(se note 1)
Hvorfor vandt Lucho og Dawid?
1) Den katastrofale kortlivede regering under Jeanine Añez. På mindre end et år har Añez’ regering været indblandet i flere sager om korruption og nepotisme midt i karantænetiden. Håndtering af pandemien og af økonomien har var meget ringe. Samtidig med at folket led, tøvede de gamle, tilbagevendte politikere ikke med at fylde deres egne lommer. I stil med den tidligere MAS-regering blev alle, der satte undersøgelser i gang mod minister Murillo og folkene omkring Añez, fyret og forfulgt. Gennem 10 måneder var der utallige udskiftninger af ministre og myndigheder. Añez-regeringen viste i praksis, at en oppositionsregering kunne være endnu værre end den MAS-regering, som allerede havde mistet en del troværdighed på grund af sager med korruption.
2) Pandemien forstærkede den økonomiske krise, som allerede var på vej. Den pengepolitiske stabilitet blev opretholdt, men den reelle økonomi led et alvorligt knæk, som især ramte folk, der lever fra hånden til munden i den uformelle sektor. Frygten for, at denne økonomiske situation vil forværres, og håbet om, at økonomien vil blomstre op igen under en ny MAS-regering med den tidligere finansminister i spidsen.
3) Valget i 2020 var ikke et valg mellem forskellige forslag, men snarere et frygtens valg og en proces med sociokulturel identifikation. Programmerne hos MASD og CC har flere ligheder end forskelle og er i store træk ukendte blandt vælgerne. Angrebene fra Añez’ og [indenrigsminister] Murillos regering og [præsidentkandidat] Camacho fik MAS til at udstille sig som et offer, og i brede sektorer af befolkningen med indfødte rødder blev der vakt en dybfølt frygt for, at diskriminationen mod dem ville vokse. Højrefløjen satsede på at give folk uden for MAS’ vælgerbasis et skræmmebillede om, at Evo Morales ville vende tilbage. På den anden side fyrede MAS op under frygten for, at den racistiske, nyliberale højrefløj ville blive genvalgt og skabe mere økonomisk ustabilitet. Mesa og CC forsøgte ikke at forstå eller imødekomme den indfødte befolknings verden.
4) Añez-regeringen genoprettede slet ikke en retsorden eller forsøgte at få opklaret alvorlige hændelser som for eksempel massakrerne i Senkata og Sacaba (note 2). I stedet brugte man retsvæsenet til at hævne sig. I stedet for at gå efter en forsoningsproces og en minimumsaftale mellem alle politiske partier om at konfrontere pandemien, prøvede regeringen, ligesom dens forgænger, at holde sig selv ved magten og bruge statens ressourcer i en desperat kampagne.
5) Øko-katastrofen i 2019 gentog sig i 2020 med afbrændingen af millioner af hektar skov. I stedet for at ophæve brand-dekreterne i tide, gav Añez-regeringen endnu flere fordele til forretningsfolk i landbruget: forkortelse af proceduren for godkendelse af flere GMO-afgrøder, ubegrænset eksport af landbrugsprodukter, som bidrager til afskovning, åbning af kommercielle plantager med eukalyptus og andet. Evo-regeringen var bestemt også allieret med forretningsverdenen i landbruget og havde udstedt koncessioner længe før regeringsskiftet. Men Añez-regeringen var ikke bare allieret med landbrugserhvervet, den var dybt forankret i deres forretninger og repræsenterede deres interesser med yderligere tiltag.
6) Carlos Mesa og CC satsede på træghed. De regnede med, at scenariet fra valget i 2019 ville fortsætte og blive polariseret af muligheden for et genvalg af Evo Morales. Fremgangen dengang for CC skyldtes stemmer imod MAS snarere end en opbakning til Mesas kampagne. Pandemien og den økonomiske, sociale og miljømæssige krise fik dem ikke til at genoverveje deres tsrategi og komme de folkelige organisationer i møde. De forventede, at i sidste minut ville folk stemme på dem igen – hvilket ikke skete, fordi scenen og skuespillerne havde ændret sig.
7) MAS vandt ikke på grund af Evo, men på trods af Evo. Evo ønskede at udmanøvrere David Choquehuanca, en ægte indfødt person, valgt som kandidat af de indfødte selv i højlandet og i dalene. Sejren til MAS var overvældende i landområderne i disse regioner i høj grad takket være Davids kandidatuir. Det ville have været et helt andet resultat, hvis MAS havde stillet med makkerparret Lucho-Pari, som foreslået af Evo Morales fra sit eksil. Efter næsten et årti pressede de indfødtes sociale organisationer i højlandet og i dalene på for, at deres kandidat skulle vælges ved en demokratisk beslutning blandt græsrødderne. Oprindeligt havde de presset på for at få David som deres præsidentkandidat, imod Evo og hans allierede, men i et kompromis med Evo endte han med at blive kandidat som vicepræsident og Lucho som præsidentkandidat. Resultatet i 2020 viser, at MAS kunne have vundet i 2019 uden problemer og uden åbenlys valgfusk, hvis man ikke havde insisteret på det grundlovsstridige genvalg af Evo Morales.
8) Valgsejren til MAS i 2020 er ikke en blankocheck. Som Luis Arce selv anerkendte efter resultaterne fra exit polls, så er der adskillige fejl hos den tidligere MAS-regering, som der må rettes op på. Spørgsmålet er: Hvilke fejl refererer han til, og vil hans regering være i stand til at rette op og sætte gang i en ny anden fase af en proces med forandringer? Valgresultatet viser heller ikke, at det, der skete i 2019, bare var en konspiration fra højrefløjen, ligesom det ikke udgør en ren og klar sejr for det internationale progressive samfund. Forskellige ledere af indfødte bondeorganisationer har givet udtryk for dyb kritik af venstrefløjens traditionelle opførsel og dens strategi for erobring af magten. Desuden: Når såkaldt progressive venstreorienterede ledere gør alt, hvad de kan, for at holde sig ved magten, i stedet for at skole og trække andre ledere af bevægelserne opad, så de kan udfolde deres potentialer – så er der grund til grundlæggende refleksion i disse organisationer. Dette valg viser, at MAS havde større opbakning, når MAS opstillede kandidater, som var valgt blandt græsrødderne.
Hvad kan der ske med regeringen Lucho/David?
9) Nøglen til at genstarte forandringsprocessen i Bolivia ligger ikke så meget hos den kommende regering, men hos de sociale organisationer og deres evne til selvbestemmelse og selvstændighed, og at de genopbygger deres evne til at skabe og presse på for alternative forslag på alle niveauer. Det indebærer, at de er i stand til at se ud over deres umiddelbare behov og foreslå en strategi for Bolivia, som går videre end de udtømte krav i Agenda fra oktober 2003 (note 3), og nyformulere alliancer med de sociale sektorer i byerne.
10) Regeringen Lucho-David bliver ikke en simpel gentagelse af Evo Morales' regering, for de ydre betingelser og magtrelationerne inden for MAS er ændret siden hans afgang. Fremtiden for MAS-regeringen er allerede i dag genstand for diskussion. Evo Morales og folk omkring ham vil gøre alt for at kontrollere regeringen, hvilket vil kræve, at de isolerer eller på en ny måde integrerer de sociale organisationer, som støtter David Choquehuanca. I øjeblikket afhænger magtbalancen af Lucho Arce, som ikke ønsker at være Evos marionet, men heller ikke har erfaring med selvstændighed i forhold til Evo. Fordelingen af embeder og magtpositoner til lederne af de sociale organisationer, som blev normalt under det sidste årti med Evo Morales, vil blive meget svær at klare for den ny regering. De kommende måneder bliver afgørende for at afdække, hvordan der vil ske en omjustering mellem folk i og omkring den ny MAS-regering og de sociale organisationer.
11) Den kommende regerings legitimitet vil hurtigt blive undermineret af den alvorlige økonomiske krise. Nedgangen i de internationale (valuta)reserver, presset fra devalueringer i nabolande og den generelle nedgang i økonomien vil gøre det så godt som umuligt for MAS-regeringen at opfylde løfterne om stabilitet og økonomisk vækst samtidig med, at man skal handle på de utallige krav fra befolkningen. Opskriften, som er blevet benyttet siden 2015, med at skyde penge ind i økonomen gennem offentlige investeringer med ressourcer fra udlandslån og bruge af de internationale reserver, er ikke bæredygtigt på kort sigt. Tidspunktet er kommet, hvor man må gentænke og åbent diskutere vejen frem for at komme videre fra den ekstravistiske økonomi, som blev stimuleret af Evo Morales' regering [ekstravistisk: baseret på udvinding af råstoffer, o.a.].
12) Den ny MAS-regering er nødt til at stå for en proces med forsoning og enhed blandt alle bolivianere. Det er ikke muligt uden en proces med dialog og opbygning af konsensus. Processen med at opbygge konsensus kan gennemføres - som MAS tidligere gjorde - ved at give indrømmelser til landbrugserhvervet, banksektoren, minedriften og andre af elitens magtsektorer. Alternativt kunne det ske gennem en samlingsproces, der bygger på grundloven fra 2009. Den ny regering står over for et valg: Den kan ende med at forstærke den tidligere kurs med at favorisere gensplejsede afgrøder, biodiesel og eksport af kød for enhver pris, eller den kan gå en ny vej og kræve - som indskrevet i grundloven - at store jordejere opfylder en social-økonomiske funktion på deres besiddelser, at de respekterer rettighederne for Moder Jord, og sætter gang i en effektiv promovering af landbrugsøkologi i Bolivia. Mens Lucho i øjeblikket promoverer en massiv produktion af biobrændstoffer som en strategisk søjle, sætter David spørgsmålstegn ved udbredelsen af GMO.
13) Statsmagtens uafhængighed er et andet nøglespørgsmål. Linjen hos Evo Morales og hans inderkreds er at monopolisere hele statsmagten for at beskytte sig selv mod juridisk og administrativ forfølgelse, og at benytte den mod sine fjender. Kontrol og underkastelse af retsvæsenet, parlamentet, valgdomstolen, ombudsmandens kontor og medierne har været karakteristisk for Evo Morales' regering. Hvis Lucho og David holder fast i den linje, vil de snart se, at der begynder at komme voldsom modstand fra borgernes bevægelser.
14) At undgå korruptionssager i at udvikle sig og på samme tid at forfølge korruptionssager fra tiden under Evo Morales-regeringen er et kritisk punkt for den ny regerings legitimitet. Med hensyn til korruption vil befolkningen have mindre tålmodighed med regeringen Lucho-David, end de havde med Evo. En ting er opfattelsen af korruption i tider med fremgang, noget ganske andet er i tider med akut krise.
15) Under tidligere MAS-regeringer opstod der et nyt borgerskab knyttet til det statslige bureaukrati, offentlige indkøb og udbud, handel, smugling, minekooperativer, og dyrkningen af coca-blade i tilknytning til narkosmugling. Disse nye sektorer af den politisk-økonomiske magt endte med at påvirke adskillige af de vigtigste prioriteringer i Evo Morales' regering. For at modvirke magten hos disse nye eliter er det afgørende at styrke nuværende og kommende sociale bevægelsers evne til at mobilisere og handle selvstændigt, at udarbejde politiske forslag og praktisere selvforvaltning.
Et grundlæggende spørgsmål er, om hele det bolivianske samfund vil være i stand til at lade etik og en ægte forandringsproces stå over den politiske pragmatisme. Uden dette er der ingen fremtid. De beslutninger, som den ny regeringer, kommer til at tage, vil være meget svære. Det vil kun være muligt at tackle situationen, hvis der er en bred, ærlig og åben diskussion i de sociale organisationer i samfundet som helhed.
19. oktober 2020
Noter:
1) Artiklen er skrevet, før det endelige resultat forelå. Indledningen er derfor opdateret af SI’s redaktion med de faktiske stemmetal. Der blev samtidig afholdt valg til de 130 pladser i Senatet. Også her vandt MAS stort og satte sig på 75 af de 130 pladser. De to andre koalitioner fik henholdsvis 39 og 16 pladser.
2) I byerne Senkata og Sacaba kom det til sammenstød mellem demonstranter og politi efter kuppet mod Evo Morales og indsættelsen af Jeanine Áñez som præsident i november 2019. 15. var der mindst 11 civile døde og 120 sårede, mens der den 19. november var 11 dødsfald og 78 sårede i Sacaba.
3) En liste af folkelige krav til gavn for de fattige og det indfødte flertal, blandt om udvinding af gas og råstoffer og indkaldelse af en grundlovgivende forsamling. Agenda 2003 blev vedtaget efter store folkelige mobiliseringer.
Oversat fra Systemic Alternatives af Åge Skovrind
