Die Linke blev størst ved valget den 23. september i Berlin med massiv opbakning blandt unge berlinere og den multietniske arbejderklasse. Nu håber partiets spidskandidat, Elif Eralp, at blive Berlins nye overborgmester.

 

Selv om højrefløjen er i fremgang i hele Tyskland, har Die Linke markeret sig med et stærkt forsvar for det multietniske samfund og et vedvarende fokus på leveomkostninger og boliger. Det blev partiet belønnet for af mange berlinere.

 

Resultatet er en oprejsning for et parti, der for blot to år siden var på randen af sammenbrud efter kaotiske interne konflikter. Mange af betingelserne for, at partiet kunne vokse, var allerede til stede dengang. Huslejerne i Berlin var steget gennem længere tid; det etablerede centrum-venstre havde i årtier skåret ned på social velfærd og faglige rettigheder; og opfordringen til at mobilisere mod den voksende nationalisme var bestemt heller ikke ny. Men først i den senere tid er Die Linke blevet en udadvendt politisk kraft, der er i stand til at mobilisere mod den aktuelle reaktionære udvikling i tysk politik.

 

Die Linkes valgkamp var centreret om leveomkostningerne og især huslejen. Vestberlin var tidligere en billigere by end de største byer i Forbundsrepublikken, og selv efter genforeningen havde hovedstaden masser af tom plads. Men salget af de offentligt ejede boliger til private profitmagere i 1990'erne og 2000'erne samt manglen på nybyggeri har presset omkostningerne i vejret. Ved en folkeafstemning i 2021 stemte berlinerne for at tilbageføre boliger til offentligt ejerskab, men bystyret gennemførte det ikke. Ved dette valg lovede Die Linke, at partiet ville gøre det.

 

Det kan blive sværere at få koalitionspartnerne med. Den tidligere »rød-rød-grønne« koalition fra 2021–23, hvor Die Linke og De Grønne støttede en regering ledet af den socialdemokratiske (SPD) borgmester Franziska Giffey, leverede ikke resultaterne. Meningsmålinger tyder faktisk på, at Die Linkes succes søndag i høj grad skyldtes, at vælgere, der generelt hælder mod venstre, skiftede fra De Grønne og SPD, samt at førstegangsvælgere støttede partiet. Det er måske let at forestille sig Berlin som en progressiv højborg, men faktisk fik disse partier tilsammen kun 52 procent af stemmerne.

 

Forskydningerne inden for denne vælgerskare var vigtige. Tysklands moderate venstrefløjspartier har rutinemæssigt regeret sammen med konservative, underordner i dag budgetpolitikken under militærudgifter og støtter Israel. Die Linke har været bedre end disse nominelt progressive partier til at forsvare grundlæggende humanitære principper. Det er derfor ikke overraskende, at partiet fik massiv opbakning i et multietnisk valgdistrikt som Neukölln 2, hvor det fik 53 procent, og blandt alle berlinere mellem 25 og 34 år, hvor det fik 48 procent. Denne position er også med til at forklare fornyelsen af partiets aktivistiske basis i løbet af de seneste par år, og dets evne til at blive en attraktiv kraft, der taler til en bred vælgerskare.

 

Tilbageslag for regeringen

Die Linke var blandt favoritterne ved søndagens valg, men resultatet oversteg alle meningsmålinger. Under ledelse af borgmesterkandidaten Elif Eralp fik partiet 26 procent af stemmerne, mere end en fordobling af resultatet ved valget i 2023. Den siddende koalition blev straffet, idet CDU gik tilbage fra 28 til 19 procent, mens SPD faldt fra 18 til 12 procentpoint.

 

CDU-SPD-duoen, som udgør den nuværende forbundsregering under kansler Merz' ledelse, går tilbage over hele Tyskland. Ud over Merz' tonedøve kommunikation har hans regerings løfter begrænset bred appel: Han lover at hæve pensionsalderen, øge egenbetalingen på receptpligtig medicin og konkurrere med Kina ved at slå ned på sygefravær. Den tidligere tale om at genoplive økonomien gennem den grønne omstilling er nu gået i stå.

 

Der er tale om en bredere, strukturel tilbagegang for de tidligere massepartier. I årtierne efter krigen og frem til finanskrisen i 2008 samlede CDU/CSU og SPD størstedelen af vælgerne. I dag får de ikke engang støtte fra hver tredje vælger. Ved delstatsvalget Mecklenburg-Vorpommern røg CDU under spærregrænsen på 5 procent, og gled dermed, for første gang i Forbundsrepublikkens historie, ud af et delstatsparlament.

 

Den største udfordring for disse partier på føderalt niveau er AfD. I Mecklenburg-Vorpommern slog AfD det regerende SPD og blev størst med 38 procent af stemmerne. Det er AfD's tredje sejr ved et delstatsvalg indtil videre, men partiet har endnu ikke fået regeringsmagten noget sted, og SPD vil sandsynligvis holde fast i regeringsmagten. AfD har bedre muligheder for at danne regering i Sachsen-Anhalt, hvor det vandt en mere markant sejr ved valget den 6. september. Selv om AfD's højeste stemmetal findes i det tidligere Østtyskland, og partiet i går blev nummer tre i Berlin med 16 procent, en fremgang på 7 procentpoint sammenlignet med 2023, ligger partier i de fleste meningsmålinger på landsplan på omkring 30 procent, hvilket gør partiet til landets største.

 

Bekymrende nok er AfD mindre afhængigt af faldende valgdeltagelse end mange andre højreorienterede partier i Europa, som har opnået fremgang under forhold med lavere valgdeltagelse. Ved nyere delstatsvalg har partiet fået et decideret flertal blandt førstegangsvælgere, og ved gårsdagens valg steg valgdeltagelsen markant. AfD står stærkest i landdistrikter og småbyer, blandt yngre og midaldrende mænd samt blandt mennesker, der siger, at de har økonomiske problemer.

 

Selv i Berlin blev partiet størst blandt arbejdere med 30 procent mod 26 procent til Die Linke. Mens de øvrige partier fortsat nægter at regere sammen med AfD, er der ingen tvivl om, at partiets blanding af nationalistisk identitetspolitik, velfærdsforanstaltninger til fordel for familier og skattelettelser — samt et stop for sanktionerne mod Rusland — har vundet genklang i store dele af det tyske samfund.

 

De næste skridt

Die Linke repræsenterer igen en håbefuld kraft i tysk politik, og aktuelle landspolitiske målinger giver partiet omkring 12 procent Selv om populariteten stiger blandt forskellige vælgergrupper, og partiet appellerer til flere i de vestlige delstater, er det endnu ikke i stand til at konkurrere med AfD på landsplan om at være den vigtigste oppositionskraft.

 

I 1990'erne og 2000'erne fik Die Linkes forgængere ofte meget høje stemmetal i småbyer i Østtyskland, hvor de protesterede mod virkningerne af afindustrialiseringen. Partiets opbakning dér er nu langt mere ujævn, mens den yderste højrefløj er gået frem.

 

Også i USA har socialister stået over for spørgsmålet om, hvordan man kan gøre mere end at samle opbakning i de stærkeste demokratiske, urbane valgdistrikter og uden for New York. Det var årsagen til Bernie Sanders' nylige Fighting Oligarchy-turné: Vermont-senatoren nægtede at afskrive hele områder som grundlæggende konservative og talte for arbejderklassens solidaritet og for statslig handling. Men hvis dette budskab skal blive overbevisende i hele USA, afhænger det også af, at socialister, der vinder valg forskellige steder, opnår reelle resultater, som kan overføres til andre sammenhænge.

 

I Berlin kan dette blive vanskeligt af flere grunde. For det første er det endnu ikke klart, om De Grønne og Socialdemokraterne vil støtte Die Linkes Eralp som borgmester, eller om de i stedet vil samle sig om CDU. I går aftes sagde De Grønnes næstformand, at hendes parti ikke ville regere sammen med "antisemitter fra Neukölln", i et ret utilsløret angreb på de tyrkiske og palæstinensiske befolkningsgrupper i en bydel, hvor Die Linke står stærkt.

 

Det Centrale Jødiske Råd i Tyskland har advaret mod en sådan koalition. Påstande om en venstreorienteret trussel mod jødisk liv i Tyskland - baseret på så alvorlige forbrydelser som at en rapper ved et valgmøde råbte »Yalla, yalla intifada« og »Død over IDF« - er i dag udbredt. Selv når det gælder Israel, begrænser store dele af Die Linkes kritik af Benjamin Netanyahu til den slags, der ligger inden for en liberal-zionistisk ramme, og partiet har straffet medlemmer, der udtrykte solidaritet med palæstinensisk væbnet modstand; Eralp kritiserede selv råbene ved mødet. Alligevel bruger tyske centrumpolitikere rask væk anklager om antisemitisme som et polemisk våben til at dæmonisere Die Linke og partiets - især muslimske - vælgere.

 

Selv hvis Die Linke lykkes med at lede en »rød-rød-grøn« koalition, bliver det ikke let. SPD har nægtet at gennemføre resultatet af boligafstemningen fra 2021 og støtter i forbundsregeringen et forbud mod sådanne nationaliseringer. Selvom SPD led et nederlag i søndags, så kan det skabe modstand internt i Berlins regering.

 

Vi kan ligeledes forvente en strøm af anklager og afsløringer, der har til formål at fremstille Die Linke som "stalinistisk" eller "antisemitisk" og det kan tvinge partiet i defensiven. Sådanne smædekampagner er dog slået fejl. Og folkeafstemningen viste, at flertallet af berlinerne støtter partiet i spørgsmålet om nationalisering af boliger.

 

Boligspørgsmålet er ikke på dagsordenen i alle byer som det vigtigste tema. I Mecklenburg-Vorpommern - hvor Die Linke støtter en SPD-ledet regering - gik partiet tilbage, og SPD ser ud til at være bedst placeret til at standse AfD.

 

I den forstand er sejren i Berlin blot endnu en milepæl i Die Linkes bestræbelser på at blive en national politisk kraft, der kan vinde tidligere vælgere tilbage og mobilisere nye. I sidste ende vil en sejr over AfD ikke kun afhænge af at samle alle andre partier imod det, men af at overbevise flere millioner mennesker i hele Tyskland om, at et praktisk, socialistisk alternativ er bedre.

 

David Broder er Jacobins Europa-redaktør og historiker med speciale i fransk og italiensk kommunisme.

 

24. september 2026

 

Oversat fra Portside af Arne Lund