Det er især en israelsk promoveret definition af antisemitismen, der inkluderer en såkaldt ‘ny antisemitisme’, vendt mod staten Israel og dens handlinger, der blev udarbejdet af International Holocaust Remembrance Alliance i 2016 (https://holocaustremembrance.com/), som har søgt at forsyne denne myte med et faktuelt skær.

Myten er farlig, fordi den for det meste bruges af pro-israelske organisationer, politikere og regeringer (som den danske!) i forsøg på at kvæle den demokratiske debat og på at undergrave friheden til, f.eks. gennem lovlige demonstrationer, at give udtryk for kritik af staten Israels zionistiske grundlag eller israelske regeringers krigsforbrydelser mod palæstinenserne. For hvem vil gerne risikere at blive beskyldt for at hade jøder eller være antisemit, de forfærdelige forbrydelser og den racistiske diskriminering taget i betragtning, som jøderne har været udsat for gennem historien – udelukkende fordi var/er jøder?

For at modarbejde denne mulighed for manipulativ misbrug af begrebet antisemitisme har en gruppe af specialister i holocaust-studier og forskere i antisemitisme samt eksperter indenfor beslægtede videnskabsområder under en møderække i Jerusalem udarbejdet en erklæring om antisemitisme, (Jerusalem Deklaration on Antisemitism, JDA, https://jerusalemdeclaration.org/).

Erklæringen blev offentliggjort i marts 2021 og har p.t. ca. 350 underskrivere, der udgør en bred vifte af højt renommerede forskere, undervisere og ledere af videnskabelige institutioner i Europa, USA, Canada og Israel. Her karakteriseres antisemitisme som “diskrimination, fordomme, fjendtlighed eller vold mod jøder som jøder (eller jødiske institutioner som sådanne)” og der fokuseres på en række afgrænsninger og eksempler for at vise, hvordan man netop må skelne mellem antisemitisme og legitim kritik af Israel.

Jerusalem-erklæringen gør det nemmere at skære igennem tågesnakken om ‘den ny antisemitisme’: Dokumenterede krigsforbrydelser er krigsforbrydelser, også når de begås af soldater i det israelske militær, uanset om de er jøder eller ej. Man må i skrift, tale og gennem lovlige politiske manifestationer kunne protestere imod sådanne forbrydelser, uden at blive skudt i skoene at være antisemit. Når der er begrundet mistanke om sådanne forbrydelser, må der kunne rejses anklager og indledes undersøgelser mod de ansvarlige ved Den Internationale Straffedomstol (ICC), uden at chefanklageren eller hele institutionen af den grund må beskyldes for at være antisemitiske, sådan som det er sket den 20. maj 2024, da domstolen opfordrede de stater, som har undertegnet ICC-statutten (herunder Danmark!) til at udstede arrestordre på Israels regeringschef samt forsvarsministeren (foruden på 3 Hamas-ledere).

Man er heller ikke per definition antisemit, når man kritiserer en statsform som udemokratisk, som er bygget op omkring eksklusive rettigheder for borgere med et særskilt religiøst tilhørsforhold eller en særskilt etnisk identitet. Men det er præcist dette, som udgør staten Israels zionistiske grundlag og funktionsmåde: Det er et faktum, at man som jødisk israelsk statsborger (religiøs eller ej) har specielle retslige og andre privilegier i forhold til de øvrige borgere i staten Israel (f.eks. muslimske eller kristne palæstinensere!). At afvise et sådant grundlag, er der ikke noget galt i – snarere tværtimod. Det betyder nemlig, at man går ind for borgerrettigheder, som gælder for alle borgere i en stat. Det kaldes normalt for demokratisk sindelag.

Mange med et sådant sindelag (jøder eller ej, i og udenfor Israel) afviser derfor zionismen som grundlag for opbygningen af den israelske stat, påpeger de fatale følger, det har haft for dens indre udvikling, og ser Israels forbryderiske fremfærd i Gaza og de besatte områder som en forudsigelig konsekvens af det oprindelige zionistiske projekt. Dets grundlag blev så sent som i 2018 udtrykkelig stadfæstet af et flertal i det israelske parlament i en slags grundlov, der erklærer Israel for udelukkende at være “det jødiske folks nationalstat” (jf. https://perma.cc/9PZN-DJGY), i og med loven udtrykkeligt fastslår: “Retten til at udøve national selvbestemmelse i staten Israel er unik for det jødiske folk.”

Og mon ikke Knesset-flertallet, da loven blev vedtaget, også har medtænkt de besatte områder (der ifølge folkeretten overhovedet ikke er en del af selve Israel!), når det derudover hedder: “Staten betragter udviklingen af jødisk bosættelse som en national værdi og vil handle for at opmuntre og fremme dens etablering og konsolidering.”

Men hvorom alting er: Naturligvis er der også antisemitter blandt dem, der kritiserer og fordømmer Israel. De er farlige og der er sandsynligvis på det seneste er blevet flere af dem, ikke mindst fordi den udbredte forfærdelse over Gaza krigens rædsler har givet dem nye kort på hånden i deres gamle, beskidte spil: Deres diskriminerende fordomme og racistiske had retter sig mod jøder, fordi de er jøder og truer først og fremmest alle jødiske medborgere i Danmark. Ud over alt det gammelkendte antisemitiske vrøvl der påstås om jøderne, gøres de nu også kollektivt ansvarlige for Israels forbrydelser.

Det er her, det bliver mere indviklet og vi må være meget præcise: For det første er det langt fra alle danske jøder der støtter Israel. Der er tværtimod mange af dem, der – i lighed med mange andre danskere – forfærdes over rædslerne i Gaza og de besatte områder. Nogle iblandt dem har draget en radikal konsekvens af deres forfærdelse: F.eks. spiller aktivisterne i Jøder for retfærdig Fred af 5784 (jødisk tidsregning) og andre danske jøder faktisk en fremtrædende rolle i solidaritetsbevægelsen med palæstinenserne.

Det gør de, fordi de mener, at menneskerettighederne er universelle og dermed også gælder for palæstinensere. Deres voldelige fordrivelse fra deres oprindelige beboelsesområder til flygtningelejre i Israels nabostater, diskrimineringen af de tilbageværende i selve Israel og den senere undertrykkelse og stadig mere ghetto-lignende isolering af palæstinenserne i de besatte områder fordømmer de som zionismens gigantiske historiske uretfærdighed mod det palæstinensiske folk.

Dette bliver de heftigt kritiseret for af en del andre danske jøder. Ikke overraskende kommer denne kritik fra de selverklærede zionister iblandt dem, mens de fleste andre jødiske kritikere føler sig, religiøse eller ej eller sådan ‘kulturelt’ midt imellem, mest repræsenteret af den jødiske menighed i Danmark, som traditionelt har været og stadig er overvejende israelvenlig samt ytrer sig og agerer i overensstemmelse hermed, selv om langt fra alle dens medlemmer er zionister.

Men her gælder det altså om at slå fast med syvtommersøm: Også de mange danske jøder, som ikke tager afstand fra Israels forbrydelser og selv de iblandt dem, som udtrykkeligt forsvarer og solidariserer sig med Israel, er beskyttet af dansk lov og må ikke gøres til genstand for racistiske overgreb eller lægges for had, fordi de er jøder. Punktum! Det er her, grænsen mellem legitim antizionisme og Israelkritik på den ene side og, på den anden side, antisemitisme (dvs. racistisk, ‘kulturelt’ eller religiøst motiveret had mod og diskriminering af jøder som jøder) forløber.

Jerusalem-Erklæringen om Antisemitisme (JDA, se ovenfor) kan tjene som en rimelig præcis vejledning til at erkende og overholde denne grænse: Antisemitismen, sådan som den karakteriseres der, kan og bør forfølges som sådan og skal i givet fald straffes i overensstemmelse dansk lov. Men i stedet benyttes både den og påstanden om en ‘ny antisemitisme’ p.t. af magtfulde medier, mange danske politikere og fremtrædende medlemmer af landets regering hovedsageligt til at bagvaske, undergrave og chikanere solidariteten med Palæstinenserne, mens iværksættelsen af en egentlig handlingsplan mod alle former for racisme, deriblandt antisemitismen, har ladet vente på sig.

Det skal derfor skæres ud i pap: Det er hverken en eller anden til lejlighed opfunden ‘ny antisemitisme’ eller, for den sags skyld, den velkendte – og genkendelige! – gamle, der nu om dage er hovedårsag til, at stadig flere mennesker, herhjemme som overalt i verden, tager afstand fra Israels forbrydelser og støtter palæstinensernes ret til at kunne leve i fred og som ligeberettigede borgere i en stat ‘mellem floden og havet’.

At det er netop det vi gør, er i øvrigt heller ikke, som det ofte påstås, ensbetydende med at vi dermed benægter Israels ret til at eksistere. For nu også at bøje dette i neon: Det, vi går ind for er, at landet bliver virkelig demokratisk, dvs. at det ikke retsligt eller på anden vis diskriminerer nogen af sine borgere.

Om det kommer til at ske, er i sidst ende op til Israels jødiske og ikke-jødiske indbyggere selv – lige som det i sin tid var op til sydafrikanerne, godt hjulpet en verdensomspændende solidaritetsbevægelse med landets undertrykte flertal og et årelangt internationalt pres mod dets racistiske regime, at fjerne apartheid og gøre Sydafrika til et land, hvor sorte og hvide har samme rettigheder, uanset hvor mange økonomiske, sociale og politisk-kulturelle problemer der har stået og fortsat kommer til at stå tilbage at løse i landets videre udvikling. En ting er dog sikkert allrede nu: Sydafrika er ikke forsvundet og vil ikke forsvinde fra verdenskortet som følge af omvæltningen. Snarere tværtimod og heldigvis!

Gid det kommer til at gå samme vej i Israel og i de besatte områder. Men nemmere bliver det bestemt ikke. Billederne af de menneskelige ofre og de materielle såvel som mentale ødelæggelser i det hidtil sidste kapitel af katastrofen mellem floden og havet, der nu i snart et år har udspillet sig for vore øjne, vil for altid vidne herom.

Klaus Schulte er medlem af Enhedslisten og aktiv i Roskildes Palæstinagruppe. Indlægget er tidligere bragt på hans Faceboolside.