Medlem af Luhansk Folkemilits, juni 2014. Foto: Qypchak - CC BY-SA 3.0 – Wikimedia

 

Vera Iastrebova, sagfører og fagforeningsaktivist i Donetsk, fortæller på de sociale medier den 26. februar, at kvinder i "folkerepublikkerne" Donetsk og Luhansk desperat prøver på at beskytte deres mænd fra at blive rekrutteret til den krig, der nu folder sig ud.

 

"De russiske myndigheder ringer og fortæller, at mændene sendes direkte fra kulminerne og ud til fronten, selv om de ikke har nogen militær træning," skrev Iastrebova.

 

Tidligere på ugen havde aktivister i de områder, der kontrolleres af Kyiv-regeringen, hørt fra deres venner i "republikkerne", at eftersom militsen ikke havde udskrevet tilstrækkeligt med soldater, så var man nu begyndt at indkalde folk over 55. Sådanne realiteter står i grel kontrast til Kremls retorik om de to småstater, der er bastioner i opposition til "naziregimet."

 

Områderne, der i Rusland kendes som Donetskaya Narodnava Republika (DNR) og Luganskaya Narodnaya Respublika (LNR), består af den østlige del af Donets- og Luhansk-regionerne, hvor den vestlige del har været under den ukrainske regerings kontrol siden 2014. Til trods for at de smykker sig med at være "folkerepublikker", så truer de rutinemæssigt fagforeningsaktivister og politiske oppositionelle, volden er institutionaliseret, og menneskerettighederne krænkes. De er også ansvarlige for industriens kollaps og et katastrofalt fald i levestandarden.

 

De barske forhold, der er blevet normaliseret, siden småstaterne blev oprettet i 2014, giver dog ikke et præcist billede af, hvordan russisk-støttede styrker eller Rusland kan tænkes at ville administrere andre dele af Ukraine, hvis disse bliver besat. Men de elendigheder der er blevet dynget ovenpå befolkningen i "folkerepublikkerne" i sidste otte år, giver dog en indikation af, hvad der venter.

 

Tiden op til anerkendelsen

Ved afslutningen af 2014-krigen i det østlige Ukraine havde de yderligtgående russiske nationalister opgivet at etablere en stat, Novorossiya, bestående af Ukraines seks sydøstligste regioner. Putin henviste til planerne i 2014, men opgav dem alligevel. De to "folkerepublikker" skulle forblive adskilte fra hinanden og fra Rusland.

 

Minsk-aftalerne fra 2015 krævede, at Ukraine skulle decentralisere, og at de væbnede styrker skulle trække sig tilbage, men det skete ikke, og i starten så det ud til, at Moskva var tilfreds med at efterlade de to småstater, som de nu var, dog som en torn i siden på Ukraine.

 

De første tegn på, at Kreml var ved at nærme sig en anerkendelse og/eller integration, var Putins to dekreter fra 2019, der sikrede russisk statsborgerskab til russisktalende ukrainere, både for dem, der levede i "folkerepublikkerne" og dem, der boede i områder, der var kontrolleret af Ukraine. Over 800.000 pas blev udstedt, svarende til en tredjedel af den voksne befolkning.

 

En rapport fra Den Østlige Menneskerettighedsgruppe, der er stiftet af fagforeningsaktivister forflyttet fra Donetsk til ukrainsk-kontrolleret område, konkluderer, at udstedelsen af russiske pas er en del af den proces, der skal indføre permanent russisk kontrol af "republikkerne" og ledsages af en militær-patriotisk undervisning i skoler og sportsklubber, samt integration af undervisningssystemerne med de russiske.

 

Forud for det russiske parlamentsvalg i 2011, blev beboere i de to "republikker" opmuntret til at stemme online, eller de kunne blive kørt til valgsteder i nærmeste russiske region. Halya Coynash fra Kharkivs menneskerettighedsgruppe rapporterede, at beboere blev registreret i massevis i Forenet Rusland (FR), det største og Putin-loyale parti i det russiske parlament.

 

På valgdagen i 2020, ankom Dmitry Sablin, ledende FR-medlem til Donetsk og meddelte, at et eksperiment forestod: At "forene territoriet med Rusland." Flere lignende udsagn fik observatører til at tro, at Kreml ville annektere i stedet for at anerkende "republikkerne".

 

Vejen for FR's propagandaoffensiv var beredt af det russiske parlaments mest loyale oppositionspartier, Retfærdigt Rusland og det russiske kommunistparti, hvis parlamentsmedlemmer havde rejst i Donbas-regionen siden 2015. Sergey Mironov, tidligere formand for Parlamentets Overhus og leder af Retfærdigt Rusland, en slag socialdemokrati, men voldsomt nationalistisk, var en tidlig fortaler for integration af "republikkerne" i Rusland. Det var kommunistpartiets parlamentsmedlemmer, som for nylig fremsatte et forslag - som FR støttede - der pålagde Putin at anerkende "republikkerne". Siden har to medlemmer af kommunistpartiet protesteret mod krigen.

 

"Republikkerne" etablerede en voldelig lovhåndhævelse. Øverst på listen står angreb på ytringsfriheden, rapporterer FN, og her fik en forretningsmand fra Luhansk 13,5 års fængsel for offentligt at have givet udtryk for pro-ukrainske synspunkter. Tre mænd blev arresteret i 2020 for at synge på ukrainsk, og for at have udtalt sig rosende om det ukrainske parlament, samt kritiseret myndighederne i Luhansk. Luhansk deler ikke informationer med FN, så deres fortsatte skæbne er uvis.

 

Glidningen hen mod integration har desuden ophobet tragedier på borgere i "republikkerne" der vil rejse til de ukrainsk-kontrollerede området, hvilket bl.a. omfatter mange modtagere af velfærdsydelser. De fleste "grænseovergange" har været lukket under pandemien. Lokale transportselskaber kørte kun via russisk territorium, og de ukrainske grænsemyndigheder gav bøder til mange af dem der tog på disse ture, indtil protester fra aktivister fik ændret på bestemmelserne.

 

Fra kraftcenter til ødemark

Donbas-regionen var i Sovjettiden er vigtigt center for kulminedrift, stål- og kemiproduktion. Efter Sovjetunionens kollaps i 1991 ydede regionens eksport af kul, stål og lokomotiver til den vigtigste samhandelspartner, Rusland, et væsentlig bidrag til at genrejse Ukraines økonomi. Krigen i 2014-14, og opsplitningen af regionen, rev befolkningen op med rode, og ødelagde dens industrielle base.

 

I 2021 har krigen kostet ca. 14.000 døde, heraf ca. 4.000 civile, og omkring 30.000 kvæstede. Af en førkrigsbefolkning på 6,6 mio, skønnes det, at halvdelen har forladt deres hjem, og af dem er ca. 1,8 mio internt fordrevne i Ukraine, resten i enten Rusland eller Belarus. Hele byer og egne er i dag tømt for indbyggere. (Læs: Andre Kurkovs Grå bier).

 

I konfliktens første år faldt Donbas' økonomi med 61 procent, ifølge økonomen Vlad Mykhenko, som følge af den hurtige af-industrialisering. Luhansks industriproduktion faldt med 80 procent, Donetsks med halvdelen. Miner i dusinvis er blevet forladt, mens uformel kulproduktion i mindre målestok er blevet legaliseret. Stålværker og forarbejdningskapaciteten ligger øde hen.

 

Handel med andre lande er kollapset, værst i Luhansk. Hvad der i dag er tilbage, er tæt knyttet til Ruslands økonomi, og rublen har været den vigtigste valuta siden 2015.

 

Gennemsnitslønnen i Donetsk i 2017 var 174 dollar om måneden (38 procent af 2014-niveauet), og 229 dollar i Luhansk (56 procent af 2014-niveaut). Mange ansatte får i perioder ikke løn.

 

Arbejdsløsheden i de regeringskontrollerede områder i Donbas lå på 14-16 procent i 2018. Ingen statistiker er tilgængelige for "folkerepublikkerne," men niveauet er nogenlunde det samme. På samme tid er der mangel på faglært arbejdskraft, sundhedsarbejdere, minearbejdere og lærere. Så snart folk er uddannet, rejser de til Rusland, opmuntret dertil af de lokale myndigheder.

 

Inden 2014 blev en stor del af sværindustrien i Donbas kontrolleret af SJM-gruppen, hvis ejer, Rinat Akhmetov, er én af Ukraines rigeste og mest indflydelsesrige oligarker. I 2017 blokerede ukrainske nationalister, med forbindelse til Igor Kolomisky - en konkurrerende oligark - eksporten af Akhmetovs kul fra "republikkerne" til Ukraine. Aktionen mødte modstand hos de organiserede arbejdere.

 

Separatisternes bevæbnede grupper reagerede ved at beslaglægge Akhmetovs værdier og - til trods for en retorik om "nationalisering" - overlod dem til Vneshtorgservis (VTS), et selskab registreret i den russisk besatte enklave i Georgien, Sydossetien - og kontrolleret af milliardæren Serhiy Kurchenko, der har forbindelser til Ukraines tidligere pro-russiske præsident, Viktor Yanukovich.

 

Samarbejdet mellem VTS og det politiske og militære lederskab i "folkerepublikkerne," samt til den russiske elite, rækker langt videre end svingdørseffekten. De fleste iagttagere ser dem som uadskillelige.

 

Sociologen Serhey Kudelia skrev i 2017: "I virkeligheden er "republikkerne" begyndt at tillægge sig de samme træk som et militært-bureaukratisk regime, hvor militært personel og embedsmænd dominerer samfundet gennem statslig tvang og monopolisering af den måde, hvorpå velstanden fordeles."

 

Den økonomiske katastrofe i "folkerepublikkerne" kan ikke alene tilskrives det politiske lederskab, men er et produkt af krig og recession. Men det er en forfærdelig kendsgerning, at overgangen til nye industriformer kunne være blevet igangsat med blot en smule af de ressourcer, den russiske stat nu spilder på at lægge Ukraine øde.

 

Arbejde og autoritær kontrol

De militariserede myndigheder i "folkerepublikkerne" har drastisk beskåret mulighederne for sociale og politiske aktiviteter. En FN-rapport konkluderer, at der ikke finder nogen offentlig diskussion sted om "følsomme politiske emner" på grund af "frygt og selvcensur", og at protester over de økonomiske forhold som fx strejker har alvorlige konsekvenser, herunder vilkårlig tilbageholdelse.

 

Til trods for småstaternes navne, så møder ægte folkelig politisk engagement skrappe institutionelle grænser. I Donetsk introducerede de militære myndigheder i 2014 et "ikke-partipolitisk demokrati". "Folkerådet" udøver politisk magt og tillader ét lovligt parti, Folkerepublikken Donetsks Kommunistparti - selvom partiet ekskluderede kommunistiske partimedlemmer i 2016. Parlamentet domineres af to "sociale bevægelser," der begge tæller mange militærpersoner. Forskeren Kimitaka Matsuzato har vist, hvordan Vladislav Surkov. Kremls "mægler," samarbejdede med Donetsks embedsmænd om at designe systemet.

 

Organiserede arbejdsaktioner er sjældne i "republikkerne" Den kendteste aktion fra de senere år er en underjordisk sit-in-strejke af 119 minearbejdere, der strejkede, fordi de ikke havde fået løn i en måned. 14 aktivister blev arresteret for "brud på den etablerede orden, organisering af eller gennemførsel af forsamlinger, møder, demonstrationer, strejkemarcher", og kan straffes med op til fem års fængsel. Striden endte med, at de blev løsladt, og en del af den manglede løn blev udbetalt.

 

Den offentlige intimidering af civilsamfundet bakkes op af et mindre gennemsigtigt system med tortur, ydmygelse og arbejdstvang i militære fængsler. Journalisten Stanislav Aseyev sad 31 måneder i varetægtsfængsel i Donetsk i 2017-19 og blev løsladt som et led i en fangeudveksling. Han kunne dokumentere fysisk tortur (elektrochok og slag på kønsdelene), voldtægt af mænd og kvinder samt andre former for mishandling af sig selv og andre.

 

Fagforeningsaktivisterne fra EHRG fortæller om slavearbejde i Luhansks fængsler i en rapport fra 2015, Fanger, der er dømt efter ukrainske lov før 2014, sidder på nåde og barmhjertighed af et ulovligt regime, der sætter fanger til at arbejde uden løn.

 

Fanger, der nægter at arbejde, prygles af bevæbnede, maskerede mænd, holdes i isolationsfængsel uden vand eller mad i op til tre dage og skal under trusler om tæv stå oprejst i 8-10 timer i bagende sol. Protesterer fangerne kollektivt, tilkaldes vagter fra en særlig afdeling fra småstatens indenrigsministerium

 

Fagforeningsaktivister og menneskerettighedsforkæmpere har stort set forladt "folkerepublikkerne" efter 2014, og de, de er blevet tilbage, holder lav profil af frygt for forfølgelse, skriver FN. Kvindeorganisationer og støttegrupper til ofre for vold i hjemmet arbejder i skyggerne.

 

Forskellige grupper har organiseret sig i den ukrainsk-kontrollerede del af Donbas og støtter sociale bevægelser i "republikkerne", når mulighederne opstår. Blandt disse er:

 

- EHRG støtter uafhængige arbejderorganisationer. Fagforeningsstrukturen skal godkendes af "republikken" og er udformet så den kan bruges til at kontrollere arbejderne. Militante arbejdere i "republikken" har ingen rettigheder.

-  Pacifistgruppen Donbas' Sorte dage kræver, at den ukrainske regering udpeger en dag til minde om de civile døde i det østlige Ukraine.

-  Kvindeorgannisationer, blandt andet en menneskerettighedsgruppe dannet i 2017 som reaktion på ikke udbetalt løn i kulindustrien. En anden gruppe gennemførte en kvindemarch 8. marts 2018 i Luhansk, og en tredje kæmper for at forsvare faglige rettigheder, sociale, økonomiske og kvinders rettigheder.

 

"Folkerepublikkerne" i Donbas er, i den tid de har eksisteret, blevet understøttet af den russiske regering. Deres økonomier er tæt forbundne med Ruslands. Såfremt Rusland opnår kontrol med andre dele af Ukraine, da vil elementer fra det styre, der har været i Donetsk og Luhansk, blive gentaget.

 

2. marts 2022

 

Oversat og bearbejdet fra Jacobin af Arne Lund