Besættelse af præsidentpaladset 9. Juli 2022. Foto: Isuru Mudiyanse.

 

”Der findes årtier hvori intet sker og uger, hvori der sker årtier”, som Lenin rent faktisk aldrig udtrykte det. Fremmedgørelsen mellem regimestaten i Sri Lanka og dens nøglestøtter, skønt voksende gennem årene med pandemi, brød ud i åbne modsætninger i løbet af få uger i den første halvdel af 2022. Det er det, der skiller første halvdel af 2022 fra de foregående år.

 

De første tre måneder viste i langsom gengivelse en total afsporing af den i forvejen dybt gældstyngede økonomi. Det, der startede som en finansiel krise – gradvis tømning af valutareserverne – videreudviklede sig, med indre nødvendighed, til en egentlig økonomisk krise – gennem manglen på nødvendige importvarer til at fastholde produktionen, varecirkulationen og arbejdskraftens bevægelighed. Dette var så igen katalysator for en politisk krise – hvor den folkelige utilfredshed og vrede fandt en lynafleder i præsident Gatabaya Rajapaksa, og i forlængelse heraf hele hans familie og den samlede Sri Lanka Podujana Peramuna (Folkefronts)-regering.

 

I de følgende tre måneder rystede en meteoragtig folkelig tidevandsbølge Rajapaksa-styret i dets grundvold, startende i april-maj med uddrivelsen af denne familie fra regeringen og den 9 juli opnåede bevægelsen sit hovedkrav, da statsoverhovedet selv blev smidt på porten. Imidlertid fik befolkningen i Sri Lanka i den samme måned bare en lige så upopulær præsident. Det politiske teater i Diyawanna Oya [parlamentet o.a.] om morgenen den 20. juli hvor Ranil Wickremesinghe som stråmand for den tidligere præsidentfamilie blev indsat som ny præsident, har kun bekræftet opfattelsen af, at parlamentet i lighed med præsidentskabet er del af det samme korrupte system, der udelukkende tjener dets egne medlemmers interesser.

 

Den manglende evne hos politikerne til at lytte til befolkningens krav om en midlertidig regering af alle partier – ledet af et overgangsstyre med præsident og premierminister uden partitilhørsforhold og med et godt ry – hælder kun benzin på kravet om et snarligt parlamentsvalg, samt sikrer en folkelig opbakning til helt at afskaffe præsidentembedets udøvende magt.

 

Bittersødme

Vil opkomsten af Wickremesinghe blot være et overgangsøjeblik, før han følger sin forgænger ud på historiens mødding? Og vil magtoverdragelsen stabilisere den politiske orden til en genoplivning af ancien regime [oprindeligt betegnelsen for det franske kongedømme lige op til den store franske revolution, her i overført betydning o.a.]? Vil denne forlængede blindgyde fremprovokere dybere social utilfredshed, eller fremkalde offentlig passivitet? I dette interregnum, og med den modsvarende progressive pols håndgribelige svaghed, vil ultranationalister i det politiske system og/eller det repressive statsapparat (den uniformerede del) udnytte dette og forsøge at gribe statsmagten? Disse. samt andre, er åbne spørgsmål, uden på forhånd givne svar.

 

Bittersødmen i denne konjunktur bortser på ingen måde fra den ekstraordinære betydning af denne borgerbevægelse, som er bedre kendt under navnet Aragalaya (Porattam/Kamp). Dette oprør er det, der kommer nærmest en landsdækkende folkebevægelse, vi har set I de 74 år efter afkoloniseringen – hvor det ikke er en kamp mod hinanden, men sammen mod dem på toppen.

 

Der er allerede skrevet meget, ikke altid underbygget, om karakteren og sammensætningen af Aragalaya. Det er en multi-klassemæssig, multi-etnisk, multi-generationsmæssig, multi-etnisk og multi-religiøs mobilisering. De mest synlige udtryk har været gadeprotester, demonstrationer og møder, samt den nyopfundne besættelse af offentlige pladser til diskussioner – og hvad dette angår har mobiliseringen været mere i byerne end på landet, og mere i det singalesiske syd end i nord og øst. Meget af energien og fantasien må tilskrives unge mænd og kvinder, som tidligere blev afskrevet som apatiske og individualistiske, opslugt af forbrugerkapitalismens værdier. Rigtigt nok, så er de mere børn af den ”åbne økonomi” end deres forgængere i oprøret i 1980’erne. Jobs (it, reklamer og kreative fag, transport og logistik) og håb (middelklasseværdier og social status) hos ungdommen i Aragalaya er det, som blev skabt af den økonomiske liberalisering, selv om løfterne ikke blev indfriet.

 

Mange unge mennesker – og nogle ældre, som også identificerer sig med Aragalaya, så den utraditionelle præsidentkandidat Gotabaya Rajapaksa som svaret på de sædvanlige politikeres fiskoer. Men efterhånden som den økonomiske krise tog til, så denne generation deres fremtid i Sri Lanka fordufte. Nogle gjorde det før krisen, og nu vælger de eller bliver tvunget til at udvandre til fordel for midlertidige eller længerevarende jobs. Andre har valgt, eller er ligeledes tvunget til, at kæmpe for forandringer i det kaos, der omgiver dem.

 

Efterhånden som afbrydelserne af el-forsyningen blev længere, gik de på gaden med tændte stearinlys og slagord på plakater i stedet for at sidde derhjemme og forbande det svulmende mørke. Smartphone-generationen tog billeder og videoer af deres aktiviteter for at supplere de opslag, der nådesløst afpillede regimet på de sociale medier (YouTube, Facebook, Twitter, WhatsApp).

 

Det begyndte som en bevægelse, der fejer de traditionelle folkevalgte repræsentanter væk. Det er en anklage og en afvisning af de eksisterende institutioner i civilsamfundet, lige fra politiske partier til fagforeninger, til ikke-statslige og trosbaserede organisationer. I deres nuværende form mangler disse forstenede strukturer endnu at kanalisere eller optage denne opstand. Det er ikke for at sige, at de er fraværende fra Aragalaya. Der har altid været en mangfoldighed af politiske ideologier repræsenteret blandt dem, der protesterer, gamle og unge, ud over dem fra Jathika Jana Balawegaya/Janatha Vimukthi Peramuna (National Folkemagt/Folkets Befrielsesfront), Peratugami Samajawadi Pakshaya (Frontlinje Socialistisk Parti), og Universitets Studenternes Føderation ('Anthare').

 

Platform

Hvad er platformen for denne bevægelse? Den sociale sammensætning af initiativtagerne til denne borgerbevægelse blandt selvstændige, sociale iværksættere, lønmodtagere i den private sektor og højere middelklasse har uden tvivl sat en ramme for analysen af, hvad vores nuværende krise skyldes, og hvad der er løsningerne. De sidste par års specifikke kampe blandt plantagearbejdere, tekstilarbejdere, landmænd, skolelærere og universitetsstuderende – og kampen gennem meget længere tid i nord og øst for sandhed og retfærdighed for de forsvundne, mod opkøb af landbrugsarealer og militarisering – alle disse kampe kunne ikke hænge sammen, ikke engang som en fortælling om et system (socialt, politisk og økonomisk), der bliver ved med at svigte flertallet, og slet ikke om et alternativ til det. Under alle omstændigheder kan disse kampe isoleret set, uanset hvor heroiske de er, ikke i sig selv vende den nedgang, som siden 1980'erne har været for en antikapitalistisk bevidsthed i arbejderklassen og endda på venstrefløjen.

 

Den umiddelbare årsag til folks vrede har været manglen på gas, petroleum, benzin, diesel, medicin og forbrugsvarer, og en hyperinflation, der har sendt prisen på fødevarer og basale råvarer drastisk i vejret. Det økonomiske liv er forrykket og har skabt massiv usikkerhed i indkomst og livsvilkår. I et samfund, hvor staten er alt, blev Aragalayas vrede helt rettet mod regeringen, der drev økonomien ud over afgrunden, med den korrupte [præsident]familie familie ved roret. Derfor lyder Aragalayas samlende slogan #GotaGoHome [Ud med præsident Gotabaya Rajapaksa, o.a.] - udvidet til resten af hans familie – som en anklage for at bære ansvaret for at ødelægge (vinasakara) landet.

 

Rygterne og historierne om omfattende korruption i Rajapaksa-familien og deres kumpaner gav anledning til et andet tema i protesten – kravet om, at folket igen bliver ejer af landets rigdomme, som er spekuleret væk i milliarder af amerikanske dollars og ifølge nogle demonstranter tilstrækkeligt til at tilbagebetale Sri Lankas udlandsgæld! Denne analyse af den økonomiske krise fokuserer på præsidentens og hans rådgiveres tåbelighed inden for penge- og finanspolitik, såvel som forbuddet mod landbrugskemikalier. Recepten for dets behandling er at fyre en inkompetent regering og få fat i de aktiver, den har stjålet.

 

Så selv da rajapaksaernes hegemoni over det singalesiske samfund smuldrede, er neoliberalismens dominans solid – og nu i denne krise høster vi dens elendigheder. Der er ingen kritik i samfundet af det økonomiske dogme, der har været gældende siden 1978, og heller ikke af de groteske uligheder, det har medført. Paradigmets parametre – en lille og ensidig eksport; ekstrem afhængighed af pengeoverførsler fra srilankanere i udlandet; afhængighed af import af alting; utrolig gældsætning gennem lån fra indenlandske banker og udenlandske kilder; forventninger om store udenlandske direkte investeringer, som aldrig bliver til virkelighed; uhyggeligt lav beskatning af personer og virksomheder; af-industrialisering, som ødelægger den lokal produktion; og en landbrugs- og fødevarepolitik baseret på monopoler og karteller. Alt dette mangler stadig at blive sat på anklagebænken.

 

De mest bevidste dele af Aragalaya kræver en ’systemændring’, som blandt andet og med rette omfatter afskaffelse af præsidentskabets udøvende beføjelser, demokratisering af parlamentet og større kontrol og ansvarlighed over offentlige repræsentanter mellem valgene. Men kravene stopper her og ser ikke denne degenererede politiske orden som den anden side af medaljen af et grusomt økonomisk system, der ikke er i stand til at give et værdigt liv og en anstændig fremtid for alle. •

 

20. juli 2022

 

Artiklen er oversat fra Ssalanka.org af Peter Kragelund og Åge Skovrind