En alvorlig og farlig situation med verdensomspændende geopolitisk betydning

 

I løbet af den sidste måneds tid har vi været vidne til en militær optrapning omkring Ukraine. Den udgør en alvorlig trussel mod Europa og resten af verden og minder os om de alvorligste kriser under den Kolde Krig, som f.eks. Korea-krigen (1950 – 1953), den cubanske missilkrise i 1962 eller opstillingen af Euro-missiler (og sovjetiske SS20 raketter) i de tidlige 1980’ere, da Ronald Reagan overvejede muligheden af at anvende taktiske atomvåben på den europæiske scene.

 

Faren ved den igangværende verbale og militære spiral og risikoen for, at det udvikler sig til en væbnet konflikt, hvad enten det er lavintensivt eller i større målestok, lokal eller generaliseret, konventionelt eller med atomvåben, er større end de førnævnte episoder. Det ukrainske folk er de første, der vil blive inddraget, men truslerne angår alle de implicerede parter i den nuværende krises verbale og krigeriske spiral, især den europæiske befolkning.

 

Vi står derfor over for en dobbelt udfordring:at reagere på den frygt, der kommer til udtryk i Ukraine med hensyn til de russiske tropper på grænsen, der angiveligt skal forhindre, at Ukraine bliver optaget i NATO.Vi står derfor over for en dobbelt udfordring:

 

- at reagere på den frygt, der kommer til udtryk i Ukraine med hensyn til de russiske tropper på grænsen, der angiveligt skal forhindre, at Ukraine bliver optaget i NATO.

- at gribe ind over for de virkelige farer, der følger af de mere og mere krigeriske erklæringer og handlinger, hvor det der står på spil rækker ud over det ukrainske spørgsmål.

 

Vores overordnede position med hensyn til NATO har to aspekter: I efterdønningerne efter Anden Verdenskrig var 4. Internationale imod NATO allerede da det blev dannet, og ydermere krævede vi, at militæralliancen skulle ophæves i 1991 sammen med Warszawa-pagten. Vi fordømmer også Ruslands imperialistiske retorik og opførsel, der har fået en stadig større del af den ukrainske befolkning til at orientere sig mod NATO. Den eneste måde Ukraines uafhængighed kan beskyttes på, er Ukraines militære neutralitet og en tilbagetrækning af de udenlandske styrker (både NATO’s og Ruslands). Men det er op til det ukrainske folk – og ikke afpresning eller forhandlinger mellem stormagterne – at beslutte sig for deres alliancer.

 

De vigtigste faktorer, der bidrager til at gøre en geopolitisk ustabil situation farlig er:

 

1. De store spørgsmål om energiforsyningen (specielt i forbindelse med problemerne med at omstille til bæredygtige energiformer) hvor de russiske magthavere er i stand til at udnytte EU’s og USA’s forskellige situation (og afhængighed) med hensyn til energi – i sammenhæng med den enorme økonomiske ustabilitet og den meget reelle risiko for et nyt økonomisk sammenbrud.
2. En række væbnede konflikter i den tidligere Sovjetunion; i Ukraine siden 2014, i Georgien, Armenien og Aserbajdsjan, forbigående i Tjetjenien, og en lang genopbygningsproces af den russiske militære styrke med det formål at rette op på nederlagene og ydmygelserne siden den Kolde Krigs afslutning – og at konsolidere Ruslands indflydelse i Belarus og Kasakhstan, for at understøtte Putins optræden som leder af en stormagt.
3. Mere specifikt krisen i det politiske system og den interne ustabilitet i USA – knap et år efter det kuplignende angreb på Capitol Hill, som Trump ustraffet tilskyndede til, idet han gerne ser sig selv vende tilbage til Det Hvide Hus meget snart – krisen i EU og fremfor alt også i Rusland efter to år med pandemi og udbredte opstande mod det autoritære system, korruptionen og undertrykkelsen.
4. De fastkørte fire-magts-drøftelser i ”Normandiet-formatet” (mellem Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine) der skulle håndtere konflikten i Ukraine efter den russiske besættelse af Krim i 2014.

 

Både Putin og Biden har brug for at fremstå med et stærkt og aggressivt image for på den ene side at genvinde deres indenrigspolitiske troværdighed og legitimitet og på den anden side opretholde disciplinen i det, de hver især anser for at være deres indflydelsessfære: Putin for at komme sig over den største bølge af antiautoritære protester siden Perestrojka, noget der stod på i Rusland gennem flere måneder, og oprør mod korruption, ulighed og post-stalinistisk paternalisme i det, Rusland betragter som sin indflydelsessfære (Belarus, Kasakhstan); og Biden, der snart står over for midtvejsvalgene til Kongressen efter en ydmygende tilbagetrækning fra Afghanistan, og som belastes af en skuffende indenrigspolitik, der har gjort ham lige så upopulær som Trump var i de sidste måneder af hans præsidentperiode.

 

Putins indenrigspolitiske stilling i Rusland afhænger også direkte af hans udenrigspolitiske position. Hans fjerde præsidentperiode udløber i 2024, og så skal han enten genvinde posten (med sin faldende popularitet) eller overdrage den til sin ”efterfølger”. Forløbet af denne ”magtoverdragelse” i en situation, hvor alle de politiske institutioner er fuldstændig opløste, afhænger kun af Putins egne beslutninger og hans evne til at samle den bureaukratiske og finansielle elite omkring sig over for de interne og eksterne trusler.

 

Den første trussel om atomkrig i 60 år
Den arrogance, deres respektive erklæringer er udtryk for, er ligefrem proportional med deres politiske svaghed: ”Jeg håber Putin er klar over, at han ikke er langt fra en atomkrig”. ”Putin vil afprøve Vesten, og han vil komme til at betale en pris, der vil få ham til at fortryde, hvad han har gjort”, sagde Biden på en pressekonference den 20. januar. Men sådan nogle krigeriske erklæringer er aldrig ufarlige og uden risiko for utilsigtede kædereaktioner, selv om de er et resultat af gestikuleren og bluf i et pokerspil.

 

Den afgørende faktor bag den massive troppeopmarch ved Ukraines nordlige og østlige grænse er Ruslands frygt for en hypotetisk optagelse af Ukraine i NATO, der kunne gøre det muligt at opstille atomvåben tæt på landet.

 

30 år efter opløsningen af Sovjetunionen og Warszawa-pagten: mellem udvidelsen af NATO og genopretningen af den russiske imperialisme

Da Mikhail Gorbatjov besluttede at opløse Warszawa-pagten for 30 år siden, indvilgede lederne af NATO i at opløse Atlantpagten og lovede at et fremtidigt genforenet Tyskland ville være et neutralt land, ligesom Østrig siden Anden Verdenskrigs afslutning. Som bekendt blev ikke blot det genforenede Tyskland medlem af Atlantpagen, men alliancen er siden ekspanderet østpå og har optaget de fleste af de lande, der for 45 år siden hørte til Østblokken: Polen, Tjekkiet og Ungarn i 1999. I 2004 fulgte Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien, i 2009 Albanien og Kroatien og i 2020 var det Nordmakedoniens tur.

 

Opretholdelsen og udvidelsen af NATO har langt fra bragt fred til de indbyrdes relationer på kontinentet, men har udfordret den, og det kan kun opmuntre til en storrussisk ekspansionistisk logik på bekostning af de lande, der befinder sig mellem EU og den Moskva-dominerede Eurasiske Økonomiske Union.

 

Ruslands militære opmarch langs den ukrainske grænse er forklaringen på Bidens erklæring om, at han er villig til at forhandle om, at der ikke skal opstille strategiske våben i Ukraine, og at Ukraines optagelse i NATO ikke er på dagsordenen. Vi kan imidlertid ikke se bort fra, at Ukraine ifølge FBI’s egne rapporter siden afsættelsen af Viktor Janukovitj’s regering i Ukraine, Ruslands annektering af Krim og besættelsen af Donbass-regionen er blevet en træningslejr for den internationale fascistiske bevægelse, der har rekrutteret antirussiske slagsbrødre for at integrere dem i den ukrainske paramilitære styrker, meget i stil med den måde islamiske fundamentalister brugte krigen i først Afghanistan (med dannelsen af Al Qaeda - på det tidspunkt med CIA’s og den pakistanske efterretningstjenestes hjælp), så krigen i Bosnien, og for nylig i Irak og Syrien (hvor Islamisk Stat opstod). Også den såkaldte ”Folkerepublikken Donetz” rekrutterer fascistiske og ultranationalistiske slaviske styrker.

 

Naturligvis er der til alt held stadig en margin for forhandlinger trods den russiske eskalation, mobiliseringen af NATO-styrker og amerikanske kampstyrker i de baltiske republikker, men det bliver vanskeligt at komme frem til en fleksibel løsning, når begge sider har gjort situationen højspændt og som udgangspunkt kommer fra politisk svage positioner og intern institutionel ustabilitet.

 

Fra militært idioti til økonomisk idioti: Bidens trusler om ”sanktioner”
Trods Bidens og NATO’s aggressive adfærd, er de europæiske magter splittet med hensyn til, hvad de skal gøre. Mens nogle lande, som Frankrig og Tyskland, tøver meget med at deltage i den militære afskrækkelse, er den underdanige holdning fra den ”progressive” spanske regering særlig patetisk. Tyskland er logisk nok et land, der står i midtpunktet af dette scenarie. Tysklands økonomiske sårbarhed og afhængighed af russisk energi er enorm. Biden truer med hidtil usete sanktioner, som for eksempel at blokere for Rusland i det internationale betalingssystem SWIFT eller at lukke Nordstream 2 gasledningen. Putin har svaret, at det ville betyde en ”fuldstændig afbrydelse af forholdet” til USA.

 

Hvis Rusland, der som et geopolitisk pressionsmiddel gennem flere måneder bevidst har forhøjet prisen på gas eksporteret til Europa, skulle finde på at hæve prisen yderligere eller direkte afbryde forsyningerne, taler vi om en drastisk reduktion af den industrielle aktivitet og forsyningen af elektricitet og varme til store dele af Centraleuropa med de tilhørende samfundsøkonomiske konsekvenser; noget der uden tvivl ville blive dramatisk.

 

Hvis Rusland på den anden side bliver smidt ud af SWIFT-systemet, vil de vestlige finansielle aktiver på 56 milliarder $ og de 310 milliarder €, der er investeret i russiske virksomheder, højst sandsynligt være i stor fare som et umiddelbart mål for en russisk gengæld (faktisk hævder selv nogle vestlige embedsmænd, at det ikke er realistisk).

 

Der er ingen tvivl om, at en krig på energi, finanser og handel i denne størrelsesorden ville være dræbende for den globale økonomi, der i forvejen slæber rundt på eftervirkningerne af på to år med pandemi og alle de akkumulerede destabiliserende virkninger af fyrre år med en lang bølge af recessioner, finansiel og neoliberal deregulering og – sidst men ikke mindst – ville det fremme den geoøkonomiske og geopolitiske tilnærmelse mellem Rusland og Kina yderligere, det værste mareridt for strategerne i Washington.

 

Situationens usikkerhed
Amerikanske og britiske myndigheder beordrer deres borgere til at forlade Ukraine og henviser til faren for en russisk invasion af landet. Det er handlinger, der er med til at skabe en krigspsykose og gøre situationen endnu mere spændt. Imidlertid har Tyskland nedlagt veto mod at våben fra det tidligere DDR kunne leveres til Ukraine, som nogle af de baltiske republikker gerne ville. Britiske militærfly med våben til Ukraine flyver i disse dage uden om tysk territorium.

 

Paradoksalt nok kommer nogle af de få fornuftige kommentarer om den aktuelle situation ikke fra politikere eller journalister, men fra militærfolk: ”Medierne fyrer op under en konflikt, og jeg har indtryk af, at ingen fatter, hvad en krig virkelig betyder,” siger general Harald Kujat, tidligere generaloberst i Bundeswehr. ”Det dur ikke, at vi kun taler om krig i stedet for at tale om, hvordan vi undgår krig”.

 

Den politiske situation i Rusland og Putins hensigter
Rusland, der har et militærbudget svarende til 3% af de militære udgifter i verden (lad os ikke glemme, at vi taler om den andenstørste konventionelle hær i verden, landtropper på niveau med USA’s og et atomarsenal, der også næsten svarer til USA’s) spiller et meget farligt destabiliserende spil i en situation, hvor der hersker splittelse om strategien og intern krise i NATO. Det kan meget vel fremprovokere en meget aggressiv reaktion fra denne militæralliance. Ruslands udenrigspolitik er uden tvivl reaktionær i modstrid med de forsikringer, der kommer fra Kold Krigs-nostalgikere i venstrefløjens lejr, der forveksler Putins neo-tsaristiske, oligarkiske og nationalistiske politik – der har været med til at knuse virkelige oprør og folkelige revolutioner i Syrien, Belarus og Kasakhstan og undertrykke og intimidere den demokratiske opposition og folkelige kræfter i den russiske føderation og give dem mundkurv på – med Lenins revolutionære, proletariske og internationalistiske politik.

 

I dag lider det russiske samfund under en voldsom fattigdom og ulighed (endnu mere udtalt end i USA). Faktisk er den ”nye verdensarkitektur”, som Rusland taler for, den samme gamle imperialisme som i begyndelsen af det tyvende århundrede, hvor verden bliver delt op i stormagternes ”interessesfærer”, og de små lande må give afkald på enhver ret til at styre deres egen skæbne. Ruslands hovedanklage mod USA er set fra dette synspunkt, at de har opbygget en ”unik og suveræn” verden (med Putins berømte formulering), som de er uvillige til at dele med resten af de globale aktører.

 

For de fleste af de vestlige medier er Putin og den ”berygtede” Lavrov derimod de eneste skurke i filmen. Men sandheden er, for at citere en mand som Oskar Lafontaine, der bestemt ikke kan mistænkes for bolsjevikisk radikalisme, at ”der er mange morderbander i verden, men hvis vi tæller sammen, hvor mange de har slået ihjel, er Washingtons kriminelle bande de værste”. Hvad det russiske folk har brug for er afspænding, en mulighed for at udvikle en demokratisk og folkelig opposition, der kan bryde den skrøbelige alliance mellem det post-stalinistiske bureaukrati og det mafiøse oligarki, der udgør grundlaget for det autoritære regime, Putin er legemliggørelsen af. De har brug for at lukke luften ud af det nationalistiske hysteri, der holder sammen på den reaktionære blok, og relancere ungdommens, kvinderne og de arbejdende klassers krav i en internationalistisk ånd.

 

Hvad skal vi forvente?
At Rusland kommer til at ”invadere Ukraine” og besætte hele landet, er helt udelukket. I gaderne i Budapest kan man stadig se spor efter den sovjetiske besættelse i 1956. Det der den gang skete i Ungarn vil være barnemad i forhold til det, der ville ske i Ukraine i dag.

 

Noget der er meget mere sandsynligt er, at Putin vil opstille ”taktiske” atomvåben i Belarus, Kaliningrad og andre nærtliggende områder. Muligheden for en annektering af Donbass kan heller ikke udelukkes. De stigende olie- og gaspriser og forventningen om, at de fortsat vil stige, kan give Kreml mulighed for at dække udgifterne til sådan nogle operationer. Selv om det er meget mindre sandsynligt og meget mere risikabelt – og helt sikker meget mere blodigt – kan en russisk militæroperation for at besætte området syd for Donbass (Mariupol) med henblik på at skabe en sikkerhedszone i sydvestlig retning og forbinde de to oprørske områder med Krimhalvøen heller ikke udelukkes.

 

Hvad er opgaverne for de revolutionære, pacifistiske og demokratiske kræfter i Europa og i hele verden?
Den nuværende udvikling er alvorlig og ekstremt farlig for freden i Europa. I situationer med maksimal spænding har ingen af aktørerne som bekendt absolut kontrol med begivenhederne, og ethvert uheld kan udløse ukontrollable situationer. En international mobilisering er højst nødvendig for at skabe et grundlag for en global antimilitaristisk og anti-atom offensiv.

 

Spændinger i det asiatiske stillehavsområde har også forbindelse til den verserende eskalering i Ukraine, og for stormagterne er de imperialistiske fristelser i en tid med økonomisk, social og institutionel krise særligt farlige. Af alle disse årsager opfordrer vi alle politiske, sociale, nationale, regionale og internationale organisationer og foreninger til at opsøge muligheder for international mobilisering og forbinde sig med venstrefløjens internationalistiske og solidariske kraft.Lad os organisere mobiliseringer for afspænding og fred, for opløsning af blokkene og for folkenes ret til selvbestemmelse!

 

Fjerde Internationales sekretariat, 30. januar 2022

 

Udtalelsen blev udsendt af SAP’s Forretningsudvalg i stedet for den sædvanlige ugekommentar.