Læsetid: 2 minutter
Det iranske islamiske regime er også med til at eskalere konflikten og potentielt trække den iranske befolkning ind i en krig med langtrækkende konsekvenser. En konflikt som først og fremmest vil skade den stærke folkelige bevægelse for frihed i Iran, og en konflikt som det iranske regime allerede er gået i gang med at udnytte til sin egen fordel indadtil for at nedkæmpe arbejdernes og kvindernes kamp for frihed og lighed og for at fastholde sin magt.
Benjamin Netanyahu talte d. 30. september direkte i en videobesked til det iranske folk, hvor han fortalte iranerne, at de snart ville opnå deres ”frihed” og blive fri fra det iranske islamiske regime. Men den fascistiske Netanyahu og hans folkemorderiske hær er pt. den allerstørste trussel mod den revolutionære og frihedskæmpende folkelige bevægelse i Iran, som vil være den absolut største taber i en eskalering af konflikten og krig. Den frihed som Netanyahu taler om, er præcis den samme ”frihed” som han har tilbudt palæstinenserne – navnlig at udslette hele områder og dræbe mange tusinder af uskyldige børn, kvinder og mænd. Det er den samme ”frihed”, som Netanyahu lige nu ”giver” libaneserne – nemlig ved at tæppebombe uskyldige og dræbe i tusindvis.
Denne ”frihed” er alt andet end hvad den iranske befolkning ønsker. Hvis Netanyahus krigsmaskine med USA i hælene får lov til at buldre videre mod Iran, så vil det smadre den mangeårige og stærke revolutionære bevægelse i Iran langt tilbage, og man risikerer i værste tilfælde, at det iranske samfund bliver bombet mange årtier tilbage og bliver det nye Irak eller Afghanistan.
Den folkelige Kvinde-Liv-Frihed bevægelse i Iran kæmper en modig kamp for frihed, lighed og retfærdighed for alle mennesker uanset etnicitet, religion, køn, seksuel overbevisning, og imod et barbarisk islamisk regime, som kun sidder tilbage på magten via brutal undertrykkelse af sin befolkning. Den iranske befolknings kamp kan og vil aldrig gå hånd i hånd med Netanyahu og de andre kriminelle mordere, som regerer i Israel, og som lige nu dræber tusinder af uskyldige børn i Gaza og Libanon – disse mordere er ikke venner af arbejdere og almindelige mennesker nogle steder!
Den revolutionære og frihedssøgende Kvinde-Liv-Frihed bevægelse i Iran ønsker fred og retfærdighed for de uskyldige palæstinensere og libanesere, som lige nu er store ofre i disse stater og gruppers magtkampe. Kvinde-Liv-Frihed bevægelsen står i sin natur side om side med de millioner af mennesker verden over, som har rejst sig for at kræve retfærdighed for de undertrykte civile palæstinensere og imod folkemordet i Gaza.
Den islamiske republiks skæbne skal kun bestemmes af den revolutionære folkelige bevægelse i Iran – og ingen andre! Og en eskalering af den nuværende situation vil kun være en forhindring for dette!
Udtalelsen er bragt på Komiteen for Kvinde-Liv-Friheds Facebook den 4. oktober.