Sidst i nullerne var det hollandske Socialistparti en succeshistorie. Det var vokset fra at være en lille maoistisk gruppe til et parti med 50.000 medlemmer. Men et brud med dets ungdomsafdeling og diskussioner om en koalition med højrefløjen har demoraliseret aktivisterne – og det har udstillet farerne ved, at et parlamentarisk parti mister forbindelsen til fagbevægelsen og de sociale bevægelser.

af Alex de Jong

Det hollandske Socialistparti (Socialistische Partij, SP) har længe været én af succeshistorierne på den europæiske venstrefløj. Det startede som en maoistisk gruppe i 1970’erne og havde sit nationale politiske gennembrud i 1990’erne, lige da de kommunistiske partier brød sammen og socialdemokraterne sluttede sig til neoliberalismen over hele kontinentet.

 

Omkring årtusindskiftet åbnede SP sig for sociale bevægelser og slog sig fast som et referencepunkt for aktivister på venstrefløjen. Dets medlemstal voksede hurtigt, og sidst i nullerne havde partiet 50.000 medlemmer – dobbelt så mange som 10 år tidligere. I 2006 fik det over 16 procent af stemmerne.

 

Men på trods af SP’s tidligere succeser ser fremtidsudsigterne ikke så gode ud i dag. Mens Holland forbereder et parlamentsvalg i marts, er SP splittet og i tvivl om, hvordan den seneste nedgang kan vendes.

 

Faldende tiltrækningskraft
Stemningen blandt mange SP-aktivister er pessimistisk. Medlemstallet er faldet til 18.000 i de sidste ti år, og opbakningen til partiet ved parlamentsvalgene er faldet til under 10 procent. Kun fire måneder før valget i marts, har SP’s ledelse afbrudt støtten til partiets ungdomsafdeling, ROOD, og beskyldt den for at være infiltreret af yderligtgående kommunister og at overtræde partiets vedtægter. Forud for det blev en gruppe aktivister ekskluderet, beskyldt for at være medlemmer af Marxistisk Forum og/eller Kommunistisk Platform, to grupper, der er aktive inden for SP, men som ledelsen kalder ”rivaliserende” politiske partier.

 

Der er udbredt uenighed om disse forholdsregler, og på den kongres, hvor SP vedtog sit program for det kommende valg, markerede over en tredjedel af partiet sin modstand mod disse skridt. Konflikten mellem ledelsen og ROOD var en uddybning af de eksisterende uenigheder om, hvorfor det er gået tilbage for SP de seneste år, hvordan det kan vendes, og hvad der skal prioriteres.

 

I den forstand minder de spørgsmål, SP står overfor, om mange af dem, andre partier på venstrefløjen til venstre for socialdemokratierne står overfor; f.eks. hvilke alliancer og kompromiser der kan gavne den socialistiske politik på langt sigt, og under hvilke betingelser et socialistisk parti kan påtage sig en rolle i regeringen. I dette tilfælde eskalerede konflikten mellem ROOD og partiledelsen, da ungdomsorganisationen offentliggjorde en udtalelse, hvor man tog afstand fra, at SP indgik i et regeringssamarbejde med højrefløjen.

 

Da der er et stort antal partier repræsenteret i parlamentet, består hollandske regeringer traditionelt af koalitioner mellem mange forskellige partier, der sammen kan danne et flertal. Den nuværende SP-ledelse har erklæret, at den er villig til at overveje koalitioner med højrefløjspartier i hypotetiske fremtidige regeringer, også med premierminister Mark Ruttes verdslige, liberalistiske Folkeparti for Frihed og Demokrati (VVD). SP har allerede samarbejdet med VVD på lokalt plan og brød for nylig med andre venstrefløjspartier for at støtte en omstridt miljølovgivning, som regeringen foreslog.

 

Det kan være svært at forstå, hvad der sker internt i SP. Partiet har en notorisk autoritær ledelsesstruktur, der til dels er nedarvet fra dets maoistiske fortid, og fraktioner og organiserede strømninger er bandlyst. Efterhånden som partiets repræsentation i kommunalbestyrelser og byråd voksede i takt med dets eget partiapparat, udfyldte de fuldtidsansatte desuden ofte to roller som både valgte repræsentanter og som ansatte og koncentrerede dermed informationer og beslutninger på deres egne hænder. Manglen på debat i partiet og involvering af de menige medlemmer betyder, at partiets politik kan afgøres af små, uformelle grupper.

 

Partiets stillingtagen til en deltagelse i et regeringssamarbejde er et eksempel på dette. For nylig blev et forslag om, at der skulle være en debat i SP om dette spørgsmål, afvist med det argument, at det var ”for tidligt” med sådan en diskussion. Kort derefter ændrede ledelsen alligevel sin stillingtagen uden diskussion, da den skiftede fra at være imod et samarbejde med VVD til at acceptere det som en mulighed.

 

Valg og sociale bevægelser
Den seneste tids skuffelser har affødt noget, vi groft kan skitsere som to forskellige grupperinger inden for SP’s ledelse. Den ene insisterer på at fremstille partiet som en pålidelig samarbejdspartner i regeringen for grupper til højre for partiet. Som en del af denne fremgangsmåde indgik SP allerede for nogle år siden konstitueringsaftaler i kommunalbestyrelser, f.eks. i Amsterdam, hvor det gik sammen med højrefløjspartierne i en koalition, der udelukkede Arbejderpartiet (det hollandske Socialdemokrati, o.a.). En anden gruppe i SP’s ledelse insisterer på en mere aktivistisk profil for partiet og anvender en mere traditionel socialistisk retorik, selv om de i princippet ikke er modstandere af denne form for koalitioner.

 

Uenigheden mellem de såkaldte ”koalitionister” og ”aktivister” er i bund og grund et spørgsmål om, hvordan SP skal præsentere sig over for vælgerne; som et ”ansvarligt” parti, der er regeringsdueligt og arbejder inden for de etablerede politiske rammer, eller som et parti for dedikerede oppositionelle aktivister.

 

Den mest fremtrædende ”koalitionist” er Lilian Marijnissen, der er formand for partiets parlamentsgruppe. Hun er datter af Jan Marijnissen, der længe var leder af partiet, og under hvis ledelse SP fik national indflydelse. En vigtig repræsentant for den ”aktivistiske” fløj var Ron Meyer, partiets tidligere formand. Meyer, der tidligere var fagforeningsorganisator, forlod sin post i partiet efter fiaskoen ved valget til Europa-Parlamentet i 2019.

 

Trods deres uenigheder fokuserer begge grupper på parlamentariske valg som en måde at overvinde SP’s vanskeligheder på. At opbygge uafhængige sociale bevægelser som et mål i sig selv eller som en del af en langsigtet strategi er ikke en del af visionen for nogen af grupperne.

 

Faktisk føler mange af SP’s aktivister, at partiets nuværende linje isolerer det fra de sociale bevægelser. Det er blevet særlig udtalt med hensyn til mobiliseringerne mod racisme og klimaforandringerne. SP har altid haft en vag holdning til spørgsmålet om anti-racisme, som de ser som en biting, men partiets negligering af anti-racismen er blevet mere og mere tydelig, efterhånden som temaet har fået større betydning i hollandsk politik.

 

Den yderste højrefløj i Holland er vokset dramatisk, og den nærer og opmuntrer islamofobi og andre former for racisme. Som en reaktion på det har der været betydelige antiracistiske mobiliseringer og en øget politisk debat om racisme i landet, men SP spiller en meget lille eller ingen rolle i denne udvikling. I sit skolingsmateriale stiller SP det, man kalder ”race-kampen” over for ”klassekampen”. Der har også været betydelige protester omkring spørgsmålet om klimaforandringerne, og det har tiltrukket mange unge mennesker, men også her har partiet holdt sig på afstand. Deltagelsen er blevet overladt til lokalafdelingernes beslutninger og til ungdomsorganisationen ROOD.

 

For mange er bekymringen for racismen eller klimaforandringerne begyndelsen på en bredere politisk bevidsthed, men at slutte sig til det nuværende SP er ikke en indlysende valgmulighed for dem.

 

Når SP holder sig uden for den slags mobiliseringer skyldes det ikke manglende ressourcer. Det er snarere en strategi, der er begrundet i en prioritering af valgresultater og en spekulation i, hvad partitoppen tror vil give flest stemmer. Anti-racisme og indgreb mod klimaforandringerne bliver anset for at være for ”kontroversielle” for (mulige) SP-vælgere.

 

Det tidligere byrådsmedlem for SP, Mahmut Erciyas, beskriver denne strategi som et forsøg på at ”kombinere en progressiv socialøkonomisk politik med kulturel konservatisme”. Partimedlemmer klager over, at marketingsbureauer og PR-eksperter har haft større indflydelse på fastlæggelsen af denne linje end de menige aktivister. Da det lykkedes medlemmerne at få antiracismen vedtaget som en prioritet på den nylig partikongres, fik det meget få praktiske konsekvenser.

 

Erciyas var i årevis byrådsmedlem i byen Oss, én af SP’s bastioner, og det var i denne by, at Lilian og Jan Marijnissen startede deres politiske karrierer. Oss er en typisk SP-højborg: en mellemstor by i den tidligere katolske sydlige del af landet med en overvejende hvid befolkning og uden en stærk venstrefløjstradition.

 

Utilfredsheden med SP aktuelle politiske orientering er særlig stor i de større og mere etnisk sammensatte byer som Rotterdam (landets næststørste by) og Amsterdam.

 

”SP’s aktuelle politiske orientering er en blindgyde. Den forbinder sig ikke med arbejderklassens komplicerede virkelighed, særlig som den findes i de større byer,” siger Erciyas.

 

Andre SP-aktivister kritiserer partiledelsens linje i lignende vendinger og siger, at den prøver på at henvende sig til en karikeret, forældet version af det, der kun er ét segment af arbejderklassen. Med forslag som et krav om arbejdstilladelser for folk fra andre EU-lande, ”gentager SP de fejl vi lavede over for de tyrkiske og marokkanske migrantarbejdere,” siger Erciyas. ”Vi prøver at holde polske arbejdere ude i stedet for at give dem fuld støtte i deres kamp for et bedre liv.”

 

Blandt fagforeningsfolk er SP sammen med Arbejderpartiet et af de mest populære partier, men heller ikke her er partiet nogen stærk organiseret kraft. SP opløste sine lokale faglige strukturer for flere år siden.

 

Ifølge Gus Ootjers, der er én af de ekskluderede SP-medlemmer, forpasser partiet en mulighed for at organisere tilhængere fra arbejderklassen. ”Masser af SP-medlemmer er aktive i fagforeningerne, men partiledelsen ønsker ikke at udvikle en strategi for fagbevægelsen. Partiet er ikke involveret i udviklingen og diskussionerne i fagbevægelsen, og så klager det over, at fagbevægelsens linje er for højredrejet.”

 

En mislykket strategi
Når partiet prioriterer valgresultater og forsøger at undgå kontroversielle spørgsmål betyder det, at det ikke har et klart standpunkt på vigtige politiske temaer. SP’s forsøg på at opbygge en politisk profil gennem sine egne kampagner, f.eks. omkring sundhedspolitikken, er ikke lykkedes som man håbede og blev lagt ind under det parlamentariske arbejde. Allerede i 2006 blev nogle af SP’s programpunkter, som blev anset for at kunne ”stå i vejen” for en mulig regeringsdeltagelse, såsom modstanden mod monarkiet og modstanden mod NATO-medlemskab, fjernet fra partiets valgprogrammer. De nylige eksklusioner er endnu et skridt på vejen til at integrere SP i den etablerede politik.

 

Et spørgsmål, hvor SP indtager en markant alternativ holdning, drejer sig om EU. SP advarer om en ”europæisk superstat” og kræver at få den nationale hollandske valuta tilbage. Det har imidlertid ikke nogen alternativ vision for internationalt venstrefløjssamarbejde, og dets opmærksomhed på internationale udviklinger er begrænset. SP har aldrig tilsluttet sig Europæisk Venstreparti, der omfatter grupper som Die Linke fra Tyskland [og Enhedslisten fra Danmark, o.a.]. SP’s ledelse lægger i stedet vægt på den hollandske nationalstat som sin politiske ramme.

 

I samme stil forsøgte SP forud for Europaparlamentsvalget i 2019 at appellere til det, dets tidligere EU-parlamentariker, Erik Meijer, kaldte ”de vrede udenforstående”; folk der ville være sofavælgere eller stemme på Geert Wilders højreekstreme, anti-EU Frihedsparti (PVV). Men forsøget på at mobilisere en stemning mod EU var ingen succes, og partiet mistede de to pladser i EU-Parlamentet, det havde haft siden 2004.

 

Opbakningen til at præsentere SP som en potentiel koalitionspartner ved at nedtone kravene kommer til dels fra medlemmer, der har deltaget i kommunale og regionale koalitioner i de seneste år. Men det kommer også fra almindelige vælgere og medlemmer. Det er kun logisk, idet SP ikke præsenterer nogle langsigtede mål ud over at stræbe efter gode valgresultater og indgå i regeringer og bystyrer med de kapitalistiske partier.

 

Det er stadig usandsynligt, at SP faktisk kommer med i et regeringssamarbejde efter valget i marts. Når ledelsen understreger sin vilje til dette, bygger det snarere på en formodning om, at denne retorik er nødvendig for at kunne se ud som en acceptabel valgmulighed.

 

Beslutninger som det at erklære SP villig til at samarbejde med venstrefløjens traditionelle fjende, VVD, eller at holde sig fra sociale bevægelser og behandle aktivisme som et redskab i en valgkampagne er et resultat af partiets orientering mod parlamentarismen. Det har ført til utilfredshed og frustration blandt partiets aktivister. I de sidste ti år er medlemstallet dalet med mere end en tredjedel, og de seneste konflikter har ført til endnu flere udmeldelser fra vrede og skuffede medlemmer.

 

Jordbunden har forandret sig
Selv ud fra sine snævre parlamentariske synsvinkler har SP’s strategi ikke virket, og de vanskeligheder, det står overfor, stikker dybere end noget, der kan løses med en succesfuld valgkampagne eller af PR-eksperter. Det politiske klima er blevet mere konservativt. Trods sin dårlige håndtering af Covid-epidemien er den nuværende premierminister, Rutte, stadig meget populær.

 

Der er også andre forandringer, som partiet burde reagere på. Den kommende økonomiske krise oven på epidemien vil føre til nye nedskæringsrunder, samtidig med at medlemstallet i fagforeningerne er stærkt dalende. Det vigtigste fagforbund, FNV, mistede syv procent af sine medlemmer i 2019. Af alle EU-landene har Holland én af de største andele af arbejdere, der lever under prekære omstændigheder. Men fagforeningerne tiltrækker ikke unge, prekære arbejdere.

 

Alligevel, selv om fagforeningernes betydning er aftaget, er der opstået nye sociale bevægelser omkring racisme og miljø, og farvede er blevet mere politisk organiserede som reaktion på racismen og den yderste højrefløj. SP’s afstand til de vigtige sociale mobiliseringer, dets rigide struktur og modstanden mod åben debat gør, at det ikke er attraktivt for nytilkomne politiske aktivister. Inden for partiet frygter kritiske medlemmer, at SP vil miste forbindelsen med yngre aktivister. Konflikten med ROOD er en dramatisk illustration af den risiko.

 

Tidligere fik SP’s ledelse sin legitimitet på grund af partiets fremgang. Men lykken er vendt og utilfredsheden og oppositionen er kun vokset. Ved valget i marts overvejer nogle at stemme for det nye antiracistiske parti Bij1 (”sammen” når det udtales på hollandsk, se artikel i SI), der også har et stærkt venstreorienteret økonomisk program. Nogle radikale i SP argumenterer for, at folk trods alt bør blive i partiet og forsøge at ændre kursen.

 

ROOD fortsætter sine aktiviteter, mens de kræver, at partiledelsen genetablerer forbindelsen til ungdomsorganisationen. Medlemmer af SP har startet en indsamlingskampagne til ROOD og kræver også, at forbindelsen mellem de to organisationer bliver genoprettet.

 

Radikale medlemmer af SP opfordrer til en linje, der prioriterer opposition inden for og uden for parlamentet og et uafhængigt program. For at gøre det er der brug for et aktivt engagement i de sociale bevægelser og formulering af politiske standpunkter, der inddrager bevægelsernes temaer og arbejderklassens krav.

 

Det kan kun lade sig gøre, hvis SP samarbejder med andre kræfter. I de seneste år er SP blevet det, en aktivist kalder et ”problemløsende parti” med fokus på at reagere på politiske temaer, men uden egne alternativer og en langsigtet vision. Når man tager de socialistiske idéers begrænsede synlighed i Holland i betragtning, er der imidlertid hårdt brug for en ideologisk kamp om, hvordan samfundet burde indrettes.

 

Holland er ikke nogen undtagelse fra det globale mønster, hvor vredesudbrud fører til mobiliseringer, der så kan forsvinde igen næsten uden at efterlade sig spor. Det viser behovet for at opbygge det, Alan Sears har kaldt ”utilfredshedens infrastrukturer”, ”en sammensmeltning af fora, netværk og institutioner, hvor aktivister kan udvikle deres styrke til at kæmpe imod den kapitalistiske enighed om nedskæringspolitikken og den officielle politiks snævre rammer.” Snarere end at forsøge at appellere til en formodet vælgerbase (som valgresultaterne har vist er begrænset) har partiet brug for at vinde folk for en anderledes vision.

 

Det er klart, at hvis SP fortsætter sin nuværende kurs, vil yderligere isolering og nedgang ikke kunne undgås. At gennemtvinge en ændring af linjen bliver en vanskelig kamp, og i betragtning af venstrefløjens strukturelle svaghed, er der ingen garanti for, at det lykkes.

 

Alex de Jong er redaktør af det socialistiske tidsskrift Grenzeloos.

 

Oversat fra Jacobin af Poul Bjørn Berg. En række link-henvisninger til spørgsmål omtalt i artiklen er udeladt.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com