Valget i Holland 15-17. marts betød et ryk til højre. Resultatet er ikke overraskende, men bekymrende. Højrefløjen er blevet endnu mere højreorienteret, og en stor del af venstrefløjens stemmer er blevet slugt af såkaldt progressive liberale.

af Alex de Jong

Aktivister fra det anti-racistiske, anti-kapitalistiske parti BIJ1 i kampagne den 22. marts. Foto: @politiekbij1/Twitter

 

Det er ikke kun landets leder, premierminister Mark Ruttes, fortjeneste, at hans erhvervsvenlige, sekulære Folkeparti for Frihed og Demokrati (VVD) igen blev det største parti. At de fik 35 ud af 150 mandater (to ekstra) viser mest, hvor effektivt Rutte repræsenterer kombinationen af nyliberal økonomi og hollandsk selvtilstrækkelighed.

 

I en ustyrlig verden præsenterer VVD og Rutte ”Holland a/s” som en sikker investering. I hvert fald så længe det styres af folk, der kender alle fiduserne. På den måde drager VVD fordel både af den voksende nationalisme og angsten for forandring i en usikker tid.

 

Valgresultatet viser, at det liberale midterparti, Demokraterne (D66), primært trak stemmer fra venstrefløjen og gik 4 mandater frem til i alt 23.

 

Først og fremmest trak det stemmer fra det grønne parti, GroenLinks. Med et katastrofalt resultat for venstrefløjen blev GroenLinks halveret fra 14 til 8 mandater. Men også det socialdemokratiske Arbejderparti (PvdA) og venstrefløjspartiet Socialistisk Parti (SP) afgav også en del vælgere til D66.

 

Svaret på truslen fra højrefløjen
D66 bliver betragtet som en dæmning mod det stigende ”populistiske” tidevand. D66’s leder, Sigrid Kaag, kan takke højrefløjsledere som Thierry Baudet (Forum for Demokrati, FvD) og Geert Wilders (Frihedspartiet, PVV): Truslen fra deres højreekstreme dagsorden kunne bringe D66 i regering i en alliance med Folkepartiet for Frihed og Demokrati (VVD). Det blev set som et alternativ i mange progressives øjne.

 

D66 og det millionær-finansierede nye liberale pro-EU-parti, Volt, vandt mange af de stemmer, der ved sidste valg tilfaldt GroenLinks.

 

GroenLinks havde en utrolig succes i 2017, med en kampagne, der strålede af entusiasme og idealisme. Partiets leder, Jesse Klaver, viste dog hurtigt, at han ikke ønskede at være leder af nogen opposition, og at hans primære mål var at komme i regering i samarbejde med højrefløjen.

 

På spørgsmålene om klima og integration var GroenLinks og D66 bogstaveligt talt ikke til at skelne fra hinanden, så GroenLinks vælgere kunne lige så godt stemme direkte på det parti, som var i regering.

 

Af de vælgere, som ikke kunne affinde sig med det, gik størstedelen til Volt. Denne hollandske gren af Volt Europa blev meget imødekommende præsenteret i vigtige medier, og kom ind i parlamentet med 3 mandater.

 

PvdA var kun lige i stand til at bevare sine 9 mandater. Siden 1990’erne er PvdA’s sædvanlige yoyo-bevægelse blevet stadig mere ekstrem; venstrefløjsretorik i opposition, efterfulgt af regerings-samarbejde med højrefløjen, efterfulgt af skuffelse og valgmæssig afstraffelse.

 

Med smart markedsføring og et argument om ’strategisk stemmeafgivning’ har PvdA været i stand til at komme sig mange gange, men i 2017 sprang elastikken. PvdA mistede 29 sæder – det voldsomste valgnederlag i Hollands politiske historie. I år gik den strategiske stemmeafgivning til D66. Kun vælgergrundlaget for Kristen Demokratisk Appel (CDA) er ældre end PvdA’s.

 

SP’s tilbagegang
SP’s nederlag var forudsagt [se artikel]. Men alligevel var tabet på 5 ud af 14 mandater et hårdere slag, end mange af partiets aktivister havde forventet. Selvom GroenLinks og SP har lidt tab på samme niveau, er forskellen, at for sidstnævnte er valgnederlaget en del af et langvarigt mønster, en stagnation og en tilbagegang. Hvor GroenLinks har medlemsfremgang, er medlemstallet i SP faldet gennem det sidste tiår.

 

SP’s ”socialt konservative og økonomisk progressive” indfaldsvinkel virker ikke som nøglen til vælgermæssig succes. SP mistede vælgere til D66 og GroenLinks og dele af dets mest radikale venstrefløj gik til det antikapitalistiske BIJ1 (Sammen – se artikel).

 

I den anden ende af det politiske spektrum kom ikke mindre end 8 procent af det ultrahøjreorienterede parti FvDs vælgere fra SP.

 

At ignorere ”kulturelle” spørgsmål som antiracisme og arven fra Hollands kolonitid (og aktuelle imperialisme), samtidig med at man insisterer på at gå på kompromis (selv med VVD), er tit blevet forsvaret med, at det er en måde at holde ”vrede arbejdere” væk fra det yderste højre. Det ser ikke ud til at virke.

 

Det afskrækker rent faktisk unge venstreorienterede.  For nylig brød SP med sin ungdomsfløj Rood (Rød) – mest begrundet i sidstnævntes modstand mod SP’s retorik omkring villigheden til at indgå i koalitioner med højrefløjen, inklusive VVD. Selvom Rood stadig forlanger at blive genoptaget i SP, og deltog i partiets valgkampagne, er SP’s vælgerskare nu en af landets ældste.

 

Det virkelige skift er sket på højrefløjen. Den ekstreme højrefløj har aldrig været så stor. Flagskibet der er stadig Geert Wilders PVV.

 

PVV’s prioritet er en stadig mere radikaliseret islamofobi. I år byggede partiets kampagne på en platform, som inkluderer at forbyde Koranen, lukke alle moskeer, et totalt stop for ”indvandring fra islamiske lande”, at nægte valgret til de hundredtusinder af hollændere med dobbelt statsborgerskab (typisk tyrkisk eller marokkansk), og at hellige en særlig del af regeringsapparatet til at ”af-islamisere” det hollandske samfund.

 

PVV tabte en anelse, de gik fra 20 til 17 mandater, men er parlamentets tredjestørste parti. Fremgangen for den yderste højrefløj er særlig markant i nord. Den yderste højrefløj er allerede stærk i syd, men nord og øst var stadig PvdAs højborg. Nu følger også disse provinser det nationale mønster.

 

Det nyligt tilkomne parti på den yderste højrefløj, JA21 (brudt ud af Baudet’s FvD), vandt 3 mandater. JA21 har især draget fordel af en velvillig opmærksomhed i medierne – og brugte de samme tricks, der oprindelig skaffede FvD succes – ved at præsentere sig som et ”anstændigt” alternativ på den yderste højrefløj: uden konspirationsteoretikere og uden PVV’s ”sociale” demagogi.

 

Højrefløjens stadige vækst er og bliver et internationalt fænomen. Delvis fordi den grundlæggende modstand fra venstrefløjen er så lille, ikke engang som respons på det sidste års fejlslagne COVID-19 politik.

 

FvD firdoblede sine mandater til 8. FvD er mindst lige så langt ude til højre som PVV. Til forskel fra Wilders, præsenterer FvD en mere sammenhængende ideologi for det yderste højre, baseret på blandt andet ’white supremacy’ og social-darwinisme.

 

I modsætning til PVV – som ikke har en medlemsorganisation og er dybt afhængig af Wilders og hans Twitter konto – opbygger FvD et partiapparat, der hurtigt har samlet titusinder af medlemmer. Partiet forekom for få måneder tæt på at bryde sammen, da der blev lækket interne beskeder, hvori ledende medlemmer kom med åbent antisemitiske og racistiske udtalelser.

 

Partiet er kommet sig og er vokset bemærkelsesværdigt.

 

FvD leder Baudet har nøje studeret Wilders’ oprindelige succes; det kan være valgmæssigt givende ihærdigt at forsvare såkaldt ”upopulære” synspunkter, som fx at bagatellisere epidemien.  Et stort flertal af Hollands befolkning støtter COVID-19 nedlukninger, og endda også udgangsforbud. Mens FvD med succes har samlet et mindretal, der er grundlæggende imod sådanne tiltag, tit motiveret af kombinerede højrefløjs konspirationsteorier.

 

Holland har ikke haft så megen direkte racisme og antisemitisme i parlamentet siden Anden Verdenskrig.

 

Ifølge professionelle politiske kommentatorer betyder radikaliseringen af PVV og FvD, at de to partier er ”kørt ud på et sidespor ”: De vil have svært ved at kvalificere sig til at blive partnere i en ny regeringskoalition. Men for personer, der ikke lider af professionelt snæversyn, er det klart, at den yderste højrefløj – i opposition – fortsat vil presse VDD, indsnævre spillerummet for, hvad der ses som et gennemførligt alternativ, og derigennem forsøge at påvirke samfundet som helhed – ikke bare for valgperioden, men på langt sigt.

 

Antikapitalistisk alternativ
Venstrefløjens svækkelse (dets værste resultat i hundrede år) stikker tydeligvis dybere end en uheldig valgkampagne eller individuelle lederes fejlvurderinger. Venstrefløjen som referenceramme for politisk identitet har tabt meget af sin kraft. Igen taler eksperterne om ideologiernes svækkede appel som en del af forklaringen, men det er ikke særlig overbevisende. En ideologi som nationalisme har bestemt ingen problemer – tværtimod. Er det ikke netop ideologisk, når D66 og nu Volt nærer en intens hengivenhed og et falsk håb for ”Europa” (i betydningen EU)?

 

De store fortællinger er tydeligvis vendt tilbage. En af den hollandske venstrefløjs store fejl op til valget var, at mens den allerede stod til et historisk lavt stemmetal, prioriterede den ikke sin egen fortælling, men understregede tværtimod sin iver for at komme med i en regering.

 

De hollandske medier var fulde af, hvordan presset fra pandemien og den kommende økonomiske krise havde gjort stemningen mere ”venstreorienteret” i samfundsøkonomisk forstand. Forestillingen om, at de borgerlige partier denne gang også havde antaget ”venstreorienterede” positioner, viser først og fremmest, hvor lidt det ord betyder i Holland.

 

En mere aktiv rolle for staten er ikke nødvendigvis venstreorienteret, og der er meget lidt venstreorienteret over at gøre noget ved fattigdommen efter år med voksende ulighed, mens for eksempel flyselskabet KLM og den slags stadig bliver prioriteret. Næsten ingen partier mæler noget positivt om neoliberalisme, men grundelementerne i neoliberal politik stadig er alment accepteret.

 

Men ud over BIJ1 er der ikke et parti i parlamentet i Holland, der indtager en antikapitalistisk position. Selv fra SP hører vi bare svage røster opfordre til ”mere social politik” og en ”fair regering”. Venstrefløjen burde ikke lade centristiske liberale som D66 og Volt slippe af sted med at erklære sig selv som det sociale, internationalistiske og endda anti-racistiske alternativ.

 

Det eneste glimt af håb er BIJ1s indmarch i parlamentet med et enkelt mandat. Dette parti, der er stiftet i 2016, kombinerer et engagement i antiracisme med en antikapitalistisk program. Dets leder, Sylvana Simmons, er en af de meget få sorte kvinder i hollandsk landspolitik og vil nu repræsentere en åbent erklæret radikalisme på den nationale scene.

 

BIJ1’s publikum er ikke stort, men det er der, især i de større byer. I hovedstaden Amsterdam, den eneste by, hvor partiet allerede er repræsenteret i byrådet, fordoblede det sit stemmetal. Her var BIJ1 venstrefløjsoppositionen til en politisk ledelse, bestående af de tre større venstrefløjspartier og D66.

 

Den store udfordring er nu at få konsolideret partiet og gjort det synligt på landsplan som oppositionskraft. Sådan et BIJ1, med en aktiv rolle i forskellige sociale bevægelser, vil komme hele hele venstrefløjen til gode. For at opnå det er vi nødt til at samarbejde med folk, der stadig er i GroenLinks og D66. Enhed vil blive helt afgørende i den kommende periode, især med de sociale bevægelser, som nødvendigvis må indtage en central plads i venstrefløjsmodstanden.

 

26. marts 2021

 

Oversat fra Green Left af Anne Haarløv

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com