Foto: Bernie Sanders blev genvalgt som senator for fjerde gang.

Der er progressive sejre, som er værd at se nærmere på, for at forstå, hvorfor de formåede at bryde igennem, og hvilke udfordringer de står overfor.

Mediernes dækning af Trumps sejr har skygget for, at der parallelt med præsidentvalget blev afholdt folkeafstemninger i 10 stater om retten til abort. Her lykkedes det at beskytte retten til abort i 7 af de 10 stater.

I disse stater blev afstemningen vundet:

Arizona med 61% af stemmerne

Colorado – 62 %

Maryland – 75 %

Missouri – 52 %

Montana – 58 %

Nevada – 64 %

New York – 62 %

I Nebraska var der flertal på 55 % for abortrettigheder indtil den 12. uge. Denne beslutning skal bekræftes ved en ny folkeafstemning i 2026 for at blive skrevet ind i statens forfatning. Samtidig blev et forslag om mere generøse abortrettigheder knebent nedstemt (se nedenfor).

I disse stater tabte man afstemningen:

Florida, hvor 57 % stemte for retten til abort, men det krævede 60 % – et kvalificeret flertal – for at få det skrevet ind i statens forfatning.

Nebraska – hvor de knebent tabte 49-51 på at tillade abort selv efter 12. uge, hvis kvindens liv og helbred var på spil. Et forslag om begrænsede abortrettigheder blev dog vundet. (se ovenfor).

South Dakota – 41 % for abortrettigheder.

Modsatrettet mønster

Mens man kan glæde sig over sejrene for abortrettigheder, er der et modsatrettet mønster. Mens spørgsmålet om abortrettigheder blev vundet med 61 % i Arizona, så vinder Trump staten med 52 %. Mens abortrettigheder blev vundet med 52 % i Missouri, vinder Trump staten med 59 %. Mens abortrettigheder blev vundet i Montana med 58 %, vinder Trump staten med 59 %. Mens abortrettigheder blev vundet med 64 % i Nevada, vinder Trump staten med 51 %. Alt i alt tabte Kamala Harris med 31 valgmandsstemmer alene her. Det havde ikke i sig selv afgjort præsidentvalget, men havde været en uomgængelig del på vejen til at besejre Trump.

Demokraterne har ikke været i stand til at udnytte den progressive kamp for abortrettigheder og gøre den til en stemme på Kamala Harris. Det betyder, at der var andre spørgsmål, der betød mere end retten til abort. De amerikanske vælgere havde tilsyneladende ingen problemer med at stemme for abortrettigheder med den ene hånd og stemme på Trump med den anden.

Demokraterne havde intet program til at øge levestandarden for arbejderne og middelklassen under Biden, og heller ikke noget med Harris. I Harris/Waltz-valgmanifestet lod de [investeringsbanken] Goldman Sachs regne på deres økonomiske program, og det faldt ud til deres tilfredshed. Om det imponerer i arbejdervælgernes øjne er noget helt andet. Det forlyder også, at Financial Times roser Harris/Waltz for en skrappere holdning til budgetunderskuddet end Trump. Hvordan det skulle vinde arbejdervælgerne er et mysterium.

Nu har Trump heller ikke noget program for arbejder- og middelklassen. Men hans retorik ved, hvor den rammer. Når han taler om told og protektionisme, bliver det lanceret som en redning for amerikanske arbejdspladser. Når han taler om immigranter, udover det vrøvl, at de spiser vælgernes kæledyr, siger han direkte, at “de tager dine job”. Ligesom høj arbejdsløshed ved alle, hvad øget konkurrence om job betyder for mulighederne for at tjene til livets ophold, for evnen til at kræve rimelige lønninger mv. Han lover, at USA vil have de laveste energipriser i hele verden, han vil sænke skatterne, og inflationen vil helt stoppe med ham ved roret.

Urealistiske løfter, men arbejderklassens vælgere, der har set priserne stige med 20 procent under Biden, er nok ret desperat efter at genvinde deres købekraft. For to uger siden skrev New York Times “It’s inflation, stupid: Why the working class wants Trump back” – en omskrivning af det gamle slogan “It’s the economy, stupid” fra Bill Clinton-æraen.

Bernie Sanders genvalgt

Samtidig gik det godt for progressive politikere, der også havde en radikal politisk og økonomisk dagsorden.

Bernie Sanders blev genvalgt som senator i Vermont med 64 %. Han har nu vundet valget i Vermont fire gange i træk. Han har ført kampagne omkring emner, der i højere grad berører arbejderklassens vælgere, såsom at hæve den lovbestemte mindsteløn til 17 USD/timen, gratis sygesikring til alle, høj prisloft på medicin, indføre saglig bevisbyrde ved afskedigelse og 20 millioner nye job i den grønne omstilling. Folk lyttede til dette budskab.

Bernie Sanders er ikke nådig i sin kritik af Det Demokratiske Parti:

»Det burde ikke komme som nogen stor overraskelse for et Demokratiske Parti, der har forladt arbejderklassens folk, at opdage, at arbejderklassen har forladt dem. Mens Demokraternes ledelse forsvarer status quo, er det amerikanske folk vrede og ønsker forandring. Og de har ret.”

“I dag, mens de meget rige klarer sig fænomenalt godt, lever 60 procent af amerikanerne fra hånden til munden, og vi har mere ulighed i indkomster og formuer end nogensinde før. Utroligt nok er den reelle, inflationsjusterede ugeløn for den gennemsnitlige amerikanske arbejder faktisk lavere nu end for 50 år siden.”

“Vil de store pengeinteresser og velbetalte konsulenter, der kontrollerer Det Demokratiske Parti, lære nogen reel lære af deres katastrofale kampagne? Vil de forstå den smerte og politiske fremmedgørelse, som titusinder af amerikanere oplever? Har de nogen idéer til, hvordan vi kan tage os af det stadig mere magtfulde oligarki, der har så meget økonomisk og politisk magt? Sandsynligvis ikke.”

Sandsynligvis ikke? Vi kan nok sige; højst sandsynligt ikke.

Alexandria Ocasio-Cortez

En anden stjerne på den politiske himmel i USA er Alexandria Ocasio-Cortez. I New York genvandt hun sin plads i Repræsentanternes Hus med 69 procent. I indre bydistrikter som Bronx fik hun over 70 procent af stemmerne. Det er stort set en selvmordsmission for en republikaner at udfordre hende.

Hendes valgkamp fokuserede også på emner, der var vigtige for arbejderklassens vælgere. Hun begyndte med at gå foran med et godt eksempel, idet hendes kampagnearbejdere var fagligt organiserede og dækket af overenskomst. Kravene var faglige rettigheder på alle arbejdspladser og en umiddelbar forhøjelse af mindstelønnen til 15 dollar i timen med et mål på 24 dollar. Hun pressede også på spørgsmålet om en sundhedsreform, der dækker alle sundhedsudgifter (inklusive tandpleje) og en boligpolitik, hvor boliger bliver en borgerrettighed.

Sidst men ikke mindst pressede både hun og Bernie Sanders på for, at USA skulle indføre en våbenembargo mod Israel. Og det er en politik, der vinder opbakning. At se de amerikanske vælgere som en homogen reaktionær masse er ikke korrekt. Radikale venstrekandidater, der tager fat på arbejderklassens vælgeres reelle bekymringer, vinder.

Alexandria Ocasio-Cortez forklarer, at grunden til, at hun blev politisk aktiv, var for at ændre Demokraterne:

“Jeg gik fra at vaske gulvet i en bar til at gå ind i Kongressens haller, og grunden til, at jeg gjorde det, og grunden til, at jeg stillede op, var ikke, fordi jeg stillede op mod en Republikaner. Det er, fordi jeg stillede op mod en Demokrat, som jeg ikke synes fokuserede på familier som min eller samfund som mit eller så smerten hos mennesker som mig. Og meget af det, jeg så på det tidspunkt, var en Demokrat, der bare stillede op mod Trump og ikke støttede en vision, der talte klart til min materielle virkelighed, og jeg kom til et punkt som servitrice, hvor jeg følte, at mit medlem af Kongressenikke gik ind for at støtte en mindsteløn på 15 USD.”

Hun kunne ændre repræsentationen i et valgdistrikt, men vil hun være i stand til at ændre Det Demokratiske Parti og få det til at “genoprette forbindelsen til arbejderklassen”, som hun siger i sin analyse efter valget? Risikoen er nok større for, at Demokraternes ledelse konkluderer, at de skal blive mere som Trump (og her hans værste aspekter) for at vinde valg. Overalt ser vi, at hvor højrepopulismen vinder frem, tilpasser andre partier sig.

Hvad gør vi nu? Alexandria Ocasio-Cortez siger i sin analyse efter valget:

»Vi har haft et kæmpe tilbageslag ved dette valg, fordi fascisten vandt stor opbakning fra arbejderklassen, hvilket er sket før i historien. Vores hovedprojekt er at forene arbejderklassen i dette land mod en fascistisk dagsorden, punktum.”

Det er et udgangspunkt, man sagtens kan tilslutte sig. Når arbejderklassen mangler al politisk indflydelse, falder opgaven tungt på fagforeningerne og de sociale bevægelser om at forsvare arbejderklassens interesser. Det er langt vigtigere end forsøgene på at reformere Demokraterne.

11. november 2024

Oversat fra det svenske webmagasin Internationalen af Åge Skovrind