Foto: Demonstraioner mod Barnier og Macron fandt sted over hele Frankrig den 7. september

Ligesom Donald Trump har Macron ringe respekt for demokratiet. Efter at venstrefløjen vandt over højrefløjen og fascisterne i juni, har han udpeget en premierminister fra tabersiden, selv om venstrealliancen Den Ny Folkefront (NFP) udgør den største gruppe i parlamentet. Det skyldes, at venstrefløjen havde lovet at omstøde hans angreb på pensionerne, og blandt meget andet hæve mindstelønnen.

Efter i otte uger at have afvist at udnævne en premierminister, har Macron valgt den 73-årige, højreorienterede krikke Michel Barnier. Hans alder er ingen reel overraskelse. Jobbet er lidt af en giftig sag, så det krævede en person, der ikke længere havde en karriere at risikere (den tidligere premierminister, Gabriel Attal, var 35).

Barnier er kendt for at have stemt imod legaliseringen af ​​mandlig homoseksualitet i 1981 og for at have været EU’s topforhandler om Brexit. Han var også landbrugsminister og udenrigsminister under den konservative præsident Nicolas Sarkozy. Hans forslag fra 2021 om drakonisk racistisk immigrationskontrol overraskede dem, der havde set ham som moderat. Han kommer fra partiet Les Républicains, som fik 6,6 procent af stemmerne i første runde af valget i juni og har 50 parlamentsmedlemmer i Nationalforsamlingen (NFP har 160).

Sophie Binet, leder af den indflydelsesrige fagforening, General Confederation of Labor (CGT), har udtalt, at udnævnelsen af Barnier viser “foragt for vælgernes valg”. Thomas Portes, parlamentsmedlem for venstrefløjspartiet La France Insoumise (Frankrig i Oprør, FI), jernbanearbejder og kendt for sit engagement i solidaritetsbevægelsen med Palæstina, sagde: “Michel Barniers politiske kompas er hans had til folket”. Barnier så i dag ud til at bekræfte sin elitære holdning, da han hævdede at ville tage hensyn til “folk på bunden”.

Barnier var langtfra Macrons førstevalg. Hvis NFP var splittet, og en socialliberal premierminister fra Socialistpartiet (PS) havde fået tilstrækkelig støtte fra højrefløjen til at kunne overleve, ville dette have været lettere for Macron. Men den splittede PS-ledelse stemte i sidste uge snævert imod at acceptere en regering ledet af Bernard Cazeneuve, som forlod partiet for to år siden, men har holdt fast i dets tradition.

Uden en umiddelbar udsigt til at splitte NFP er Macron gået efter en åbent højreorienteret person. Barnier meddelte straks, at hans prioriteter var lov og orden og begrænse indvandringen. Han sagde også, at der ville være “ændringer og pauser”, men han specificerede ikke, om de ville være til venstre eller på den yderste højrefløj.

Udnævnelsen åbner op for en ny fase i den dybe politiske krise i Frankrig, men det er langt fra den sidste. Barnier vil have enorme problemer med at få flertal i parlamentet for enhver lovgivning og kan hurtigt tave en tillidserklæring, når parlamentet samles igen den 3. oktober.

Medierne præsenterer ham som “konsensuspolitiker”. I praksis kommer må han håbe på, at stemmerne fra de omkring 140 højreekstremistiske parlamentsmedlemmer vil hjælpe ham med at overleve, så han er nødt til at udslynge fantasier om, at fransk identitet er truet af immigration osv.

Det kan godt være, at dette ikke virker: Den højreekstreme politiker Marine Le Pen er ikke klar til at spille juniorpartner for en miskrediteret præsident, selvom hun for øjeblikket erklærer en “vent og se”-holdning. Alle parter i NFP har erklæret, at de vil stille et mistillidsvotum, så snart parlamentet samles igen.

Afgående premierminister Attal fra kommenterede: “Fransk politik er syg, men der er en kur, forudsat at vi bevæger os væk fra sekterisme.” Med “sekterisme” mener han et ønske om reel forandring, højere lønninger, beskatning af velhaverne og bekæmpelse af racisme og islamofobi.

Modstanden er ved at blive organiseret. FI og en række ungdomsorganisationer har indkaldt til mere end 150 demonstrationer over hele landet for at forsvare demokratiet den 7. september. Efter Barniers udnævnelse har Miljøpartiet De Grønne også opfordret til at deltage i disse demonstrationer, selvom PS har afvist at tilslutte sig mobiliseringen.

Det er umuligt at karakterisere NFP’s politik og prioriteringer uden at se på de partier, der indgår i alliancen, og som på ingen måde udgør en samlet trop. FI er det mest radikale, dynamiske og beslutsomme af de fire partier i NFP. Det har iværksat en kampagne for at få Macron stillet for en rigsretssag, fordi han ikke har respekteret valgets. Det støtter kommunistpartiet, PS og De Grønne ikke.

Den franske forfatning forbyder et nyt parlamentsvalg før juni næste år, så det bliver en lang krise. Opmuntret af den massive tilslutning ved valget i juni for Folkefrontens program – blandt andet at genopretning af pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelse, opholdstilladelse til migrantarbejdere uden papirer og lønstigninger til lavtlønnede arbejdere – har faglige ledere opfordret til aktionsdage i starten af ​​oktober. Men for at gennemtvinge alle de fremragende reformer i NFP-programmet, bliver den faglige modstand nødt til at gå langt ud over, hvad de nationale fagforeningsledere har i tankerne.

Der er ingen grund til kunstigt at stille vælgermæssig og parlamentarisk aktivitet op i modsætning til modstand på gader og arbejdspladser. I sidste ende er det sidste selvfølgelig mest afgørende. Men det er på grund af valgalliancen og den massive folkelige kampagne mod at stemme på Le Pen, at vi ikke har en fascistisk regering i Frankrig i dag. Og parlamentarisk aktivitet kan have betydning. Den parlamentariske venstrefløjs succes med at holde fascister væk fra Nationalforsamlingens præsidium har sin betydning. Det venstredominerede præsidium vil ikke suspendere parlamentsmedlemmer for at vise palæstinensiske flag i forsamlingen, som det var tilfældet sidste år. Jo færre fascister i institutionelle positioner, jo bedre.

Hvis Macron slipper afsted med at ignorere valgresultatet uden en massiv modstandskamp, ​​vil Le Pen blive styrket betydeligt i sin kamp for at erstatte demokratiet med noget meget mere uhyggeligt. Antikapitalister må energisk forsvare det meget begrænsede demokrati, parlamentet giver os. Vi må kræve en venstreregering, eftersom venstrefløjen vandt valget. Og kampagnen for at stille en rigsretssag mod Macron på grund af hans foragt for demokratiske procedurer skal støttes.

7. september 2024

John Mullen er marxist og aktivist i La France Insoumise i Paris-regionen. Hans hjemmeside er randombolshevik.org.

Oversat fra Green Left af Åge Skovrind