Kommuniké fra en gruppe af Irans uafhængige organisationer
Gruppen inkluderer fagforeninger for fx buschauffører, fabriksarbejdere, pensionister etc.:
”De iranske proletarer - arbejdere, lærere, sygeplejersker, pensionister og andre lønmodtagere - får intet ud af krigen, udvidelsen af det militære rum, bombningen af landet og de dominerende, udnyttende politikker.
Israelske militære angreb og bombning af hundreder af mål i forskellige dele af Iran, herunder infrastruktur, arbejdsmiljøer, raffinaderier og boligområder, er en del af et krigsprojekt, som almindelige mennesker, især arbejdere, får lov at betale for med deres sjæl, levevej og liv.
Israels påstand om ikke at have nogen fjendtlighed mod det iranske folk er intet andet end en løgn og politisk propaganda. I går [14. juni, red.] truede den israelske forsvarsminister med at ”brænde Teheran”. Gentagne trusler fra Trump og amerikanske embedsmænd og den fulde støtte fra vestlige regeringer [til Israel, o.a.] har kun øget spænding, usikkerhed og ødelæggelse i regionen.
…
Befolkningen i Mellemøsten har behov for en afslutning på disse for hjemlandet altødelæggende spændinger mellem regionale og globale magter; de har behov for bæredygtig fred; en fred, under hvilken folk selv kan bestemme deres skæbne ved hjælp af foreninger, masseorganisationer, udbredelsen af protester, og af direkte, offentlig deltagelse.
Nej til krig - nej til konfrontativ politik
Øjeblikkelig våbenhvile
- Disse er vores krav.”
Kilde: https://www.radiozamaneh.com/857843/, 18. juni 2025
Den iranske forfatterforening
”Israel, som har dræbt Gazas befolkning i månedsvis og tvunget de overlevende til at dø af hungersnød og sult, har nu udvidet sin krigslyst og aggression til Irans befolkning med sin plan for et "nyt Mellemøsten". De mennesker, der har stået op mod den islamiske republiks undertrykkelse og forbrydelser i årevis, har mistet deres smukkeste børn i gademassakrer, henrettelser, fængsler og detentionscentre og har udholdt fattigdom, korruption og organiseret diskrimination, mærker nu mærkerne af en udenlandsk fjendes støvler på deres hals.
En krig mellem et fascistisk regime baseret på besættelse og folkedrab og en regering grundlagt på modstanderes og frihedskæmperes blodsudgydelser ødelægger ikke kun menneskers liv, men stopper og sætter måske også års kamp for frihed og lighed tilbage.”
Kilde: https://www.facebook.com/profile.php?id=100044250648097 , 16. juni 2025
"Appel til det internationale samfund” fra førende aktivister
Brevet blev udgivet i Le Monde og underskriverne var de to Nobelprisvindere Narges Mohammadi og Shirin Ebadi samt prisvindende filmkunstnere Jafar Panahi og Mohammad Rasoulof, samt aktivisterne Sedigheh Vasmaghi, Shahnaz Akmali og Abdolfattah Soltani.
"Vi, aktivister fra det iranske civilsamfund og underskrivere af denne erklæring, kræver et øjeblikkelig stop for den islamiske republiks uranberigelse, for militære fjendtligheder, for angreb på vital infrastruktur i både Iran og Israel og for nedslagtning af civile i begge lande.
Med dybt engagement i Irans territoriale integritet og det iranske folks ukrænkelige ret til selvbestemmelse under ægte suverænitet, mener vi, at fortsat uranberigelse og den ødelæggende krig mellem Den Islamiske Republik og det israelske regime hverken tjener det iranske folk eller menneskeheden. Denne konflikt udsletter ikke kun infrastrukturen og tager civile liv - den udgør en alvorlig trussel mod selve fundamentet for den menneskelige civilisation.
Appel til det internationale samfund:
Uranberigelse er på ingen måde i det iranske folks interesse. De må ikke ofres for et autoritært regimes nukleare eller geopolitiske ambitioner. Vi mener, at de nuværende ledere af Den Islamiske Republik mangler evnen til at løse Irans indenrigspolitiske kriser eller dens eksterne spændinger. Den eneste troværdige vej til at bevare dette land og dets folk er for de nuværende myndigheder at fratræde og lette en fredelig overgang til autentisk demokrati.
Vi opfordrer De Forenede Nationer og det internationale samfund til at tage fast, øjeblikkelig handling: Pres Den Islamiske Republik til indstille alle uranberigelsesaktiviteter; kræv, at begge parter stopper militære handlinger mod væsentlig infrastruktur, og at de med det samme stopper nedslagtningen af civile befolkninger."
Kilde: Le Monde, 16. juni 2025 https://www.lemonde.fr/en/opinion/article/2025/06/16/israel-iran-this-conflict-poses-a-grave-threat-to-the-very-foundations-of-human-civilization_6742387_23.html
Foreningen for folkeskolelærere i Teheran
”Vi vil ikke bøje os for nogen militær, religiøs eller politisk magt, men vi skammer os over den lidelse, børn må gå igennem. Det, som Israels herskere og de indenrigspolitiske ekstremister [i Iran o.a.] gør mod folket, er en forbrydelse … Vi annoncerer med en klar stemme, at:
- Vi er imod enhver krigsførelse..
- Vi er imod vold, hvad enten det er i Guds navn, i hjemlandets navn eller endda i frihedens navn.
- Vi er uenige med tavshed over for folks lidelse.
Vi opfordrer alle civile, handels-, kulturelle og uddannelsesinstitutioner til at stå op imod normalisering af vold og holde fast ved menneskelig solidaritet.
I en verden hvor børn er hjemløse, ønsker vi ikke at være ligeglade.
I en verden, hvor politikere taler med våben, vil vi bruge ordet og tale med uddannelse og samvittighed.
Vi ønsker fred for vores børn.
Bæredygtig fred for en lys og universel fremtid uden vold.
Med respekt
Iranske Teachers 'Association (Teheran)”
Toomaj Salehi
Berømt iransk rapper og systemkritiker, som i december 2024 blev løsladt fra fængsel, efter at en dødsdom over ham blev omstødt:
””Evakuer Teheran” er ikke andet end et populistisk slogan, så man senere kan sige 'vi havde ikke til hensigt at dræbe det iranske folk, men de lod selv være med at forlade krigens skuepladser'.”
Mere end 9 millioner mennesker uden benzin, de fleste uden tilstrækkelig opsparing til at flygte eller uden et andet hus i en anden by – hvordan skal de evakuere Teheran?
Hvis I har til hensigt at myrde det iranske folk, så vær i det mindste ærlige og lad være med at flygte fra ansvaret.
Jeres krig er ikke med det iranske folk – så hvis I angriber det, så dræber I i virkeligheden gidslerne.
Og I ved udmærket, at sådan en forbrydelse vil plante kimen til had, som kan frarøve generationer – både jeres og vores – den fred og ro, vi alle ønsker.
Intet barn bør være offer for beslutninger truffet af politikere der gemmer sig bag deres paladsers jernmure”
Kilde: @toomajofficial Instagram, 17. juni 2025
Sepideh Qoliyan
Berømt ung iransk menneskerettighedsaktivist og forfatter:
”Jeg ved at denne krig ikke bringer demokrati … Det liv, vi ønskede, var det direkte modsatte af de forfærdelige begivenheder, vi ser lige nu.”
Kilde:https://www.theatlantic.com/international/archive/2025/06/iran-opposition-israel-war/683207/
Alireza Qadimi
Sociologistuderende og studenteraktivist:
”Jeg er en af mange unge iranere, der vil have forandring … Men denne krig hjælper os ikke. Den ødelægger os. Den tvinger de selv samme mennesker, som den påstår at redde, til at tie.”
Kilde:https://www.theatlantic.com/international/archive/2025/06/iran-opposition-israel-war/683207/
Mostafa Tajzadeh
Velkendt reformistisk systemkritiker, tidligere indenrigsminister, nu i fængsel:
”At støtte en invasion fra en fremmed hær, særligt når denne er under ordre fra én, som er eftersøgt for krigsforbrydelser af ICC, har ingen politisk eller moralsk retfærdiggørelse i mit syn. Det er uden fortilfælde i Iran [siden Grundlovsrevolutionen, o.a.]”.
Kilde: X
”Termeh Hastam”
Anonym X-profil:
”Jeg sidder i en by, som Netanyahu siger, han vil sætte ild til, og så sidder der folk uden for landets grænser og spørger, hvorfor jeg ikke er glad? De folk kender virkelig ingen grænser!”
Kilde: https://x.com/termehhastam/status/1934698830378967246
Hossein Yazdi
Journalist og politisk aktivist i Iran:
”Jeg har rapporteret fra krig i tyve år, men nu rapporterer jeg de sværeste øjeblikke nogensinde. Mit land er blevet angrebet; jeg kan ikke udstå synet af dem, der er ansvarlige [altså magthaverne, o.a.], men jeg har pligt til at forsvare mit fædreland. Jeg ser fjendens totale psykologiske og mediebårne krig, jeg ser forrædere mod nationen, og jeg kan kun være i smerte.”
Kilde: https://x.com/IrTimes/status/193467062715749
18. juni 2025








