Karl Marx har engang sagt om fortiden, "at den tynger som et mareridt i de nulevendes hjerner." Putin har vist, at han mere end nogen hjemsøges af Lenins arv og den revolution, der rev zarens russiske imperium ned.
I en tale, holdt få dage før han angreb Ukraine, erklærede Putin, at "det moderne Ukraine udelukkende er skabt af bolsjevikkernes kommunistiske Rusland… Lenin var Ukraines arkitekt." Lenin anklages desuden for at have opsplittet det udelelige Rusland i en række stater.
Revolutionen i 1917 satte højdepunktet for den internationale arbejderklasses kamp. Her opstod den første arbejderstat under kontrol af demokratiske arbejderråd - sovjetterne. Mens denne tilstand kun varede få år, inden international isolation bidrog til at underminere arbejderdemokratiet sammen med Stalins bureaukratiske tyranni, så giver de demokratiske landvindinger fra revolutionens første år stadig et ekko, her over hundrede år efter revolutionen.
Et af de længst levende resultater var oprettelsen af uafhængige stater indenfor grænserne af det tidligere zar-imperium. Foruden Ukraine opstod nye stater i Centralasien fx Kazakhstan, Usbekistan m.fl. i Kaukasus samt i Østeuropa med dannelsen af Polen, Finland og de baltiske lande.
Oprettelsen staterne var ikke kun et resultat af Lenins indsats, sådan som Putin tolker historien. Staterne opstod som følge af en demokratisk kamp blandt de mange nationaliteter og etniciteter, der var blevet undertrykt og tvunget ind i det russiske imperium.
Forud for 1917-revolutuionen spændte undertrykkelsen sig fra apartheidlignende love, der var rettet mod Ruslands mange millioner jøder, til den voldelige bosætterkolonialisme, rettet mod befolkningerne i Centralasien, der primært var nomader, og som blev tvunget til at tale russisk i skolerne, eller som i fx Ukraine skulle bruge russisk som officielt sprog.
Kun arbejderklassens demokratiske revolution var i stand til både at omstyrte det undertrykkende imperium, der holdt arbejderne i økonomisk og politisk slaveri, og forene de undertrykte folkeslags kamp for selvstændighed. For at kunne forenes, skulle de russiske arbejdere - med Lenins ord - "kæmpe mod enhver manifestation af tyranni og undertrykkelse, uanset hvor den end forekommer, og uanset i hvilken klasse eller befolkningsgruppe den viser sig…. for at kunne få en generel, enkel forståelse af politivold og kapitalistisk udbytning." Med andre ord: støtte til de undertrykte nationaliteter indenfor det russiske imperium i kampen for selvbestemmelse.
Efter oktoberrevolutionens sejr vedrørte én af den nye sovjetregerings første erklæringer de undertrykte nationers situation. Man proklamerede "afskaffelsen af alle nationale og national-religiøse privilegier og handicap," samt "det russiske folks ret til selvbestemmelse, selvom det fører til løsrivelse og dannelsen af en uafhængig stat."
Konservative - der ser den demokratiske russiske revolution som en autoritær konspiration - har ofte anklaget bolsjevikker for kynisme, fordi de udsteder sådanne proklamationer. For eksempel hedder det i en artikel i National Interest, der handler om Putins kommentarer om Lenin og Ukraine, at Leninog Putin ser ens på emnet, og ønsker at genoprette kontrollen over de tabte dele af det russiske imperium. Lenin var blot mere realistisk end Putin, for han vidste, at "en mere imødekommende fremgangsmåde overfor den ukrainske nationalisme ville tjene de russiske interesser bedre på lang sigt."
Seriøse studier som fx Jeremy Smiths The Bolsheviks and the national question 1917-1923 forstår konsistensen af de demokratiske revolutionære ambitioner og bolsjevikkernes resultater efter 1917. Udøvelsen af selvbestemmelse var ikke et kynisk figenblad, der skulle dække for fornyet russisk imperialisme. I stedet fremmede den sovjetiske regering nationaliteternes rettigheder for at vinde dem for den revolutionære sag: arbejderstaten.
Dette involverede bestræbelser for at fremme de undertrykte gruppers autonomi og gøre Sovjet-magten til en reel folkemagt. Den nye sovjetregering anerkendte autonomien, ikke kun efter anmodning, men proaktivt. Fra 1918-23 blev der oprettet 13 autonome republikker, der fortsat eksisterer i dag, enten i et mere eller mindre tæt forbund med Rusland, eller med selvstændig status.
Denne forpligtigelse til selvbestemmelse kom tydeligst til udtryk, da Sovjetregeringen fremmede de oprindelige folkegruppers interesser i stedet for den imperialistiske "russificering," der var gældende frem til 1917. Den nye politik gav plads til mere undervisning i sprog og kultur i de pågældende stater, og bestræbelsen for at fremme de oprindelige sprog var et led i den massive undervisningsmæssige indsats, som blev iværksat efter revolutionen, og som bl.a. resulterede i en halvering af analfabetismen på ti år.
Putins angreb på oktoberrevolutionens resultater er ikke kun en gal diktators sindssyge handling. Snarere afspejler det et kalkuleret ønske om at styrke den fysiske udstrækning af det moderne Rusland og få mere magt. I Putins optik er det arven efter den imperialistiske zar. Ganske som det skete under zaren, så vil en sådan magt føre til stigende ulighed, uretfærdighed og udnyttelse, og som kun opretholdes gennem systematisk undertrykkelse. Det betyder imperialisme ude som hjemme (og som foruden det nuværende Rusland, samt de tidligere Sovjetrepublikker, også omfattede dele af Finland, Baltikum og det østlige Polen.)
I forlængelse heraf vedtog Dumaen i 2018 en lov, der forbyder de autonome republikker at under-vise børn i deres oprindelige sprog i mere end to timer om ugen. Forbuddet blev i 2020 fulgt op af en forfatningsændring, der "anerkender russisk som sproget for de statsdannende nationaliteter" og på samme tid forbyder ægteskabelig ligestilling, samt en styrkelse af præsidentembedets magt.
I såvel disse handlinger som i invasionen af Ukraine ser vi tydeligt, at de udbyttende oligarkers interesser afspejler de samme interesser, som zaren og hans samtidige feudale aristokrati stod for. Og lige som under revolten mod zaren under Første Verdenskrig kan vi i dag se, at mange russere er gået til modstand mod imperialismen. Udfordringen for antikrigsbevægelsen er seriøst at lære af den historie, som Putin nu er i gang med at forvrænge.
Lenin og bolsjevikkerne var de første, som forstod, at arbejderklassen havde den sociale styrke der skal vælte kapitalismen, og har en interesse i at bringe samfundet frem til et sandt demokrati for de undertrykte og de udbyttede. For at kunne gøre det var det nødvendigt, at bolsjevikkerne gjorde fælles sag med de andre grupper, der også var undertrykt af den russiske stat, dvs. småbønder, religiøse minoriteter, nationale undertrykte grupper - og forene alle disse kampe i én uovervindelig strøm, der skyllede tyrannerne bort.
Kan nutidens russiske antikrigsbevægelse og den modige ukrainske modstandsbevægelse smelte sammen til en fælles front mod imperialismen, baseret på deres fælles klasseinteresser mod den russiske stat, da vil Putin ikke længere kun have mareridt over den bolsjevikiske fortid, men også på grund af den bolsjevikiske nutid.
3. marts 2022
Oversat fra Red Flag af Arne Lund
