Gennem det sidste år er forlaget Solidaritet gået fra én bog om året til syv-otte bøger. Nu er det så lidt pres på. Hele fire bøger præsenteres ved en reception den 26. november.

af Svend Vestergaard Jensen

Fra den spanske revolution og borgerkrig til dobbeltmordet i Køge Bugt til en mere teoretisk bog, hvor Karl Marx´ begreb om "proletariatets diktatur" tages op og endevendes. Tillige en pixi-bog færdig med titlen "Boligpolitikkens storhed og fald". Pixi i format – længden dog 122 sider.

Forfatterne til de to førstnævnte bøger, Andreas Bülow og Christian Holtet, vil være til stede på receptionen og kort introducere deres værker. Disse to bøger er en blanding af dokumentation og fiktion.

Ny forening bag
For godt et års tid siden blev forlagets redaktion udvidet og sammensat af folk fra forskellige miljøer. Kernen er relativ lille, men udtrykker en bredde og netværker med en større kontaktflade. Det er med andre ord et bredt venstreorienteret forlag, hvor folk kan få udgivet noget, de brænder for. Selvfølgelig skal kvaliteten være god. Ellers udgives teksterne ikke på Solidaritet.

Bag forlaget står ikke længere Venstresocialisterne. En ny forening med samme navn – Solidaritet – består af tre dele – et nyt blad – nu med undertitlen "uafhængigt socialistisk magasin – et trykkeri og endelig forlaget. Bladet og bøgerne trykkes samme sted.

Den nye forening blev stiftet på en generalforsamling den 30. august i år, hvor der blandt andet blev vedtaget foreningens vedtægter og det politiske grundlag for det nye blad.

Alt arbejde på forlaget er aktivistarbejde, altså frivilligt og ulønnet. Det betyder blandt andet, at det er muligt at sælge bøger til den billige enhedspris af 100,- kroner pr. bog. Og når det kan lade sig gøre, skyldes det ikke mindst, at foreningen selv har produktionsmidlerne.

Solidaritetshuset, hvor aktiviteterne udgår fra, er købt og betalt, så huslejen er lav. Maskinerne er der også, og der trykkes i små oplag i takt med efterspørgslen. Bøgerne er fysiske bøger. Elektroniske bøger vil forlaget gerne lave, når der er folk til at udføre aktiviteten.

Der er aktuelle planer om at udgive en række bøger spændende fra græsk krimi over teoretiske bøger til biografier. Bogreceptionen den 26. november viser også lidt af denne spændvidde.

Reception finder sted onsdag den 26. november kl. 17 – 19 i Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41, Kbh. N. Her kan bøgerne købes for 100 kroner pr. stk., dog koster pixi-bogen om boligpolitik kun 30, kr.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com