Den amerikansk ledede koalition foretager i disse uger og dage et afgørende fremstød og dødsstød mod Islamisk Stats hovedby i Irak, Mosul, og forbereder samme mod Raqqa i Syrien – IS´ hovedby her. Ville Islamistisk Stat have eksisteret i samme omfang – i Syrien og Irak, men også i mange andre lande, hvis de imperialistiske militære interventioner ikke havde fundet sted?

af Svend Vestergaard Jensen

Ville IS have eksisteret, hvis der i de samme krigsførende lande havde eksisteret stærke antikrigsbevægelser med mange forskellige markeringer – såvel på parlamentariske som på det udenomsparlamentariske plan?

Jihadismens styrke er venstrefløjens svaghed. Og omvendt hvis venstrefløjen – og arbejderbevægelse, solidaritetsbevægelser og græsrodsinitiativer – styrkes, så svækkes den islamistiske Jihad, der hvor de begge er til stede. Venstrefløjen i Vesteuropa – og andre steder – evnede ikke at skabe stærke antikrigsbevægelser, hverken efter Afghanistan/Irak-invasionerne fra begyndelsen af årtusindskiftet eller i forhold til den syriske borgerkrig og de militære interventioner her.

Vi har manglet en stærk antikrigsbevægelse kombineret med aktivt arbejde, som etniske mindretal med mellemøstlig herkomst kunne identificere sig med og være aktive omkring, både på et parlamentarisk og udenomsparlamentarisk plan. At venstrefløjen siden 1970erne i Mellemøsten har været svag, er indlysende. At samme fløj i den europæiske virkelighed også er for svag til at udfordre de islamistiske strømninger er også til at få øje på. Hvor har venstrefløjen inviteret etniske unge ind, så de har kunnet give udtryk for deres vrede? Eller hvor er indsatsen med at inddrage etniske mindretals unge i fora, hvor venstreorienterede er aktive og til stede?

I det arabiske forår var situationen ved at ændre sig. Omslaget i de senere år til reaktion svækker en positiv tendens, der kunne have gjort den afgørende forskel. Kontrarevolutionære kræfter mobiliserede og mobiliserer til modstand mod det arabiske forår, der startede i 2011. Såvel det saudiarabiske som det syriske regime er stærke baser mod det oprør, der ville forandre den arabiske verden med paroler som dem på Tahrirpladsen i Cairo: "Brød, frihed, social retfærdighed og national værdighed".

Islamistisk Stat dukkede op og repræsenterede en del af den kontrarevolutionære bølge. Den kunne tiltrække nye jihadister rundt om i verden, som svar på diktaturerne og Vestens alliancer. Den var og er ikke løsningen – den er en del af barbariet.

Reaktion på krig og elendighed
Jihad er ikke kun en fanatisk religiøs bevægelse. Den er også politisk. Den har et politisk rationale. Bevægelserne, der under et kan betegnes som islamisme eller jihadisme eller som religiøs dogmatisme fra Koranen, som de selv vælger ud og gentager igen og igen. Disse bevægelser og organiseringer reagerer på en social virkelighed med deres "program". Ligesom de reagerer mod Vestens militære interventioner i den arabiske region – historisk som aktuelt – med dens alliancer med Mellemøstens diktaturer som Assad i Syrien, Egyptens Sisi og det saudiarabiske regime.

Jihad er "worldwide" og rekrutterer rundt om i verden, i Mellemøsten og også i Danmark. Det er en reaktion på noget, på den sociale virkelighed her og der, og på de militære situationer i Mellemøsten og de katastrofer og elendighed, den medfører. Det er ikke blot kriminelle, som den nye antiradikaliseringspakke tager sit afsæt i. Hvis radikalisering primært er udtryk for religiøs fanatisme, banderelateret kriminalitet og udsatte unge tæt på psykiske diagnoser, så bliver opgaven jo at befri dem fra deres "religiøse fanatisme" og dens konsekvenser og få dem til at bruge det danske samfunds muligheder. Det er opgaver, mange professionelle pædagogiske og sociale medarbejdere selvfølgelig må arbejde med på forskellige fronter. For venstrefløjen, arbejderbevægelsen og solidaritetsorganisationerne må opgaverne yderligere udvikles.

Et positivt eksempel på et samarbejde mellem arabiske unge og venstrefløjen så vi i forbindelse med Gaza-aktionerne i sommeren 2014. I Aarhus var der flere forskellige typer af aktiviteter. Udgangspunktet for organiseringen af aktiviteterne var unge fra Gellerup-området. Israel/Palæstina-konflikten spiller en stor rolle i arabiske unges bevidsthed, og her spillede de sammen med den lokale venstrefløj i alle aktionerne. De kunne se, at selvom Vesten er medansvarlig i denne fastlåste konflikt, optræder venstrefløjen som andet – nemlig som dem, der var solidariske med palæstinenserne mod den zionistiske stats massebombardementer mod Gaza-befolkningen i sommeren 2014.

Et andet positivt eksempel er de kurdiske aktiviteter i det mellemøstlige og dele af den internationale venstrefløjs aktive solidaritet i de vestlige lande og selve modstanden og opbygningen af de befriede områder i Syrien og Irak. Kurdere rundt om i de vestlige lande – herunder Danmark – tiltrækkes ikke af islamistisk Jihad. Der findes naturligvis enkelte undtagelser.

Vesten som blok
For at kunne handle må man se kernen i Jihad. Det er ikke blot "galskab" – der er også noget rationelt, noget de unge reagerer på – og ikke blot "et Guds kald". Der er rundt om i verden også noget andet, noget de responderer på, ligesom mange andre mennesker, herunder den venstrefløj og andre, der ser den samme triste udvikling, men som er for fraværende.

Der er med andre ord tale om en politisk reaktion, men som her er drejet om i det modsatte af progressivt og venstreorienteret, nemlig islamisme af forskellige retninger – Islamistisk Stat , Salafisterne, Kaldet til Islam, for at nævne de vigtigste. Det kan også under en bred kam kaldes jihadisme. Det er med andre ord nødvendigt at se det politiske i jihadismen og ikke blot reducere fænomenet til kriminalitet og vold, det vil sige den religiøse fanatismes fremtrædelsesformer.

Unge radikaliserede – og gerne langt inden – skal mødes med andet end religiøse og kriminelle aktiviteter. De skal tilbydes og inddrages i noget, der sætter andre perspektiver og som ændrer samfundene – her og i Mellemøsten. De ønsker at gøre en forskel – her og der – når de ser mellemøstlige diktatorer undertrykke demonstranter. Og når de ser europæiske stater samarbejde med regimer om at dæmme op for flygtningestrømme og så videre. Og når de så samtidig ser, at der er meget lidt modstand mod alt dette i de vestlige samfund…

Derfor ses Vesten som en blok, hvor landene er næsten enige. Monsterregimet Islamistisk Stat og IS-krigere kommer ikke ud af ingenting. Ligesom naturen ikke tåler vakuum, gør politik det heller ikke. Når nogen ikke fylder tomrummet ud, rykker andre ind.

Unge, der rekrutteres til Jihadisme, til Syrienskrigere, til Irak, er ikke mere Koran-stærke end mange andre unge muslimer. De lærer ganske vist enkelte religiøse dogmer, der reproduceres igen og igen. De vil på deres måde yde en indsats, når de ser på den sociale virkelighed og den forfærdelige situation i deres familiers hjemlande. De ser Jihad som løsningen, når alternativerne er fraværende – i de vestlige lande og i Mellemøsten.

Unge, der rekrutteres til jihadisme, er unge, der ofte har god skolegang, har gennemført uddannelsesforløb og er i arbejde eller har haft jobs. De kunne lige så godt have tilknyttet sig andre fællesskaber, andre strømninger.

Stramninger af udlændingepolitikken kombineret med højrefløjens diskriminerende retorik er stærkt medvirkende til eksklusion og marginalisering af unge med anden etnisk herkomst end dansk. Højrefløjen og den radikale islamisme synes at være afhængig af hinanden.

Religion som blokering?
Religion er ikke bare religion slet og ret. Den har en dobbeltkarakter – den har både det undertrykkende aspekt og oprørspotentialet. At oprør mod de herskende ofte elendige forhold – indeholder de religiøse ideers utopiske dimension. Det er ikke det samme som at accepterere livssituationen, som den nu engang er, og de åbenlyse urimeligheder.

Unge tilhørende islam – og det er næsten alle af mellemøstlig herkomst – skal mødes i en fælles kamp, inddragelse for at forandre tingenes tilstand sammen med etniske danskere. Ikke mindst der, hvor der i dagligdagen er fælles berøringsflader – skoler, arbejdspladser, boligkvarterer, klubber – ja, overalt hvor der er berøringsflader.

Unge med anden etnisk oprindelse end dansk kan og skal inddrages i humanitært arbejde. Hjælp til flygtninge, nødhjælpsarbejde til områderne i Mellemøsten, der skal genopbygges. Da de store flygtningestrømme kom gennem Europa og blandt andet til Danmark var mange unge med mellemøstlig herkomst aktive i arbejdet. Mange stod ovenikøbet i spidsen for det.

De har fælles interesser i velfærd og i kampen og kravene indenfor fx uddannelse, sundhedsvæsen og kollektiv transport og kamp mod privatiseringer, som er ødelæggende for velfærden. Ligeledes er der fælles interesser for at få Europa ud af krigene i Mellemøsten og Afghanistan.

I den forstand kan jihadismens rekruttering og fremmarch minimeres. Den manglende inklusion i det danske samfund – og andre vestlige samfund – betyder og kan medføre, at relativt velfungerende unge vælger jihadismen, Der skal ske noget mod uretfærdighederne, der skal skabes et andet samfund og så videre. Det er ganske forståeligt og tilrådeligt – men såvel metode som endemål må være noget ganske andet: – socialismen fremfor barbariet, som det blev formuleret i Rosa Luxemburg slogan.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com