Som vi gentagne gange har argumenteret for, selv før den fælles amerikansk-israelske aggression mod Iran, så var – og er – Trumps mål at gentage sin venezuelanske strategi: at bortføre præsidenten for at bane vejen for en efterfølger, der er villig til at samarbejde med Washington og dets olieinteresser. Med andre ord var hans mål at ”ændre regimets adfærd”, ikke at ændre selve regimet.
Men resultatet af Trumps handlinger i Iran har været det modsatte af hans hensigt. Han har ikke styrket den ”pragmatiske” reformistiske fløj inden for det iranske regime. Disse reformister argumenterer for, at det er i Irans bedste interesse at standse sit uranberigelsesprogram, som uheldigvis befinder sig midtvejs mellem tærsklerne for atomvåben og fredelig anvendelse af atomenergi. Sandheden er, at Iran ikke har brug for atomenergi: Landet har rigelige fossile brændstoffer og et endnu større potentiale for vedvarende energi, især solenergi, hvor Kina – Irans vigtigste økonomiske partner – er verdens førende producent.
Reformisterne hævder også, at Irans politik om at udvide sin indflydelse i den arabiske verden ikke har afskrækket modstanderne, men i stedet udløst ødelæggende krige, der involverer Iran og dets libanesiske allierede, Hizbollah. Vigtigst af alt mener de, at økonomisk liberalisering og samarbejde med Vesten kunne genoplive Irans økonomi, udnytte landets menneskelige og teknologiske ressourcer og reparere det brudte forhold mellem regeringen og en befolkning, der i stigende grad er fjendtligt indstillet over for det nuværende regime.
Den todelte aggression anført af Washington har imidlertid styrket den militære fløj af det iranske regime, centreret om Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC). Denne fløj bygger på en økonomisk model drevet af olie- og gasindtægter og viser ringe interesse for at udvikle en produktiv, globalt integreret økonomi – den slags, Kina opnåede gennem den historiske økonomiske åbning, der gjorde det muligt at gennemføre det største økonomiske mirakel i moderne historie. I praksis bevæger Iran sig mod en model, der ligner den i Vladimir Putins Rusland, baseret på militarisering og afkast fra især olie og gas [rentier-økonomi], i skarp kontrast til den kinesiske model, som reformisterne foretrækker.
Det er vigtigt at bemærke, at religiøs ideologi ikke har været en ledende kraft i Den Islamiske Republik siden dens grundlægger, storayatollah Ruhollah Khomeini, døde i 1989. Det ændrede sig ikke med efterfølgeren Hojjatoleslam Ali Khamenei – dengang en gejstlig af mellemrang, hvis forfremmelse krævede forfatningsændringer, der reelt sænkede de teologiske kvalifikationer for lederskab.
Khameneis magtovertagelse, som blev muliggjort af Ali Akbar Hashemi Rafsanjani, var resultatet af en politisk manøvre, der gradvist udhulede det åndelige og religiøse lederskab fra Khomeini-æraen. I modsætning til Rafsanjanis pragmatiske ambitioner forvandlede Iran sig imidlertid til en militærrepublik domineret af Revolutionsgarden, der var tæt allieret med Khamenei, og som i stigende grad opgav sine bredere islamiske ideologiske krav til fordel for sekterisk opportunisme for at udvide sin regionale indflydelse.
Denne ekspansion begyndte i Libanon under Khomeinis æra, med rette begrundet som støtte mod den zionistiske besættelse af det sydlige Libanon. Ekspansionen udvidede sig senere, langt mindre berettiget, til Irak, hvor Teheran opmuntrede sine sekteriske stedfortrædere til at samarbejde med den amerikanske invasion og besættelse for at styrke den iranske indflydelse. I Syrien var støtten til Assad-regimet – tilsyneladende et regime, der tilhørte den ”arabisk-socialistiske baathistiske” ideologi, som Iran længe havde afskyet – en del af en bredere strategi for at opbygge en sekterisk akse loyal over for Teheran, der strakte sig fra Iran til de libanesiske og syriske middelhavskyster gennem Irak.
Houthierne i Yemen sluttede sig efterfølgende til denne akse og gjorde oprør mod den valgte regering, der var kommet til magten efter folkeopstanden i 2011 og styrtet af Ali Abdullah Saleh. De indgik en midlertidig alliance med den afsatte diktator, som de ikke havde andet til fælles med end sekterisk tilhørsforhold, blot for at myrde ham kort tid efter.
Den USA-ledede aggression har yderligere styrket denne militariserede ekspansionistiske orientering, hvilket forklarer de fastlåste forhandlinger mellem Teheran og Washington. Dette resultat er i tråd med den israelske regerings ønsker, som i modsætning til Trump ikke blot søger en adfærdsændring, men et fuldstændigt kollaps for det iranske regime og endda landets opsplitning langs etniske linjer. Netanyahu går derfor ind for dødvandet i håb om, at de reformistiske iranske bestræbelser på at opnå en forhandlet løsning vil mislykkes.
Trump står nu over for konsekvenserne af sin politiske kortsynethed og sin satsning på at gentage det venezuelanske scenarie i Iran uden at tage højde for de dybe forskelle mellem de to lande. Han står over for et dilemma: at fortsætte den aggression, som Netanyahu opfordrer til, med enorme økonomiske og politiske risici i USA, især med valget til Kongressen lige om hjørnet, eller at trække sig tilbage under et påskud, der ikke vil narre nogen og yderligere undergrave tilliden blandt både regionale og vestlige allierede. Under alle omstændigheder kan den nuværende tilstand af »hverken krig eller fred« ikke vare ved i det uendelige.
28. april 2026
Oversat fra Gilbert Achcars blog af Poul Bjørn Berg. Oprindeligt bragt i det arabisksprogede Al-Quds al-Arabi.
