Han kommer fra Milano, andre er fra Rom eller fra Mantova i den nordlige provins Lombardiet.

Det er femte gang, Marco er med på en ungdomslejr, og denne lejr adskiller sig på flere punkter fra de  andre, han har været med på, synes han.

”De andre lejre har været i Sydeuropa, men her er mange flere fra Nordeuropa end normalt. Danskerne er den største gruppe og har en anden tilgang. Det oplevede jeg allerede, da repræsentanter fra de forskellige lande mødtes i foråret for at lægge programmet.”

Hvordan kommer det konkret til udtryk?

”Det hele er planlagt i mindste detalje – nogle gange måske lidt for meget. Der er også en lidt anden tilgang, når vi holder fest. Jeg var overrasket over, at der var så mange, der bare sad ned og snakkede, hvor vi mere plejer at springe ud på dansegulvet og slå os løs. Det at kunne realisere sig selv på den måde er jo også en af grundene til, at folk tager på ungdomslejr. Men det er en kulturel forskel, og det er der ikke noget mærkeligt i. Sådan er det.”

Samtidig er han imponeret over det højre serviceniveau:

”Det er virkelig godt organiseret. Når vi beder om noget, som vi mangler, så kommer det straks. Hvis der er et problem, så bliver det ordnet – hurtigt.”

Uden for markedet
Hvilken slags arbejde er I engageret i?

Lige nu har vi en stor diskussion om Fuorimercato. Det betyder ”uden for markedet”, og det er på den ene side en etableret græsrodsbevægelse for økologisk selvforsyning, som samler arbejderstyrede produktionskollektiver fra hele Italien, også grupper af migranter (http://www.fuorimercato.com). De seneste år har vi prioriteret at promovere dette netværk. Men vores ide med ”uden for markedet” er også ideen om at opbygge nogle rum, hvor man i fællesskaber løser sine problemer, uden for de etablerede strukturer. Så vi definerer os ikke som et politisk parti, eller som nogen, der kommer med det rigtige budskab, men som et netværk, der vil politisere sociale problemer gennem folks selvorganisering.”

Marco minder om, at der altid har været en stærk tradition for selvforvaltning i Italien. Den autonome tradition kom også til udtryk på arbejdspladserne, hvor der i 1970’erne mange steder blev dannet fabriksråd af menige arbejdere. Den faglige landsorganisation for basiskomiteer, COBAS, blev dannet i 1999 i opposition til de traditionelle fagforeninger og tæller altovervejende medlemmer fra den politiske venstrefløj.

Marco arbejder som sekretær hos COBAS i Milano. Her er flere af medlemmerne aktive i et arbejderkollektiv på en lukket fabrik (Ri-Maflow), som 20 tidligere og 80 nye ansatte siden december 2012 har besat for at genoptage produktionen og indgå i et bredere netværk uden for det traditionelle marked.

Besatte områder

Hvordan er det foregået det i praksis, når Communia arbejder for selvforvaltning?

”Vi har lavet husbesættelser i forskellige byer og skabt rum for, at for eksempel arbejdsløse, løsarbejdere, unge, kvinder, migranter eller LGBT-folk kan organisere sig selv. I Rom lavede vi en besættelse, som giver et rum for studerende, som er optaget på universitetet, men som mangler plads og faciliteter, hvor de kan læse. I Milano har vi besat en nedlagt skole, hvor forskellige grupper kan have deres eget rum. Meningen er, at folk skal organisere sig selv, men så er der et fælles møde en gang om ugen, hvor alle spørgsmål kan diskuteres.”

”I Milano er vi omkring 20 aktivister, fra 16 til 70 år, som kommer dagligt  i den besatte bygning. Der er rum for arbejdsløse, for kvinder, for unge, for LGBT-folk, men vi har også et fællesmøde hver uge, hvor vi tager alle mulige diskussioner op.”

Har det fungeret godt?

”Både ja og nej. Det fungerer bedst på det materielle niveau. For eksempel har vi et folkekøkken, hvor der er billig mad hver dag. Der er også et marked hver måned, hvor man kan købe fødevarer eller andre produkter billigt fra selvorganiserede produktionskollektiver i hele landet.”

Hvor mange kommer?

”Meget forskelligt. Når der er frokost, kommer der måske 20-30 personer. Vi har holdt LGBT-fester med 3-400 deltagere. Vi har en feministisk workshop med 30-40 deltagere.”

Selvorganisering er ikke nok
Men Marco peger også på erfaringer, som er knap så positive:

”Vores politiske ambitioner er meget større. Hvis ”uden for markedet” skal blive en magtfaktor, er der brug for massiv opbakning. Og vi kan ikke nøjes med at organisere os selv. Her har vi en strategisk uenighed nogle af de autonome grupper. Vi er også nødt til at forholde os til den undertrykkelse, der foregår. Kun på den måde kan vi bekæmpe kapitalismen.”

”Vi prøver at rejse den debat, men med udgangspunkt i folks problemer. Vi kommer ikke for at forklare – det handler mere om en gensidig udveksling af erfaringer, og vi har selvfølgelig gennem Fjerde Internationales nogle inputs og redskaber, som vi kan bidrage med. Det er med det udgangspunkt, vi arrangerer politiske diskussioner, om kvindekamp, LGBT, miljø, indvandring og så videre, men især har vi fokus på arbejdsforhold og faglig organisering, for her kan vi også rejse alle de andre spørgsmål,” siger Marco.

To strategier
Han har været med i Communia siden 2012. Det var på det tidspunkt, hvor den italienske sektion af Fjerde Internationale besluttede, at uenighederne om det strategiske perspektiv var så forskellige, at det bedste var at dele sig i to grupper. Den ene var Communia, den anden er Antikapitalistisk Venstre, som fungerer mere som en traditionel politisk organisation og for eksempel indgik i en socialistisk fællesliste ved det seneste parlamentsvalg. De har også en lille gruppe med på ungdmslejren.

Communia har nu i fem år arbejdet med et anderledes perspektiv, som beskrevet i dette interview, og er for tiden i gang med en medlemsdiskussion om de positive og negative erfaringer, de har høstet.