Med Janine Wissler og Susanne Hennig-Wellsow har Die Linke den 27. februar valgt to nye formænd og en ny partiledelse. Mange af de nye medlemmer af ledelsen hører til den yngre generation, der går ind for en fornyelse af partiet i retning af et moderne, socialistisk medlemsparti. Die Linke har nu store muligheder, men står også over for enorme udfordringer.

af Thomas E. Goes

Janine Wissler og Susanne Hennig-Wellsow blev valgt til at stå i spidsen for Die Linke. Foto: Martin Heinlein, CC BY 2.0 – Wikimedia

 

En ny generation laver om på det gamle forhold mellem strømningerne

Partiet indleder en ny fase, men det er ikke kun, fordi der blev valgt nye partiformænd, der bringer en frisk vind med sig efter år med interne stridigheder. Dette valg var vigtigt, men det er noget andet, der er afgørende. Partikongressen har vist et parti med et nyt og yngre ansigt. For denne generation er de gamle politiske traditioner, som medlemmerne i 1970’erne og 1980’erne tog med sig ind i partiet, af mindre betydning.

 

Denne nye generation er opstået i bevægelserne mod den yderste højrefløj (fra Pegida til AfD), i Die Linkes kampagner om boligpolitik, i sundhedsvæsenet og i bevægelsen for klimaretfærdighed. Ikke så få har erfaringer med solidaritetsarbejdet i fagbevægelsen, og nogle arbejder som unge, fastansatte fagforeningssekretærer. Og ja: Flere har en studentereksamen frem for en folke- eller realskoleeksamen, og ikke så få er studerende.

 

Forholdet mellem strømningerne inden for partiet har ændret sig markant. Die Socialistische Linke, der længe har stået stærkt i den vestlige del af Tyskland, har mistet meget af sin indflydelse. Især fordi nogle af deres mest synlige repræsentanter har gjort sig til samlingspunkter for modstanden mod den fornyelse af Die Linke, der startede i 2012: Hen imod en kampagneorienteret og organiseret Die Linke, et levende og tilgængeligt medlemsparti, der samtidig kan udvikle svar på alle de vigtigste samfundsmæssige spørgsmål. Mens der blandt de 44 i den nye partiledelse ikke er nogen repræsentanter for Socialistische Linke, blev der valgt 20 kandidater med opbakning fra det såkaldte Bewegungslinke. Det ville under alle omstændigheder være alt for letkøbt at kalde det for et ”skred mod venstre”, for den kreds af såkaldte ”reformatorer”, der især satser på regeringsdeltagelse, kan se tilbage på partikongressen med tilfredshed. Reformatorerne er godt repræsenteret i partiledelsen, og denne retning er i den forstand også konsolideret i partiet.

 

Bewegungslinke er opstået under kampen om fornyelsen af partiet. Det har mest åbenlyst støttet og forsvaret de nye veje i partiarbejdet, som Katja Kipping og især Bernd Riexinger [partiets to formænd 2012-2021, o.a.] havde betrådt. I sin egen selvforståelse er denne nye strømning et ”Klassenlinke” i den forstand, at den regner klassemodsætningerne for at være de vigtigste drivkræfter i den udvikling, som Die Linke skal tage aktivt del i. De vil imidlertid forbinde kampen med andre undertrykte og udstødte, og derfor ser de sig grundlæggende også som feministiske, antiracistiske og økologiske.

 

Det mest bemærkelsesværdige ved denne partikongres er ikke de 20 medlemmer af partiledelsen, der støttes af Bewegungslinke. Det er den omstændighed, at det blev tydeligt, hvad frugterne af den strategiske fornyelseslinje har været. Den fornyelse var ikke kun en sag for en enkelt strømning, men for en stor del af medlemsskaren – på tværs af strømninger og andre tilhørsforhold.

 

Die Linke i dag er i hvert fald ikke det samme som Die Linke i 2012. De strategiske rammer er forskudt. ”Solidariteten er ubrydelig”, lod Janine Wissler endnu en gang partikongressen høre. Det står grundlæggende for en udvidelse af arbejdsområdet. Naturligvis er Die Linke det parti, der står for en socialistisk fornyelse af socialstaten og kæmper mod militariseringen af udenrigspolitikken. Men det vil også være et parti for den antifascistiske og antiracistiske modstand og for klimaretfærdighed. ”Solidariteten er ubrydelig” står derfor også for forsøget på at samle en ny samfundsmæssig alliance, der kan hjælpe en grundlæggende forandring af politikken på vej – en alliance af mennesker i prekære livssituationer, af dele af den endnu fastansatte del af arbejderklassen og af dele af det lønafhængige mellemlag, men også af folk, der engagerer sig i forskellige sociale bevægelser eller sympatiserer med dem.

 

Die Linke står altså over for en række udfordringer, der skal håndteres, og chancer, der skal udnyttes.

 

Et samlende politisk projekt og en forenende politisk kultur
En udfordring af første rang bliver i løbet af de næste måneder og år at udvikle et samlende politisk projekt og en samlende politisk kultur, der kan styrke det, medlemmer organiseret i Die Linke fra forskellige sociale lag og forskellige politiske retninger har til fælles. Opfordringer til enhed, som kan være nok så vigtige, er ikke tilstrækkeligt. At samle betyder at beskæftige sig med andre erfaringer, andre indholdsmæssige tyngdepunkter og andre værdier på en sådan måde, at forskellene ikke behøver at blive opgivet, men kan gøres frugtbare inden for rammerne af et fælles politisk arbejde.

 

Det fungerer bedst, når hovedparten af energien bliver rettet mod at finde eller opfinde gode politiske reformforslag i fællesskab, at begejstre folk for Die Linke, inddrage bevægelser eller organisationer i samarbejde og angribe de politiske modstandere. En forenende politisk kultur må ikke udglatte meningsforskellene, men bliver nødt til at udvikle arbejdsgange og regler, der sætter det fælles forrest og på den måde giver slagkraft. Samling og forening vokser i bedste fald ud af det praktiske arbejde, men begge dele forudsætter en nysgerrighed og respekt og en vilje til at underordne sig de demokratiske beslutninger. At overvinde den mistroiske og fjendtlige kultur, der i de sidste år har bredt sig i Die Linke, er således et spørgsmål om partiets overlevelse.

 

At vise, hvordan en oprørsk regering kan gennemføre fremskridtsvenlige reformer
Som noget nyt kommer det gamle spørgsmål om, hvordan Die Linke kan realisere sine krav, nu på dagsordenen. Med Susanne Hennig-Wellsow er der valgt en leder, der offensivt fremfører kravet om, at Die Linke indgår i en koalitionsregering med Die Grünen og Socialdemokratiet (SPD). At Die Linke skal stræbe efter en venstreorienteret regering i Tyskland er rigtigt, men det bliver et stridspunkt, hvad det præcis betyder – og det er ikke blot en detalje – hvornår det kunne være muligt, og hvad der skal ske, for at Die Linke kan blive ”regeringsdueligt”. Hverken hos Susanne Hennig-Wellsow eller fra Katja Kipping, der i de foregående år lidt mere moderat har spillet den samme melodi, kan man imidlertid læse indlæg, der mere konkret går ind på problemerne og de nødvendige trin i en sådan strategi. ”Vi vil, vi bør og vi kan” lyder ganske vist lovende, men forklarer ikke ret meget. Det ville være godt hvis den diskussion blev ført lidt mere grundigt.

 

I dette efterår bliver en regering til venstre ikke mulig. Der er i øjeblikket ikke noget fundament for en ”regering for solidaritet og demokratisk nybrud”. Der er knap nok nogen seriøse udvekslinger mellem partierne eller mellem de samfundsmæssige kræfter, der er forbundet med dem. En samling omkring en forandring findes allerhøjst i hovedet på enkelte aktivister og partifunktionærer, og så højst som noget meget ubestemt. Men lige netop en regering, der skal kunne gennemføre omstridte reformer, kan ikke hænge frit i luften. Ikke desto mindre var de skeptiske medlemmer af Die Linke på rette vej, når de ikke blot sagde nej til idéen om en regering og trak sig defensivt tilbage bag de røde linjer. Ikke mindst partiets venstrefløj bør arbejde for partiets evne til at udøve magt via en oprørsk regering.

 

Dertil hører først og fremmest at kunne være med til at organisere samfundsmæssige konflikter og oversætte dem til fremskridtsvenlige reformer – i en hård konfrontation med dele af administrationen, de højreorienterede politikere og dele af borgerskabet og middelklassen. Hvilke reformer skal partiet så stræbe efter? Hvordan bliver Die Linke i stand til at klare konflikter, for at kunne klare det stormvejr en ambitiøs reformpolitik ville udløse? Hvordan kan man forhindre, at Die Linke springer op som en reformivrig tiger for at lande som en dørmåtte for Die Grünen og Socialdemokratiet (”Mere kan man ikke opnå; styrkeforholdet tillader det ikke”)? Og hvordan opbygger vi i de kommende år nogle ægte politiske alliancer, der virkelig kan bære og gennemføre sådan en udviklingsmodel for et solidarisk og demokratisk Tyskland? Og ikke mindst: Hvordan kommer vi gennem sådan et projekt nærmere til socialismen? Hvordan gør vi den mere sandsynlig?

 

At lære at håndtere konflikter og opbygge magt
Grundforudsætningen for sådan en regeringsduelighed er opbygningen af samfundsmæssig magt – men også opbygningen af Die Linkes egen organisatoriske styrke. Et regerende venstrefløjsparti er nødt til at kunne kæmpe. Hvis man nøgternt iagttager Die Linkes tilstand, må man indrømme, at der skal trænes en hel del først.

 

Organisatorisk magt opstår, når medlemmerne har lyst til at være aktive, når de virker motiverende på deres egne omgivelser, når de får en god politisk videreuddannelse og også, når der kan gøres plads til flere ansatte i partiet. Samfundsmæssig magt og organisatorisk magt er naturligvis ikke det samme, men de to ting hænger sammen. Samfundsmæssig magt har Die Linke, når de ikke kun griber de foreliggende sociale og politiske problemer og tilspidser dem på en måde, så der bliver diskuteret om deres idéer og krav ved middagsbordet, men når folk uden for deres egen medlemsskare også går ind for dem. Jo flere aktive medlemmer der er, jo bedre den politiske videreuddannelse er, og jo mere attraktivt partiet lokalt er som samtale- og samarbejdspartner, jo bedre kan det lykkes. Således at gøre Die Linke til et samfundsparti, der samler mennesker, flytter deres idéer og er i stand til at klare samfundsmæssige konflikter, er derfor en forudsætning for at kunne regere og forandre landet i en konflikt.

 

At ville være et regeringsparti uden at være et kæmpende parti, fører derfor med stor sikkerhed til et politisk nederlag. Derfor bliver det vigtigt at opbygge Die Linke stærkere lokalt som et levende parti, der organiserer omkring sociale temaer og er synlig i de kommunalrådene for at kunne understøtte initiativer og bevægelser og kunne gøre dem håndterlige i den ”lokale stat”: sygehusdrift, trafikomstilling eller boligbyggeri? Valgresultaterne fra de sidste landdagsvalg i Baden-Württemberg og i Rheinland-Pfalz viser, at der stadig er meget at arbejde på her. Solide resultater i enkelte byer (det gælder også de seneste kommunalvalg i Hessen) tyder imidlertid på, at der er et lovende potentiale.

 

At kunne reagere på vigtige politiske forandringer
Den samfundsmæssige magt bliver Die Linke under alle omstændigheder nødt til at styrke for at kunne give praktiske svar på tre centrale politiske omvæltninger.

 

For det første: For at kunne klare de økonomiske og sundhedsmæssige følger af Coronakrisen har forbundsregeringen givet mange penge som virksomhedsstøtte og en smule til det socialpolitiske sikkerhedsnet, f.eks. gennem supplerende støtte til midlertidigt deltidsarbejdende. Det er imidlertid uden forbindelse til den dybe krise for neoliberalismen. Der har siden midten af 1970’erne været statslige indgreb i hver eneste kriseperiode. Det, der så er mere interessant, er den programmatiske reorientering hos SPD og Die Grünen. De kommer begge til at afgive sociale løfter i de kommende måneder op til forbundsdagsvalget. Om det i nogle tilfælde også fører til en ændring af deres virkelige politik, er efter min mening et åbent spørgsmål, hvor der også er basis for stor skepsis. Den virkelige prøve kommer efter forbundsdagsvalget, for prisen for politikken under Coronakrisen skal betales. Man kan let komme galt af sted med forudsigelser, men en omfordelingspolitik fra oven og nedefter kommer nok ikke på dagsordenen for den næste regeringskoalition; specielt ikke hvis det skulle blive en koalition mellem Unionspartierne (CDU/CSU) og Die Grünen. Vi kommer formodentlig til at føre forsvars- og fordelingskampe i det kommende år. Det bliver Die Linke nødt til at forberede sig på, gøre fagforeningerne opmærksom på det og gøre sig tanker om initiativer til mulige alliancer.

 

For det andet er den social-økologiske omstilling allerede i gang – og den kommer til at tage til. I virksomhederne bliver den ledsaget af en ny bølge af rationaliseringer, der kommer til at forandre arbejdet og dagligdagen (digitalisering). Det er derfor ikke en periode med stabilitet, der ligger foran os, men en periode med omvæltninger. I bilindustrien, både blandt de store koncerner og hos underleverandørerne, sker det allerede overalt. Den social-økologiske omstilling bliver styret ovenfra, hvis samfundets venstrefløj og specielt partiet Die Linke ikke griber ind. Hvad kan der gøres for at arbejdernes, de ansattes og de arbejdsløses interesser kommer i centrum, og ikke virksomhedsejernes og finansspekulanternes? Hvis man går ud fra de foreliggende forslag, f.eks. forslaget om et ”Linken Grünes Umbau” (Riexinger), skal de praktiske svar findes i intensive diskussioner med virksomheds- og personaleråd, med fagforeningsfolk og aktive i miljø- og klimaretfærdighedsbevægelserne. Hvis man ikke vil have, at omstillingen af økonomien og samfundet bliver gennemført under en grøn-konservativ ledelse, bliver man nødt til at bidrage til, at et økosocialistisk alternativ til det også bliver gjort tydeligt. Til det hører klare reformforslag, der må være utopiske i det omfang, at de tydeligt forklarer, hvad der er nødvendigt og ikke kun, hvad der er umiddelbart gennemførligt. Det hører med som parti at føre de sociale anliggender ind i klimaretfærdigheds- og miljøbevægelserne, og selv være aktive der, og det hører med også at være villig til at lytte og lære der, for at kunne bringe en debat om de venstreorienterede svar videre. At tro, at man har en sæk med (mere eller mindre venstre-keynesianske eller traditionelle revolutionære) sandheder, som man bare skal ”tage med ind”, er i hvert fald ikke gavnligt.

 

For det tredje er den stadig mere radikale højrefløj i dette land ikke overvundet, også selv om Alternative für Deutschland (AfD) på det seneste har været i modvind. Faren viser sig i deres stabile udvikling i det østlige Tyskland. Specielt her er de nærmest fascistiske. Krisetegnene hos AfD skal vi ikke lade os narre af, især fordi den sociale gift, der nærer dem (social usikkerhed, mangel på tillid til de etablerede partier, eksisterende racistiske og autoritære indstillinger) stadig er til stede og let kan brede sig i en kriseperiode. Udfordringen er stadig at møde den berettigede sociale vrede hos de folk, der i skuffelse vender sig mod højrefløjen, uden at sidde fast i den følgeslutning, at størstedelen af de frustrerede vender sig mod nationalistisk radikalisme, fordi de er skuffede over venstrefløjen.

 

 26. marts 2021. Thomas Goes er aktivist i Die Linke i Göttingen og støtter Bewegungslinke. Han arbejder med samfundsvidenskab.

 

Oversat fra Die Freiheitsliebe af Poul Bjørn Berg

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com