Monath var en jøde fra Berlin, der tilbagelagde vejen fra den zionistiske ungdomsbevægelse til trotskismen, og som under nazisternes besættelse af Europa blev et ledende medlem af den trotskistiske undergrundsbevægelse. Han overtog den farlige og fascinerende opgave at organisere soldaterne i den tyske værnemagt i det besatte Frankrig i revolutionære celler.

Bare det at finde det virkelige navn på denne opsigtsvækkende modstandskæmper var en svær opgave. Hidtil var han, blandt dem der beskæftigede sig med trotskismens historie under nazi-diktaturet og den Anden Verdenskrig, blot kendt som ”Viktor”.

Monaths virke står for det, der kendetegner trotskismen som autentisk revolutionær marxisme og adskiller det fra den stalinistiske fordrejning af marxismen: klassebevidsthed og internationalisme. Han og hans kammerater så ikke nazister og besættere i de tyske værnemagtssoldater i Frankrig, men arbejdere i uniform, der var tvunget ind i en krig, som ikke modsvarede deres interesser. I stedet for angreb på disse soldater satsede de på den revolutionære propagandas styrke og forbrødringen med de franske arbejdere.

Fakin beskriver forskellen i fremgangsmåde således: ”De stalinistiske og borgerlige kræfter har ligeledes lavet tysksproget propaganda med deres ’Travail allemand’ (undergravende arbejde) – men deres mål var blot at værnemagtssoldaterne skulle gå i frivilligt krigsfangenskab. Trotskisterne ville derimod gøre soldaterne til politisk handlende subjekter, til aktive kæmpere for den socialistisk revolution – præcis som soldaterne ved afslutningen af Første Verdenskrig stod i spidsen for den revolutionære bevægelse i en række lande.” (Side 74)

Denne publikation fra Schmetterling-Verlag får en helt speciel værdi, fordi den også indeholder et genoptryk af de (få) udgaver af den avis, ”Arbeiter und Soldat”, Monath og hans kammerater i den trotskistiske Fjerde Internationale udgav.

Nogle passager i bogen er nødvendigvis spekulative, fordi der simpelthen findes – og også dengang fandtes – for få dokumenter og tidsskrifter. Således eksempelvis i spørgsmålet, om Monath i den sidste fase af sit liv fjernede sig fra trotskismen, som hans følgesvend Paul Thalmann påstod. Forfatteren henviser til, at der ikke foreligger nogle beviser for denne tese ud over dette ene udsagn, ikke mindst fordi ”Arbeiter und Soldat” blev ved med at udkomme som organ for Fjerde Internationale også helt til slut. Men et virkeligt bevis kan han ikke finde.

Hvad bogen mangler er en kritisk analyse af indholdet i ”Arbeiter und Soldat”. Når man læser de tekster der blev offentliggjort i avisen er det påfaldende, at de frem for alt bedriver propaganda for revolutionen og kritiserer stalinisterne. Ligeledes maler de et billede af en nært forestående revolution i Tyskland og en begyndende proletarisk modstandsbevægelse, der ikke helt svarer til realiteterne. Der er kun få tekster, der knytter an til soldaternes og deres familiers virkelige livsbetingelser, og derfra udleder nødvendigheden af en socialistisk revolution. Det, som trotskister kalder et overgangsprogram eller en overgangsmetode, mangler stort set.

Tydelig er også en meget forenklet ligestilling mellem Hitler-fascismen og de imperialistiske magter, der var i krig med Nazityskland og dets allierede. Det er grundlæggende korrekt, at Anden Verdenskrig fra begge siders vedkommende var en imperialistisk krig, og at arbejderklassen måtte indtage en uafhængig klasseposition med det mål at lade blodbadet på folkeslagene munde ud i en socialistisk revolution, som det også skete efter Første Verdenskrig. Men revolutionære må dog også erkende, at det i massernes bevidsthed (og i deres livsbetingelser) gjorde en forskel, om de levede i et af de områder, der var besat af Nazityskland eller under de Gaulle, Eisenhower eller Churchill. Her var det ikke tilstrækkeligt med den revolutionære defaitismes slagord (”Hovedfjenden står i dit eget land”) at propagandere for ens eget borgerskabs nederlag.

For et organ rettet mod de tyske soldater som ”Arbeiter und Soldat” var det korrekt, men for propagandaen i Frankrig og Storbritannien ville det have vanskeliggjort vejen til de radikaliserende arbejdere og soldater. Det førte til diskussioner i den daværende trotskistiske bevægelse og for eksempel i den britiske trotskistiske organisation til en differentieret taktik. Denne problemstilling ignorerer Fakin og giver det indtryk, at den ”revolutionære defaitisme” var gyldig i den samme udformning for holdningen til Nazityskland som for de magter, der kæmpede mod Nazityskland.

Bogen giver et værdifuldt bidrag til, at Martin Monath ikke går over i glemslen. Monaths liv viser de læsere, der vil beskæftige sig med trotskismen under særligt svære og usædvanlige samfundsmæssige vilkår, hvordan det er muligt at forblive tro mod sine principper, ikke give efter for trykket og bevare et internationalistisk klassestandpunkt.

Martin Monath overlevede ikke nazi-diktaturet. Han havde afvist flere muligheder for at forlade Europa og bringe sig i sikkerhed, fordi han så sin rette plads i modstandsbevægelsen. Det betalte han til slut med sit liv. To gange blev han taget til fange af Gestapo. Under sin første arrestation blev han ”skudt under flugtforsøg”, men kuglen i hans hoved dræbte ham ikke. Kort tid før hans kammerater kunne gennemføre deres planlagte befrielsesaktion fra det sygehus, hvor han var blevet indlagt, slog Gestapo til for anden gang. Hvad der præcis skete med ham, er der ingen, der ved.

Flakin, Wladek: «Arbeiter und Soldat». Martin Monath: Ein Berliner Jude unter Wehrmachtssoldaten. 2018, 196 sider, Schmetterling Forlag. Pris iflg. forlagets hjemmeside: 14,80 euro.

Oversat fra www.sozialismus.info af Poul Bjørn Berg