Vi bringer i denne uge nedenstående kommentar til de seneste begivenheder i Venezuela fra Fjerde Internationales Bureau: Fjerde Internationale erklærer sig åbent som modstander af det seneste forsøg på kup og imperialistisk indblanding i Venezuela. En proces, der kynisk er blevet orkestreret og efterspurgt af USA's vicepræsident Mike Pence (der optræder i Trumps sted, fordi Trump savner anerkendelse i Latinamerika).

af Fjerde Internationales Forretningsudvalg

I en video, cirkuleret den 22. januar, blev startskuddet givet til at påbegynde en strategi, hvor wannabe-magt-raneren Juan Guaidó erklærede sig selv for “præsident” af Venezuela på trods af, at ingen havde stemt på ham. Dette blev fulgt op af en række neokonservative, højrefløjs- og neofascistiske præsidenter og regeringer i Latinamerika og verden over, som ilede til for at “anerkende” den påståede nye regering. Organisationen af Amerikanske Stater og underskriverne af ‘Lima-deklarationen’ faldt også straks ind i de imperialistiske planer ved at anerkende Guaidós illegitime præsidentskab og påtvinge Venezuela en blokade, hvorved de medvirker til at fremprovokere en reaktion, der kan bruges som påskud for en væbnet intervention.

 

Vi støtter på det kraftigste kampagner for fordømmelsen af dette forsøg på statskup og imperialistisk indblanding, der overtræder normerne for national selvstændighed. Vi opfordrer til de bredeste folkelige, forenede, internationalistiske og demokratiske mobiliseringer mod kuppet. Det betyder, at vi, uanset vores forskelligheder fra og kritik af Maduro-regeringen og det regime, den har indført i Venezuela, ikke ser nogen løsning via et imperialistisk kup. Lad det venezuelanske folk, frit, uafhængigt og demokratisk bestemme deres fremtid.

Venezuelas åbenlyse politiske, sociale og økonomiske problemer kan kun løses demokratisk, uden nogen form for indblanding fra imperialister, der ikke har skyggen af troværdighed i deres påstande om at forsvare “demokrati og menneskerettigheder”.

Det er sandt, at vigtige folkelige sektorer, forbitrede over den meget alvorlige situation i landet og regeringens problemer, modsætninger og fejlagtige valg, er gået på gaden til støtte for kuppet. Tragedien er, at det ikke er ved at stille sig bag det nationale oligarki og de internationale, reaktionære og endog neofascistiske imperialistiske kræfter, at de kan forbedre den økonomiske og sociale situation eller menneskerettigheds-situationen i Venezuela.

For øjeblikket tyder alt på, at kupmagerne forsøger at fremkalde en borgerkrig og/eller en direkte militær intervention fra fremmede magter, hvilket alene vil forværre landets problemer og føre til en udvidelse af den politiske offensiv fra højrefløjen og det yderste højre på det amerikanske kontinent og verden over. Væbnet konflikt vil være en katastrofe for regionen og åbne et nyt korstog for internationale oligopolers kontrol med landets oliereserver. De katastrofale følger af USA’s besættelse af Irak giver en ide om, hvad der kunne ske i Venezuela og hele regionen, hvis kupmagerne ikke skifter kurs.

 

Vi opfordrer alle revolutionære, progressive og demokratiske kræfter til at mobilisere mod denne seneste imperialistiske indblanding og forsvare det venezuelanske folks suverænitet til at løse deres politiske, sociale og økonomiske problemer demokratisk og fredeligt, fri for økonomisk sabotage og uden truslen om væbnet intervention, med respekt for flertallets vilje, som den kommer til udtryk ved stemmeurnerne.

 

Nej til kuppet i Venezuela!
For en antiimperialistisk og uafhængig løsning på den venezuelanske krise!

 

Fjerde Internationales Bureau (daglig ledelse), 24. januar 2019

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com