content-picture.php

Dansk Folkepartis romantiske naturopfattelse bristede ved junivalget. For mange DF-vælgere blev miljø og klima andet og mere end kronhjorten ved skovsøen. Er det troværdigt, at et parti, der har være klimaskeptisk i årtier, med ét bliver klimaets bedste støtte?

af Arne Lund

I september udsendte FN’s miljøagentur “Et tabt årti.” En skarp kritik af, at der udledes langt mere CO2-end nogensinde, og at de planer, landene har for at nedbringe udledningerne, er utilstrækkelige set i forhold til Paris-aftalens mål om en maksimal stigning på 1,5 grad. Hvis ikke der kommer mere ambitiøse klimaplaner, så vil opvarmningen nå op på 3 grader, måske mere.

 

Det er ikke “kun” et årti, der er spildt. Reelt er det snarere tale om 60 år, nemlig siden 1962, hvor Rachel Carson skrev “Det tabte forår.” Under alle omstændigheder siden 1988, hvor FN’s klimapanel, IPCC, blev grundlagt, og udsendte de første videnskabelige rapporter om klimaets alarmerende udvikling. Bortset fra de grønne organisationer og få politikere (bl.a. Svend Auken), var de fleste beslutningstagere og medier klimaskeptikere – anført af Bjørn Lomborg.

 

De højrenationale partier, der dukkede op i 90’erne afviste, at klimaforandringerne var menneske-skabte. Var der overhovedet tale om klimaforandringer, så skyldtes det enten naturligt forekommende vejrcykler, solpletter eller noget helt tredje, men i hvert fald ikke mennesket!

 

Dansk Folkeparti kom til i 1996, og faldt straks ind i klimabenægterjargonen. Vel kunne DF godt støtte fremme af miljøvenlige biler, men det måtte hverken gå ud over erhvervslivet eller “den lille mands bil.”

 

”Massepsykose”

Typisk er Pia Kjærsgårds ugebrev den 7.12.2009, hvor det bl.a. hedder, “Klima er trendy. Hvordan kan vi vide, at den globale opvarmning skyldes menneskelige aktiviteter – eller om den finder sted… den aktuelle klimadebat har udviklet sig til en slags massepsykose… Klimatopmødet (COP15) har totalitære tendenser, og DF har hele tiden advaret imod at hæve ambitionsniveauet. Dels fordi vi ikke kender den fulde sandhed om, hvordan mennesket påvirker klimaet, og dels fordi vi på ingen måde ønsker en ny verdensorden, hvor store summer inddrages fra de danske skatteydere og går til korrupte og krigeriske diktatorer i den tredje verden.”

 

At det totalitære ikke var fremmed for DF viste partiet, da det – forud for konferencen – opfordrede politiet til at bruge vandkanonen for at rydde gaden. “Vi skulle nødig havne i en situation, hvor det hedder sig, at vi ikke har styr på tingene,” sagde MF Marlene Harpsøe.

 

Som alternativ til COP15 indbød DF til modkonference – betalt af EU-midler. Her fremlagde danske og udenlandske klimaskeptikere deres bud på situationen, der – pudsigt nok – flugtede med DF’s (og Lomborgs): Naturligvis skal man ikke svine løs, men en indsats beror på udvælgelse af data, samt hvordan disse behandles.

 

I portrætbogen “En politisk ener” fra 2011, sagde Morten Messerschmidt bl.a., “at verdens lande ikke bør gøre noget for at begrænse temperaturstigninger…. det er lige så åndssvagt, som at  landene skal gøre noget for, at Månen ikke skal dreje rundt om kloden.”

 

DF deltog dog i VK-regeringens forlig om energi- og miljøpolitikken, men bidrog ikke med noget selvstændigt. Stemte ja til det hele, for til gengæld at få flere stramninger i asyl- og indvandrerpolitikken.

 

Ind imellem kom der dog fornuftige forslag om, at staten – ikke kommunerne og private – skulle stå for kystsikringen, at der skulle sættes ind mod skolernes dårlige indeklima, elektrificering af jernbane-nettet osv..  Men dette var undtagelser.

 

I 2013 lagde klima- og energiordfører Mikkel Dencker, afstand til Thorning-regeringens klimalov, “som både er dyr og overambitiøs midt i en krisetid, hvor dansk erhvervsliv lider under høje skatter og afgifter, mens mange er uden job”. En øget CO2-reduktion i 2020 og afskaffelse af fossile brændstoffer i 2050, er ikke i skatteydernes og forbrugeres interesse… det vil blot sende miljøskånsomme danske arbejdspladser – og her blev landbruget gang på gang fremhævet som en succeshistorie – til lande, hvor man ikke vægter den slags særlig højt.”.

 

Efterhånden dæmpedes retorikken. I 2017 ville Dencker gå med til, “at nok skal Danmark ikke være et foregangsland på klimaområdet, men vi tager vores del af ansvaret… vi skal fortsætte med at udvinde olie og gas fra undergrunden, der giver penge i statskassen og sikrer, at vi ikke bliver afhængige af Mellemøstens despoter”.

 

Forståelsen for klimaets udfordringer rakte dog ikke længere end til, at DF i 2017 sagde ja til en kraftig nedsættelse af registreringsafgiften. Nu fik folk mulighed for at købe en mere sikker (og større) bil, der kører længere på literen.

 

Ikke udelukke, at det er menneskeskabt

Men overbevist var DF’erne ikke, for i august 2018 fortalte Dencker til Information, at han da ikke ville udelukke, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Men når der er forskere, der siger både det ene og det andet, så kan den ene forklaring være lige så god som den anden. Så handler det mere om trosspørgsmål, og det hører til i en kirke og ikke i politik.” Senere på dagen rettede han det i Politiken til, at “det nok er over 50 pct., der er menneskeskabt.”

 

I oktober 2018 blev DF’s holdning så omsider lagt fast: Klimaforandringerne er menneskeskabte. En udtalelse, der fortæller om den rejse, de fleste europæiske højrenationale har været på siden 90’erne:

 

Gennem årene har DF angrebet miljøaktivister. I vinter kaldte Pia Kjærsgård Gretha Thunberg for “hele den vestlige verdens klima-krammedyr,” og med afsæt i Thunbergs  Asperger-diagnose (angiveligt påført af Folkhemmet) kaldte hun hende en hysteriker, der gjorde de unge fremtidsangste.

 

Peter Skaarup fulgte op 15.07.2019 på DF’s hjemmeside: “Thunberg hyldes af den snakkende klasse og politikere med en klimadagsorden, der er en venstreorienteret genvej til lige dele kritik af kapitalismen og af det liv, som almindelige danskere lever.”

 

“Betyder det så, at Greta Thunberg og hendes disciple tager fejl,” spurgte Morten Messerschmidt i Ekstra Bladet d. 30.07.2019. “Nej, det kan man ikke fastslå. Men det betyder, at mange historier, som aviserne ukritisk viderebringer, er usande… det taler for en omstilling baseret på nøgterne, markeds-baserede og fornuftige løsninger”.

 

Selv under valgkampen fattede DF ikke, at klimaet var blevet det helt overskyggende tema. Under en valgdebat i TV2, blev partilederne spurgt om, hvem af dem, der ville bidrage til en markant reduktion af det danske CO2-udslip. 11 hænder røg i vejret, dog ikke DF’s og Nye Borgerliges.

 

DF’s klimaplan

På valgnatten, da DF blev klar over hvor meget partiet var gået tilbage, skød Pia Kjærsgård skylden på klimatosserne.

 

Valgnederlaget var det, der skulle til for at DF kunne forstå, at vælgerne ikke anså “de fremmede” for så stort et problem, at det skulle påvirke stemmeafgivningen. Faktisk mente de fleste, at der efter-hånden gik ret godt med integrationen.

 

I juli debuterede Messerschmidt så som lysegrøn politiker. Erkendte, at han var blevet klogere i de sidste ti år, og nu skulle der sadles om: “Både bagland og vælgere har efterspurgt klare svar, og de vil blive fremlagt i en klima- og miljøplan ‘Et grønt Danmark med borgeren i centrum.’

 

Der er bestemt positive elementer i programmet, det meste er dog lån fra andre partier, garneret med de vante fraser om, “der er så meget vi skal passe på”, og “de skønne naturområder og landskaber”. Sigende, at programmets sidste side prydes af kronhjorten ved skovsøen.

 

Hovedpunkterne i klima- og miljøprogrammet er:

  • Finansieringen er kendt og socialt afbalanceret, de bredeste skuldre bærer mest, og alle kan deltage i den grønne omstilling.
  • Omstilling til grøn produktion – ikke reduktion, thi derved flyttes udledningen blot til andre lande.
  • Danmarks uafhængighed af andre nationer og interesser er afgørende.
  • Erhvervslivet er en aktiv medspiller i udviklingen af fremtidens teknologier.
  • Omstillingen skaber grundlag for fremtidig økonomisk vækst – ikke sker på bekostning heraf.

 

I praksis betyder det, at nok skal fx landbruget bruge færre pesticider og være mere økologisk, men skal dog fortsætte produktionsvæksten. Dansk landbrug er ét af verdens mest klimaeffektive, og derfor er det positivt, hvis Danmark kan overtage den produktion, der i dag sker i lande med højere CO2-aftryk.  At det så indebærer merimport af miljøbelastende soja fra Sydamerika, falder ikke DF ind.

 

Nok skal de fossile brændstoffer udfases, og erstattes af brintbiler, eltog og biomasse, men Nordsø-olien skal fortsat hentes op fra havbunden – til gavn for statskassen.

 

Elafgiften sænkes markant i takt med udbygningen af havvind (ikke landbaserede vindmøller, thi de skæmmer landskabet.) Jo billigere strøm, desto større forbrug, og står det til Messerschmidt, skal der ikke spares her: “Vi skal ikke tvinge danskerne til at spise vegetarbøffer og køre på Christianiacykler. Jeg vil gerne leve i et grønt smørhul. Men prisen skal ikke være ringere velfærd hos os, mens Kina skruer op for deres CO2-udslip.” (Politiken 21.04.2019)

 

DF er imod adfærds- og forbrugsændrende afgifter på fx. flyrejser, oksekød mv. Det begrundes med, at den slags vender den tunge ende nedad, men det gør alle afgifter jo. Når den grønne omstilling ikke må kunne mærkes økonomisk, ikke gøre ondt, så udelukkes brugen af særdeles effektive redskaber.  I stedet vil DF indføre en trafiklysordning for varers miljø- og klimabelastning, noget forbrugerorganisa-tioner har efterlyst i årevis.

 

DF bakker op om en hurtig udfasning af benzin- og dieselbiler – ad frivillighedens vej, ikke med forbud mod biler, der kører på fossile brændstoffer. Afgifterne indrettes, så klimaeffektive biler bliver billigere.

 

Selvom bilen er og fortsat vil være grundstammen i al persontransport, så skal den kollektive trafik udbygges, og evt. gøres gratis. Her undervurderer DF, hvad det i givet fald vil koste samfundet, og man er ikke bekendt med, at gratis kollektiv trafik kan have negative følgevirkninger for bus- og togtrafikken. (Se Gratis kollektiv trafik – og dog fra februar 2019).

 

Ja til skovrejsning kloden rundt for danske bistandsmidler, men kun hvis det modregnes i det danske CO2-regnskab. Forslaget giver dermed mulighed for fortsat udledning her i landet, da der købes aflad i andre lande.

 

DF foreslår, at mindst halvdelen af udviklingsbistanden målrettes klimatiltag i de lande, der rammes af klimaændringer. Det vil angiveligt sætte en prop i migrantstrømmen fra bl.a. dele af Afrika. Det falder ikke DF ind, at én af årsagerne til, at så mange migranter drager mod Europa, skyldes EU’s landbrugs- og fiskeripolitik, som dansk landbrug lukrerer på.

 

Desuden ser DF bort fra, at en omlægning af bistandsmidlerne, ifølge Mellemfolkeligt Samvirke, vil gå ud over de uddannelsesprogrammer, som europæiske lande bidrager til, og så er vi jo lige vidt. Landene bag Paris-aftalen har forpligtet sig til, at afsætte midler udover udviklingsbistanden til at hjælpe med at finansiere omstillingen til grøn energi i de fattigste lande. Også det ser DF bort fra.

 

Miljø- og klimaprogrammet rummer kun få overvejelser over forureningens grænseløse karakter. DF ser Danmark som en isoleret enhed, hvor samkvemmet med andre lande, stort set, begrænses til, at de skal købe vores landbrugsprodukter og grønne teknologi.

 

Lidt af et nybrud for DF er accepten af, at Danmark reducerer det CO2,-udslip, der er aftalt med andre lande, set i lyset af DF’s negative holdning til internationale aftaler, og at det godtages, at Danmark skal leve op til Paris-aftalen og de forpligtelser, vi har påtaget os i EU – bare det ikke sker på bekostning af vækst og nye arbejdspladser.

 

Klimaforlig med højrefløjen?

Helst vil DF glemme, at Kristian Thulesen Dahl under valgkampen advarede mod “klimahysteri” og “overbudspolitik”, når andre partier krævede, at også landbruget skulle bidrage til den grønne omstilling. DF’s bratte omsving i klimapolitikken giver derfor anledning til en vis skepsis. Er DF nu til at stole på, eller er det noget partiet blot gør, for ikke at miste endnu flere vælgere?

 

Til Altinget 27.05.2019 siger EU-parlamentariker Peter Kofod: “Klimaet er rykket op som et vigtigt emne, og det har måske været svært for os at håndtere. Der er mange ubesvarede spørgsmål, vi skal have tænkt over. Jeg kan ikke give et egentligt svar eller opskrift lige nu.”

 

Kort efter at de konservative havde meddelt, at deres mandater kunne erstatte Enhedslistens i de kommende klimaforhandlinger, hoppede DF med på vognen. Også for DF gælder det om at forhindre, at venstrefløjen kommer til at præge klimaloven og -handlingsplanerne. “Enhedslisten vil jo nedlægge landbruget, og så skal vi til at spise polske koteletter,” skrev Thulesen Dahl. i sit ugebrev 19.09.2019, og fortsatte: “Lad os nå klimamålene i fællesskab!”

 

Det lugter af, at de borgerlige vil lave et udvandet nationalt kompromis og afpolitisere klimapolitikken. Men – bortset fra Venstre og Nye Borgerlige – så er der trods alt en konsensus om reduktionsmålene.

 

Så længe det varer. De konservative er det borgerlige parti, der er villig til at gå længst for at være med i et klimaforlig, mens DF og Liberal Alliance ikke vil være med, hvis det går ud over væksten og folks frihed til at leve, som de vil. Fælles for de borgerlige partier, er, at de vil møde op med forslag, der er mere bekvemme for deres vælgere, og uden centrum-venstre mulige skatte- og afgiftsstigninger.

single.php