Militæret har i de senere år været hjemsøgt af talrige skandaler i en sådan grad, at den forsvars-venlige del af befolkningen er ved at miste tiltroen til militærets øverste ledelse. Til trods for at skandalerne ofte har været forsidestof og bragt flere politikere på glatis, så har skiftende forsvars-ministre ikke evnet at rydde op.

Møgsagerne har kort fortalt drejet sig om bedrageri, returkommission, nepotisme, sexchikane, pligtforsømmelse, tjenestemisbrug, inhabilitet, uduelighed, ulovlige forfremmelser og kammerateri – alt sammen i strid med forvaltningsloven. Plus det løse.

Skandalerne omfattede bl.a. departementschefen, forsvarschefen, finansdirektøren, personale-direktøren, stabschefen i Specialoperationskommandoen og chefen for Frømandskorpset. Flere blev fyret, andre blev forflyttet eller degraderet eller søgte selv væk. Og så var der et par chefer i bygningstjenesten, der røg i fængsel. Det samme gjorde hærchefen.

De fleste afsløringer skyldes det lille netmedie, olfi.dk, der, siden 2018 har afsløret, hvor omfattende det moralske skred i militæret og i toppen af Forsvarsministeriet har været. Og fortsat er, for nogle af de involverede sidder stadig på deres poster.

Undervejs forsøgte tidligere forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen i Radio 24/7 18.11.2018, at bagatellisere det hele. Mente, at de presseetiske grænser var overskredet.

Skandalerne har været mulige, fordi skiftende regeringer i deres iver efter at effektivisere (dvs. spare) den offentlige sektor, har fjernet de kontrolmekanismer, der førhen var i stand til at fange uregelmæssigheder og ulovligheder i opløbet.

Når det har været særlig slemt i militæret, skyldes det den særlige kammeratskabskultur. Mange officerer har fulgt hinanden fra rekruttiden og siden på officersskolerne. Den danske hær er lille, og officererne kender hinanden på kryds og tværs.

Militærets sager står imidlertid ikke alene, for også i andre ministerier er der sket ting, der pegede på systemfejl, fx forholdene i SKAT og Britta Nielsen-sagen, der har været blandt de dyreste og mest spektakulære. Jesper Tynells “Mørkelygten” og Pernille Boye Kochs “Ansvaret, der for-svandt” viser, at der ikke er tale om enkeltstående hændelser, men om et mønster.

Videre til næste job

Oveni dette, så viser det sig, at en del af de militære chefer, der enten er gået på pension, er smidt ud, eller selv er gået, fortsætter med spinde guld på deres fortid. Juridisk overtræder de ingen regler om karenstid, for dem har politikerne i årevis afvist at indføre. Tværtimod, så finder en del politikere det i orden, at de bruger deres viden i det private erhvervsliv. “Hvad skulle de ellers lave? Blive gartner,” spørger DF’s Søren Espersen.

Seks af de højest placerede officerer har således fået job i de konsulentfirmaer, der bl.a. lever af at rådgive militæret, eller repræsenterer udenlandske våbenfabrikker, der kun har én dansk kunde: Forsvarsministeriet, skrev Altinget 21.11.2020.

Forsvarschef Bjørn Bisserup gik i utide på grund af nepotisme og dårlig ledelse. En måned efter blev han ansat som ”public affairs director” i lobbyfirmaet Rud Pedersen, der bl.a. har våben-fabrikkerne som kunder: SAAB, BAE Systems, Scania, Thales og Raytheon.

Viceforsvarschef Per Ludvigsen blev i efteråret ansat som seniorrådgiver i Struensee & Co., der, sammen med Per Ludvigsen kort forinden havde lavet en budgetanalyse for Forsvarsministeriet.

Når kontreadmiral Nils Wang snart går på pension, bliver han chef i Naval Team Denmark, en brancheorganisation, der er bindeled mellem militærindustrien og militæret, og hvor han skal sælge militært knowhow til udlandet. Wang “opfandt” den nye flådestrategi med støtteskibe og fregatter, indrettet med fleksible dæk. Skibene er konkurrencedygtige på både pris og funktionalitet.

Tidligere chef for søværnet, Forsvarets Materieltjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste, kontreadmiral Finn Hansen, blev strategisk rådgiver i Conxus, et dansk agentur for den amerikanske våbenfabrik Lockheed Martin Corp.

Forhenværende brigadegeneral og vicechef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Peter Kølby skal lede forretningsudviklingen ved PlastPack Defence i Ringsted.

Generalløjtnant Niels Bundsgaard, også tidl. chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbs-styrelse blev tre måneder efter sin afsked, ansat som seniorrådgiver i Terma, der har ansat de tidl. forsvarschef, Tim Sloth Jørgensen og tidl. chef for flyvevåbnet, Ebbe Rosgaard, som senior-rådgivere.

Generalmajor Stig Østergaard Nielsen, tidligere chef for flyvevåbnet, og Arktisk Kommando er ligeledes ansat som senior militærrådgiver hos Rud Pedersen

Desuden arbejder flere tidligere militære chefer som selvstændige konsulenter med blandt andet at rådgive og repræsentere udenlandske våbenfabrikker, som vil sælge isenkram til det danske militær.

Det er ikke kun militærpersoner, der efter pensioneringen finder en madskål i et konsulenthus eller i militærindustrien. Også partierne kan være med. Den 1. marts stopper Richard Engelholm, der først var personlig assistent for Lars løkke, og siden 2019 for Jacob Ellemann. Fremover skal han lede forretningsudviklingen i Weibell Scientific, der laver radarer til militæret, hjemme som ude. Engelholm indgår desuden i et udviklingsprojekt med den tyske våbenproducent, Krauss-Maffei, der fremstiller Leopard kampvogne.

Oprustning i Arktis

Problemet med svingdørsansættelserne er, at der nemt opstår interessekonflikter, når den viden, de tidligere officerer har erhvervet sig, bruges i det nye job. Det er også derfor, de er blevet ansat, selvom de alle bedyrer, at de skam ikke vil videregive fortrolig viden. Måske ikke fortrolig viden, men der er jo også andet, der gør dem relevante for konsulenthusene og våbenfabrikkerne. Bl.a. et stort netværk inden for militæret og i forsvarsministeriet. Det vil være naivt at tro andet.

Når pensionerede officerer er så attraktive, så er det ud fra en forventning om, at militærudgifterne vil blive forøget i de kommende år. Presset fra NATO/USA for, at Danmark skal afsætte – foreløbig – to pct. af BNP til militæret, vil successivt blive indfriet. Det er der ikke den store uenighed om blandt de fleste partier, det er kun tempoet, der er til diskussion.

I Finansloven for 2021 blev der afsat yderligere 1,5 mia kr., som, ifølge partierne bag forsvarsforliget, hovedsagelig skal styrke militærets tilstedeværelse i de arktiske områder. Den danske militærindustris brancheforening, FAD, har allerede taget hul på gildet, og hvis ikke coronaen var kommet i vejen, så skulle der i maj have været afholdt en konference i Nuuk med temaet “dansk og amerikansk forsvars kapacitetsplaner”. Nu er konferencen udskudt til 2022.

Det overvejes – også efter pres fra USA/NATO – at opføre flådebaser på Grønland og på Færøerne, der er udset til at få en central placering i overvågningen af russisk skibstrafik.

Der skal  indkøbes luftforsvarsudstyr, sonarer til sporing af russiske ubåde og panserværnsvåben, og de første F-35 ankommer i 2023. De tre fregatter skal eventuelt udrustes med Tomahawk-missiler, der har en rækkevidde på 2.500 km og kan udstyres med taktiske kernevåben. “Vi skal kunne forsvare os mod russiske missiler fra Kaliningrad,” har Claus Hjorth udtalt flere gange. Et synspunkt, hæren støtter, og som S-regeringen (stiltiende) bakker op om i og med, at den ikke har lagt afstand til hans udsagn. Den burde jo nok spørge om, hvad marinen skal med missiler, der kan skyde eventuelle iranske raketter ned.

Krigsindustrien og EU

De tætte bånd mellem militæret og krigsindustrien er almindelig i NATO-landene. Senest har Joe Biden udnævnt sin mangeårige bekendte og militære rådgiver, Lloyd Austin, til forsvarsminister. Efter at Austin blev pensioneret for syv år siden efter tjeneste i Irak, Afghanistan og i andre kampzoner, kom han i bestyrelsen af Raytheon-våbenfabrikken – kendt for at fremstille Patriot-missiler.

Under en høring i den amerikanske kongres gav den 4-stjernede general udtryk for, at USA bør gå med i den europæiske forsvarsfond, der skal støtte den europæiske våbenindustris udvikling af nye produkter, som kan gøre dem mere konkurrencedygtige over for amerikanske virksomheder.

EU’s militære samarbejdsprogrammer European Defence Industrial Development Programme og European Defence Fund, der er EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, skal koordinere og øge de nationale investeringer i forskning og forbedre interoperabiliteten (dvs. teknisk harmonisering) mellem de nationale væbnede styrker.

EU’s forsvarsfond vil blive styrket med 100 mia kr. frem til 2030, og “hvis ikke det danske forsvars-forbehold var gældende, da ville der kunne skabes endnu flere arbejdspladser end de nuværende ca. 18.000. Fra 2021 vil en fuldt udbygget Europæisk Forsvarsfond, fremme et innovativt og konkurrencedygtigt forsvarsrelateret industrielt grundlag og bidrage til EU’s strategiske autonomi,” skriver Johan Moesgaard og Kristian Ersbøll fra Dansk Metal i Altinget den 21.09.2019.

De samme toner lyder fra radarfabrikken Weibel, der “frygter for, at forbeholdet…underminerer den danske forsvarsindustris muligheder for at få fodfæste på det internationale marked.” Weibel satser på produktion af droner, satellitter og radarer til fremtidens luftforsvar og overvågning. Udstyr, der har en dobbeltfunktion, da det også kan anvendes civilt til observation, fx i Arktis med overvågning, kommunikation samt eftersøgnings- og redningsaktioner.

De mange skandaler, nepotismen og inkompetence i militæret og i Forsvarsministeriet gør det alt andet end betryggende, at den samme personkreds fortsat kan jonglere rundt med store milliard-beløb – med eller uden uniform.