I den tale, hvor Kamala Harris på Demokraternes konvent tog imod sin nominering til valget som præsident, overøste hun sin mor med lovprisninger. Hun talte stolt om en barndom, hvor alle muligheder stod åbne for hende, noget, som hun havde fra en enlig mor, der havde lært hende at drømme stort.

Mens Harris hyldede sin mor, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan Israel havde gjort alt, hvad der stod i deres magt for at sikre sig, at der ikke skulle være nogen fremtid, hvor ’alle muligheder stod åbne’ for børnene i Gaza.

På samme tid, som hun tog imod sin nominering, optrappede Israel på den anden side af oceanet sin folkemordskrig mod Gazas familier.

Hun fremtrådte som forkæmper for kvinders abortrettigheder, og fordømte sexisme og racisme, men gav ikke nogen forklaring på, hvorfor USA bliver ved med at støtte et israelsk regime, befolket af højreekstremistiske racister, der gør alt for at slå kvinder og små børn i Gaza ihjel.

Det, der blev lagt særlig vægt på under konventet, var frihed, glæde og en retfærdig fremtid for alle amerikanere. Muligheder og drømme, som Biden-Harris-administrationen havde udelukket alle Gazas mødre, fædre og børn fra, som følge af deres tætte forhold til apartheid-Israel.

På trods af utallige rapporter om de palæstinensiske kvinders tilstand i det besatte Gaza, er der ikke sket noget, der har kunnet rette op på den.

Kampen for frihed og selvbestemmelse for deres børn og efterkommere og for dem selv begyndte ikke 7. oktober, 2023. Kvinder har altid udgjort fundamentet for palæstinensernes liv. De har været det kit, der holdt sammen på familier og nabofællesskaber på trods af mere end syv årtiers israelsk besættelse og terror.

Kvinderne i det besatte Gaza fortjener en tryg og sikker fremtid, hvor deres familier omsider kan blomstre og trives. Israels krig i Gaza har ikke skånet nogen. Den har haft og har ekstremt alvorlige konsekvenser for kvinderne på en måd, der var helt umulig at forudse.

De bærer en byrde af ansvar for deres familier, børn og ældre, der er af helt uhyrlige proportioner. Tusinder af kvinder er blevet enker, og tvunget ind i en rolle som forsørger og beskytter. Det er mødre og andre voksne kvinder, der har den store opgave at finde mad, som der aldrig er nok af, og så er det alligevel dem selv, der spiser sidst, og spiser mindre end alle andre.

Oppe imod den hele tiden nærværende frygt for død, sygdom, sult og udmattelse kæmper kvinderne for at holde deres familier i live og sammen, og skærme deres børn mod krigens psykologiske traume. Deres børns ansigter, som de ser om morgenen, kan være borte for altid, når det bliver aften.

Israels krig mod Gaza er blevet beskrevet som en ’krig mod kvinder’. Der bliver dræbt to kvinder for hver af døgnets timer. Af de 40.786 dræbte (2. september) var 70 procent kvinder og børn, og deres familier stod så tilbage med sorg og savn, og de overlevende børn med endnu mindre beskyttelse end før.

Næsten en million kvinder og piger er blevet fordrevet og bor i ekstremt overfyldte rum, hvor de stort set aldrig, eller slet ikke, kan være alene og uforstyrrede på noget tidspunkt, og adgang til rent vand og hygiejniske toilet- og badeforhold er ikke-eksisterende.

De tanker, som FN’s særlige repræsentant for kvinder i de besatte palæstinensiske områder, Maryse Guimond, har gjort sig, kan fremme forståelsen: ’Der var kvinder, som jeg dårligt kunne genkende, selv om jeg kendte dem godt før krigen. De seneste ni måneder (juli 2024) havde sat deres dybe spor i ansigtet og kroppen’.

Ansigt til ansigt med død, ødelæggelser og fordrivelse viser kvinderne, som hun tilføjer, ’bemærkelsesværdig styrke og medmenneskelighed i deres kamp for at overleve, med håb og solidaritet på trods af alt’.

Det, der er både forældres og børns største frygt, er, at nogen af dem dør. Det er ikke svært at forestille sig en mors eller fars paniske frygt, hvis et barn er gået alene hen i en overfyldt basar, eller frygten i et barns ansigt, hvis det er blevet adskilt fra sin mor, al kærlighed, beskyttelse og sikkerheds kilde.

Hvert 10. minut bliver et barn dræbt eller alvorligt såret i Gaza. Red Barnet anslår, at op mod 21.000 er savnede – 17.000 uledsagede og adskilt fra deres familier, og næsten 4.000 begravet under murbrokkerne. Andre 19.000 er blevet gjort forældreløse.

Israels krig mod kvinder er også en krig mod børn. Den etniske udrensning af generationer af palæstinensiske børn har stået på, siden Israel erklærede sig selvstændig i 1948.

Der er mødre, der fortæller, at deres børn er meget bange, når det er sengetid, fordi de værste luftbombardementer i Gaza kommer om natten. Og efter årtier med israelske angreb har de lært at skelne mellem luftangreb, missiler, droner, og andre våben.

Der er ingen fredfyldte nætter i det krigshærgede Gaza. Der er mange mødre, der sover med skoene på. For at være klar til at redde deres børn, må de være i stand til at løbe hurtigt fra de israelske bomber, der bliver kastet ned om natten.

Israels politik med at skabe nød og forarmelse går forud for 7. oktober. Før den nuværende krig tillod Israel, at der blev importeret lige akkurat tilstrækkeligt med vand og fødevarer til Gaza-striben til at holde palæstinenserne på et eksistensminimum, med lige akkurat så mange kalorier, der skulle til for at undgå sultedøden.

Israel er fortsat med at bruge sult som våben. 9. oktober tydeliggjorde forsvarsminister Yoav Gallant regimets intentioner, da han forkyndte en total belejring af Gaza-striben, og retfærdiggjorde landets ulovlige og umenneskelige handlinger med at udtale, at ’’vi kæmper mod menneskelignende dyr og vil opføre os derefter’.

At udsulte civile ved at ’berøve dem, hvad der er uundværligt for at overleve, herunder med vilje at forhindre, at nødhjælpsforsyninger når frem’, er en krigsforbrydelse ifølge international humanitær lov og krigens love, og er blevet erklæret ulovlig i FN’s Sikkerhedsråds resolution 2417 (2018).

USA har imidlertid sat international lov og FN’s resolutioner ud af kraft ved at bruge sin vetoret af hensyn til Israel.

Man kan kun vagt forestille sig mødres og fædres fortvivlelse, når de oplever sig som magtesløse hver gang, de skal skaffe føde til deres sultende børn. Stillet over for sult i et omfang, der går langt ud over, hvad palæstinenserne ellers har oplevet, er de tyet til at spise græs, ukrudt og dyrefoder for at holde deres børn og dem selv i live.

Derudover har 11 måneders krig slidt enormt meget på Gazas i forvejen miserable sundhedssystem, hvad kvinder mærker allermest. Det skal bemærkes, at allerede før oktober-belejringen nægtede Israel palæstinensere deres grundlæggende rettigheder til sundhedspleje, hvad der er i strid med internationale humanitære love og lov om menneskerettigheder.

Israels 16-årige blokade og fem forudgående krige mod enklaven har smadret palæstinensiske liv, og fået landets sundhedssystem til at bryde næsten helt sammen. I snart 20 år har Israel styret menneskers passage ud og ind af området, og tilsvarende med varer, herunder medicinforsyninger og hjælpemidler.

Lige nu er det kun en tredjedel af Gazas hospitaler, der fungerer, bare så nogenlunde, og med mangel på rent vand, elektricitet, brændstof og medicin, er antallet af syge vokset eksplosivt. I august forekom det første tilfælde af polio i Gaza-striben i 25 år, da en 11-årig dreng, Abdul Rahman Abu Al-Jidyan, pådrog sig den meget smitsomme sygdom.

Efter at være blevet fordrevet mere end fem gange har Abdul Rahmans mor, Navin Abu Al-Jidyan, sammen med sin mand og otte børn levet i et telt i Deir al-Belah i det centrale Gaza. Under en kortvarig humanitær pause har WHO den første dag i september påbegyndt en vanskelig kampagne med at vaccinere ca. 640.000 børn under 13.

Ifølge US Center for Disease Control kræves der tre doser af vaccinen for at gøre den 99-100 procent effektiv, hvad der er helt umuligt at nå i en så kort pause. Det kan ikke komme bag på nogen, at Israel har sørget for vaccinationer af deres soldater, og tilbudt dem til dem, der er udstationeret i Gaza.

Abduls mor har fuldt ud forstået det nyttesløse i vaccinations-bestræbelserne, og kan ikke forstå, hvad de skal gøre godt for. ’Vi bor et sted, hvor hygiejneniveauet er fuldstændigt ikke-eksisterende. Vandet er forurenet, der løber kloakvand mellem teltene, stedet er fyldt med insekter og epidemier … Vi bor i helvede’.

Jidyan og andre mødre i Gaza ved kun alt for godt, at når vaccinationerne slutter, begynder Israel igen på bombardementerne, og dræber de børn, der lige er blevet vaccineret.

Vand er også blevet brugt som et våben i krigen. Det er livsvigtigt for både den fysiske og åndelige sundhedstilstand. De ritualer, som en muslims liv udfolder sig omkring, er blevet voldsomt forstyrret. Savnet af vand har umuliggjort det obligatoriske tvætningsritual før bøn.

Knapheden på vand – reduceret med 94 procent – og sanitære forhold har været særlig vanskelig for de mere end 690.000 kvinder og piger i den fødedygtige alder. Gravide og kvinder, der ammer og deres nyfødte er særligt sårbare.

Menstruation er blevet en prøvelse for Gazas kvinder og piger, når muligheden for at være uforstyrret er vanskeliggjort, og når der mangler bind og andre hygiejneprodukter. De er så tvunget til at bruge ble og tøjstumper, og mange har pådraget sig hud- og urinvejsinfektioner. De har gået i det samme tøj og undertøj i flere måneder.

Der er kvinder, der er tyet til at kronrage sig selv på grund af mangel på shampoo og sæbe.

De daglige prøvelser bliver bedst udtrykt af den 18-årige Samar Shalhoub, en fordrevet Gaza-beboer: ’Vi er gået tilbage til stenalderen. Der er ingen sikkerhed, ingen mad, ingen vand, ingen hygiejne’, siger hun, ’jeg skammer mig, jeg føler mig ydmyget’.

De udfordringer, som gravide kvinder står overfor, er uoverstigelige. Nedsmeltningen af sundhedssystemet har ladt ca. 50.000 gravide kvinder i stikken uden adgang til helt grundlæggende sundhedspleje og prænatale og ernæringsmæssige fornødenheder.

En hjælpeorganisation, Islamic Relief Worldwide, har beskrevet deres kvaler og prøvelser, herunder gentagne fordrivelser, fejlernæring, og stress og frygt for de konstante bombardementer. Når der ikke er nogen hospitaler, der fungerer, er kvinder blevet tvunget til at føde på gulve i overfyldte og interimistiske lægecentre, i telte og andre traumatiserende omgivelser. Der er andre, der har måttet tåle kejsersnit uden bedøvelse eller smertestillende medicin.

Det er interessant at se, at USA’s generallæge sidste måned fremlagde en rapport, der advarede mod, at forældres stress var blevet et alvorligt sundhedsproblem i USA.

Jeg tænkte med det samme på kontrasten mellem de betingelser, som forældre i USA er underlagt, og dem, der gælder for palæstinensiske mødre og fædre, hvis mindste bevægelser og selve deres liv kontrolleres af en brutal besættelsesmagt, og hvor de hver eneste dag er tvunget til at tage beslutninger, der drejer sig om liv og død for deres børn og dem selv.

Gazas beboere kontrollerer ikke selv deres fysiske virkelighed, en virkelighed, hvis vigtigste kendetegn er den uophørlige israelske vold.

Generallægen skrev også, at det at ’opfostre børn er et helligt arbejde’. I elleve lange måneder har Gazas forældre tappert udført det hellige arbejde at holde deres børn i live.

Kvinder har i generationer været den politiske rygrad i kampen for frihed og befrielse af Palæstina. Det har været deres styrke, udholdenhed og frygtløshed, der har holdt modstanden i live. Israel har derfor haft dem i sigtekornet, fordi de ved, at de udgør det fundament, som palæstinenseres liv hviler på.

Medlemmer af USA’s politiske klasse, såsom Kamala Harris, fortsætter med at give Tel Aviv straffrihed og redskaber til at begå folkemord og uden mindste skam forbryde sig mod internationale love.

Palæstinensere, kvinder og mænd, er fuldstændig bevidste om, at de står alene imod Israels folkemord og apartheid. Og at de ikke kan stole på amerikanske politikere, uanset køn.

3. september, 2024

Dr. M. Reza Behnam er forsker med speciale i Mellemøstens politiske historie.

Oversat fra Palestine Chronicle af Niels Overgaard Hansen

Kvinder har altid udgjort fundamentet for palæstinensernes liv. De har været det kit, der holdt sammen på familier og nabofællesskaber på trods af mere end syv årtiers israelsk besættelse og terror.