Historiens største strejke med op til 200 millioner deltagere. I løbet af 10 dage signalerede to historisk omfattende mobiliseringer i Indien, at en bevægelse mod premierminister Modis yderliggående højreorienterede styre er i hastig fremgang.

af Susan Ram

Mobiliseringerne prægede de internationale overskrifter og oversvømmede de sociale medier. Allerede fra den allerførste dag i 2019 tog utallige mennesker et standpunkt mod et regime, hvis nyliberalisme er understreget af dets voldsomme anti- arbejderklasse, islamofobiske, sexistiske og kastestøttende politik.

 

I Kerala i den sydvestlige del af landet, som bliver regeret af venstrefløjen, fejrede 5 millioner kvinder nytåret ved at danne en menneskekæde på 620 km, fra Kasaragod i nord til delstatens hovedstad Thiuvanthapuram i syd. I et glorværdigt mangefarvet udtryk for modstand tog kvinder af alle trosretninger og baggrunde hånd i hånd i 15 minutter for at fejre og forsvare kvinders ligeret og Keralas progressive kulturelle og politiske traditioner.

 

Så kom to dages nationale strejkeaktioner den 8. og 9. januar, hvor henimod 200 millioner arbejdere i forskellige sektorer nedlagde arbejdet i protest mod Modi regerings arbejderfjendtlige politik. Strejken – som bliver anslået til at være verdenshistoriens største – var en del af et program, som blev vedtaget på den Arbejdernes Nationale Kongres i september 2018, et vigtigt skridt mod fælles aktion for hele den indiske fagbevægelse.

 

Fagforeningerne i Indien bygger stadigvæk på træk fra før uafhængigheden, hvor fagforeninger og partier overlapper hinanden. Fagforeninger på virksomheds- eller brancheniveau er almindeligvis tilknyttet større fagforbund, og hvor 12 store landsorganisationer repræsenterer arbejderne på nationalt plan. De fleste af disse er tilknyttet et bestemt parti.

 

Således har INTUC (Indian Trade Union Congress) forbindelser til Kongrespartiet, mens CITU (Centre of Indian Tade Unions) er en fagforeningsfront for den ledende kraft på venstrefløjen, Communist Party of India (Marxist) CPI(M). Modis Bharatiya Janatas Party (BJP) eller snarere dets fascistiske RSS (Rashiriya Sevam Sangh) trækker i trådene bag scenen, kontrollerer sin egen landsorganisation BMS (Bharatiya Mazdoor Sangh).

 

I september sidste år mødtes 10 af de 12 hovedorganisationer for at udforme et 12 punkts program med krav med et bredt spektrum af spørgsmål fra arbejdsløshed og stigende priser til privatisering i den offentlige sektor og væksten i tidsbegrænsede kontraktansættelser. Programmet krævede også socialforsikring for alle arbejdere, en mindsteløn på 1800 kroner om måneden, garanteret pension og et stop for arbejdsgivervenlige ændringer i arbejdsmarkedslovgivningen. (note 1)

 

Ligesom i andre sektorer har Modi regeringen angrebet arbejderklassen, siden den kom til magten i 2014. Modi blev båret til magten på et slogan om ”vikas” fremskridt, herunder et løfte om at skabe 10 millioner jobs om året og at sætte gang i landbrugssektoren. Desillusionerede vælgere, som var trætte af tomme løfter fra et bovlamt Kongresparti, som afskar sig fra nogen som helst radikale hensigter og stadig er domineret af Gandhi klanen, blev fristet til at give Modis BJP en chance, idet de overså partiets ekstreme hindu-fundamentalistiske dagsorden og baggrund.

 

5 år senere må millioner af indiske vælgere bittert fortryde, den tillid de gav den safran velsignede ”mirakelmand” og hans hold. De lovede nye job? I virkelighedens verden forsvandt 10 millioner jobs alene i 2018. Arbejdsløsheden er for øjeblikket på sit højeste i de sidste to år: I december 2018 var tallet 7,4 procent (mod 4,8 for 12 måneder siden). Medens de fleste jobs er forsvundet i de udsatte områder på landet, så er Indiens it-sektor også blevet ramt af tilbagegang og fyringer på det seneste.

 

Prisstigninger, udløst af to bemærkelsesværdigt uheldige økonomiske indgreb fra Modi-regeringens side, har yderligere øget elendigheden. Det første var en pengeombytning, som en del af regeringens kamp mod sorte penge. Den 8.november 2016 trak regeringen pludseligt to pengesedler ud af cirkulation. Det udløste nationalt økonomisk kaos i ugevis, alenlange køer af desperate mennesker foran bankerne, markeder og forretninger kunne ikke fungere, store dele af den landlige økonomi blev kastet ud i krise. I Indiens enorme bjerg af sorte penge var der ikke så meget som en lille fordybning, idet de store syndere tilsyneladende ikke havde gemt stakkevis af sedler under madrassen.

 

Ligesom for at forværre den himalayiske fejltagelse gennemførte regeringen som en nyskabelse i Indien en forbrugsafgift i stil med moms (Goods and Services Tax), som blev pålagt hvert led af produktionsprocessen. I de uger og måneder, der fulgte, forstyrrede skatten forsyningsveje og eksporten meget. Små virksomheder fandt den for indviklet at arbejde med og overholde. Eksportører oplevede kravene til deres likviditet skyde i vejret, og eksporten fra arbejdsintensive brancher som beklædning og læder rapporterede om en brat nedgang og omfattende tab af jobs.

 

Samtidig har Indiens enorme landbrugssektor efter en langvarig krise bevæget sig mod en katastrofe i fuld skala med voksende omkostninger, faldende priser på landbrugsprodukter, utålelige gældsbyrder og bønders selvmord i tusindvis. Indiens landbrug og de millioner, der direkte og indirekte lever af det, er blevet en scene præget af håbløshed og fortvivlelse. Sidste år svarede desperate bønder og landarbejdere igen ved at gå på gaden i fire forskellige anledninger. Ved deres seneste mobilisering i slutningen af november 2018 marcherede titusindvis til Delhi, hvor de demonstrerede foran parlamentet. (2)

 

Disse gentagne fejl har bragt Modi-regeringen under pres fra dele af dens egen basis, herunder forretningsfolk og mindre virksomhedsejere. Auraen af uovervindelighed, som er blevet skabt omkring Modi, er hastigt ved at fordampe. Det er blevet understreget af vælgermæssige tilbageslag ved lokalvalgene i Rajastan, Madhya Pradesh og Chattisgarh. Partiet tabte magten i alle tre vigtige BJP-bastioner. (3)

 

Med millioner af arbejdere og bønder, som går på gaden for at give udtryk for deres raseri over Indiens siddende regime, kan man i hvert fald ikke sige, at udsigten for det kommende parlamentsvalg i maj 2019 er svøbt i safran.

 

Noter:

1. Se nærmere om kravene her.

2. Se nærmere om landbrugskrisen her.

3. Se nærmere om valgresultatet her.

 

Susan Ram er forfatter og journalist bosat i Frankrig.

Artiklen er fra Counterfire.org og oversat af Leif Mikkelsen

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com