Torsdag den 24. august demonstrerede 150 bygningsarbejdere foran en byggeplads på Frederiksberg. Entreprenørfirmaet GVL havde hyret det uorganiserede svenske byggefirma TS Rørteknik, som aflønnede arbejderne under fagets mindsteløn. Bygherren var Frederiksberg Kommune, der ellers skulle have holdt øje med, at sådan noget ikke kunne ske. 3 timer senere var der indgået en overenskomst mellem TS Rørteknik og 3F BJMF.

 

Ryanair har nu indgået en overenskomst med Dansk Metal, så de kan flyve i Danmark. Første gang Ryanair forsøgte for 8 år siden, prøvede de forgæves at underkende den lovlige i konflikt i Arbejdsretten. Nu er de kommet på bedre tanker.

 

Restauranterne Brdr. Price og Hereford Beefstouw har begge opsagt overenskomsten med 3F for at kunne få endnu mere fleksibilitet og endnu lavere lønninger. I en branche, der ikke kan tiltrække arbejdskraft, og som har en meget ringe overenskomstdækning.

 

Cykelbudene har lavet en klub for madudbringning. Det er et nyt område, som er eksploderet de senere år med de såkaldte platformsfirmaer. Her prøver entreprenante folk at ligestille underbetalte cykelbude med store firmaer. Men cykelbudene har taget kampen op. Og den første overenskomst er i hus.

 

Hvorfor?

Men hvorfor disse kampe? Svaret ligger lige for:

 

I Danmark er alle forhold som løn, arbejdstid, pension, køretid m.m. en aftale mellem arbejdsmarkedets parter. Eller mellem det enkelte firma og den enkelte arbejder – mere om det senere. Feriepenge, ansættelsesbevis, ligestilling og arbejdsmiljø er lovstof, men resten skal man selv aftale.

 

Med andre ord: Det er lovligt i Danmark at til en løn på fx 80 kr./timen med en 60 timers arbejdsuge. Derfor er kampen for overenskomstdækning så vigtig. Det er det vigtigste redskab som fagforeningerne har i Danmark for at sikre anstændige arbejdsforhold.

 

Har mange en overenskomst?

Der er meget stor forskel på overenskomstdækningen i de forskellige brancher.

 

Industri, byggeri og transport har traditionelt være godt dækket, men disse brancher er udfordret af blandt andet rejsende arbejdskraft og udenlandske firmaer, der konkurrerer på at være billige, og derfor vil de gerne undgå at blive overenskomstdækket. Restaurations-, service og (en del af) IT-branchen er til gengæld dårligt dækket.

 

Generelt er tendensen at nyere brancher er dårligere dækket med overenskomster. Og fagbevægelsen skal kæmpe mere om den enkelte overenskomst.

 

Hvorfor er det gået sådan?

Malet med den brede pensel er der fire forklaringer:

 

Den første er den nyliberale offensiv, som den britiske premierminister Margaret Thatcher og den amerikanske præsident Ronald Reagan satte ind i starten af 80’erne, hvor det var et erklæret mål at svække fagbevægelsen. Uligheden skulle øges, og der stod fagbevægelsens solidariske løsninger i vejen. En offensiv, der har stået på lige siden.

 

Dernæst betyder åbningen af EU’s indre marked, at udenlandske firmaer, fx italienske eller polske, kommer ind, og de har nogle helt andre traditioner på arbejdsmarkedet. Her er det ret normalt, at firmaerne bestemmer alt og ikke er forpligtet af nogle aftaler. En adfærd, der smitter af på danske firmaer

 

Så er der mange unge, der på grund af de uendelige muligheder på internettet og de sociale mediers fokusering på individet mere ser sig som en selvstændig aktør på det globale marked end som underbetalt kassemedarbejde i Fakta.

 

Endelig har fagbevægelsen sovet i timen. Big time. Man er først i de senere år begyndt at tage udfordringen med den svindende overenskomstdækning alvorligt. Overenskomstdækning af Ryanair og Nemlig.com er eksempler på dette. 3F´s Byggegruppe har i mange år kanaliseret penge fra boder, indbetalt af arbejdsgiverne for brud på overenskomsten, tilbage til de lokale 3F-fagforeninger, som laver en indsats for at tegne flere overenskomster m.m.

 

Kan jeg ikke bare forhandle selv?

Mange tænker: Kan jeg ikke bare forhandle selv? Har jeg brug for en overenskomst?

 

Det korte svar er nej til det første og ja til det andet! Arbejdsgiverne har en masse ressourcer og vil kunne spille os ud mod hinanden. Det er ikke tilfældigt, at arbejdere i lande med stærke fagforeninger og overenskomster generelt er bedre stillet end i de lande, hvor fagbevægelsen er svækket.

 

Desuden har stærke områdeoverenskomster den fordel, at mange kender reglerne. Man skal ikke forholde sig til, om fx pensionen er den samme i de forskellige firmaer. Det gør det mere gennemskueligt både for arbejdere og arbejdsgivere. Og dermed mere håndterbart for den enkelte arbejder.

 

Hoved- og sympatikonflikt – områdeoverenskomster

I Danmark anerkendte arbejdsgiverne i september 1899 arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger, og at arbejdsmarkedet skulle reguleres via aftaler. Det skete i den såkaldte Hovedaftale. Samtidig anerkendte fagforeningerne arbejdsgivernes ledelsesret, men det er en anden historie.

 

Dermed var vejen banet for den ret omfattende konfliktret, som der eksisterer i Danmark. Fagbevægelsen har faktisk vidtrækkende mulighed for at konflikte sig til overenskomster. Og når et firma først er omfattet af en overenskomst, kan det kun komme ud af den ved at konflikte sig ud af den. De ansatte, der er medlemmer af fagforeningen, skal fyres, hvilket er et kampskridt, og overenskomsten skal opsiges. Det har Brdr. Price og Hereford Beustouw gjort.

 

To begreber er centrale:

 

Hovedkonflikten, hvor fagforeningen trækker sine medlemmer ud af det pågældende firma (eller firmaet fyrer dem). Deres ansættelsesforhold ophører, og fagforeningen pålægger sine medlemmer ikke at tage arbejde der.

 

Sympatikonflikten, hvor andre organiserede arbejdere – i sympati med hovedkonflikten – må undlade at arbejde med produkter, der har med hovedkonflikten at gøre. Chaufføren må undlade at levere varer til den restaurant, der er i konflikt. Bygningsarbejderen må bede om at blive flyttet til en anden byggeplads, hvor der ikke er konfliktramt arbejde.

 

Kernen i forståelsen er, at vi er frie til at sælge vores arbejdskraft til dem, vi vil – også at undlade. Vi er jo ikke slaver. Vores konfliktret er så omfattende, at overenskomster indgået med de Kristelige og Det Faglige Hus ikke er gældende. 3Fs konflikt med rengøringsfirmaet Renell tager ikke hensyn til, at de allerede har en overenskomst.

 

Vi skal altså kæmpe os til overenskomster og er vi stærke, vinder vi, men er vi ikke stærke nok, må man opgive at få en overenskomst. Mange steder har fagbevægelsen opgivet at kæmpe sig til flere overenskomster – eller har ikke engang forsøgt, da man har vurderet, at man alene ikke kunne vinde kampen. Hvilket desværre jo er rigtigt nogle gange.

 

Fagbevægelsens opgave

Det er fint, at man nogle steder er begyndt at vågne op. Og det er flot, at man har kunnet tage livtag med firmaer som Nemlig.Com og Ryanair. Men fagbevægelsen kunne gøre meget mere.

 

FH kunne arrangere konfliktskoler, hvor man lærte de grundlæggende arbejdsretslige regler, som faktisk giver en masse muligheder.

 

FH kunne arbejde systematisk med at opbygge lokale netværk af fagforeninger, der ville kunne støtte hinanden med aktivister o.l.

 

Man kunne arbejde mere målrettet på at man kunne lave sympatikonflikter på tværs af fagene.

 

Man kunne målrette bestemte brancher eller firmaer. Kampen mod Nemlig.com skyldtes ikke en strategisk beslutning hos 3Fs transportgruppe, men en artikel i Politiken, fordi journalisten talte med sit bud fra Nemlig.com.

 

Selv om fagbevægelsen har mange valgte og ansatte, der gerne ville gøre mere ved dette, er man for styret af toppen. For mange formænd og fagforeninger tør ikke involvere medlemmerne og udfordre arbejdsgiverne. Man har glemt, at man er startet som en bevægelse, der blev bygget op fra neden. Og skal man tilkæmpe sig nye overenskomster, skal man bruge både bevægelse og apparat. Lige nu er der for lidt bevægelse.

 

Indgåelse af overenskomster – ikke kun fagbevægelsens opgave

Som udgangspunkt er det fagbevægelsen, der skal tage denne kamp på sig. Men man må godt få hjælp!

 

Renell er stadig kunde hos knapt ti kommuner, hvoraf én er socialdemokratisk og de andre er borgerlige, men de har mistet kunder på grund af konflikten.

 

Københavns Kommune opsagde kontrakten med Nemlig.com, da firmaet ikke kunne dokumentere at de fulgte lageroverenskomsten.

 

Der er oprettet en facebookgruppe, der opfordrer til boykot af Brdr. Price og Hereford Beefstouw. Faglige organisationer må ikke opfordre til boykot, som et led i en faglig konflikt. Men det må andre godt.

 

I 1970'erne og 80'erne var der aktive i Faglig Ungdom, der kørte kampagner for at få overenskomster med firmaer med mange unge.

 

Den vigtigste person: den enkelte arbejder

Alt dette er folk uden for det enkelte firma, der prøver at få en overenskomst igennem: fagbevægelsen og sympatisører. Men overenskomsterne er oprindeligt opstået lokalt og i firmaerne. De jyske snedkere havde i slutningen af 1800-tallet mange kampe med deres arbejdsgivere. Det udløste den omtalte september-konflikt i 1899, som gav snedkerne deres første egentlige overenskomst. Lavet af – og for – snedkere på begge sider af forhandlingsbordet.

 

Og det er det specielle ved den danske - og nordiske – model. Reglerne er lavet af parterne selv, hvilket giver et meget stort ejerskab for både arbejdere og arbejdsgivere. Ejerskabet er centralt og det skal vi huske når vi skal tegne flere overenskomster. Det er nemmere at få dem i hus, hvis man har så meget opbakning blandt de ansatte, så firmaet giver sig.

 

Mindst lige så vigtigt er det, at de ansatte tager ejerskab til dem. Hvad nytter en god aftale, hvis ingen kender den, er ligeglad med den eller ikke tør bruge den? Svaret er oplagt. Den bliver ikke overholdt. Det er en vigtig opgave for fagbevægelsen at organisere ansatte i firmaer og brancher med en lav overenskomstdækning for at have et godt fundament, når overenskomstkravet bliver rejst.

 

Socialister og kampen for overenskomstdækning

Socialister ser arbejderklassen som den centrale klasse i samfundet, da den har magten til at gennemføre radikale ændringer i samfundet til gavn for det store flertal.

 

Fagbevægelsen er arbejderklassens vigtigste redskab for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold, og derfor er det en vigtig opgave for socialister at støtte op om de faglige kampe. Er man ikke lige i position til at blive forperson for sin fagforening, kan mindre også gøre det. Deltagelse i generalforsamling, suppleant til klubbestyrelsen, arbejdsnedlæggelse når arbejdsmiljøet bliver overtrådt, støtte til en faglig kampagne mod højere arbejdstid. Alt sammen har en berettigelse.

 

Anders Lange er opmåler i Bygge-, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening i København.