Kurderne i Rojava ønsker at bevare deres forsvarsstyrker, YPG og YPJ (foto) som en selvstændig enhed i en samlet syrisk hær. CC-BY 2.0. Foto: Wikimedia

 

Samtidig får den politiske og fysiske hjælp, de har givet al-Sharaa og hans Hayat Tahrir al Sham (HTS), stadig mere bekymrende konsekvenser for Syriens befolkning.

 

Al-Sharaa har bejlet til vestlige ledere ved at indføre en neoliberal økonomi. Jeg kunne skrive mange sider om det nye Syriens økonomiske korruption – et resultat af Bashar al-Assads korrupte arv og af udenlandske aftaler, der mangler enhver gennemsigtighed eller ansvarlighed. Men her vil jeg fokusere på Al-Sharaas forhold til Syriens etniske og religiøse mindretal, og især til den kurdisk-dominerede Demokratiske Autonome Administration af Nord- og Østsyrien (Rojava).

 

Fra Assads stegepande til Erdoğans ild: Tyrkiet i Syrien

I sin nye rolle som internationalt respekteret national leder har al-Sharaa ikke kun lært at klæde sig ordentligt, men også at tale demokratiets og den gensidige respekts sprog og skjule sine virkelige mål. Han er næppe alene om sit hykleri og sit fokus på at opnå personlig magt, men situationen i Syrien gør det særligt farligt.

 

Dette er et land, der har gennemgået 14 års borgerkrig og udenlandsk intervention og er blevet forarmet af strenge sanktioner. Det er fyldt med militser, der opererer med en farlig blanding af gangstervælde og en voldelig fortolkning af islam.

 

Al-Sharaa kontrollerer nominelt direkte omkring 60 procent af Syrien. Ti procent er besat af Tyrkiet og underlagt de voldelige militser, som Tyrkiet brugte som lejesoldater. I syd kontrollerer druserne regionen Suwayda, og Israel har øget sin kontrol ud over våbenhvilelinjen fra 1967 i Golanhøjderne.

 

I nord og øst kontrolleres 25 procent af landet af Rojava, som har en helt anden vision for Syriens fremtid som helhed. I stedet for den centraliserede autokratiske magt, som al-Sharaa forudser, opfordrer de til demokratisk lokalt selvstyre.

 

I stedet for al-Sharaas arabiske stat og sharialovgivning fremmer de sekularisme og multietnisk sameksistens. Og i stedet for HTS' kvindehad understreger de kvinders rettigheder.

 

Selvom HTS og deres allierede militser var i stand til at feje Bashar al-Assads demoraliserede hær af banen, har de ikke vist sig at være en veldisciplineret styrke, og Syriens nye hær inkorporerer nu også de militser, der er støttet af Tyrkiet, herunder grupper og ledere, som er underlagt internationale sanktioner for deres brutalitet. I stedet for at risikere at konfrontere disse ledere har al-Sharaa holdt dem på sin side ved at give dem en fremtrædende rolle.

 

Udenlandske islamistiske krigere, der strømmede til Syrien for at slutte sig til de militser, der kæmper mod Assad, er blevet lovet syrisk statsborgerskab. Mange af disse, og andre militsmedlemmer, var tidligere medlemmer af ISIS, og nogle bærer stadig ISIS-mærker på deres uniformer.

 

I modsætning hertil udgør Nord- og Østsyriens Demokratiske Styrker (SDF) en stor og veldisciplineret hær, som takket være USA også er veludstyret. USA har støttet dem i kampen mod ISIS, samtidig med at de altid har gjort det klart, at denne taktiske alliance ikke strækker sig ud over kampen mod ISIS. SDF omfatter kurdiske YPG (Folkets Forsvarsenheder) og YPJ (Kvindelige F0rsvarsenheder), men ligesom Rojava nu omfatter ikke-kurdiske områder, der er befriet fra ISIS, er SDF en multietnisk styrke med flere arabiske krigere end kurdiske.

 

En første aftale

Rojava har altid betragtet sig selv som en integreret del af Syrien – på trods af Tyrkiets forsøg på at fremstille det som separatistisk – og accepterer, at dette i den nye virkelighed betyder at indgå en aftale med al-Sharaa. Med så forskellige verdensbilleder ville dette aldrig blive let, men den 10. marts underskrev Mazloum Abdi, øverstkommanderende for SDF, og al-Sharaa en aftale om at integrere Nord- og Østsyrien med resten af landet. Der var ingen detaljer på dette tidspunkt, men de blev enige om at nedsætte et fælles udvalg for at forhandle, hvordan dette kunne implementeres i alle dets forskellige aspekter, politiske og militære.

 

Siden da har de eneste konkrete aftaler været mindre kontroversielle spørgsmål, såsom anerkendelse af skolekvalifikationer, mens den syriske regering er fortsat med at udvikle institutioner, der ikke tager hensyn til synspunkter i Nord- og Østsyrien eller til andre, der måtte være uenige.

 

Umiddelbare problemer

Næsten så snart blækket var tørt på aftalen, annoncerede al-Sharaa en ny midlertidig forfatning, der gav ham ekstraordinære beføjelser og prioriterede islam - gennem islamisk lov og betingelsen om, at præsidenten skulle være muslim. Rojava gjorde det klart, at denne forfatning var fuldstændig imod aftalens ånd.

 

Al-Sharaa har for nylig annonceret ”parlamentsvalg”, men to tredjedele af de parlamentsmedlemmer, der ikke er direkte udpeget af ham selv, vil blive valgt af et udvalg, som er udpeget af et udvalg, han har udpeget.

 

Tre vitale områder, hvor det viser sig særligt vanskeligt at blive enige om vilkårene, er: magtfordelingen mellem af centrum og regionerne; integrationen af SDF i den syriske hær; og tilbagevenden af fordrevne til de regioner, der stadig er besat af Tyrkiet. I alle disse tilfælde vil et håb om at nå til enighed skulle overvinde al-Sharaas ambitioner, de religiøse fordomme hos hans støtter og Tyrkiets indblanding.

 

Rojava ønsker at bevare sine egne institutioner og administrative praksis, især dem, der fremmer multikulturel sameksistens og fremmer kvinders rettigheder. Og man ønsker, at SDF, inklusive dens kvindelige enheder, indgår i hæren som en selvstændig enhed.

 

Bedran Çiya Kurd, medformand for udenrigsanliggender i Rojava, forklarer: "Integration betyder at engagere sig demokratisk i syriske statsinstitutioner, samtidig med at vi sikrer vores folks politiske vilje og identitet gennem deres eksisterende institutioner og den autonome administration af deres regioner.

 

"Overgangsmyndigheden ønsker, at vi opgiver hele vores politiske projekt og opløser vores forsvarssystem, hvilket ikke er en løsning. Løsningen er et ægte partnerskab i forvaltningen af landet.

 

"At insistere på, at løsningen ligger i et centraliseret system, betyder at vende tilbage til et system med assimilation, arabisering og afvisning af, at vi er forskellige komponenter."

 

Selvforsvar

Nylige begivenheder har bekræftet vigtigheden af Rojavas insisteren på at opretholde sit eget forsvar. Selv mens Abdi underskrev aftalen i marts, udførte syriske regeringsstyrker sammen med militser, der officielt var under deres kontrol, en massakre på alawitter på vestkysten. I juli blev hærens sekteriske vold igen sluppet løs, denne gang mod druserne i den sydlige region Suwayda. Regeringsstyrkerne har nu trukket sig tilbage fra regionen, men der er stadig sporadiske angreb, og Suwayda er fortsat under blokade med begrænset adgang til brændstof og mad.

 

Både USA og Frankrig har arbejdet bag kulisserne for at fremme aftalen mellem den syriske regering og Nord- og Østsyrien, men med ret forskellige tilgange. Tom Barrack, den amerikanske ambassadør i Tyrkiet og særlig udsending til Syrien, er blevet beskyldt for at være farligt pro-Tyrkiet og for at hvidvaske den syriske regerings grusomheder. Efter et møde med Mazloum Abdi i april tweetede Frankrigs udenrigsminister: "Kurdernes rettigheder og interesser skal tages fuldt ud i betragtning i den syriske overgangsperiode."

 

Det var planlagt, at delegationer fra både regeringen og Nord- og Østsyrien skulle deltage i Paris i juli, men invitationen til delegationen fra Nord- og Østsyrien blev udskudt i sidste øjeblik. Den 9. august, to dage efter mødet med Tyrkiets udenrigsminister Hakan Fidan, meddelte den syriske regering, at den helt trak sig fra det planlagte møde.

 

Den angivelige årsag til denne beslutning var en konference arrangeret af Rojava dagen før, som samlede repræsentanter for de forskellige etniciteter i Syrien - herunder alawitter og drusere - og opfordrede til "et enkelt, frit, demokratisk, decentraliseret og pluralistisk Syrien, baseret på retsprincipper, menneskelig værdighed og lighed."

 

Den syriske regeringsrepræsentant udlagde også regeringens beslutning som en afvisning af udenlandsk indblanding og insisterede på, at møderne skulle finde sted i Damaskus - en indbildskhed, der bekvemt ignorerer de udenlandske magter bag al-Sharaas egen opstigning, samt al-Sharaas klare respekt for Tyrkiet. Den reelle årsag synes imidlertid at være tyrkisk frygt for, at Frankrig ville have sympati for kurderne.

 

Mens al-Sharaa trækker forhandlingerne ud og påtvinger sine egne autokratiske institutioner, udfører tyrkisk støttede grupper tilknyttet hans regering angreb mod SDF. Disse angreb, som brød våbenhvilen, der var en del af martsaftalen, synes at være designet til at fremprovokere en gengældelse, der kan bruges som en undskyldning for at miskreditere Nord- og Østsyrien.

 

Tyrkiet

Det er ingen hemmelighed, at Tyrkiet ønsker at maksimere sin egen kontrol i Syrien og minimere enhver form for kurdisk autonomi, især når det er knyttet til Abdullah Öcalans ideer.

 

Alle disse udviklinger sker sideløbende med Tyrkiets forsigtige fredsproces med kurderne. Præsident Recep Tayyip Erdoğan ønsker at give minimale indrømmelser til gengæld for fred. Han har også forsøgt at hævde, at Öcalans opfordring til opløsning af Kurdistans Arbejderparti (PKK) også gælder for SDF - hvilket SDF bestemt benægter. Imidlertid vil risikoen for at bringe en afslutning på kampen med PKK i fare også påvirke Tyrkiets intervention i Syrien.

 

Syriens ulykkelige situation er et produkt af egoistisk og dårligt funderet indblanding fra eksterne magter, men i vores ulige verden er det syriske folk - selv Rojava - tvunget til at henvende sig til de samme magter for at få hjælp til at befri sig fra dette rod.

 

13. august 2025

 

Sarah Glynn er forfatter og aktivist fra Skotland. På hendes hjemmeside ligger en lang række artikler om blandt andet Syrien og situationen for det kurdiske mindretal.

 

Oversat fra Green Left af Åge Skovrind