kortfattet: Der har levet mennesker på jorden i hundredtusinder af år, men koncentrationen af CO2 i atmosfæren begyndte først at vokse efter den industrielle revolution, og blev først farlig for liv på jorden efter 1945. Som marxister er vores svar, at skurken er det kapitalistiske system. Den uendelige vækst og akkumulations absurde og irrationelle logik, produktivismen, og den besættelse, hvor jagten på profit for enhver pris er ansvarlig for at bringe menneskeheden på afgrundens rand.
Det kapitalistiske systems ansvar for den umiddelbart forestående krise er bredt anerkendt. Pave Frans har i sin Encyclica Laudato Si, uden at bruge ordet ’kapitalisme’, taget bladet fra munden imod et strukturelt perverst system, der udelukkende er baseret på ’princippet om profitmaksimering’, og som er ansvarlig for både social uretfærdighed og ødelæggelse af vores fælles hjem, naturen. En parole, der bliver råbt taktfast i kor over hele verden ved klimademonstrationer, er ’Systemforandring ja, klimaforandring nej!’
Den indstilling, der bliver vist af de vigtigste repræsentanter for dette system, fortalerne for ’business as usual’ - milliardærer, bankfolk, såkaldte eksperter, oligarker, og politikere - kan sammenfattes af en vending, som Ludvig den 15. er blevet tillagt: ’Efter mig syndfloden.’ Den totale fiasko for adskillige af FN’s COP-konferencers målsætning om at tage bare de mindste skridt, der er nødvendige for at stoppe processen, udstiller klart det umulige i at finde en løsning på krisen inden for rammerne af det herskende system.
III. Kan ’grøn kapitalisme’ være en løsning? Kapitalistiske virksomheder og regeringer er interesserede i den (profitable) udvikling af ’bæredygtig energi. Men systemet har været afhængigt af fossile brændstoffer (kul, olie og naturgas) i de seneste tre århundreder, og viser ingen tegn på vilje til at opgive dem. Kapitalisme kan ikke eksistere uden vækst, ekspansion, akkumulation af kapital, varer og profitter, og denne vækst kan ikke fortsætte uden udvidet brug af fossile brændstoffer.
Grønne kapitalisters pseudo-løsninger som f.eks. ’CO2-markeder’, ’kompensationsmekanismer’, og andre manipulationer af såkaldt ’bæredygtig markedsøkonomi, har vist sig totalt nyttesløse. Mens ’forgrønnelse’ ingen ende har, ryger CO2-udledninger yderligere i vejret, og katastrofen kommer tættere og tættere på. Der er ingen løsning for den økologiske krise inden for kapitalismens rammer, der er fuldstændigt helliget produktivisme, forbrugerisme, og den vilde kamp om markedsandele. Dets iboende perverse logik fører uundgåeligt til nedbrydningen af den økologiske ligevægt og ødelæggelsen af økosystemerne. Som Greta Thunberg udtrykker det, ’det er matematisk umuligt at løse den økologiske krise inden for rammerne af det nuværende økonomiske system.’
Den sovjetiske erfaring, uanset fortjenester eller ufuldkommenheder, var også baseret på en vækstlogik, baseret på de samme fossile ressourcer som i de vestlige lande. En stor del af venstrefløjen i forrige århundrede delte ideologien om vækst i under dække af ’udvikling af produktivkræfterne.’ Men en produktivistisk socialisme, der ignorerer den økologiske krise, er ikke i stand til at leve op til det 21. århundredes udfordringer.
IV. Ideerne om modvækst, og den bevægelse, der er trådt frem på scenen i de seneste årtier, har ydet et enormt bidrag til en radikal økologi, ved at stille skarpt op imod myten om en ubegrænset ’vækst’ på en planet, der har sine begrænsninger. Men modvækst i sig selv er ikke et alternativt økonomisk perspektiv: Det præciserer ikke, hvad det er for et samfund, der skal erstatte det nuværende system. Der er nogle fortalere for modvækst, der ignorerer spørgsmålet om kapitalisme, og kun fokuserer på produktivisme og forbrugerisme, og udpeger skurken som ’Vesten’, ’Oplysningstiden’, eller ’Prometheanisme.’ Andre på venstrefløjen af antivækst-bevægelsen, peger utvetydigt på det kapitalistiske system som ansvarlig for krisen, og anerkender umuligheden af ’kapitalistisk modvækst.’
I de seneste år er økosocialisme og modvækst kommet tættere på hinanden: Begge sider indarbejder den andens argumenter, og forslaget om en ’økosocialistisk modvækst’ har fundet fælles grund.
V. Økosocialister har lært meget af modvækst-bevægelsen. Økosocialismen har derfor i sigende grad indarbejdet behovet for modvækst i overgangsprocessen til et nyt socialistisk økologisk samfund. En oplagt grund til dette er, at de vedvarende energiformer som f.eks. sol- og vindenergi, (a) kræver råstoffer, der ikke er til stede i ubegrænset omfang, og (b) er uregelmæssige, afhængige af klimaforhold (sol, vind). De kan derfor ikke fuldt ud erstatte fossil energi. En markant reduktion af energiforbruget er derfor uundgåelig.
Men denne problemstilling har en mere generel karakter: Produktionen af de fleste goder er baseret på udvindingen af råstoffer, hvoraf mange (a) i tiltagende grad findes i begrænset omfang, og/eller (b) skaber alvorlige økologiske problemer i forbindelse med udvindingsprocessen. Alle disse elementer peger på behovet for modvækst.
Økologisk modvækst inkluderer også behovet for en betydelig reduktion af produktion og forbrug, men begrænser sig ikke til denne negative dimension. Den inkluderer det positive program for et socialistisk samfund, som bygger på demokratisk planlægning, selvforvaltning, produktion ud fra nytteværdi i stedet for købs- og salgsværdi, gratis basisgoder, og fri tid til at udvikle menneskelige ønsker og evner - et samfund uden udbytning, klasseherredømme, patriarkat, og alle former for social udelukkelse.
VI. Økologisk modvækst indebærer ikke et rent kvalitativt begreb om modvækst som en indskrænkning af produktion og forbrug. Den rummer også kvalitative sondringer. Der er produktioner - f.eks. af fossil energi, pesticider, atomdrevne u-både, og reklame - der ikke blot skal reduceres, men afskaffes. Andre, f.eks. privatbiler, kød og fly, skal væsentligt begrænses. Mens andre, som f.eks. økologiske fødevarer, offentlige transportmidler, og CO2-neutrale boliger, skal udvides. Det drejer sig ikke om ’overdrevent forbrug’ i abstrakt forstand, men den fremherskende forbrugsmåde, baseret på tilegnelse af noget, der først og fremmest skal vises frem for andre, umådeholdent spild, besættelse af at købe flere og flere varer, og det tvangsmæssige køb af pseudo-nyheder, som ’moden’ byder.
Der må sættes en stopper for kapitalismens enorme spild af ressourcer, baseret på masseproduktion af unyttige og skadelige produkter: Våbenindustrien er et godt eksempel, men en stor del af de ’goder’, der produceres under kapitalismen, med deres indbyggede forældelse, er ikke til anden nytte end at generere profit for store selskaber. Et nyt samfund vil orientere produktionen i retning af tilfredsstillelsen af autentiske behov, begyndende med dem, der kan beskrives som ’bibelske’ - vand, mad, tøj og bolig – og herunder også basale offentlige tjenesteydelser: sundhedspleje, uddannelse, transport og kultur.
Hvordan skal man skelne de autentiske fra de kunstige, uægte og tilfældige behov? De sidste er forårsaget ved mental manipulation, det vil sige af reklamer. Mens reklamer er en uundværlig dimension af kapitalistisk markedsøkonomi, har de ikke noget at gøre i et samfund under overgang til økosocialisme, hvor de vil blive erstattet af information om varer og tjenesteydelser, som sammenslutninger af forbrugere sørger for. Kriterierne for at skelne et autentisk behov fra et kunstigt behov er, at det stadigvæk er til stede efter afskaffelsen af reklamer (Coca-Cola!). Der vil selvfølgelig være gamle forbrugsvaner, der bliver ved med at eksistere i et stykke tid, og der er ingen, der er berettiget til at fortælle folk, hvad deres behov er. Forandringen af forbrugsmønstre er en historisk proces, såvel som en pædagogisk udfordring.
VII. Den vigtigste indsats i processen henimod modvækst over hele planeten skal ydes af landene i det industrielle Nord (Nordamerika, Europa og Japan), der er ansvarlige for den historiske akkumulation af CO2 siden den industrielle revolution. De udgør også de områder af verden, hvor forbrugsniveauet, især blandt de privilegerede klasser, er klart uholdbart og uøkonomisk. De ’underudviklede’ lande i det Globale Syd (Asien, Afrika og Latinamerika), hvor basale behov er meget langt fra at være opfyldt, har brug for en udviklingsproces, herunder bygning af jernbaner, vand- og kloaksystemer, offentlig transport, og andre former for infrastruktur. Men der er ingen grund til, at det ikke kan opfyldes af et produktionssystem, der er miljøvenligt og baseret på vedvarende energikilder.
Disse lande har behov for at opdyrke enorme mængder fødevarer for at ernære deres sultende befolkninger, men det kan meget bedre gennemføres - som bevægelser af bønder på verdensplan i Via Campesina-netværket har argumenteret for i årevis - af et biologisk landbrug, baseret på familier, kooperativer, eller kollektiv-landbrug. Det vil erstatte det industrialiserede agribusiness-landbrugs destruktive og samfundsfjendtlige metoder, som bygger på intensiv brug af pesticider, kemikalier, og genmodificerede organismer.
Som det er nu, er den kapitalistiske økonomi i lande i det Globale Syd forankret i produktionen af varer til deres privilegerede klasser - biler, fly og luksusgoder - og råvarer, der eksporteres til verdensmarkedet: sojabønner, kød og olie. En overgang til økologi i Syd, vil, som det hævdes af økosocialister, reducere eller afskaffe den nævnte form for produktion, og i stedet sigte på fødevaresuverænitet og udviklingen af basale tjenesteydelser som f.eks. sundhedspleje og uddannelse, der kræver mere menneskelig arbejdskraft frem for flere varer.
VIII. Hvad skal kampen for en økosocialistisk modvækst primært dreje sig om? Den arbejderistisk/industrialistiske dogmatisme fra det foregående århundrede er ikke længere gangbar. De magtfaktorer, der nu er i spidsen for de samfundsmæssige økologiske konfrontationer er unge, kvinder, oprindelige folk og bønder. Modstanden fra de oprindelige folk i Canada, USA, Latinamerika, Nigeria og andre steder, imod kapitalistiske oliefelter, pipelines og guldminer, er veldokumenterede. Den udspringer af deres umiddelbart mærkbare erfaringer med det kapitalistiske ’fremskridts’ destruktive dynamikker, samt modsætningen mellem deres religiøsitet og kultur og ’kapitalismens ånd.’
Kvinder er meget fremtrædende i disse modstandsbevægelser, ligesom i det enorme ungdomsoprør fremkaldt af Thunbergs opfordring til handling - en af de største kilder til håb for fremtiden. Som økofeministerne forklarer det, så udspringer den meget høje deltagelse af kvinder i mobiliseringerne af den kendsgerning, at de er de første ofre for systemets ødelæggelse af miljøet.
Fagforeninger begynder nu også at blive involveret. Det er meget vigtigt, fordi vi, i sidste instans, ikke kan besejre systemet uden den aktive deltagelse af arbejdere, fra by og land, der udgør flertallet af befolkningen. Den første betingelse i alle bevægelser er at forene de økologiske mål (lukning af kulminer, oliekilder, kulfyrede kraftværker, og så videre) med garantier for beskæftigelse til de involverede arbejdere. Økologisk-sindede fagforeningsfolk har argumenteret for, at der vil blive skabt millioner af ’grønne jobs’ i forbindelse med den økologiske omstilling.
IX. Økologisk modvækst er fra starten af et projekt for fremtiden og en strategi for kampen her og nu. Det er ikke et spørgsmål om at vente til forholdene er ’modne.’ Det er nødvendigt at forbinde de sociale og de økologiske kampe, og at bekæmpe de mest destruktive initiativer fra de kræfter, som den kapitalistiske ’vækst’ råder over. Forslag som en ’grøn New Deal’ er i dens mere radikale former en del af denne kamp, der kræver et effektivt afkald på fossile energikilder - men ikke i de reformer, der begrænser sig til genbrug.
Uden enhver illusion om en ’ren kapitalisme’ må man prøve at vinde tid og prøve at pålægge magthaverne nogle elementære tiltag til modvækst, begyndende med en drastisk reduktion af drivhusgasudledninger. Bestræbelserne på at lukke Keystone XL Pipeline, eller en forurenende guldmine eller et kulfyret anlæg, er en del af en større modstandsbevægelse, som Naomi Klein har kaldt Blockadia. Lige så vigtige er lokale erfaringer med økologisk landbrug, kooperativ solenergi, og samfundsstyring af ressourcerne.
Den slags kampe om konkrete modvækstspørgsmål er vigtige, ikke bare fordi delsejre er velkomne i sig selv, men fordi de også bidrager til at øge den økologiske og socialistiske bevidsthed ved at sætte aktivitet og selvorganisering i gang fra neden. Disse faktorer er afgørende og nødvendige forudsætninger for en radikal omformning af verden - det vil sige en overgang uden fortilfælde til et nyt samfund og en ny livsform.
8. september 2023
Oversat fra Monthly Review af Niels Overgaard Hansen
Michael Löwy, er filosof og sociolog af brasiliansk oprindelse, og medlem af NPA (det nye anti-kapitalistisk parti) i Frankrig og af Fjerde Internationale. Han er tidligere forskningsdirektør for det franske Nationale Råd for Videnskabelig Forskning (CNRS), har skrevet mange bøger, herunder Ecosocialism, A Radical Alternative to Capitalist Catastrophe (Haymarket, 2015),The Marxisme of Che Guevara, Marxisme and Liberation Theology, Fatherland or Mother Earth? og The War of Gods: Religion and Politics in Latin America.
Alle artikler af Michael Löwy på socialistiskinformtion.dk
