Foto: Gert Wilders, vinder af valget. Wikimedia.

Det yderste højres fremgang kom i høj grad på bekostning af (centrum-)højre. Med 37 ud af 150 folketingsmandater er PVV nu et godt stykke foran det næststørste parti, en fælles socialdemokratisk og grøn liste, der fik 25 mandater. Venstrefløjens partier har samme antal mandater som før, mens de partier, der var med i den afgående centrum-højre-regering, alle mistede mandater, nogle af dem ganske markant. Højrefløjen er med andre ord blevet omgrupperet og radikaliseret, mens venstrefløjen ikke var i stand til at gå frem fra sin tidligere svage position. Hvordan kan dette forklares?

Umiddelbart ser det ud til, at et taktisk valg af VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie – Folkepartiet for Frihed og Demokrati), hovedpartiet i den tidligere regering, har givet bagslag. I juli i år fremkaldte premierminister Mark Rutte fra VVD en krise i den siddende regering ved at insistere på nye begrænsninger af flygtninges rettigheder. Rutte krydsede bevidst en rød linje hos en af VVD’s koalitionspartnere og udløste dermed sammenbruddet af hans egen regering og et nyvalg.

Således forsøgte VVD at sætte spørgsmålet om flygtninge og migration i centrum af valgkampen. VVD håbede på vinde stemmer nok til igen at blive landets største parti ved at rykke længere til højre på dette spørgsmål, Rutte trådte til side til fordel for en ny partileder, Dilan Yeşilgöz. Yeşilgöz, justitsminister i den seneste regering, fortsatte med at skærpe den højreorienterede profil hos VVD, især ved at overdrive historier om, hvor let det er for migranter at komme ind i Holland.

VVD’s satsning var, at valget ville blive en konkurrence mellem dem og centrum-venstre i spørgsmålet om migration, og Yeşilgöz blev præsenteret som Ruttes efterfølger. Denne valgtaktik så ud til at give mening: Rutte har været statsminister siden 2010 og har fastholdt sin popularitet hele vejen igennem. Ved at fokusere valgkampen på migration håbede VVD at undgå de spørgsmål, som den er sårbar over for, såsom landets boligkrise og de stigende leveomkostninger. Imidlertid endte VVD med at miste 10 mandater og har nu kun 24 pladser.

Den yderste højrefløj går frem

Paradoksalt nok fungerede VVDs taktik for godt. Vægten på en formodet “flygtningekrise” og begrænsning af migration gavnede det parti, der siden grundlæggelsen i 2006 har haft modstand mod indvandring som sit kernepunkt: Wilders’ PVV. Ikke al ære for Wilders’ sejr kan dog gå til VVD. En journalistisk kliche i de sidste uger var, at Wilders havde “modereret” sine synspunkter, men PVV-programmet forblev lige så radikalt indvandrerfjendsk som nogensinde. Partiet vil lukke grænserne helt for asylansøgere og “ingen islamiske skoler, koraner eller moskeer” i Holland. Denne racistiske politik kombineres med undertrykkende retorik om “nultolerance over for gadeudskud”, herunder indsttelse af hæren, fratagelse af statsborgerskab, deportering af kriminelle med dobbelt statsborgerskab og forebyggende anholdelser af dem, der anses for at sympatisere med “jihadisme”.

Wilders har ikke ændret sig. Det, der ændrede sig, er dynamikken mellem højrefløjen og den yderste højrefløj. Rutte valgte en tilgang med at isolere Wilders, hans hovedkonkurrent på højrefløjen, ved at afvise PVV’s holdninger som “urealistiske” og præsentere sit eget parti som dem, der kunne gennemføre højreorienteret politik mere effektivt. Denne tilgang normaliserede i stigende grad PVV’s holdninger – der kun blev afvist, fordi de angiveligt var umulige at implementere. I stedet for at forsøge at positionere sig selv som juniorpartner for VVD, insisterede Wilders på at udgøre den højreorienterede opposition til Rutte og blev ved med at hamre løs på sine mærkesager. Den 22. november høstede Wilders frugten af denne langsigtede tilgang. Desuden vandt Wilders også stemmer fra Forum voor Democratie – FvD, et andet højreekstremistisk parti, der opnåede betydelig succes for nogle år siden, Partiet befinder i en krise, hovedsagelig på grund af storhedsvanvid hos dets leder Thierry Baudet.

Wilders er en erfaren politiker, et af de længst siddende medlemmer af det hollandske parlament og i stand til at se ud over den næste valgcyklus. Han begyndte sin karriere i VVD i slutningen af halvfemserne, og brød ud for at danne PVV i 2006. I begyndelsen kombinerede PVV sin racisme og anti-migrantpolitik med en radikal pro-markedsdiskurs, en radikaliseret version af neoliberalismen i VVD. I det sidste årti eller deromkring skiftede PVV imidlertid sin retorik til en slags “velfærdschauvinisme”, hvor han fremstillede sig selv som almindelige folks talsmand og forsvarer for det hollandske velfærdssystem.

For PVV er den ultimative årsag til nedbrydningen af velfærdsstaten, at migrantsamfund, især muslimer, nasser på det hollandske samfund, og at man spilder penge på “venstreorienterede hobbyer” såsom foranstaltninger til at afbøde klimaændringer . Disse penge, foreslår PVV, ville have været tilstrækkelige til at forsvare levestandarden for de “rigtige” hollændere. I sit valgprogram fremlagde PVV også “progressive” forslag såsom at afskaffe moms på dagligvarer, sænke sundhedsudgifterne og tilbageføre pensionsalderen fra 67 til 65 år.

Sådanne ideer er uden tvivl populære, men er sekundære i forhold til PVV’s kernedagsorden. For Wilders er de kun midler til at nå hans mål; at lukke grænserne og angribe mindretalsrettigheder, især muslimers. Mellem 2010 og 2012 blev den første Rutte-regering støttet af PVV, der med Wilders ord “accepterede stramninger til gengæld for grænser for immigration”. I parlamentet foreslog PVV et lovforslag, der ville underbyde kollektive overenskomster, stemte for yderligere at begrænse adgangen til social sikring og modsatte sig forsøg på at tackle skatteunddragelse. At PVV’s “socialpolitik” stort set er tom retorik, bliver dog ikke konsekvent påpeget af partierne på venstrefløjen.

Stagnation på venstrefløjen

Samlet står partierne på den parlamentariske venstrefløj nogenlunde på samme niveau som før valget. Valgets nummer to var en fælles liste for det socialdemokratiske Arbejderparti PvdA og De Grønne (GroenLinks). Tilsammen fik de to otte nye pladser, en beskeden fremgang, der kom som en skuffelse. Centrum-venstre havde Frans Timmermans, tidligere EU-kommissær, som deres spidskandidat i et forsøg på at præsentere ham som fremtidig premierminister, som en person, der var progressiv, men også et par sikre hænder til at lede den hollandske stat. PvdA- og GroenLinks-koalitionens tilgang med at kombinere moderat progressive forslag med en atmosfære af teknokratisk ekspertise og en orientering om at danne en regeringskoalition med partier til højre havde en vis succes med at tiltrække stemmer fra midten, men ikke med at tiltrække mange nye vælgere til venstrefløjen.

Det venstreorienterede Socialistische Partij (SP) mistede fire af sine ni mandater. Partiet er blevet fikseret på at kombinere en stadig mere konservativ profil på “kulturelle” spørgsmål (migration, men også klimaforandringer) med en progressiv social profil. Det ene tilbageslag efter det andet har ikke været nok til at overbevise SP om at ændre kurs. Den nuværende leder Lilian Marijnissen har haft denne holdning siden 2017: November 2023 var for hende syvende gang, at partiet oplevede tilbagegang ved valg. Partiets sidste fremgang i et nationalt valg var i 2006, og siden har partiet mistet titusindvis af medlemmer. SP’s fokus i valgkampen på at begrænse indvandring af arbejdskraft styrkede den højreorienterede ramme om, at migranter som sådan er et problem, mens partiet forsømte at fokusere på sine stærke sider som boliger og sundhedsvæsen. SP endte med at miste et stort antal stemmer til højre- og yderste højrefløj

En bitter pille for den yderste venstrefløj var, at det radikale parti BIJ1′ røg ud af parlamentet (på hollandsk udtales partinavnet som “sammen”). BIJ1, der især udspringer fra den antiracistiske bevægelse, var i stand til at samle støtte fra forskellige grupper af aktivister og den yderste venstrefløj, men partiet har været plaget af interne slagsmål. Det økologiske Dyrenes Parti mistede halvdelen af sine mandater og blev reduceret til tre mandater. Dyrenes Parti har efterhånden opnået stigende opbakning til sine principielle økologiske standpunkter, men partiet er splittet og uklart med hensyn til, hvordan det skal forholde sig til venstrefløjsspørgsmål generelt, ikke kun økologi. De seneste måneder har også været præget af splittelser og en grim kamp om ledelsen af partiet.

Udsigter

En mulighed for Holland er dannelsen af en højreorienteret koalition ledet af Wilders. En anden stor vinder ved valget i november var et nyt parti, Nieuw Sociaal Contract – NSC, en splittelse fra det kristelig-demokratiske CDA (Kristendemokratisk Appel). NSC kom ind i parlamentet med 20 pladser. NSC er et konservativt parti, en version af de kristelige demokrater uden eksplicitte religiøse referencer. CDA, engang et af de store partier i landet, blev samtidig reduceret til kun fem mandater. Sammen med VVD, den højreorienterede BondeBorgerBevægelse (et andet nyligt dannet parti, der i vid udstrækning er baseret på rester fra CDA’s basis) og NSC, ville PVV have flertal.

Men NSC har sagt, at man ikke er villig til at danne en koalition med et parti som PVV, der ønsker at angribe grundlæggende principper om lighed for loven og religionsfriheden. Og VVD har efter sit valgnederlag sagt, at partiet burde gå i opposition. Men sådanne indvendinger kan simpelthen være manøvrer for at aftvinge indrømmelser fra PVV. Den kommende regering vil sandsynligvis være ret ustabil. Hvad der er sikkert, er, at der vil være meget lidt tilbage af PVV’s “progressive” økonomiske forslag.

Situationen er dyster, men samtidig modsætningsfyldt. De seneste uger har vi set de største klimademonstrationer nogensinde i hollandsk historie, men vinderen af valget var et parti, der latterliggør klimaforandringer som noget sludder. Ligeledes har pro-palæstinensisk solidaritet bragt mange ud på gaden, men PVV er stolte af sin ubetingede støtte til Israel og ønsker at flytte den hollandske ambassade til Jerusalem. I den kommende periode vil den hollandske venstrefløj, som den eksisterer, være i defensiven. Imødegåelse af anti-migrantpolitik og racisme og forsvar af borgerrettigheder for mindretal, især muslimer, må nødvendigvis være centrale punkter.

24. november 2023

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind