I januar 1919, efter undertrykkelsen af det der blev kendt som Spartakusopstanden i Berlin, skrev Rosa Luxemburg:

 

”På grund af modsætningen i de tidlige stadier af den revolutionære proces mellem den klokkeklare opgave og fraværet af forudsætninger for at løse den, ender revolutionens enkelte slag i formelt nederlag. Men revolutionen er den eneste form for ’krig’ – og dette er en anden ejendommelig lov i historien – hvor den endelige sejr kun kan forberedes gennem en række ’nederlag’. Hvor ville vi være i dag uden disse ’nederlag’, hvorfra vi henter historisk erfaring, forståelse, styrke og idealisme?” (Fra Order Prevails in Berlin, 14. januar 1919. Rosa Luxemburg blev sammen med Karl Liebknecht myrdet dagen efter af paramilitære højreorienterede).

 

Selvom der er mere plads til delsejre i overenskomstkampe og organiseringskampagner end der er i ”revolutionens individuelle slag”, er det værd at huske på Luxemburgs kommentarer, når vi betragter den amerikanske arbejderbevægelses tilstand og angrebene mod den i sammenhæng med de nederlag og tilbageslag, med lejlighedsvise sejre, der har præget bevægelsen de seneste 50 år.

 

Siden midten af 1970'erne, da politikere og bankfolk krævede afskedigelser og indrømmelser i overenskomstforhandlinger under New York Citys finanskrise, noget byens fagforeninger gik med til, efterfulgt af de indrømmelser, som UAW [United Auto Workers, red.] gav i forhandlinger med Chrysler i 1979, har arbejdere og deres fagforeninger været udsat for et ubarmhjertigt angreb.

 

Omkring samme tid banede dereguleringen i lastbil- og luftfartsindustrien vejen for massive tab af jobs, indrømmelser på løn og goder samt omstruktureringer i disse brancher. I årene siden da styrtdykkede organiseringsgraden i den private sektor fra omkring 25% til 6%, efterhånden som fabrikker lukkede, fagforeninger blev knust, job blev nedlagt på grund af automatisering og digitalisering, og arbejdslovgivningen blev overtrådt af aggressivt fagforeningsfjendtlige arbejdsgivere.

 

Organiseringsgraden i den offentlige sektor holdt sig bedre (og lå på mellem 33% og 35% mellem 1975 og 2024), da beskæftigelsen i den offentlige sektor voksede, og nye grupper af arbejdstagere meldte sig ind i fagforeninger. Dette skete, på trods af at den føderale regering og delstatsregeringerne skar ned på støtten til sociale ydelser, sænkede skattesatserne for de velhavende og, i Wisconsin i 2010, udhulede retten til at være medlem af en fagforening.

 

I 2025 fyrede den amerikanske regering under Trump mere end 300.000 føderale arbejdstagere – hvoraf kvinder og mennesker af anden etnisk herkomst udgjorde flertallet – og ophævede fagforeningernes ret til at repræsentere mange af dem, der blev tilbage (nogle af disse afskedigelser er siden blevet omstødt eller kendt ulovlige).

 

Som i tidligere perioder med stigende højrefløjsreaktioner har kvinder og farvede mennesker været udsat for skærpede angreb fra Trump og hans tilhængere. Angrebene mod dem er for talrige til at nævne, men den politik og ideologi, der ligger bag dem, blev tydeligt vist, da multimilliardæren Elon Musk, der brugte DOGE’s motorsav [effektiviseringsenheden blev lanceret med en rød motorsav, red.] mod den føderale arbejdsstyrke, boostede et tweet, der lød: ”Hvis hvide mænd bliver en minoritet, vil vi blive slagtet.(…) Hvid solidaritet er den eneste måde at overleve på.”

 

Modstand og erfaring

I hele denne periode har der været modstand mod nedskæringerne og fyringerne. Fra transportarbejdere til konservesfabriksarbejdere til slagteriarbejdere; flyselskabsansatte til avisarbejdere; lærere, UPS-arbejdere, bilarbejdere, sygeplejersker, telekommunikationsarbejdere og mange andre har organiseret sig for at forsvare job, lønninger og goder.

 

Der har været strejker – nogle gange med succes, ofte ikke. Men der har også været tilbagetrækning og til tider kapitulation. Nogle af de samme fagforeninger, der overgav sig det ene år, har kæmpet tilbage det næste, og omvendt. Der har været nogle delvise sejre, men i det store og hele har arbejderklassen oplevet ”en række nederlag”.

 

Nederlag er dog ikke bare nederlag, hvis vi kan drage ”historisk erfaring, forståelse, magt og idealisme” ud af dem. Det er ret tydeligt, at dette er sket. Aktivister i det 21. århundrede har trukket på erfaringerne fra aktivisterne i 1970’erne, 80’erne og 90’erne.

 

De erfaringer, der er gjort, er blevet anvendt af lærere i Chicago og Los Angeles og under Red State Revolt i 2018 [lærerstrejke i tre stater, red.]. Organiseringssucceser hos Amazon og Starbucks, nederlaget for de mangeårige bureaukratier i UAW og Teamsters, Stand Up-strejken i 2023 [bilarbejderstrejke, red.] – alt dette byggede på den historiske erfaring fra de kampe, der gik forud.

 

Vi har også set et skift i den måde, arbejderklassepolitik diskuteres og praktiseres på venstrefløjen. I kølvandet på A Day Without Immigrants i 2006 [det år nedlagde immigranter arbejdet 1.maj, red.] er 1. maj-fejringer blevet mere almindelige, ligesom diskussioner om generalstrejker (om de kaldes generalstrejker, sociale strejker, massestrejker, økonomiske blackouts eller noget andet er af sekundær betydning). Dette blev yderligere styrket af UAW-formand Shawn Fains opfordring til fagforeningerne om at samordne udløbsdatoerne for deres overenskomster til den 1. maj 2028.

 

Aktivister i Minneapolis har, med udgangspunkt i diskussionerne om generalstrejker samt deres egne erfaringer med koordinering mellem fagforeninger og de massedemonstrationer, der fulgte efter mordet på George Floyd, for nylig vist, hvordan man kan kombinere kampen for at forsvare indvandrere med redskaberne til massemobilisering og økonomisk afbrydelse.

 

De har omdannet omrejsende strejkevagter til ICE Watch, sat massestrejkevagter på dagsordenen igen og fundet løsninger på klausuler om strejkeforbud. Lærerfagforeninger, der søgte at beskytte deres elever mod ICE, og SEIU [fagforening for bl.a. ansatte i sundhedspleje, red.], der reagerede på krav fra sine truede medlemmer, var særligt involverede. Dette blev efterfulgt af en markant tilstedeværelse af fagforeninger i Minnesota og deres medlemmer på protestdagen No Kings Day i slutningen af marts.

 

En gruppe unge socialistiske aktivister følger i fodsporene på dem, der engagerede sig i at organisere nedefra og op på arbejdspladserne i 1970'erne og 80'erne men med en ny kurs. Og uanset om man mener, at Teamsters for a Democratic Union (TDU) har ret i at støtte fagforeningsformand Sean O’Brien, har mange af os lært værdifulde lektier af det og kan alle være enige om, at det er godt, at TDU har overlevet og vokset til et punkt, hvor dens støtte har betydning både inden for og uden for IBT.

 

Store begrænsninger

Det er dog vigtigt at erkende, at de fremskridt, der er gjort, ikke har medført en bred ændring i klasseforholdene. Der har ikke været nogen organisatoriske sejre hos Amazon siden den første på Staten Island for fire år siden; fagforeningsorganiserede arbejdere hos Amazon og Starbucks er stadig uden overenskomst (NLRB [National Labor Relations Board, red.] pålagde for nylig Amazon at anerkende og forhandle med fagforeningen på sit lager på Staten Island).

 

UAW’s sejr i Stand Up-strejken blev efterfulgt af en vellykket fagforeningskampagne hos Volkswagen i Chattanooga, men udløste ikke en bølge af fagforeningsdannelse i Syden; og trods Federal Unionists Network var de faglige organisationers reaktion på nedskæringerne og tabet af selve retten til en fagforening lige så effektiv for de føderale arbejdere i 2025, som den var for flyvelederne i 1981 – det vil sige slet ikke.

 

Og trods den brede modstand i arbejderklassen mod Trumps bombning af Iran har kun to store nationale AFL-CIO-fagforeninger – SEIU og National Nurses United – indtil videre udsendt erklæringer, der modsætter sig krigen. Lokale afdelinger og andre organer modsætter sig krigen, ligesom den ikke-AFL-CIO-tilknyttede United Electrical Workers. Med hensyn til internationalisme og krig er der tydeligvis stadig meget at lære.

 

Behovet for et ægte arbejderparti i USA er et af de tydeligste eksempler vi har på, at ”opgaven er klokkeklar, og der mangler forudsætninger for at løse den”. Succesen for kandidater, der åbent stiller op som socialister, hvad enten det er inden for eller uden for Det Demokratiske Parti, har ændret den måde, venstrefløjen diskuterer brugen af valgpolitik på.

 

Antallet af succesrige kandidater er dog stadig lille, og hverken fortalerne for et øjeblikkeligt brud med Demokraterne eller dem, der forestiller sig en længere periode med at forsøge at opbygge styrke partiet indefra, har fremlagt en klar strategi for, hvordan et masseparti for arbejderklassen kan skabes. En absolut nødvendig forudsætning er at finde ud af, hvordan man bedst kan reagere på og udfordre støtten til hvidt overherredømme og andre former for autoritær politik i arbejderklassen.

 

Fremadrettet

Mens fagforeningsaktivister, tillidsrepræsentanter og medlemmer skal intensivere deres indsats for at kæmpe mod ledelsen på arbejdspladsen og for udvidet demokrati i deres fagforeninger, kræver det en mangesidig vision for fagforeningernes rolle at reagere på det omfattende angreb på arbejdstagerne. Dette vil omfatte, men ikke være begrænset til, følgende punkter:

 

• At vedtage krav og praksis for at reagere på klimarelaterede katastrofer og kriser. En række fagforeninger, især inden for byggebranchen og uddannelsessektoren, gør dette allerede og argumenterer i den forbindelse for en retfærdig omstilling til en grøn økonomi.

 

• Dette fører let til argumentet om, at fagforeningerne ikke kun skal kæmpe for at få arbejde, men også for hvilket arbejde der udføres. Mens nogle af fagforeningerne inden for byggebranchen presser på for mere sol- og vindenergi, støtter andre opførelsen af energi- og vandforbrugende datacentre baseret på kunstig intelligens (AI). Selvom alle skaber arbejdspladser i byggebranchen, er det vigtigt, hvad der bliver bygget.

 

• Det samme gælder i bilindustrien; bør UAW knytte sin fremtid til produktionen af personbiler eller sporvogne, busser og metrovogne? Arbejderbevægelsen bør tage kampen op for at sikre, at der produceres samfundsnyttige varer — af fagforeningsorganiseret arbejdskraft.

 

• At sætte fokus på behovet for at modstå fremkomsten af autoritære tendenser i USA og de dermed forbundne krige. Vi ser fagforeninger træde frem for at konfrontere ICE. Flere bør tale imod krigen i Iran.

 

• Udfordring af milliardærernes kontrol med AI. Udbredelsen af AI er den seneste manifestation af kapitalisternes stræben efter automatisering; efter at erstatte arbejdere med computere, robotter og algoritmer. Det har potentiale til at koste millioner af arbejdere og funktionærer deres job. Men det har også potentiale til at øge produktiviteten på måder, der kan gavne millioner af arbejdere og funktionærer. En kortere arbejdsuge eller færre job i alt? Hvem skal bestemme, hvad det bliver? For blot at nævne ét eksempel er TWU og ATU allerede dybt engageret i kampen mod selvkørende busser for at forsvare både deres medlemmers job og tjenesten for deres lokalsamfund.

 

Da dele af venstrefløjen omfavner ”venstreorienteret økonomisk populisme” som retningslinje for sit valgarbejde, er der en risiko for, at det at rejse spørgsmål om race eller køn vil blive set som ”at splitte arbejderklassen” og derfor bør udskydes til et senere tidspunkt.

 

Det ville være en fejl. Kampen for ligestilling og retfærdighed på tværs af race og køn er en del af processen med at forene arbejderklass

 

At bryde grænser

Der foregår en ideologisk kamp omkring spørgsmål om ligestilling og retfærdighed. Der er også en økonomisk kamp om adgangen til ressourcer som arbejdspladser, boliger og uddannelse. Fagforeningerne skal være mere involverede i diskussionerne om, hvordan disse områder påvirker hinanden, og hvilke krav eller politikker der følger af det.

 

Det kan virke mærkeligt at argumentere for, at vi skal udvide grænserne for, hvad fagforeningerne kæmper for, når de ikke har fundet nøglen til at bevare det, de engang havde. Men måske er det netop fordi de ikke har fundet den nøgle, at de er nødt til at udvide arbejderbevægelsens mål – og mens de kæmper for en mere omfattende vision for, hvad fagforeningerne er til for, forhåbentlig genvinde initiativet på arbejdspladsen.

 

I sin sidste artikel, der er citeret ovenfor, spørger Luxemburg:

 

”Spørgsmålet om, hvorfor hvert enkelt nederlag fandt sted, må besvares. Skete det, fordi massernes fremadstormende kampenergi stødte sammen med de umodne historiske forholds barriere, eller var det, at ubeslutsomhed, vaklen og intern svaghed lammede selve den revolutionære impuls?”

 

Erstat »revolutionær impuls« med »arbejderbevægelsen«, og spørgsmålet er lige så relevant for os, som det var for den tyske arbejderklasse under en revolutionær krise. Det er et nyttigt spørgsmål at stille os selv fra tid til anden efter nederlag, tilbageslag og delvise sejre.

 

Artiklen er oversat af Poul Bjørn Berg fra Against the Current, maj-juni 2026, ATC 242