Rekrutteringskontor i Jalta. Foto: Krims Ministerråd. CC BY 4.0, Wikimedia

I efteråret 2022 påbegyndte Rusland en delvis mobilisering af civile til krigen i Ukraine. I oktober var mindst 4000 af dem blevet dræbt (i alt er mere end 400.000 gjort ukampdygtige, men det er i overvejende grad kontraktsatte soldater, der er blevet dræbt eller alvorligt kvæstet). Det er påfaldende, så mange 40+-årige blandt de mobiliserede, der er døde, hvad der hænger sammen med, at flere unge undgår at blive indkaldt. Mange af de mobiliserede blev sendt til fronten uden mulighed for udsættelse af helbreds- eller jobmæssige grunde. De blev lovet, at de primært skulle gøre tjeneste bag fronten – men virkeligheden var, at de blev sat ind de farligste steder af fronten, tit uden oplæring og med dårlig udrustning.

Selv om mobiliseringen kun varede en måned, forelå der ikke noget officielt dekret om at afslutte den, så de mobiliserede mænd er tvunget til at blive ved fronten. I begyndelsen lovede myndighederne at erstatte dem med kontraktansatte, men nu siger man ligefrem, at de skal blive ved med at kæmpe, indtil ’den særlige militæroperation’ er overstået. De mobiliserede må ikke tage på orlov – myndighederne er gået ud fra, at hvis de fik dispensation til det, ville de færreste vende tilbage. 98 procent af de sårede bliver senere sendt tilbage i tjeneste.

Men de mobiliseredes familier vil ikke gå med til noget af det. En bevægelse, der tager mere og mere fart, stiller krav om, at de bliver hjemsendt, og deres initiativer til at få indløst disse krav strækker sig fra forsøg på at komme i dialog med lokale embedsmænd og appeller til præsidenten, til gadeaktioner og flashmobs. Kravene omfatter, at der bliver en 1-års-grænse for mobiliseringen, eller at de opnår fuld kontraktstatus. Bevægelsen kræver også ret til at protestere og forsamles offentligt, samt ’social retfærdighed og lige rettigheder og pligter for alle, herunder de mobiliserede.’

De kvinder, der deltager i bevægelsen, har forsøgt at komme i dialog med militærkomiteerne og lokale embedsmænd, men er for det meste bare blevet ignoreret. Den første offentlige aktion var at deltage i den højtidelighed, som blev afholdt af kommunistpartiet (KPRF) 7. november, årsdagen for Oktoberrevolutionen. Ca. 40 kvinder bar skilte, hvor der stod ’Giv os vores mænd tilbage.’ De blev konstant omringet af politi, og KPRF-lederen, Gennadij Sjuganov lovede, at de ville hjælpe dem med at få de mobiliserede mænd tilbage. Det kom der dog ikke noget ud af.

Denne aktion førte så til, at et medlem af Dumaen opfordrede moskovitterne til at deltage i et møde, og denne opfordring blev ledsaget af ordene: ’Der er nogen, der tager til fronten for at forsvare fædrelandet, mens andre nyder godt af vores lands rigdomme, og sikrer sig enorme profitter.’ Det er en typisk smagsprøve på KPRF-retorik – opbakning bag krigen, samtidig med, at en uspecificeret gruppe af ’oligarker og liberale’ får skylden for, at krigen går så dårligt. Aktivisterne bemærkede spydigt: ’Vi gik ud fra, det var en invitation til at komme på besøg, og så kom vi jo.’ Det er også et alarmsignal for den del af venstrefløjen, der støtter krigen, og for alle de statskontrollerede partier: Jo dybere opfordringen til at gøre noget trænger ind, jo mere sandsynligt er det, at krigen får skylden for, at ubekvemme krav ikke kan opfyldes.

Siden denne hændelse har deltagerne i bevægelsen forgæves forsøgt at koordinere deres møder i mange byer. Embedsværket har lagt hindringer i vejen, herunder med det absurde påskud, at det var på grund af Covid-smitten. (Møder til støtte for regeringen og krigen har fundet sted uden lignende restriktioner). Det længste, myndighederne har strakt sig til, er at tillade et indendørs møde, hvor kun de mobiliserede mænds koner og kærester havde adgang, og al agitation bliver stærkt overvåget.

Så gav flashmobs større succes – ’Giv mig min mand tilbage. Jeg er fucking træt’ – kvinderne klistrede plakater med disse ord på bagruden af deres biler. Antallet af kvinder, der er med i bevægelsen, stiger, og de vækker opmærksomhed om deres krav ved at troppe op ved pro-Kreml-bevægelsers højtideligheder i Moskva og lægge blomster ved monumenter over patriotiske helte, og sende hundredvis af breve eller opkald til Putins ring-ind show, ’Direct Line’

I starten opfordrede præsidentens administration de regionale embedsmænd til at følge devisen ’luk munden på dem med penge’ for at stoppe protesterne. Samtidig med det troppede politi og efterretningsagenter op hjemme hos dem og blokerede dem på de sociale medier. TV-propagandister og Telegram-kanaler anklager kvinderne for at arbejde for ’Vesten’ og Ukraine. For at imødegå de mange klager fik bevægelsens vigtigste og mest radikale talerør, ’Way Home’-kanalen klistret ordet ’fake’ på sig. Putins folk stablede ’Katyusha’-bevægelsen på benene, som foregiver at være hustruer til de mobiliserede, som bakker regeringen 100 procent op. Den slags komediespil, ligesom opsætningen af forskellige pseudoprotest-påfund, er Kreml-apparatjikkernes sædvanlige teknik. Putins møder med repræsentanter for ’almindelige mennesker’ overværes tit af de samme, sikkert fra sikkerhedsstyrkerne, der poserer som soldater, fiskere eller arbejdere.

Løsningen på problemet med de mobiliserede mænds familier er blevet lagt i hænderne på de regionale myndigheder. Moskva kan så give lokale ledere skylden for metoder, der er for barske, eller viser sig at falde uheldigt ud. Det vigtigste er at forhindre de protesterende i at forenes på nationalt plan.

’Angrebet fra begge sider’

De mobiliserede mænds familier klager over voldsomme angreb fra både super-chauvinister, russiske patrioter og fra de mest venstreorienterede regeringsmodstandere. De sidstnævnte kritiserer dem for ikke at udtale sig til støtte for Ukraine, og svigte ved ikke at rejse kravet om at stoppe krigen. Mændene bliver anklaget for at være enige i deres egen mobilisering.

Kravet om, at de mobiliserede skulle hjemsendes, skabte i starten spændinger også blandt russere, der så frygtede en ny bølge af mobiliseringer. Bevægelsen besluttede derfor at opgive kravet om mere rotation blandt mændene til fordel for en total forkastelse af mobiliseringerne.

De mobiliserede får, ligesom kontraktarbejdere, 200.000 rubler pr. måned – et meget stort beløb efter provinsstandard, og ca. tre gange så meget som gennemsnitslønnen. De får også velfærdsgoder som fri transport for børn og undtagelse fra betaling for børnehave. Det giver også anledning til spændinger. Nogen af deres ’patriotisk’ sindede eller fattigdomsramte medborgere er utilfredse med, at familier, der får så meget hjælp fra staten, også giver udtryk for utilfredshed.

Men aktivisterne siger, at de fleste ydelser bliver brugt til at betale hjælpemidler – medicin, bandager og mad til de mobiliserede. Og for det andet, kan vi tilføje, er der en vis logik i den kendsgerning, at en gruppe, der har nydt relativt godt af krigen, ender med at blive politisk bevidst og militant. Ved at komme i nærkontakt med staten, med dens uforskammede embedsmænd og løgnagtige talspersoner, der slår på alle de goder, som de modtager, bliver de fyldt med en vrede, der i århundreder, har givet næring til opstande og revolutioner.

En anden grund til vrede er, at straffefanger, herunder dem, der er dømt for alvorlige forbrydelser, og som tegner kontrakt (6 til 18 måneder) forbliver på fri fod, efter at deres militærtjeneste er afsluttet, og tit begår nye forbrydelser, mens civile er nødt til at udføre tjeneste, indtil krigen er forbi.

Satsningen på, at løn og velfærdsgoder, frem for at ende tilbage i fattigdom, især ude i regionerne, vil være det, der gør rekrutteringen succesfuld, er helt på linje med den kyniske, neoliberal-paternalistiske logik, der er helt central for den russiske regering. Denne logik er en af de bærende søjler i det ’militær-keynesianske’ projekt, som analytikere har diskuteret på det seneste – en opdateret og radikaliseret version af ’velfærd i bytte for loyalitet’, der går tilbage til det første årti af Putins regime. Denne gang forsøger myndighederne ikke bare at købe sig til borgernes loyalitet, men også til deres tilstedeværelse ved fronten, deres helbred, og hundredtusinder af mænds liv. Byttehandelen ledsages af en prædiken om patriotisme og familieværdier, men truer med at frembringe modversioner af dem begge, og tilsvarende en ny politisering.

Patriotisme, familie, kærlighed

Dette kan antage mange former. ’Der var en splittelse mellem de ægtefæller, der var involveret i chats, som delte dem i tre grupper’, siger en af aktivisterne. ’Én gruppe var de ’vilde’ piger, der sagde: ’Vores fyre er gode, lad dem tage af sted, det skal jeg nok klare,’ mens de selv konstant beder om penge. Den anden gruppe – som jeg tilhørte – er ’neutral’: vi støtter vores mænd, og blander os ikke. Og den tredje – ’lad os få vores mænd hjem.’ Nu hælder jeg mest til den tredje gruppe, fordi nok er nok.’

Kvindernes vedholdenhed og selvorganisering modsiger myter om den russiske befolknings passivitet og ’slaveagtige karakter’. Der er brugt meget følelsesladet energi på at udsprede denne myte igennem de seneste to år, herunder af en ekstremt desillusioneret del af den opposition, der findes i befolkningen. At bevægelsen har haft heldet med sig, kan ikke alene vise, hvor ubegrundet denne myte er, men også danne grundlag for en ny type patriotisk følelse, der bygger på indsigt i, hvad myndighederne er bange for, og imødegår skeptikernes vrangforestillinger.

Det samme gælder for det ideologiske familietema, der stadigt mere aggressivt prædikes af myndighederne, kirken og de ultrakonservative. Men det er jo klart, at den russiske families største fjende er krigen. Som nogle ægtefæller udtrykker det, ’familiens år’ er kommet på plakaten. Men hvilken familie? I har ødelagt tusinder af familier. Hvilken slags familie kan vi tale om?’ De mobiliseredes ægtefæller og kærester klager blandt andet over det psykologiske traume, at børn og unge vokser op uden fædre, så de holder op med at tale og oplever andre udviklingsmæssige problemer. Det bliver mere og mere tydeligt, at kvindernes kamp for, at deres mænd vender tilbage fra fronten, er udtryk for en tilslutning til ’familieværdier’ i deres rationelle, og ikke forkvaklede konservative version.

Tatiana Stanovaya, forsker i politisk videnskab, opfatter det som symbolsk, at Putin for nylig blev ’bedt’ om at stille op som præsident igen i 2024 af folk, hvis sønner var døde i krigen.

’Det vil blive brugt som et svar på protesten fra ægtefællerne og mødrene til de mobiliserede. Kreml viser samfundet, at der er to typer af opførsel: ægte patrioter, der er villige til at opgive det mest dyrebare for fædrelandets sag, og dem, der ikke forstår, hvad landet kæmper for, og hvor vigtigt, det er for alle at holde sammen…’

Frugtbarhed er en anden fetich for regeringen, der sender unge mænd i krig og eksporterer dem til udlandet, og på den måde gør den demografiske kløft bredere, og så prøver at kompensere for det ved at fremme traditionelle værdier og forbyde fri abort. ’Jeg er klar til at være med til at hæve fødselsraten, hvis I giver mig min mand tilbage,’ lød modsvaret fra en af aktivisterne.

’Da han ringede til mig i går, var det første gang, jeg hørte ham græde.’ Som i alle langvarige krige, truer krigen i Ukraine den fremherskende kanon for maskulinitet. I et samfund, der er formet af neoliberal ideologi og autoritært pres, er begrebet ’civilcourage’ devalueret til det yderste. Arbejde og andre samfundsnyttige aktiviteter opfattes meget snævert som noget, der hører privatlivet til, og er forbundet med den enkeltes karriere.

I stedet dominerer den forældede forestilling, at krigen er den eneste sfære, hvor en mand kan vise sig som en ægte patriot. For at være en ’rigtig’ mand skal han være parat til at gøre sin pligt og drage i krig, uden at beklage sig, og også uden fuldt ud at være klar over, hvad meningen er med den. En af de vigtigste grunde til, at mange mænd ikke ønskede unddrage sig mobiliseringen var, at de ville ’skamme sig over at løbe væk fra militærkommissæren.’ De her kvinder forsøger at få dem hjem – og på den måde skaber de en form for medborgerskab, hvor det at redde dem, de elsker, og kæmpe for deres liv ikke er i modsætning til samfundets og landets interesser, men helt på linje med dem:

’Jeg er der ikke bare for min søns skyld, men for alle dem, der blev mobiliseret. Og de bliver simpelthen ødelagt af det, så de kommer ikke tilbage, og deres negative indstilling til autoriterne gør det heller ikke.

Og så er der kærlighed. Embedsmændene tror, at ’i krig venter ægtefællerne tit ikke på deres mænd, men på deres lønsedler.’ I et samfund, der er demoraliseret af fattigdom, kunne der være en god grund til at indtage så kynisk et synspunkt. Men aktivisterne tror noget helt andet: ’De prøver at lukke munden på os med penge og goder. Men hvis det er på bekostning af den elskedes liv, så er du klar til at smadre den person, der vover at give dig et så afskyeligt tilbud’, svarede kvinden. ’Der er ingen penge, der kan erstatte en elsket mand for en kvinde, der elsker ham, og ingen penge, der kan erstatte en far for hans barn.’ ’Vi har ikke brug for alle jeres goder, vi har brug for vores kærester…’ ’hold op med at smide jeres rådne goder og penge efter os i stedet for at sende vores elskede hjem…’

Som det hele ser ud for tiden, lyder kvindernes argument om, at de ganske enkelt elsker deres mænd, og at det er derfor, de kæmper for deres liv, som en åbenbaring. Kærlighed, der skifter form til politisk protest imod de rige og mægtige, der skalter og valter med vores liv, er noget vi stærkt har savnet, og lige netop i Rusland.

De mobiliseredes familier savner på den anden side international støtte. Russisk propaganda fylder æteren med fortællinger om kampen mellem stater og civilisationer. De prøver at miskreditere og kriminalisere enhver idé om international solidaritet og stempler ethvert udtryk for den som et tegn på udenlandske kræfters indblanding. Men mens appeller til vestlige regeringer næppe er til nogen nytte for bevægelser som den nærværende, er det livsvigtigt med støtte fra kvinde- og antikrigs-organisationer og fra fagforeninger, der kan give deres kamp en international dimension. De husker, hvordan 2,5 millioner mobiliserede amerikanere tog til Vietnam (og først efter lang tid fik antikrigs-bevægelsen dem til at skifte standpunkt). Eller de bruger det hvide lommetørklæde som symbol, med henvisning til bevægelsen af argentinske mødre til de børn, der forsvandt under Jorge Videlas diktatur 1976-81.

Fra fortiden til nutiden

Kvinders modstand imod krig har en lang historie i Rusland. Under Første Verdenskrig begyndte kvinder at bede om løn eller flere goder i forbindelse med mobiliseringen, men gik hurtigt over til slagkraftige aktioner og paroler imod regeringen. De gik på gaden, brød ind i regeringsbygninger, smadrede butikker, og forsøgte at standse togkonvojer med mobiliserede mænd. Der var en russisk bondekone, der skældte ud på zaren: ’Knep hans mor, han kan give mig min mand tilbage, jeg har ikke noget at bruge hans håndører til.’ Den 23. februar demonstrerede kvinder imod ’krig, høje priser og den kvindelige arbejders situation’, hvad der gav stødet til den russiske revolution.

I 1990 krævede Komiteen af Soldatermødre et øjeblikkeligt stop for krigen i Tjetjenien og tilbagetrækning af tropperne fra republikken. De forhandlede med held med de tjetjenske kommandanter om fangeudveksling, organiserede Grosny-Moskva-antikrigsmarchen, forsøgte at befri desertører fra kriminelt ansvar, og indsamlede humanitær hjælp til den tjetjenske republiks fredelige befolkning. Og så kom de også til at spille en rolle i fredsprocessen.

Den kvindelig selvorganiserings spøgelse går også over Rusland i dag. ’Som Bedstefar Lenin sagde, ’enhver kokkepige må lære at styre staten’, mindede Way Home-studieværterne os om. Det er ikke bare en morsom udlægning af ordene, eller en rituel reference til lederen af det mest succesfulde antikrigsprojekt i russisk historie. Det er også en direkte udfordring til den karikatur, der ifølge sociologer er rodfæstet i russisk tænkning: ’Selv om vi ikke forstår, hvorfor krigen begyndte, så er vi sikre på, at dem, der sidder øverst, ved det, ellers ville den aldrig være begyndt.’

Men der er ikke nogen hemmelig indsigt, der giver eliter ret og grund til at starte krige. Den eneste ’hemmelighed’, der er afsløret af en effektiv antikrigsbevægelse, er de interesser, der ligger bag den nuværende krig. Bevægelsen af de mobiliseredes familier er, i modsætning til propagandaen, ikke en virus, der indpodet af en fjende udefra, og som kan viskes væk med undertrykkelse. Nej – den er noget, der modnes og selvorganiseres inden for samfundet, og gennemgår forskellige stadier af bevidsthed.

Det, der kendetegner bevægelsen, er dens pluralisme (herunder forskellige holdninger til krigen), den fokuserer på kravet om demobilisering og ytringsfrihed – et taktisk helt korrekt træk. Hvad der vil ske derefter, vil i høj grad afhænge af venstrefløjen og de demokratiske kræfters vilje til at indgå i en respektfuld dialog og stille sig solidarisk.

Den 14. december satte Putin en ny ’Direke Linje’ op, der refererer til krigen. Som Way Home-kanalen kommenterer den: ’Alle havde ventet på, at der blev sagt noget om de mobiliserede. Nogle havde forhåbninger om det. Andre havde ikke. Det er bare endnu en kniv i ryggen. Endnu et råddent forræderi.’ Præsidenten kaldte Odessa en ’russisk by’, og signalerede derved sin vilje til at fortsætte krigen og indtage nye territorier – på bekostning af et uhyrligt antal menneskeliv, selvfølgelig. Ifølge den seneste opinionsundersøgelse støtter 48 procent af russerne kravet om demobilisering, mens 32 procent er imod. Lige meget hvor længe krigen varer, og lige meget hvad der sker med den nuværende bevægelse af familier til mobiliserede, så vil ethvert seriøst, massebaseret anti-Putin-projekt udvikle sig ad de stier, som disse kvinder i dag har betrådt.

8. februar 2024

Kirill Medvedev bor i Moskva, er poet, oversætter og aktivist. Han er grundlægger af punkbandet Arkadiy Kots.

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen