Igen og igen er det blevet gentaget at 90% af befolkningen støtter Guaido, og at 90 procent af militæret gør det samme, og at Venezuela er på sammenbruddets rand og ramt af en voldsom humanitær krise med sultne børn gående rundt i slummen.
Problemet er blot, at befolkningen ved at kigge ud ad vinduet og spørge naboen kunne konstatere, at situationen er slem, og at det er gået støt ned ad bakke siden 2013, men ikke så slemt.
Noget, der ofte bliver overset, er CLAP-pakkerne, som der hver 14. dag bliver distribueret 6 millioner af til ca. 60% af Venezuelas husstande. Pakkerne indeholder 18 kilo ris, bønner, pasta, madolie mv. Det koster omkring 1 krone.
Forestillingen var den, at ved at arrangere et lille militært oprør og nogle demonstrationer ville regimet vælte omkuld. Demonstrationerne var også omfattende i første omgang på nogle hundrede tusinder, størst i Caracas, men altså ikke millioner. Derefter gik noget galt. Demonstrationerne voksede ikke, og det militære oprør udeblev, og lidt efter lidt blev de chavistiske demonstrationer de største - især udenfor hovedstaden.
Hvorfor?
Kuppet var minutiøst planlagt med USA, Canada og de latinamerikanske Lima-lande. Forberedelserne med oppositionen og befolkningen havde langtfra fået den samme opmærksomhed.
Mange fattige venezuelanere er frustrerede. De har fået nok af økonomisk krise, madkøer og den evige kamp med, at pengene til at række i kapløbet med inflationen. Naturligvis får Maduro helt fortjent sin andel af skylden for misæren. Der er imidlertid lang fra frustration og så til at støtte et udemokratisk regimeskifte planlagt og støttet af USA, med det gyldne løfte, at hvis befolkningen ikke makker ret, vil USA og dets medløbere iværksætte yderligere sanktioner,der primært vil ramme den jævne befolkning.
Kort før kuppet blev, der offentliggjort en opinionsundersøgelse om en række kernespørgsmål:
Undersøgelsen viste en klar modstand mod intervention, og at Maduros popularitet var stærkt faldende.
Heldigvis havde USA en plan B. Humanitær bistand blev bragt til grænserne til Colombia og Brasilien. Nødhjælp skulle bringes ind i landet og fordeles af oppositionens støtter.
Guaido var presset på tiden. Den venezuelanske grundlov foreskriver, at en midlertidig præsident skal afholde valg inden 30 dage. Derefter kan han ikke gøre krav på embedet. Så den 23. februar var de 30 dage gået. Det blev datoen for, at nødhjælpen skulle ind til folket, startende med en støttekoncert på den colombianske side af grænsen. 800.000 har meldt sig til at møde op ved grænserne. Imidlertid gik noget galt. Transporten af den mængde mennesker var simpelthen en umulighed. Så det var primært lokale borgere, der mødte op. Ganske få af dem gik videre til lastbilerne med nødhjælpen. Det var måske heller ikke hensigten. De, der mødte frem, overdængede grænsevagter, militær og politi med sten og molotovcocktail, mens politiet beskyttede sig med skjolde og svarede igen med gummikugler og tåregas. Forsøg på at bringe lastbilerne over grænsen var forgæves, ligesom forsøget på at få regeringen til at anvende grovere midler ikke lykkedes. Dernæst blev lastbiler med nødhjælp antændt med molotovcocktails.
Forsætligt? Der er flere forklaringer på forløbet: økonomiske uoverensstemmelser om aflønningen, eller at aktivister blev aflønnet for at udføre udåden. Sagen gik lynhurtigt viralt minutter efter hændelsen som en gerning udført af Maduro-regimet. Guaido havde et skud mere i bøssen: 200 bevæbnede paramilitære stod parat til at følge konvojen. Regeringen i Colombia sagde fra.
Tingene var imidlertid begyndt at gå skævt inden da:
FN nægtede at deltage i, hvad organisationen betegnede som politiseret nødhjælp, og en stribe nødhjælpsorganisationer gjorde det samme, herunder Røde Kors. Synspunktet var, at nødhjælp skal ske i samarbejde med myndighederne i modtagerlandet. Det stoppede imidlertid ikke Guaido.
Aktivisterne blev udstyret med Røde Kors symboler lige ved siden af de brændende lastbiler. Det tog det lokale Røde Kors naturligvis afstand fra.
Den næste ulykke indtraf allerede om mandagen. Limalandene tog afstand fra den militære option. I forvejen havde USA's kongres gjort det samme.
Kuppet er slået tilbage til nul. Naturligvis vil oppositionen forsøge at fremprovokere situationer, der kan fremprovokere en militær intervention, men ellers er andre velprøvede værktøjer blevet gravet frem.
Olieanlæg, fødevarelagre og strømforsyningen er allerede blevet ramt. Forberedelserne til en ny lockout er allerede gået i gang, måske også med strejker fra visse grupper. Der har længe opereret paramilitære grupper i grænseområderne og i slummen ved Caracas. Dette vil helt givet blevet intensiveret. Mord på aktivister og politikere er foregået i et pænt stykke tid allerede, men det kan blive intensiveret.
Maduro har altid forhandlinger kørende på flere planer. Med opposition med arbejdsgivere og med udenlandske investorer. Midt under den intensive konflikt har der sågar været afholdt 2 forhandlingsmøder med USA. Problemet er, at da der var forhandlinger sidste forår og et resultat forelå, trak USA i nødbremsen, og hovedparten af opposition boykottede præsidentvalget.
Hvad har ændret sig siden da? Kun en total overgivelse vil være nok for Trump og Guaido.
Oppositionens mål er ikke så meget at vinde valg og embeder, men drastisk at ændre styrkeforholdene, at få stoppet underklassens fest og ændret grundlovens fastsættelse af, at landets ressourcer tilhører hele folket. Derfor er total udmattelse eller geværløb nødvendigt.
Resultatet af Maduros forsøg på at mildne fjenden er, at regeringens forhold til sin egen venstrefløj, partierne i den nationale pol, som er en del af regerings magtgrundlag, fagforeninger og bondeorganisationer, bliver stadig mere anstrengt, og regeringen søger at stække kritik og mobiliseringer fra neden.
Der tales meget om en forhandlingsløsning. Der er heller ikke nogen tvivl om, at den bredest mulige dialog er nødvendig. Sanktioner har desværre en uheldig bivirkning i så henseende.
Den eneste part, der kan hæve sanktionerne, er USA, Canada og EU. Her er USA som bannerfører central. Altså er ethvert forhandlingsresultat reelt afhængig af USA's godkendelse. Et springende punkt vil være, om sanktionerne ophæves før et valg eller efter, og om Maduro overhovedet kan få lov til at opstille.
Sanktionerne har allerede haft alvorlige konsekvenser for befolkningen med manglen på fødevarer reservedele og medicin. Beslaglæggelsen af Citgos bankkonti og landets guldreserver er meget alvorligt. En ubehagelig bivirkning, som har udviklet sig over tid, er Venezuelas stigende afhængighed af Kina og Rusland hvad angår lån, olie og politisk støtte. Senest er Indien støt til som aftager af olien. Er det derfor, Indien har mistet sin privilegerede adgang til det amerikanske marked? Det anbringer Venezuela i en sårbar situation. Bliver landet en brik i handelsforhandlingerne mellem Kina og USA, som kan opgives, hvis en god aftale er på bordet?
Der er ingen tvivl om, at formindskelsen af afhængigheden af import er vigtigt, hvis Venezuela ikke skal blive et let offer. Der er heller ingen tvivl om, at sanktionerne udgør et figenblad på størrelsen af en elefant for Maduro. Kritikken mod hans mislykkede forhandlings- og tilpasningspolitik er af befolkningen blevet oplevet som passivitet. Hvis en anden kurs bliver valgt, kan sanktionerne ramme USA selv, da Venezuela var USA's suverænt vigtigste og nærmeste olieleverandør til USA.
Enten lykkes det Venezuela at finde nye aftagere, som det allerede er sket for Indien og Ruslands vedkommende. I så fald har sanktionerne begrænset virkning. Hvis sanktionerne derimod virker, så vil prisen på olie stige, hvis ikke andre lande ikke sætter produktionen op. Det har Saudi - Arabien allerede gjort. Kan de øge produktionen endnu mere og vil de? Det er rent ud sagt tåbeligt at sælge ud af oliereserverne, når prisen er lav. Umiddelbart vil jeg tro, at der vil være et opadgående pres på oliepriserne, senest når fyringssæsonen starter oktober 2019.
Maduro har et yderligere kort i ærmet. Landet har betydelige mængder af guld i undergrunden. Guyana er startet med et projekt med miljøvenlig guldproduktion uden anvendelse af kviksølv. Det bliver i Venezuela benævnt som økologisk guld. Det er en vare, der kan transporteres med fly og som altid har haft en efterspørgsel – legal eller illegal. Her er Iran allerede en vigtig partner.
Dele af befolkningen er begyndt at tage sagen i egen hånd: Flyvende håndværkere sætter fabrikker i produktionsmood ved at fremskaffe reservedele eller selv at fremstille dem og oplærer de ansatte i at holde produktionen i gang. Landbrugskooperativer (kommuner) transporterer fødevarer direkte til de store byer udenom fordyrende mellemled og korruption og faren for, at varerne ender i Colombia eller Brasilien.
Der bliver stadig flere, der organiserer sig i militser. Det har fået flere iagttagere til at rejse tvivl om den militære løsning. Især hvis ikke hele militæret går over til oppositionen. Da vil der opstå en borgerkrig med uanede konsekvenser, hvoraf en af dem er, at olieproduktionen for en længere tid ikke vil ramme verdensmarkedet.
Uret tikker for begge parter. Der er ingen tvivl om, at befolkningens tålmodighed med Maduro ikke er uendelig. Der er imidlertid også et betydeligt pres på Guaido for at komme med en plan, der hurtigt kan få problemer hvis man skal kunne skelne ham fra de adskillige Napoleon‘er, som myten siger befolker alverdens lukkede afdelinger.
Leif Mikkelsen er aktiv i Hands of Venezuela og medlem af Enhedslisten
Kildehenvisninger:
Her er en omtale af CLAP og lokale madmarkeder https://venezuelanalysis.com/video/14367
Her er en nærmere analyse heraf: Another failed Coup in Venezuela?
George- Cicariello-Mahler: https://venezuelanalysis.com/analysis/14372
Her er omtaler af episoderne ved grænsen:
https://venezuelanalysis.com/analysis/14355
https://venezuelanalysis.com/news/14316
https://www.bbc.com/news/world-latin-america-47239060
Her er blot et eksempel:
http://www.internationalviewpoint.org/spip.php?article5978
