Enhedslistens årsmøde i weekenden bliver det sidste før det kommende folketingsvalg og den efterfølgende regeringsdannelse. Det må være en anledning til - igen -  at diskutere, hvordan vi får opbygget et tydeligt alternativ til venstre for regeringen.

af SAP's Forretningsudvalg

Kort efter Thorning-regeringens fald vedtog Enhedslistens landsmøde i 2015, at partiet i højere grad skulle træde frem med sit eget, helt anderledes venstrefløjsprojekt – som ”venstrefløj i egen ret” – frem for som bare at fremstå som et korrektiv til en S-R(-SF)-regering.

 

Og i forbindelse med valget i 2019 var der næsten ligeså bred tilslutning til ideen om et ”forståelsespapir”, en slags håndfæstning, hvori regeringen underskrev en række politiske løfter som betingelse for, at Enhedslisten (og SF og R) ville være parlamentarisk grundlag for Mette Frederiksens regeringsdannelse. Dette skulle sikre, at der denne gang blev nogle synlige tegn på, at det ikke var en ”blå” regering, vi havde bragt til magten – og også sikre en forståelse i befolkningen (og i regeringen!) for, at EL var klar til at stille mistillidsvotum til regeringen (eller true med dette), hvis end ikke denne håndfæstning blev overholdt.

 

Men hvordan gik det så, med den tydelige opposition til venstre og med løfterne i forståelsespapiret?

 

Et tydeligt venstrefløjsalternativ?

Årsmødet i 2015 vedtog dokumentet ”Enhedslisten vil opbygge fremtidens venstrefløj og styrke folkelige bevægelser”. Her blev det konstateret, at ”den nye formands første udmeldinger har slået fast, at Enhedslisten og Socialdemokraterne ikke har et fælles politisk projekt. Tværtimod står Socialdemokraterne for en økonomisk politik og en indvandrer­ og flygtninge­politik, der ligner højrefløjens mere end vores.”  Derfor måtte venstrefløjen ”styrke og udvikle sig selv i politisk modsætning til både højrefløjen og Socialdemokraterne. Vores hovedopgave er derfor ikke at forsøge at sikre små korrektioner af Socialdemokraternes fejlslagne politiske kurs. Vi er venstrefløj i vores egen ret med vores eget projekt og vores egen kurs.”

 

Baggrunden for dette var, at Thorning regeringen havde ført altovervejende borgerlig politik sammen med de borgerlige partier – og at EL ikke var trådt tydeligt nok frem som en opposition til venstre, der repræsenterede et helt andet projekt. Det formulerede venstrefløjs-opbygningsprojekt i dokumentet indeholdt i høj grad også et opbygningsarbejde i forhold til progressive folkelige bevægelser af enhver slags – og for øvrigt også en invitation til SF og Alternativet om at være med til at opbygge en politisk pol til venstre for Socialdemokratiet.

 

Man kan næppe påstå, at projektet er lykkedes – eller bare er godt på vej. Hvad angår bevægelsesopbygningen står det meget skralt til – også med EL’s indsats. Coronaen kan få en del af skylden, men langt fra den hele. Der, hvor der faktisk har været bevægelse og aktioner – klimabevægelsen og især sygeplejerskekonflikten – har vi ikke organiseret en ordentlig indsats. Og på det parlamentariske plan bliver EL (og selvfølgelig i endnu højere grad SF!) tydeligt opfattet mere som et støtteparti, der ønsker nogle korrektioner, end som en opposition til venstre med et helt andet projekt end regeringen. Der er heldigvis næppe mange, der er i tvivl om, at EL står for en helt anderledes udlændingepolitik end regeringen, og at EL også har en klar profil på f.eks. fattigdomsydelser og løn- og arbejdsvilkår for ”velfærdens helte”. Men det fremstår desværre ikke ligeså klart, at EL f.eks. også er i skarp opposition til regeringen, når det handler om så væsentlige områder som den generelle økonomiske politik og klimapolitikken.

 

Har forståelsespapiret sikret en kurs, som gør venstre-opposition unødvendig?

Nu kunne dette jo skyldes, at bl.a. ”forståelsespapiret” har sikret, at Mette Frederiksen-regeringen har ført en politik, der på en række områder slet ikke nødvendiggør et alternativ til venstre. At EL – for at bruge en gammel floskel – ”har sejret sig ihjel”?

 

Men nej, dette er desværre ikke forklaringen. Det er givet, at EL har kunnet få en del gode ting igennem med dette papir i hånden. For eksempel er 2-procents-nedskæringerne på uddannelsesområdet stoppet. Så vidt, så godt. Men:

 

For det første var forståelsespapiret jo meget langt fra at være ”EL’s politiske alternativ”. Det indeholdt blot nogle minimums-løfter, der skulle retfærdiggøre det, at man overhovedet pegede på en socialdemokratisk regering frem for en Venstre-regering.

 

For det andet har regeringen faktisk endnu ikke indfriet de allervæsentligste løfter i papiret. Først og fremmest ved den manglende handlen på klimaområdet. Som vi tidligere har redegjort for i flere ugekommentarer, lever de luftige hockeystavs-planer på ingen måde op til løfterne. Men sandelig også mht. løfterne vedrørende ulighed og fattigdom – hvor det dels er lykkedes ligefrem at forøge uligheden (vist nok – tallene er endnu ikke endeligt opdaterede), dels er lykkedes at lægge en bombe under afskaffelsen af fattigdomsydelser

 

Oprør fra venstre

Derfor skal Enhedslisten, afdelinger, udvalg og netværk, alle aktive EL-medlemmer, først og fremmest ud og mobilisere til alle disse (og mange andre) vigtige kampe. For det er i sidste ende de folkelige bevægelser, der lægger grunden til en anden udvikling – både på kort og langt sigt.

 

Og hvis ikke vi på venstrefløjen er i stand til at få organiseret den vrede og det oprør, som f.eks. en galopperende inflation og ”elitens” sammenspiste ligegyldighed over for almindelige menneskers problemer kan udløse, kan det blive nogle andre, absolut ikke progressive kræfter, som sætter sig i spidsen for det.

 

For at løfte den opgave må Enhedslisten som parti også fremstå som et klart alternativ, en synlig repræsentant for og inspirator til et oprør. Ikke som en hund, der nok ihærdigt prøver at trække sin socialdemokratiske herre forskellige gode steder hen, men egentlig bare er i snor…

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 11. maj 2022

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com