Læsetid: 8 minutter

Helt grundlæggende er der tale om, at antallet af mennesker, som modtager en eller anden form for hjælp efter serviceloven, stiger. I den periode som rapporten undersøger (2018-2022), har stigningen været 23.000 mennesker svarende til 13 %.

 

Men i økonomiaftalerne imellem kommunerne og regeringen er der ikke fulgt penge med denne stigning. Ikke en eneste krone har kommunerne fået ekstra til dette område, selvom målgruppen er vokset. I 2021 krævede Kommunernes Landsforening, at der skulle tilføres 5,5 mia. kr. til området[i]. De fik ikke en krone. I Enhedslistens hovedbestyrelse blev det både diskuteret og foreslået, at man skulle rejse kravet om de 5,5 mia. kr. i de efterfølgende finanslovsforhandlinger samme år, men kun et meget lille mindretal i hovedbestyrelsen støttede forslaget. Flertallet foretrak at kræve gratis tandpleje til unge.

 

Daværende socialminister Astrid Krag (S) kaldte KL’s krav i 2021 om 5,5 mia. kr. for ”ekstremt stort”, men i virkeligheden var kravet beskedent set i forhold til stigningen i antallet af personer i målgruppen. Hvis udgifterne til området skulle være fulgt med denne stigning, burde udgifterne være vokset med 7,4 mia. kr.

 

Den faktiske stigning i de kommunale udgifter på området har været 4,5 mia. kr. svarende til en stigning på 8 %. Men når antallet af personer i målgruppen er steget med 13 %, betyder det, at der faktisk er skåret ned, hvis man ser på forbruget pr. person i målgruppen. Konkret er der skåret ned for gennemsnitligt 15.000 kr. om året pr. person i målgruppen. Det er især børneområdet, det er gået ud over. Her er der gennemsnitligt skåret 20.000 kr. om året pr. barn i den undersøgte periode, fordi udgifterne ikke er fulgt med, selvom der er kommet 14 % flere børn og unge i målgruppen.

 

Ekspertudvalgets rapport går udelukkende videre med at undersøge udviklingen i udgifter på voksenområdet. Når man opdeler i de forskellige typer af hjælp til voksne, viser det sig, at der på nogle områder er sket deciderede nedskæringer – også uden at man tager højde for den voksende målgruppe. Det gælder hjælpemidler, stofmisbrugsbehandling, kontaktpersoner og ledsagerordninger samt beskyttet beskæftigelse.

 

På andre områder har stigningen i udgifter været meget beskeden og langt under stigningen i målgruppen, hvilket altså også har betydet nedskæringer, hvis man ser på udgifterne pr. person i målgruppen. Det gælder f.eks. personlig og praktisk hjælp, personlig støtte og pasning, rådgivning samt aktivitets- og samværstilbud. På disse områder er udgifterne steget med 1-5 %, mens den samlede målgruppe er vokset med 13 % (der fremgår ikke tal for hvor meget de forskellige del-målgrupper, som har behov for de forskellige typer af tilbud, er vokset).

 

Udgifter til botilbud eksploderer

Kun på ét område er udgifterne rent faktisk vokset markant. Det er udgifterne til botilbud. Stigningen i udgifterne til forskellige former for botilbud udgør hele 88 % af den samlede udgiftsstigning på voksenområdet. Derfor er det også specifikt dette område, som ekspertudvalgets rapport dykker nærmere ned i.

 

Konklusionen vedrørende botilbud er interessant. Det viser sig, at der er sket et fald i antallet af nye personer, der flytter ind på botilbud, men da faldet er mindre end antallet der flytter ud (eller dør), er der alligevel sket en stigning i antallet af personer der bor på botilbud.

 

Samlet set har stigningen (siden 2015) i antallet af personer der bor på botilbud været 11 %, men stigningen i antallet af kommunale pladser i botilbud har kun været 3 %. Samtidig er antallet af pladser i kommercielle private botilbud steget med 35 %. Vel at mærke af den type hvor der gerne må tjenes profit (antallet af pladser på de ikke kommercielle private tilbud er steget med 7 %).

 

Dette afspejler sig også i kommunernes regnskaber. Det viser sig, at over 2 mia. kr. af de stigende udgifter skyldes en stigning i køb af ydelser hos private leverandører.

 

Prisen pr. person for en botilbudsplads er markant højere hos de private udbydere end på de kommunale tilbud. Også selvom de private primært udbyder midlertidige pladser, mens kommunerne forsat leverer næsten alle de pladser, som henvender sig til længerevarende (permanente) behov, og dermed de målgrupper der i princippet kunne tænkes at være de mest komplicerede og udgiftstunge.

 

Når de private pladser er dyrere end de kommunale, og kommunerne gerne vil spare penge, kan man undre sig over, hvorfor de benytter private pladser i stedet for kommunale? Det har rapporten et svar på i bilag 6, hvor der står:

 

”Faldet i antallet af pladser til botilbud til længerevarende ophold på de kommunale tilbud kan skyldes, at anlægsudgifter forbundet med etablering af botilbud efter serviceloven skal afholdes inden for den kommunale anlægsramme. (…) På et specialiseret botilbud vil den enkelte kommune ofte kun have behov for få pladser på et evt. nyt tilbud, mens øvrige pladser på botilbuddet typisk vil blive anvendt af/solgt til andre kommuner. Driftsherrekommunen skal dog påtage sig hele anlægsudgiften inden for egen anlægsramme. Det medfører, at den enkelte kommune har begrænsede incitamenter til at etablere ekstra pladser, på trods af at kommunerne samlet set oplever et stigende behov for pladser til botilbud til midlertidige ophold.” og ”Alternativt kan kommunerne købe pladser hos private leverandører.”

 

Med andre ord er det altså anlægsloftet, som i høj grad er årsag til, at kommunerne ikke investerer i at etablere de nødvendige botilbud, fordi det ikke kan betale sig for den enkelte kommune. Men det betyder i sidste ende, at det bliver dyrere for kommunerne, fordi de derved ender med at købe dyre private pladser i stedet for.

 

I rapportens bilag 10 med titlen ”Analyse af markedet på socialområdet” finder man en interessant beskrivelse af, hvad der er baggrunden for den udvikling, der er sket. Under overskriften ”Intentionen med kommunalreformen” fremgår det, at man har:”… etableret markedslignende rammer for sociale tilbud, hvor kommunerne kan købe og sælge pladser til hinanden eller købe pladser hos regionale eller private leverandører”, og det konkluderes at:

 

”Analysen finder overordnet, at de markedslignede rammer på socialområdet på en række områder ikke opfylder centrale kriterier for et velfungerende marked. Markedet har uhensigtsmæssige incitamenter, som påvirker udviklingen på området. Der kan fx peges på, at der er begrænset incitament for kommunerne til at etablere botilbud efter serviceloven, og at der er en høj grad af informationsasymmetri mellem myndighed og udfører på både botilbudsområdet…”

 

Selv et ekspertudvalg primært bestående af nyliberale økonomer, som har fået til opgave at pege på, hvordan der kan skæres ned, må altså konkludere, at det er de private, kommercielle tilbud, som er dyre. Ikke de offentlige. Og at det fungerer uhensigtsmæssigt at drive området på markedslignende vilkår. Og at dette oven i købet det eneste delområde på socialområdet, hvor udgifterne er vokset mere end målgruppen!

 

Der er ikke kun brug for penge

På baggrund af rapporten burde ansvarlige politikere konkludere at:

 

1) Først og fremmest er der brug for, at regeringen og Folketinget tilfører midler til kommunerne svarende til stigningen i målgruppen, på samme måde som man i øvrigt i et vist omfang har gjort på ældreområdet i en række økonomiaftaler. Som udgangspunkt burde man tilføre 7,4 mia. kr., hvis udgiftsstigningen i procent skal matche stigningen i målgruppen. En tilførsel på de 5,5 mia. kr., som KL i 2021 vurderede at der var behov for, må være minimum.

 

2) For det andet må det undersøges, hvorfor målgruppen er vokset. Hvorfor er antallet af børn og unge der har brug for hjælp efter serviceloven vokset med 14 %? Hvorfor er det især unge under 30 år, der i stigende grad flytter ind på bosteder? Kunne der være en sammenhæng med, at man særligt på børneområdet har skåret ned? Kunne der være en sammenhæng med andre politikområder? F.eks. forringelserne på daginstitutionsområdet og skoleområdet og den fejlslagne inklusionspolitik (som reelt var en spareøvelse)? Hvorfor er det især antallet af pladser henvendt til personer med sociale problemer eller udviklingsforstyrrelser som vokser? Hvorfor har en stigende andel psykiatriske diagnoser, herunder af typer som stress, angst og depression? Kunne det have en sammenhæng med den generelle mistrivsel blandt unge? Kunne have en sammenhæng med den årelange underfinansiering af psykiatrien?

 

3) For det tredje burde ansvarlige politikere konkludere, at forsøget på at få socialområdet til at fungere på markedslignende vilkår har været en eklatant fiasko, som man skal gå fuldstændig væk fra. Man burde forbyde kommunerne at benytte decideret kommercielle (profitdrevne) leverandører og i stedet ophæve anlægsloftet, som minimum på socialområdet, give kommunerne favorable økonomiske betingelser for at etablere tilbud, herunder botilbud, på socialområdet og lave et fornuftigt udligningssystem.

 

Hvad lægger politikerne op til?

Den nye aftale på handicapområdet gør intet af ovenstående. Tværtimod. Aftalen består af 24 tiltag. Mange af dem er slag i luften, som formentlig ingen forskel vil gøre – hverken for de mennesker det drejer sig om eller for kommunernes økonomi. F.eks. forslag nr. 12 om mere dataindsamling, forslag 16 og 17 om flere analyser eller forslag 21 om at der skal laves etiske retningslinjer på de forskellige institutioner.

 

En række af forslagene lægger op til at skære ned på områder, hvor udgifterne i forvejen er faldet. Det gælder f.eks. forslag 1 om ”nytænkning af merudgiftsydelsen” til børn med nedsat funktionsniveau. Det er en ydelse med det formål at kompensere familier som har ekstra udgifter pga. barnets handicap. Udgifterne til dette område er i forvejen faldet fra 1,3 mia. kr. i 2010 til 0,4 mia. kr. i 2021. Altså nedskæringer på 69 %! Pr. person er der skåret ned med 24.000 kr. om året pr. barn i målgruppen. Det er voldsomt! Og her lægger man så op til yderligere nedskæringer igennem såkaldt ”nytænkning”, der reelt betyder mere kassetænkning.

 

På samme måde med forslag 7 hvor man vil ”nytænke” spørgsmålet om hjælpemidler. På dette område er der i forvejen skåret ned med 72 mio. kr. om året i perioden fra 2018-2022. Men også her vil man altså indføre yderligere kassetænkning, i forventning om at man derved kan spare endnu flere penge.

 

Forslag 15 handler om en ny takstmodel på BPA-ordningen, altså de personlige hjælpere for mennesker med handicap. Det på trods af at udgifterne til disse ordninger kun er steget med 4 %, mens den samlede målgruppe er steget med 13 %.

 

Udover at det i sig selv er urimeligt at skære ned på disse tre områder, hvor der i forvejen er skåret ned, så risikerer man også, at det fører til, at flere personer ender med at have behov for at flytte på bosted, da det netop er afgørende forudsætninger for at bo i eget hjem, at man kan få hjælpemidler, assistance fra hjælpere og dækning af merudgifter mv. Derfor er det ikke engang sandsynligt, at man i sidste ende sparer penge med disse tiltag.

 

Og hvad lægges der så op til, når det kommer til botilbuddene? Vil man droppe de markedslignende vilkår som – selv ifølge nyliberale økonomer – åbenlyst ikke fungerer? Vil man have profit-motivet ud af sektoren? Vil man lempe anlægsloftet for kommunerne og give dem bedre betingelser for at etablere de nødvendige tilbud, så de ikke tvinges til at købe dyre private alternativer? Nej, nej, nej og nej.

 

I stedet vil man lave en ny takstmodel (forslag 2), forringe tilsynet med bostederne (forslag 6), lempe reglerne for magtanvendelse (forslag 4), indføre et loft over prisen på en privat plads (forslag 5) og gøre det lettere at tvangsflytte personer (forslag 24).

 

Med andre ord: Bostederne må gerne fortsætte udviklingen, hvor de i stigende grad drives af kommercielle private firmaer. De skal bare være billigere. Og det skal de blive ved at disse firmaer i højere grad skal have lov til at anvende magt og sjældnere skal opleve tilsyn. Derudover skal kommunerne så tvinges til at vælge de billigste løsninger og samtidig have bedre mulighed for at tvangsforflytte borgere til et billigere tilbud.

 

Pres på for en helt anden retning

Det er ikke uden grund, at både handicaporganisationer og Institut for Menneskerettigheder påpeger, at aftalen er et skridt i retning af at gå tilbage til den uhyrlige behandling – eller rettere mishandling – af mennesker med handicap som prægede området i perioden fra 1933 til 1980. En mishandling som regeringen ellers netop har givet en officiel undskyldning for i 2023. Forskellen er blot, at man nu lægger op til, at det i stigende grad skal foregå i private institutioner, som oven i købet skal tjene profit på mishandlingen.

 

Det eneste gode der er at sige om aftalen er, at den er temmelig ukonkret og uforpligtende. Det fremgår, at samtlige 24 forslag skal ”udbores og kan derfor blive justeret eller udgå”. Med andre ord er der altså ikke tale om færdige lovforslag, der stemmes igennem i morgen, og der er ikke tale om et forpligtende forlig. Det efterlader gode muligheder for at man med protester, larm og ballade kan forhindre og stoppe de skræmmende planer som aftalen læggen op til.

 

Der er brug for en helt anden retning på området. En retning hvor der sikres gode muligheder for at alle mennesker kan leve, trives og udfolde sig – uanset handicap, og hvor alle kan få den hjælp de har brug for.

 

Heldigvis sker der allerede larm og ballade på området. Bevægelser som #enmillionstemmer og ”Undskyld vi er her” har allerede gjort sig bemærket, handicaporganisationerne gør i stigende grad fælles front og den 22. maj er der lagt op til fælles demonstration med krav om ordentlige vilkår for mennesker med handicap. Vi opfordrer alle til at deltage i demonstrationen og bakke op om den spirende bevægelse af og for mennesker med handicap.

 

 

[i] https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/kommunerne-kraever-fem-milliarder-til-bedre-behandling-af-handicappede